Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34420Visninger
AA

31. ❀ Kapitel Tredive I Skibe og Stoffer

Dylan, Darren, halvsyge Cece og jeg samlede os ved den havn, der lagde et godt stykke fra Gritzbee. Havnen, hvor en båd med cannabissen, ville komme.

  Mens vi delte poster ud, stod det klart, at vi manglede endnu én til at kunne løse missionen.

  Darren og jeg skulle ind efter den, Cece skulle holde vagt udenfor, Dylan skulle afkoble skibets elektricitet, så vi kunne åbne for kølerrummet nederst, så der ikke ville slå alarm, når vi skulle bryde ind. Men det kunne Dylan ikke klare alene, så han ringede op til en ven ved navn Imogen, som Darren beskrev "hans lovergirl". Dylan fnøs bare og fortalte således Imogen, at hun skulle komme ned til havnen. Derefter hvorfor.

   Tøsen var med på den, og den korte ventetid til hendes ankomst overraskede mig stort. Hvad der dog overraskede mig større, var hendes smukke udseendes bekendelighed. Jeg havde set hende før, men jeg kunne ikke huske helt præcist hvor.

  "Åh, hej igen!" råbte hun, og hendes lysebrune øjne med grønne nuancer i var ikke til at tage fejl af. "Du var hende, der lånte Beautiful In Darkness-bøgerne, ikke? - Du mangler at aflevere dem tilbage, men jeg har genlånt dem for dig."

  "Tak! Jeg afleverer dem så snart folk gider at lade være med at dø og kun kan oplives ved hjælp af stjålet stoffer." Jeg smilede, men skjulte ikke hvor rasende jeg indeni var.

  Tænk, tænk at hun var tågevogter, smuk, bibliotekar og samtidig Dylans flirt! Vil verden mig ikke andet end ondt? Hvad har jeg gjort så galt, urgh!

  "I orden." Hun smilte igen - og der var intet skjult ondskab i det. Enten var hun blondinedum eller for sød til at kunne fatte pointen i min ondsindede kommentar.

  Skibet kom til land. Det var stort - større end forventet. Men gammel og grim var den. Den kunne sammenlignes med en skrotbunke, hvis det stod til mig.

  Der blev sat en lang gangsti til land, og vi alle lod som om vi førte en normal samtale, så de ikke fattede mistanke om vores plan. To mænd havnen skubbede den over, og gik der efter ombord. Vi selv ventede lidt, før vi gik til posterne.

  Efter egen mening stank her af tang, fisk saltvand. Det var skrækkeligt. Jeg havde aldrig kunne lide havne, så det var virkelig et under at befinde sig lige her lige nu.

  Omkring os var der meget mennesketomt, men fyldt med kasser med fiske - og afhuggede fiskehoveder. De lugtede friske, men det var ikke lige frem en fryd for næsen eller for den sags skyld øjnene. Jeg havde levet bedre med kasse med chokolade eller Darren'er.

  De kølige briser sendt langs - og fra - vandet gjorde min hud kold, følelsesløs og på en måde stind. Det sendte kuldegysende vibrationer op ad mine arme og ben, og jeg måtte gnide mine hænder, før jeg kunne starte en nogenlunde varme.

  Måger skreg over mit hoved, og jeg forestillede mig at være én. Jeg havde faktisk en idé om at forstillelse var den 6. sans og hverken rytme eller noget åndeligt. Forstillelse kunne være så levende, så præcist. Det burde være én.

  Igennem mine øjne så jeg fem unge mennesker stå lænet op af en stor, blå kasse med fiskehoveder. Tre af dem var piger - kvinder, de to sidste var drenge - mænd.

  To af pigerne havde langt, blondt hår, mens den sidste havde mørkebrunt som i mørkt chokolade. Hun var selvfølgelig den mindst pæneste af dem igennem mine øjne.

  Så var der de to høje og stærke drenge. De var kønne, og trods deres skønhed havde de intet personligt tilfælles. Ikke ud over at de begge for deres tid havde hjulpet hende den brunhårede pige. Og det var sødt, jah.

