Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34413Visninger
AA

44. ❀ Kapitel Treogfyrre | Skad Mig, Darren

Begravet af tæpper på sofaen lå jeg sløj og ventede på Kael. Mit held var, at Darren havde fortalt, at gerimidenters styrke var både fysisk stærkere og mentalt stærkere end et normalt menneskes. Mest efter træning, som jeg godt nok kun havde været til i meget kort tid, men jeg var et forbedret resultat af et menneske. På det punkt var jeg heldig. Jeg skulle nok overleve, til Kael kunne komme og hele mig. Jeg kunne ikke klare tanken og følelsen af C.'s klamme hænder på min hud. Jeg græd inderligt ved påmindelsen om at C's "autograf" sad fast i min hud, og der måtte den blive til efter Kael var gået igen.

  "Du kan læse i bogen, indtil Kael kommer." Darren smilte og rakte mig Gerimident, vis forside var blank og glat, til jeg fik den i hænderne.

  Tøvende tog jeg imod den, og forsiden samlede sig til den samme som sidst. I dag var der tydeligvis ingen af de syge blikke, jeg ville få. Det var jeg også ganske taknemmelig for. Jeg huskede klart de underlige scener. Men ingen af dem var endnu sket, så jeg regnede stærkt med, at jeg intet havde at frygte.

  "Okay. Tak fordi du hentede den." Jeg gav ham et kindkys og vred mine hænder fri fra de mange lag af uldede tæpper. "Men sidst jeg læste i den blev mine kræfter tappet hurtigere, end jeg kunne nå at tælle til tre."

  "Det er fordi, der er så utrolig meget magi i den, at man som menneske ikke kan læse meget af gangen. Slet ikke i den tilstand, du var i, da du begyndte. Men som nævnt er du stærkere nu. Du kan læse mere, holde til mere. Jeg håber ikke, at du føler dig presset til at læse den, hvis det er dét. For så vigtigt er det heller ikke. Det er kun, hvis du vil have mere forklaret om os." Han smilede.

  "Klart. Okay. Jeg vil også gerne vide mere, så det er helt fint. Bare du ikke regner med, at jeg er en super hurtig læser, for jeg har altid været dårlig til engelsk."

  Han nikkede og gik tøvende med sit ansigt rettet mod mit. Jeg vendte mit blik mod det første kapitel, der havde tryllet sig frem.

 

Kapitel et

Troen. Troen er den vigtigste del for enhver gerimident og tågevogter. Man kan ikke kæmpe eller benytte sine evner, medmindre man dyrker sin tro på sig selv og Haniah, Himlens hersker - englen over dem alle. Man skal tro på den mørke treenighed mere end lysets treenighed: Faderen, Sønnen og Helligånden. Man skal tro på legenden om "barnet". Før kan man ikke nå succesen.

  Mørkets treenighed er bestående af Tornen, Tiden og Tågen.

  Tornen kommer af Jesus, da han led med tornekronen på. Siden dagenes morgen har Gud betydet "håb", og Jesus var søn af håbet, metaforisk. Tornene symboliserer Jesus, håbet og ondskaben på samme tid. Det er også den første treenighed.

  Tiden har endnu en ukendt fjende.

  Hver af de tre har en modstander, der skal bekæmpes. Tiden er den eneste, der endnu er ukendt, fordi før fjenden kan blive fundet, må "barnet" findes. Barnet består af helligt blod og er udvalgt til at kæmpe for tiden, ligesom Jesus kæmpede for håbet. Også ved man, at det hellige barn vil besidde mørkets treenighed til at kæmpe den sidste og stærkeste fjende. Det er sagt fra gammel tid at ingen, men barnet den selv, vil finde dens sande styrke og spændkraft.

  Dog ved man, at tiden er ment til at minde os om, at vi altid må bevæge os; bevæge os i den rigtige retning, selvom vi ofte tager de forkerte veje. Vi må bevæge os mod sejr, og derfor er den anden mørke treenighed, bevægelse.

