Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34634Visninger
AA

34. ❀ Kapitel Treogtredive | Tatoveringen

Det var blevet den 10. december; dagen, hvor jeg skulle få lavet min tatovering inde i London hos en tidligere skygger for Loren ved navn Hannah Martinez. Efter Darren fortalte mig, at hun var en piercet emo, var nervøsiteten ret meget mere oppe at køre end før. Det var som befandt jeg mig midt i en dis, der udviklede sig til en tæt, skræmmende tåge, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

  "Hvorfor skal jeg overhovedet have den tattoo? Jeg mener! I har da ikke en gang en."

  Han nikkede. "Jo, vi har, men som menneske kan man ikke se den. Det er for beskyttelsens grund. Sæt nu folk begyndte at forbinde det, hvilket vil være ret sandsyneligt. Jeg mener: Håndleddet er et ret synligt sted, og man kan ikke gå med langærmet for evigt, vel?"

  "Jeg har fattet pointen," mumlede jeg. "Du ødelagde lidt min undskyldning for at slippe for den.."

  Darren styrede sin hvide Ford Kuga ind imellem Londons høje skyskrabere.

  "Vi skal ikke ned gennem en sø eller en væg, skal vi?" spurgte jeg nervøst. "Jeg fik altså dårlige nerver efter dengang Dylan bare lod bilen falde ned til ham lægen."

  Der spredtes et smil på Darrens læber. "Selvfølgelig ikke."

  Jeg åndede lettet ud. Så var der bare tatoveringen tilbage.

  På vejen fantaserede jeg mig om hvordan den så ud. Var den stor? Var den sort? Ville den føles levende lige som om der kravlede dyr under huden, for det ville være pænt klamt! Og ville den ændre mit syn på verden - sådan helt bogstaveligtalt, for hvem vidste, om det ville blive en Shallow Hal, og Darren var fed og grim som Rosemary, og jeg var blevet hypnotiseret af..? Oh jesus, det her var for langt ude.

  Darren stoppede uventet bilen, holdte den til side, og jeg så forvirret på ham.

  "Er det her?" spurgte jeg.

  "Nej, men den der bil holdt parkeret et stykke væk fra huset derhjemme, og den har fulgt efter os hertil." Han så op i bakspejlet, og jeg med.

  En flot sort Jaguar med tonede ruder gled langsomt forbi os, og jeg fornemmede samme utryghed som Darren.

  "Du tror vel ikke.." Jeg lod som om, jeg ikke holdte øje med bilen," at det er.. Loren..?"

  Darren rystede på hovedet. "Så skulle han have en anden med sig. Jeg kunne ikke forestille mig, at han selv spionerede."

  To minutter efter bilen var kørt, kørte Darren videre mod Hannah. Jeg kunne ikke sætte fingeren på hvor i London, det kunne ligge, men inderligt håbede jeg, at der ikke ville gå lang tid før vi nåede frem. Det var, som ville min blære springe af nervøsitet.

  "Der er ikke noget at være bange for," beroligede Darren mig med. "Du har oplevet værre ting. Det her er bare et lille stik."

  Jeg undlod at svare. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Uanset hvor meget jeg protesterede, ville han endnu forsøge at berolige mig, og jeg ville ikke tro på det, før jeg havde oplevet det, og jeg selv kunne give min version af hvordan, det var.

  Forsigtigt drejede Darren bilen ind i en større gyde og parkerede foran en kæmpe, flad mur.

  "Men her er jo ingen døre," mumlede jeg, da vi steg ud af bilen.

  Gyden var lang og rektangelformet. Der var kulsort, når ikke en halvruineret skilt blinkede få meter op inden for sin rækkevidde.

  Det blev Darrens tur til at undlade at svare. I stedet holdte han sin hånd får mine øjne, så jeg intet kunne se - kun føle mystikken over stemningen.

  "Det, du ikke ser, tror du ikke på." Han lod sin hånd glide ned ad mit ansigt, lukkede mine øjne i med tommelfingeren og langfingeren og fik mig til at dreje rundt som en snurretop ved at blive ved med at skubbe mig rundt i cirkler. "Så se."

  Han stoppede mig, og rundforvirret åbnede jeg mine øjne op.

  Det føltes som gled isterninger ned ad min ryg, da synet mødte mig.