  Den mindste af drengene havde det mørkeste hår, jeg nogensinde havde set. Det var mere sort end kul, men noget over det gjorde dets ufalskhed synligt. Det var ikke til at tro.

  Den anden dreng var faktisk meget høj. Jeg ville fyre af på, at han måske var omkring de 1.86. Man kunne se på den brunetten, at hun nød synet af ham og hans sandfarvede, rodede hår. Det var stående lidt op af og klædte hans havblå øjne så perfekt. Synet af ham var guddommeligt. For pigen og for alle andre piger. Og så var der simpelthen noget ved de øjenbryn, der var så tiltrækkende. Måske dét, at de var i en perfekt mørkere nuance end håret? Eller måske dét, at de var tydelige og gav hans ansigt det smukkeste, mest mandeliste og sexede udtryk, som man kunne tænke sig. Oh, sådan tænkte brunetten tydeligvis. Det var så let at opdage, når man så på hende. De var måske kæreste, de to? Tjoh, men hvad pokker så han i hende? Var der så virkeligt noget mystisk smukt ved hende og hendes personlighed?

  "Hvorfor glor du så'n på den klamme måge?" spurgte Cece og fulgte mine øjnes beundring.

  "Jeg forestiller mig bare ting, Cec'," svarede jeg og forstod først bagefter, hvor filmisk og kikset, det lød.

  Darren så på mig. "Det er nu eller aldrig, hvis vi skal give Belle den mulighed, som hun fortjener."

  Tænk at jeg ville stjæle fra sindssyge afhængige for muligvis at kunne redde en fremmed piges liv. Men Darren havde ret, og når jeg tænkte mig om, var der heller ingen vej tilbage.

  Forsigtigt gik Imogen og Dylan over broen, der førte til skibet, og der efter blev det Darrens og min tur.

  Min mave føltes som var den spændt op af nåle. Alt kunne gå galt. Jeg havde aldrig været med til sådan noget - og lysten havde da heller aldrig været der!

  Det første, der blev til syne, var en meget mørk lager fyldt til renden med låste, lænkede kasser, der var mærket med syv tydelige, røde bogstaver: "FRAGILE". Om indholdet af dem så også var skrøbelige, var jeg ikke helt så sikker på.

  Som forventet var fiskelugten øget til mindst dobbelt så meget som ude på havnen.

  Det var ikke til at overleve, tænkte jeg.                           

  Talte man ikke kasserne med var her ellers ganske tomt. Der var ikke så meget som en levende sjæl ud over Darren og mig og et par kæder hængende her og der ned fra loftet samt en gaffeltruck til at transportere kasserne rundt.

  Her føltes fugtigt og klæbende mod huden, hvilket jeg fandt ubehageligt og mere gyseligt i denne situation.

  Vores skridt gav små, korte ekkoer i lageret, men vi var så forsigtige, som vi overhovedet kunne være. Det havde Dylan og Imogen også været, for vi havde hverken set eller hørt dem, og nu var de så forsvundet væk i en af de andre rum.

  Jeg lod Darren føre afsted, da jeg var for angst til at kunne røre mig ud af flækken, hvis nu jeg selv skulle vise vej.

  Han listede hen mod én af de to, store døre, der var til syne, og åbnede den forsigtigt på klem, så han gennem sprækken kunne se om der var mennesker - eller værre - i det andet rum.

  Jeg gik ud fra, at der ikke var, da han åbnede den lidt mere for at klemme sig ind.

  Stemningen var hobet mere op, og mine hjerteslag fyldte mine ører samt den dunkende puls nær tindingen. Det var næsten som et out-of-body experience. Jeg måtte snappe efter vejret, men dæmpet, hvilket gjorde det sværere for mig.

  For mig selv lød alt højt - selv Darrens åndedræt, hjerteslag, puls og skridt. Han måtte også være nervøs. Kunne man undgå dét? I så fald ville man ikke være menneskelig, snarere en af de klamme ymbesser. "Føj, tak for ingenting, Birdy! Nu starter du bare en tankebane, som du ikke vil tænke!" Det lød så rungende i mit hoved.