  Den tredje og sidste af mørkets treenighed er tågen. Tågen symboliserer tiden under Chloes hærgen. Tågen symboliserer spændkraft, som de der frygter den specielt har. Den spændkraft, som de udvalgte første gerimidenter besad, da de som de som de første kæmpede imod modgangen. De besad allerede den spændkraft, de behøvede, før de fik blodet af Haniah. Derfor er det sandsynligt, at én af de stadigt levende i slægten er "barnet", der må bekæmpe den sidste fjende.

  Da jeg, Phillip Green, selv er gerimident i slægten, kan jeg dog fortælle, at sandsynligheden ikke længere er stor. Mine børn er de sidste tilbage. Min kone er ikke engang af blodet. Og da mine døtre er tvillinger, og derfor går ind under to personer og ikke én som i profetien om barnet, er der kun min søn tilbage. Min søn er den eneste, der kan være den udvalgte, hvis det skal gå efter udregningerne. Derfor er det formentlig ikke af Green-slægten, den udvalgte vil blive.

  Mørkets treenighed er et budskab om at det onde, mørket, må vendes til det gode, lyset. Den har altid eksisteret. Selv før Jesus. Det er den, gerimidenterne må tro på, før de kan gå i krig og bekæmpe deres fjender. Uden den, vil man være så godt som ubevæbnet, og man vil ikke være i stand til at beskytte menneskene fuldt ud, ligesom de første gerimidenter lovede Haniah.

 

Darren kom ind i stuen, og jeg lagde bogen væk på bordet. Min pande dunkede, og jeg følte mig stadig skidt.

  "Noget nyttigt?" spurgte han og gik hen til mig.

  "Det er ret forvirrende. Der er meget information på meget få ord. I det mindste ved jeg nu, at jeg ikke skal være deprimeret over at frygte tåge. Den gør mig stærkere."

  "Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, den gør dig stærkere. Jeg tror, du gør dén stærkere." Han satte sig ned og tog min hånd, aede den langsomt og forsigtigt med sin tommelfinger, før han lod sin hånd glide op ad min arm.

  "Måske," mumlede jeg svagt. "Men der stod også noget andet." Jeg kærtegnede hans håndflade. "Der stod noget om en mørk treenighed og et barn, der skulle være udvalgt til at bekæmpe en ny ondskab. Det kunne ikke være mig eller Maddie, fordi vi er tvillinger." Det føltes underligt at tale højt om min nye tvillingesøster. "Men der var stadig en chance for.. Max. Vidste du noget om det her?"

  "Ja," indrømmede han. "Det er derfor folket er vilde efter at møde de resterende Green's, selvom de ved at Phillip og Maddie ikke længere er tilstede. Til dit held ved de ikke hvordan du ser ud, og chancen for at du møder en er ikke så stor. Selvom Gritzbee er hvor der er allerflest tågevogtere, er byen og området for stort."

  Jeg bed mig selv i underlæben i fortvivlelse. Tænk hvis Max var udvalgt til noget, som han endnu ikke kendte til. På den anden side var han heller slet ikke den rette. Det kunne umuligt være ham. Det var slet ikke en Green, og det var heller ikke sikker, at det ville være i denne tid, den udvalgte ville leve.

  "Fedt, så nu er jeg berømt?" spurgte jeg.

  "Teknisk set har du altid været det. Men du er også total anonym. Medmindre du fortæller til nogen om hele dit liv, vil de ikke have den fjerneste anelse, om hvem du er. Der er mange under navnet Green." Han smilte, som var det til hjælp. "Det er ikke noget, du skal bekymre dig om."

  "Vent!" Jeg satte mig op og mærkede straks den overvældende hovedpine og summende kvalme, der stak i min mave og forsøgte at kæmpe sig op. "Da vi mødtes første gang.. Vidste du så, hvem jeg var?"

  Han holdte en pause.

  "Ja. Men kun.. Jeg vil bare ikke bekymre dig med mere. Der er nok at se til. Blandt andet ham C."