  Gyden var ikke længere så ensom som før. Rundt om risterne, hvor damp langsomt hobedes op, sad der mennesker - måske gerimidenter - iført slidt, gråt tøj. Størstedelen var mørke, men der var også et par hvide at se. De opførte sig, som var dampen et bål at varme sig ved.

  Men det var ikke det hele. Langt fra.

  Ved hver ny bygning blev en butik, motel eller noget helt andet synligt. Det så ud som en levende kvarter, hvor normale folk også gik rundt. Eller.. ikke helt normale, hvis de var, hvad jeg troede.

  Bygning Darren og jeg stod op af havde stadig samme kedelige grå fliser, men nu var en sort, blank dør placeret i midten. Den så ganske skræmmende ud.

  En mystik havde lagt sig over disen, og nu virkede alt her bare som sort magi, uhygge og et sted, hvor jeg ikke var velkommen.

  "Hvordan kan det her lade sig gøre?" spurgte jeg urolig.

  "Nogle har evnen til at skjule ting, områder og personer for mennesker, hvis ikke de er troende nok til at kunne se det."

  Jeg løftede underlæben op og gjorde et kast med øjenbrynene. Stille spurgte jeg ud fra en bevægelse med hænderne, om vi skulle gå derind, og han nikkede svagt.

  Darren åbnede tøvende døren op og lod mig være den første til at træde ind.

  Mit syn mødte til start en mørke i den lange gang kun brudt af tre-fire svage og gule LED-lys, der var indbygget i det lave loft. Lugten var tyk og tæt, næsten ligesom støv, men det grå gulv og de sorte vægge var hundrede procent rengjorte, som havde nogen i timevis stået og skuret hver plet. Det hele var så rent, at man næsten kunne spejle sig i det.

  Fokuseret på gangens ende og hvor jeg placerede mine fødder, gik jeg med den ene hånd glidende hen ad væggen, hvilket føltes glat, næsten som lunt is.

  For enden af gangen blev endnu en dør åbnet. Langsomt, forsigtigt, som var personen, der åbnede den, bange for hvem der gik på gangen, stod en skikkelse så pludseligt i fulde størrelse i dørens åbning. Jeg kunne kun se omridset, resten var en mørk silhuet i kvindelig facon.

  "Hannah," smilede Darren og mødte hende i et kram, hvor imens jeg stod i den akavede situation, at de tydeligvis kendte hinanden, mens jeg var det tredje hjul og ikke anede, hvad jeg skulle gøre.

  "Sparks, en utænkelig smerte at se Deres grimme upiercede ansigt igen." Der var ikke så meget som et smil at se på hendes sorte læber, men de lyseblå næsten hvide øjne viste en vis sarkasme.

  "Ja, lad os komme til sagen," skyndte jeg og rev Darren væk fra hende i et tøset trak.

  "Desperat. Hvor interessant. Jeg synes allerede om dig," fnes hun, og jeg kunne ikke spotte, om der var ironi og en snert af hån over det, eller om hun virkelig allerede syntes om mig.

  Jeg fornemmede Darren stå bag mig med et lydløst grinende ansigt. Hvor det dog gik mig på nerverne.

  "Hvis det ikke var for bemærkningen om Darren, havde jeg sikkert også syntes om dig," mumlede jeg og strøg den ene sides hår om bag øret. "Jeg er her af den ene grund, at jeg vil have den.. tatovering. Du må godt skynde dig."

  Åndssvagt nok kiggede jeg væk og holdte min underarm frem, som kunne hun bare gøre det nu og med det samme.

  "Du skal nok lige med, Brunøje." Hun vente sig om og gjorde et kast med sit lange, lysebrune hår.

  Hun var køn af en emo at være: Bedårende, lille - dog lidt skræmmende. Hun så rent faktisk ud til at være yngre end mig, hun lignede en femtenårig.

  Der var noget irriterende over, at hun kaldte mig Brunøje. Selvom jeg havde brune øjne, gav det da ingen mening. Det ville da lyde dumt, hvis jeg kaldte hende og Darren for Blåøje.

  Vi fulgte efter hende ind i det efterfølgende rum. Endnu en tæt mørke i et stort lokale. Det var til at blive sindssyg af, men kunne hun lide det, skulle jeg ikke blande mig. Det så desuden ikke ligefrem ud til, at hun havde et vindue til Madam Solskin og lange, grønne enge.