  Et tilbageholdende slag fra Darren fik mig til at standse og bragte mig tilbage i min krop med et sæt.

  Mine øjne fór rundt for at få øje på det, der var galt. Efter at have nået hele vejen rundt, så jeg ham - "soldaten" - stå midt i det efterfølgende, mørke rum og stirre direkte ind i mine øjne. Hans blik var stift, men tomt som rummet - og geværet, som han stod med, var ladt og sigtet mod mig.

  Jeg ville have udbrudt et "åh" eller skreget, men jeg var som en klippesten: Hård, kantet og ubevægelig.

  Darren tog fat i min hånd og var også frosset til is. Hans svage, hviskende stemme var næsten ikke til at høre, men jeg kunne alligevel godt tyde den bedende sætning.

  "Ikke.. et.. ord.."

  Og det blev ikke et problem. Selv hvis jeg gad, kunne jeg ikke få noget frem. Ikke et kvæk, ikke et pip. Jeg var så heller ikke en frø eller en fugl, men whatever. Mit navn var jo snarligt også Fugl.

  Mandens øjne udgød pludselig tvivl, og han gik nærmere imod mig, som kunne han ikke helt se mig i mørket og skyggerne fra kasserne.

  Indeni bad og tiggede jeg til at vi ville slippe fri fra dette. Jeg turde dog ikke vise det med kropssprog, men hvorfor skulle jeg da også det?

  Mine ben begyndte uden videre at skælve, og jeg forsøgte at holde dem under kontrol. Så vidt jeg forstod, måtte vi ikke dræbe nogen her - hvordan skulle vi så slippe væk? Det var jo en form for Mission Impossible, og jeg var Ethan Hunt i en kvindelig version - Birdthany Grunt!

  Alt i min krop begyndte at ryste kraftigt, og jeg havde intet under kontrol.

  Darren klemte til om min hånd, og jeg kunne nærmest høre hans beden, om at jeg ville stoppe det. Men det kunne jeg ikke. Det var fysisk umuligt.

  Soldaten kom nærmere stadig med geværet rettet mod mig. Jeg holdte vejret. Der var mindre en tre meter fra os. En enkel solstribe skød ned på ham fra det revnede tag. Lyset forvirrede hans øjne, og Darren greb sekundet til at hive mig bagud og lydløst spurte om bag de høje, store kasser.

  Han trak mig hen over gulvet til vi havde passeret forbi manden, hvor han ikke kunne få øje på os. Soldaten formåede at vende tilbage til sin beskyttelsespost, da han så, at der alligevel ikke var nogen i mørkets skygger.

  Ét enkelt fodtrin sat forkert kunne afsløre os, så jeg forsøgte konstant at holde styr på det hele, bevidst om at jeg ikke kunne undgå at lave en fejl. Det kunne Darren heller ikke undgå. Det var der ingen, der kunne.

  Mine ben satte pludselig i en anden kurs end Darrens, og Gud takket være hvorfor.

  I det nye rum kom en silhuet af endnu en mørkbeklædt mand til syne, og jeg nåede til alt held at valke bagud med Darren lige bag mig, før vi nåede at blive set.

  Min mave kunne snart ikke holde til mere. Den var anspændt og øm.

  Det var som blev stanken blot forøget hver gang vi skiftede rum. Jeg tvivlede på, om vi overhovedet var på rette vej. Men Darren førte an. Han måtte da have en idé om det.

  "Hvor forsøger vi at finde hen?" hviskede jeg med en forpustet ånde. Det havde taget mig tid at få frem, da jeg var angst for at blive opdaget.

  "Fuck.." lød det fra Darren, og jeg så lige ud til det næste, store lagerrum.

  Der måtte være mindst femten derinde. De stod og forhandlede - sikkert om det, som vi ville stjæle.

  Uden at have fået svar på mit spørgsmål, blev jeg langsomt ført ind ad døren til lageret. Vi listede hen langs de store kasser, der var sat til halvcirkler i hver side. Igen måtte jeg bide mig selv i tungen for ikke at ånde højlydt.