  Pokkers. Emneskift. Jeg hadede dem, når det drejede sig om noget vigtigt. Jeg burde have alle retter til at vide alt, der omhandlede mig. Okay, det var menneskeligt, at man ikke vidste alt. Men var det også gerimidentligt? Det troede jeg ikke..

  "Darren, jeg er syg!" brokkede jeg mig og tog mig til panden. Den var hedende varm. "Jeg orker ikke flere hemmeligheder. Kom nu. Jeg kan klarer det. Jeg tror ikke, at noget kan overraske mig mere. Så længe du ikke vil fortælle mig, at du er min bror, og Phillip i virkeligheden er Darth Vader."

  "Men var det ikke meningen, at jeg skulle fortælle dig sandheden?"

  Jeg fnes.

  "Okay, der er altså ikke nogen hemmelighed. Jeg kendte kun til dig før, fordi vi ejer bogen af Phillip. Mere er der ikke."

  Jeg sukkede.

  "Hvor mange eksemplarer er der tilbage af hans bøger?" spurgte jeg og lagde mit hoved på hans skulder.

  "Nok omkring tres. Noget med at størstedelen af dem er samlet hos en lærer, der ikke er gerimident. Formentlig kender du ham. Han hed vist Eric."

  Pludseligt blev mine lunger tømt for luft. "Hva' siger du? Eric Counter? Det forklarer hans besættelse, som Lula forklarede. Gud, hvor føler jeg mig dum. Men hvad gør de så ved det?"

  Darren virkede urolig og undlod at svare mig.

  "Darren, hvad gør de ved ham?" Min toneleje blev straks mere nervøs.

  De kunne da ikke bare dræbe ham, fordi han kendte til det hele? Vist nok kunne jeg ikke lide ham, men jeg kendte ham. Han var bare et menneske. Et menneske. Jeg troede ikke at gerimidenter måtte misbruge deres magt? Når det så var sagt, var det jo alligevel det Loren gjorde, når han sendte folk ud for at tæske mig.

  "Darren!"

  "En students gerimidentfar offentliggjorde det for et par dage siden," mumlede han nedslået og med en vis tomhed over stemmen. "Der er aktion i aften på skolen. Han tager overarbejde."

  Min kæbe røg, og jeg sank en klump. Inde i mit hoved så jeg ham for mig sidde der lænet tilbage, som kort tid inden Richard blev brændt i skoven. Han var levende, og lyset var sænket. Han sad nu bøjet over en stak opgaver med en kuglepen i hånden og tænkte blot på disse fascinerende kreaturer, han havde opdaget. Han vidste ikke, at de ikke måtte afsløres. Han vidste ikke, at han ville det om blot et par timer. Og så.. Så slog klokken ni. Døren blev sparket op og mænd i sorte dragter kom styrtende ind. De ville på en bizar måde få hans død til at se ud som noget, der ikke var komplet unaturligt. Så affyrede de skuddene, og hans krop blev gennemboret. I løbet af meget få sekunder lå han lænet ind over bordet med kroppen i ro. Han var ikke i live længere. Han var dræbt.

  "Der.. Der må kunne gøres noget," hviskede jeg hæst.

  Darren rystede på hovedet. "De er bevæbnede. De er mange. De har magten. Sådan vil det altid være. Tro mig, hvis der kunne gøres noget, havde alle stået sammen for at redde ham. Jeg havde gjort mit bedste. Formentlig også dig. Men vi er de svage her. Vi må spare vores kræfter, til den udvalgte vil blive fundet, og afslutningen på det her kan finde sted. I aften må vi få tankerne et andet sted hen. Hvor svært det end vil blive."

  Det blev til sæsonmaraton på en serie, jeg ikke engang kendte. Men ikke et sekund var mine tanker væk fra Eric, selv ikke da Kael langt om længe kom og helede bruddene og min hud, så ordet ikke længere sad dér, men fæstnet i mine tanker. Jeg vidste, at Eric sad der. Det kunne ske når som helst.

  Da klokken slog tolv, og jeg lå roligt, men dårlig i sengen med Darren, havde jeg indset det. Han var her ikke længere. Nu havde han fået fred. Følelsen af intet at have kunnet gøre havde plaget mig hele tiden, og nu var den erstattet med en kæmpe skyldfølelse. Det eneste gode var, at der nu var noget, der overgik min kvalme og smerte.

