Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34408Visninger
AA

54. ❀ Kapitel Treoghalvtreds | Rutiner

Skrigende vågnede jeg med vejret hevet ud af brystet, sengen svøbet i lunt, klistret sved og vand løbende ned ad begge mine ben. Tårerne burde strømme ned fra mine øjenkroge, men efter en lang, urolig nat var der ikke mere tilbage at græde ud, og trods jeg prøvede, var alt jeg fik en ru følelse under øjnene.

  Jeg følte skam over mig selv, og hvor ukontrolleret jeg var. Min dyne var gennemblødt af sved og urin, og jeg var skræmt fra vid og sans. Var dette virkeligt? Var dette uvirkeligt?

  Mor kom styrtende ind på værelset med telefonen i hånden, hvis hun skulle ringe efter hjælp, men da hun så min ulykke, skyndte hun i stedet at hjælpe dynen af mig og holdte om mig.

  Grædende forsøgte jeg at skubbe hende væk. Jeg vidste ikke, om jeg turde stole på hende, - om jeg turde stole på noget af alt dette. Jeg huskede alt så levende. Jeg kunne ikke se, om det var sket eller ikke sket. Og hvad med køkkenet? Blodet? Alt det blod fra Darren, da jeg dræbte ham, - hvor var det blevet af, hvis jeg bare lå her?

  “Jeg har brug for hjælp,” bad jeg hende, og denne gang lyttede hun troende til mig.

 

1 måned senere

Rutiner var som vi kendte dem: Rutiner - en kedelig gentagelse af noget, der fortsatte i samme baner og samme cirkler. Haniah måtte vide, hvordan vi jordboere kredsede rundt i uendeligheder til ingen andre formål end at gøre livet bedre for os selv uden at tænke yderligere på vores fremtid.

  En måned var gået, og der var sket små fremskridt. Meget få. Men det var nok til, at jeg sikkert kunne sige, at der ikke længere var plagende mareridt eller syner. Jeg var begyndt på medicin, som var nødvendigt, hvis jeg ville holde det hele væk. Det var den eneste måde hvorpå, jeg kunne vide mig sikker omkring, hvad der var sandt eller falskt. Alligevel skete at jeg fik feberture, begyndte at tvivle på om jeg kunne tro, hvad jeg så, men jeg var bare blevet paranoid.

  Darren var ikke efter mig på grund af det med Jane. Jeg havde gjort det hele klart for mig, og der ville intet blive med hende igen. Hun var et kort emne og en mulighed for mig, men jeg tog ikke imod den mulighed, så nu kunne de sejle i deres egen sø med Loren som den farlige hvidhaj, der blot ventede på at flå struber op og fryde sig over sit liv som “konge.”

  Cece og jeg havde ikke talt sammen siden hun forlod det gamle hus. Jeg anede ikke, hvor hun befandt sig, men jeg fornemmede, at også hun var blandet ind i noget med Jane.

  Mor havde det godt. Troede jeg. Hun var deprimeret over min tilstand, men hun klarede sig fint. Hun var mere nedtrykt, end som hun plejede, men hun var stadig glad for livet og beskyttede mig som altid.

  Skolen gik okay. Jeg klarede mig så godt, som jeg kunne - fulgte med i mit tempo. Jeg talte ikke med så mange, og jeg vidste, at jeg aldrig ville blive som før. Ikke igen - ikke efter alt det, der har været sket. Men mon ikke også at det var bedst sådan? Mit nye jeg var ikke sund og rask, men tanken om, hvordan jeg førhen var, gjorde mig sygere. Hvis jeg aldrig havde stødt ind i Darren sidste sommer, havde jeg ikke udviklet mig. Jeg havde været en indelukket bitch, der havde mistet Lula til fordel for Max, fordi jeg glemte hende i længden. Jeg ville gå rundt og spille stærk, mens jeg i virkeligheden var svag. Før eller siden ville jeg blive knust, og ingen ville være der til at redde mig. Kun mig. Mig alene, og det var ikke nok.

  Lula og jeg snakkede mere sammen end før. Jeg kune mærke, hvordan vi begge havde forandret sig. Jeg var mere fraværende i vores samtaler. Jeg holdte af hende, men jeg havde det mest af alt som om.. Som om jeg ikke bar følelser. Jeg følte ingen glæde, selvom jeg forsøgte at grine, når vi jokede sammen for sjov. Alt jeg lavede var at spille skuespil for den ene og den anden, og jeg kunne ikke klare at bære så mange masker. De faldt ned om ørerne på mig, og der stod jeg udmattet til sidst, på vej ned i afgrunden - og det eneste jeg følte var engang imellem sorg og vrede.

  Kun disse fem sekunders glæder varede ved. Som når Darren og jeg kyssede, som når mor og jeg holdte i hånd. De få sekunder bragte en lille gnist af glæde, men ved Lula følte jeg intet, - og hun vidste det. Hun kunne se på mig, at jeg ikke morede mig i hendes selvskab. Hun kunne se mit ligeglade ansigt, når hun spurgte, hvad hun skulle tage på. Hun vidste, at for mig kunne hun lige så godt være død.

  Dette bragte mig kun endnu flere grunde til at være trist. Der var så mange grunde til at være trist og deprimeret, at jeg væltede rundt i dem. Så mange masker i forsøget på at smile, at jeg nær ble begravet i dem.