  "Herre gud, hvordan kan du finde rundt?" spurgte jeg og var lige ved at falde over Darren fod.

  "Man vender sig til det," sagde hun i det, jeg fornemmede som et lumskt smil. "Bare sæt dig der under lampen." Hun pegede på en lænestol, der kraftigt var lyst op under en pære.

  Jeg satte mig der, mens Hannah fandt sit grej. Det hele mindede som i de tatovør programmer, jeg før havde set af kedsomhed. Det lignede en helt normal maskine, hun sansede med, men farven var så.. Blodrød.

  "Og tilladelsen?" spurgte hun Darren, hvilket overraskede mig.

  "Hun har fuld tilladelse.. fra min side."

  Hun nikkede og rullede over til mig på en klippestol, bad mig række armen frem, stillede grejet på det lille runde bord ved min side og inden jeg vidste af det, formåede hun at begynde.

  En sitrende ubehagelig smerte udgød.

  "For helvede," brummede jeg og kiggede på Darren, der stod i lokalets mørke hjørne.

  "Selve det at få lavet tatoveringen," begyndte Hannah, "kan gøre ondt, alt efter ens reaktion på blodet." Mit blik stivnede. "Men der efter vil det formentlig gå fint uden smerter."

  Blodet? Hvad? Fik jeg blod ind i mig nu? Hvordan?

  "Undskyld, blod?" jeg gispede ivrigt og hev efter vejret.

  "Har du ikke fortalt det, Darren?" grinte hun. "Nåh, men det finder du ud af til gerimident-træningerne. Jeg går ud fra, at det bliver Darren, der skal være din træner. Ingen problemer, han er god."

  Blandede følelser overvældede mig. Jeg følte uvished - hvilket ikke var nyt, jalousi over at Darren træner andre og har trænet Hannah, men alligevel føler jeg også, at jeg er stolt over ham - stolt over at have ham så tæt, som var han en lækker bh eller sådan noget, som man bare havde lyst til at vise til alle. Og så følte jeg skam, over at jeg virkelig tænkte sådan om ham.

  "Hvad trænede han dig i?" spurgte jeg.

  Darren skulle lige til at svare, men Hannah afbrød: "Alt. Det hele. Hvad man nu kan trænes i." Det lumske smil vente tilbage, og nu var det ikke stikkende i min hud, der brændte, men min vrede.

  "Hvorfor var du bange, da vi kom?"

  Hun så op på mig. "Fire spørgsmål i det hele, og du har knap nok været her i mere end to minutter. Alle de spørgsmål, Brunøje, de kan ende med at blive din død."

  Jeg holdte munden lukket og tænderne bidt sammen resten af tiden, det tog. Det var som halvtreds lange minutter, der kun var til for at bringe stød og smerter igennem min stakkels arm.

  Indimellem måtte jeg simpelthen af med et støn for ikke at blive blå i hovedet for at holde det tilbage.

  Det færdige resultat var tre små, blodrøde fjer på mit højre håndled. De var smukke; perfekt størrelse; jeg følte mig glad og tilfreds med det - sådan for et par sekunder.

  Ved lyden af mit eget skrig blev jeg omringet af et kraftigt og smertefuldt lys, der på få sekunder blev suget ind i min krop og bragte inderlige flammer, som efter hvad jeg følte, forsøgte at trænge ud igen.

  Tatoveringen lyste op som glødende lava, der smeltedes ind i mit blod og fik snart samme figur og nuance som før.

  Jeg endte med at sidde stakåndet og svedig i lænestolen med håb om, at det nu var overstået. Det så sådan ud. Hannah var i gang med at lægge tingene på plads, mens Darren hjalp mig med at stå op.

  "Årh, mit hoved," ømmede jeg mig og klamrede mig til Darren med alle sanser åbne på en ubehagelig måde.

  Hannah kom hen til mig med en lille pillebeholder. "Alt vil snart falde på plads, men mærker du nogen former for smerter efter en time, kan du tage en af de her beroligende piller." Hun skulle lige til at gå ind i et helt tredje rum, da hun standsede op, som havde hun glemt noget. "Og for det resten, Brunøje: Tillykke med det. Du er jo nu officielt en ægte gerimident. Ikke at dét gør lortet bedre.." Det sidste mumlede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...