  For at tænke på noget andet, fløj mine tanker tilbage til far og C. Hændelserne i gyden. Hvor skræmt jeg var, og hvor skræmt jeg endnu var. Uanset hvad kunne jeg ikke få "eventyret" til at ende godt - og vist med god mening.

  Tråde, jeg ikke havde tænkt på før, begyndte at samle sig til de underligste teorier. Jeg blev skræmt over, hvor virkelige de kunne syntes.

  "Darren," hviskede jeg hæst. Tårerne i mine øjne børstede jeg væk med min hånd. Jeg ruskede svagt i hans markerede krop.

  Han vendte sig om og så på mig med trætte, klare øjne. Selv nu i mørket, var de smukke.

  "Jeg er bange." Det forekom mig unaturligt at virke så utrolig svagt. Jeg havde aldrig troet, at jeg måtte virke så fortabt som et barn.

  "Er det på grund af Eric? Eller C.?" Han satte sig op, så dynen gled af hans overkrop, og den blev blottet for mig. Jeg lagde mig ind til den for at fange hans varme, der gav mig tryghed.

  "Bare fortæl mig, at det ikke er far." Jeg begyndte svagt at græde ved tanken om det. Kunne sandheden skade så meget?

  "Had mener du?" spurgte han forsigtigt.

  "Jeg er bange, for hvis nu far er.. Hvis far er C. Hvis han hjælper Loren, tænk hvis han gør det!" Jeg begyndte at græde endnu mere.

  "Birdy, din far er ikke C.," forsikrede han mig og aede mig arm. "Din far har intet med C. at gøre. Jeg vil love dig det."

  "Så lad mig vide, hvem det er, Darren!" hulkede jeg højt. "Jeg dør af angst, og mit hoved er ved at eksplodere! Det kunne selv være hvem som helst i forklædning!"

  Håbløsheden i Darrens ansigt var tydelig. Jeg vidste, hvor dum jeg var. Jeg vidste, at mine teorier var langt ude, men pointen var, at teoretisk set kunne jeg frygte hvem som helst uden at vide, om de ville skade eller elske mig. Folk omkring mig døde uden grund, eller hvis der var en grund, var den meningsløs.

  "Hvis jeg er så langt ude, så skad mig, Darren! Skad mig! Vis mig, at jeg kan stole fuldt og fast på dig uanset hvad!"

  "Hvad?" lød det forskrækket. "Birdy, jeg synes ikke, at det er langt ude, og jeg vil ikke skade dig. Aldrig skade dig."

  "Please, hold op!" Jeg rejste mig fra sengen og så på ham, som jeg iskold stod i min natkjole. "Vis mig, at du har tillid til mig. Så kan jeg sikre mig, at det ikke er dig!"

  "Birdy!" råbte han straks aggressivt. "Tror du virkelig, at jeg har noget med det at gøre? Mig?"

  Jeg holdte en pause.

  "Jeg ved det ikke, okay! Undskyld! Bare.. Argh! Få mine tanker til at stoppe!" I det samme forsvandt mine ben under mig, som alt omkring mig mørknede. Jeg kæmpede for at holde det væk, og det lykkedes, som Darren nåede hen, og mor kom ind ad døren.

  Darren tog mig op i sine arme og lagde mig tilbage, mens mor spurgte til hvad der skete. Darren forklarede, at jeg havde fået det dårligere og efter at være vågnet i et mareridt. Jeg satte pris på hans lille løgn. Måske var det nok bevis for hans godhed imod mig, så jeg ikke skulle til at forklare og få det dårligere.

  Nå, men mor hentede et par beroligende piller, som jeg slugte med et glas vand. Der gik en halv time, før jeg faldt i søvn. Jeg var døsig, og det sidste jeg så, inden jeg gled væk, det var Darrens rolige øjne, der vogtede over mig.

  Han var ikke vogter over tågen. Han var vogter over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...