  En kuldegysning gled op af mine arme, da jeg stødte ind i en af kasserne, og den stod på kanten til at vælte. Det gav også et sæt i Darren. Vi begge kæmpede for at få den på plads igen, men den var for tung. Den måtte falde. Men hvordan skulle vi så kunne gribe ind, så det ikke vækkede folks opmærksomhed? Hvis vi løb nu, ville vi stensikker blive afsløret - og skudt. Hvis vi med et hårdt skub skubbede den ind ad mod de andre kasser, ville hele rækken vælte bagud. Som jeg så det, var den eneste løsning at forsøge at forsigtigt bære den ned mod det hårde, kolde gulv.

  Jeg kiggede på Darren, om han var med. Jeg kunne se på ham, at han tænkte det samme som jeg, så han løftede sin hånd og - tre, to, én - den blev sænket.

  Min ryg var ved at bryde sammen, men jeg nægtede at give slip. Hellere en brækket ryg end tre kugler i ryggen.

  Med rystende hænder var mine fingre ved at slippe i sidste sekund. Men det lykkedes. Kassen blev sat lydløst på gulvet.

  For at undgå solstriben ved siden af mig fra taget over os, sprang jeg over kassen og hen til Darren, der stod på den anden side af den.

  Jeg åndede lettet op. Det var alt for tæt på.

  Med hurtige, lette skridt listede vi hen over gulvet endnu en gang.

  Da vi stod i døråbningen til en lang gang, hviskede Darren til mig, at for enden ville det låste kælderrum være, og der troede han, at det var. Det lød næsten på ham, som havde han prøvet det før, og det beundrede jeg ham for. Ikke det at stjæle, men modet til at turde at gøre det igen for et livs skyld - ikke en gang sit eget.

  Som vi var ved at nå enden af gangen, forsvandt nervøsiteten og fik mig til at tænke, at vejen tilbage sikkert ville blive lettere. Vi klarede det godt, og der var intet at frygte længere. Snart ville det hele være overstået, og vi ville vende tilbage til Belle, og hun ville kunne fortsætte sit liv hvad-hun-nu-var.

  Så var der bare tilbage at vente til Dylan og Imogen fik låst kælderrummet op ved kontrolrummet. Og så dog..

  Panisk blev jeg skubbet bagud af Darren, der selv væltede bagover med vilje. Han hev mig ind til sig og holdte sin hånd for min mund så hårdt, at jeg ikke kunne få vejret.

  Hurtigt kastede han os over i hjørnet mellem væggen og den åbnede dør, så døren skjulte os for de to bevæbnede mænd, der kom gående ind af den.

  Mit hjerte skippede flere slag, og jeg måtte bide i Darrens hånd for ikke at skrige. Han lod dog intet reagere, at det gjorde ondt på ham.

  Den højeste og mest muskuløse af mændene bar en kniv, som han kastede fra hånd til hånd, som var det en simpel boldt.

  "Du ved, hvis ikke du gi'r de penge, så slår jeg dig ihjel, ik'?" sagde manden med kniven.

  Den anden mand, som bar en håndpistol, ville ikke have en chance mod manden med kniven. "Jo, du skal nok få dem, det lover jeg. På mandag!"

Der lød intet svar. Men som de skulle til at gå ind i rummet ved siden af, skubbede manden med kniven den anden op af dørkarmen og pressede sin buede kniv imod mandens hals. "Lad dette være din sidste chance, ellers ender dit hoved på mit menukort." Hans stemme var dyb og ru, hvilket fik truslen til at lyde endnu mere barsk.

  "Jaer, jaer!" Den splejsede af dem tabte sin pistol på gulvet, og da manden med kniven gav slip på sit greb, og jeg atter kunne få vejret igen, samlede den splejsede den ikke op. Han stod rystet i lidt tid, før han gik videre.