  Konstant stillede jeg mig selv spørgsmål, hvad jeg skulle gøre? Men jeg fik aldrig svar. Kun tavshed. En tung tavshed, der malede sig på væggen og spredte sig ud i alle rum.

  Dog var dette ikke det egentlige problem. Det egentlige problem kom af, at jeg følte mig så forbandet skyldig. Skyldig, fordi jeg så noget. Det var ikke et mareridt. Det var ikke syner. Men jeg så ham overalt. Specielt i Darren.

  Det var Leo. Han var der bare. Ikke som død, ikke som skræmmende. Han var bare Leo, som jeg huskede ham, og ikke nødvendigvis som han i virkelighed var. Alligevel var det en frygtindgydende skyldfølelse, der pumpede rundt i mine årer. En jag i knoglerne, en dunkende pande og en mave, der krøb sammen i spænding. Jeg var nervøs for, hvis Darren kunne læse mine tanker.

  Når vi lå ved siden af hinanden på sengen, så vi ind i hinandens øjne. Jeg så mig selv reflektere i det stålgrå skær. Men pludseligt var det ikke længere et stålgråt skær; Det var nøddebrunt.

  Så snart mit blik gled ud, og jeg bemærkede hele hans ansigt, var det ikke Darren foran mine øjne. I et kort øjeblik var det Leo. Leo, der lå som jeg huskede det. Hans smukke øjne. Den tryghed han gav mig. Jeg var skræmt ved tanken om, hvis han virkelig ikke havde været sådan her. Hvordan kunne han også have været en anderledes person? Hvordan kunne jeg have glemt så meget?

  Dagene gik i rutiner: Jeg vågnede op, tog tøjet på, spiste mad, gjorde mig klar, tog i skole, tog hjem fra skole, snakkede med Lula eller Darren eller Lula og Darren, så en serie, spiste mad, løb en tur, gik i bruser, gik i seng.

  Sådan havde det været hver dag, siden jeg var begyndt på medicinen. Det var kedsommeligt og deprimerende. Jeg begyndte at savne al spændingen, men skyndte mig så at huske på den stærke smerte, der før havde været. Straks forsvandt mine tankebaner over i, hvad jeg måtte lave efter sommerferien. Jeg havde ingen idéer, så jeg havde spurgt Darren, der allerede var bevidst om sit valg: Journalistik. Det var retningen, han ville gå.

  Jeg tænkte, at jeg ikke ville gå mine helt egne veje. Min spændkraft var ikke stærk nok til at klare det. Derfor tog jeg imod Darrens forslag, da han foreslog, at jeg kunne tage et sabbatår til at skrive. Jeg havde altid brudt mig om at skrive. Jeg elskede engelsk og litteratur, og derfor var det oplagte valg at blive forfatter eller i hvert fald at give det et forsøg.

  Så det var, hvad mine fremtidsplaner kunne strejke sig ud til. Jeg anede ikke, hvordan noget ville gå overhovedet. Jeg var bange, for hvad der måtte ske.

  Der gik ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænkte på det hele. På Loren. På Richard. Jeg tænkte på Dylan - og på Imogen; Hvad mon de lavede? Jeg tænkte på C., på pigen Belle, på Cece, på Kael Timber, på Eric, på Jane, på folkene fra mit syn og på Darren. Men mest af alt.. Mest af alt fyldte Leo. Han i hver en tanke af mine. Hans navn lå i mit baghoved, hans udseende kørte for øjnene af mig, hans personlighed sad i mit hjerte, og jeg kunne ikke få det ud. Ikke en eneste lille del af det.

  Det var blevet en vane at bede til Haniah hver aften, inden jeg gik i seng. Jeg bad for at alt i morgen ville blive i orden. Jeg skulle nok få fred engang, men jeg tvivlede. Jeg tvivlede også på Haniah, og hvis hendes magt var stort nok, hvorfor slettede hun så ikke Leo permanent fra min hukommelse? Han var et overstået kapitel, og han skulle ikke længere tales om.

  Mine tanker var det eneste, der svarede mig. Det bad mig til med nogen. Jeg havde overvejet mor, men mor havde travlt med både sit arbejde og at se til mig. Hvis jeg begyndte at snakke om sådan noget, ville hun gå i koma.

  Cece havde jeg jo ikke kontakt med mere. Darren kunne jeg absolut ikke. Max var for optaget af sine sportsgrene. Min hjerne var flad, og jeg nåede kun frem til Lula. Hun var formentlig også den rette til drengesnak. Det havde hun altid været klog på, - selv da jeg havde Leo.

  Jeg skrev en længere besked til hende over SMS, hvor jeg forklarede hende mit problem. Jeg bad hende komme til Ritchs’ i morgen, så vi kunne tale sammen over en kop kaffe. Jeg kunne virkelig godt bruge en ordentlig snak, men det irriterede mig, at hun ikke kendte til alt det om gerimidenterne. Hvis hun blot havde gjort det, havde alt været tusind gange nemmere.

  Mere end fem minutter gik der ikke, før hun havde svaret. Hun skrev, at hun godt kunne ses; At hun permanent skulle sørge for at få en ende på Leo, hvis ikke jeg selv kunne.

  Det var sådan, det måtte blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...