  De folk der måtte virkelig være afhængige. At gå bevæbnet rundt af angst for at miste sit stoffer samt true andre på livets løb, fordi de ikke betalte tilbage, det var da vanvittigt! Så foretrak jeg da til hver en tid mit liv.

  Forpustet, angst og rystende måtte jeg rejse mig op fra gulvet og følge efter Darren, der allerede var på vej ind af næste dør.

  LÅST! stod der med fed skrift på døren. Jeg tog fat i håndtaget, og som forventet var der låst.

  "Jeg ringer til Dylan," hviskede jeg og fumlede med at få min mobil op af bukselommen. Mine håndflader var svedige og fik den næsten til at glide ud af min hånd.

  "For Guds skyld nej!" Darren tog fat om min hånd. "Vi kan risikere at blive opdaget! Send hellere en besked og hav den på lydløs."

  Tøvende sendte jeg Dylan en besked.

 

Birdy_That's_Me:   

"Vi behøver at få kælderrummet låst op nu."   

 

  Der efter gik jeg ind under indstillinger og satte mobilen på lydløs, så den ikke ville udbryde en høj lyd som hvad-ved-jeg.

 

  DylanReeds:

  "Ok. Hvor længe kan I vente?"

 

  Jeg viste Darren beskeden.

  "Helst ikke for længe," hviskede han med sin typiske lidt hæse, sexede stemme.

  Jeg nikkede og skrev det til Dylan, der efter dét sendte en besked hvori, der stod, at de først kunne åbne om tre minutter. Det fik mig til at bore mine negle i min håndflade. Typisk! På den tid kunne vi sagtens nå at blive opdaget, pint og skudt. Tak for ingenting, Dyller og Imogen.

  "For helvede!" udbrød Darren med lav stemme. Til vores held var det kun os to, der hørte det.

  Han tog min hånd over til sig og lod sit hoved hvile mod mit. Dermed blev jeg mindre anspændt og mere afslappet.

  De tre minutter føltes som tre timer. Jeg kunne klart høre de andres fodtrin i det andet rum, og det gøs i mig hver gang nogen gik forbi døren for enden af gangen. Trods der var et godt stykke derhen, var det alligevel uhyggeligt.

  Det endte op med at vi i det sidste minut måtte skjule os samme sted som før - igen - da en fuld, middelaldrene kvinde blev slæbt af to mænd hen over gulvet med blodnæse, mens hun så småt grinte skræmmende. Det var tydeligt at se, at hun også var på stoffer. Hendes øjne var kulsorte. Det var pupillerne, der havde overtaget det hele. Hendes underarme var desuden opsvulmede, blå, røde og lilla. Synet gav mig kvalme.

  Kvinden blev slæbt ind i et rum ved siden af kælderrummet. Der gik ikke længe, før Dylan tekstede mig, at de nu hade fået låst op.

  Ikke et sekund tøvede Darren og jeg med at spurte hen til rummet, åbne døren, lukke den efter os, tænde lyset og straks blev vi overvældet af chok.

  Ikke nok med at her var skjult narkotika! Der var også skjult sprængstof!

  "Er det nu, vi skal være bekymrede?" spurgte jeg Darren med lidt højere stemme end de andre gange, jeg havde talt.

  "Vi holder os bare til planen, så der ikke bliver fejlet. Okay?"

  Jeg nikkede og havde lyst til at bryde ud i gråd. Jeg ville ikke mere. Bare det at gå ind på skibet, var en overvindelse! De her folk var virkelig syge!

  Alle kasserne stod åbne, så det var let for os at putte de grønne, små stykker af cannabissen i vores jakkelommer.

  "Er din jakke vandtæt?" spurgte Darren, da vi havde taget alt med, hvad vi kunne bære på.

  "Ja, hvorfor?" spurgte jeg og så nu nervøst på ham.

  Han ville vel ikke det, som jeg troede, han ville? Man havde lov at håbe, at det ikke havde noget af gøre med det.

  "Godt, så finder vi det nærmest koøje og springer." Selvfølgelig. Det var, hvad jeg troede.

  Jeg tekstede Dylan, så snart vi kom ud, at de nu kunne låse for kælderrummet igen. Han svarede ikke, men jeg vidste, at han havde set det.

  Darren og jeg fandt et koøje, som vi åbnede. Jeg havde ikke vandskræk mere, men jeg havde bestemt ikke lyst til at springe. Det kom jeg så heller ikke til, for inden jeg nåede at reagere, skubbede Darren mig ud af det, så jeg landede med benene først. Kort tid efter - lige da jeg var nået vandoverfladen igen, kunne jeg skue hans trænede krop, der i et perfekt dyk ramte vandet.

  Min buttede jakke og mig kæmpede os op af det iskolde vand. Der kunne have været is på vandet, men til vores begges held havde der ikke været det.

  "Din spasser, jeg kunne have været død på grund af dig!" halvgrinte jeg, da jeg havde kæmpet mig op til havnen og sad på kanten, mens jeg så ham klatre op af stigen.

  "Du er i live på grund af mig," fnes han og gav mig et kys på kinden.

  Jeg rødmede, og det kom som et chok for mig.

  Imogen og Dylan kom efter lidt tid. Vi havde forsøgt at finde Cece, men hun var ikke til at få øje på.

  "Cece!" kaldte jeg, og der lød et pib bag fra en stor kasse.

  Grinende gik vi hen til hende, men dér blev smilet på vores læber så tørret af.

  Med blod op af handskerne og en kniv knuget ind i sin højre hånd sad hun rystende lænet op af kassen. Hun havde grædt, kunne man se. Jeg ville spørge, hvad der var sket, men Dylan kom mig i forkøbet.

  "Hvad er der sket?" spurgte han ræd.

  Hun pegede på en blodplet lige ved kanten af havnen. Der var en blodplet, men sne havde næsten dækket den til.

  "Han opdagede mig og truede mig med en kniv. Jeg havde intet valg.." Hun begyndte at græde så småt.

  Dylan, Darren og Imogen så på hinanden.

  "Han faldt ned i vandet, men han var ikke død, da jeg stak ham. Han druknede." Hun snøftede nu.

  "Det er okay," sagde jeg og satte mig på hug foran hende. "Det var selvforsvar. Vi finder ud af det, ik'?" Jeg så på de andre, og Darren nikkede tøvende.

  "Har du stadig kniven?" spurgte han.

  Cece nikkede og rakte den til ham. Han gik op til skibet med den og borede den i siden, så det så ud som om, at det var nogen, der var gået ombord på skibet, der stod bag.

 

Der havde ikke gået længe derefter, før vi tog bilen til Kael.

  Han var meget taknemmelig over vores hjælp, men jeg sagde ingen ting, og de andre var også tyste. Det havde ikke været en fed oplevelse, og jeg tænkte stadig over, hvad vi skulle gøre med Cece.

  Mens vi sad i det hvide venteværelse, brød tavsheden.

  "Jeg må tage en snak med Loren om, hvad Cece gjorde," sagde Dylan. "Ellers vil han ikke forstå det ordentligt. Det er om at slå til, inden han får det at vide på den forkerte måde."

  Cec' begyndte at hulke.

  "Loren er et svin," hvæsede Imogen.

  "Lige derfor er det det rigtige at gøre. Det vil blive værre, hvis ikke en af os fortæller det øjeblikkeligt. Jeg skal nok sørge for, at han ikke straffer hende hårdt."

  Jeg tog Darrens hånd. "Hvem er det nu Loren er?"

  "Gerimidenternes leder," fortalte han. "Og en sadistisk S/M-elsker."

  "Sadomasochisme, ej hvor sygt!" råbte jeg og slog armene ud.

  Der blev igen stille, på nær Ceces svage gråd.

  To timer gik der, før Kael kom ud. To timers pinefuld tavshed.

  "Folkens," sagde han med dæmpet stemme. "Det lykkes ikke.."

  Og jeg kunne mærke tusind følelser stryge igennem mig kun for at ende med et tomt hul i maven, og jeg følte, at intet gav mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...