Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34402Visninger
AA

4. ❀ Kapitel Tre | Brev Fra Leo

Tiden fløj af sted, og jeg lavede ikke engang noget: Sad bare på min seng og ventede på, at Darren ville skrive eller ringe. Jeg var nysgerrig efter at vide mere om ham. Han så spændende ud, bare navnet sagde mig en masse. Men trods løftet jeg gav mig selv, da jeg vågnede i koma på hospitalet, måtte jeg aldrig elske igen. Jeg ville aldrig kunne klare den sorg og tanke, hvis det skulle ske.

  Døren til mit værelse gik op, og ind trådte Max - min 17-årige lillebror. Han var næsten lige fyldt år, ligesom jeg havde fødselsdag om en uge. Atten år, det ville blive stort, og jeg glædede mig, for jeg havde fået lov til at holde fest herhjemme, trods vi normalt ikke havde fødselsdagsskikke. Det var derfor jeg så gerne ville have kontakt med Darren, så jeg kunne inviterer ham.

  ”Hvad vil du?” spurgte jeg ham. Han så ikke engang på mig, han tog bare min cigaretpakke. Men det var fint, jeg havde alligevel lidt fortrudt købet, da jeg kom i tanke, om hvor meget det skadede. Tidspunktet jeg købte den kørte mine tanker kun i, at jeg kunne holde drenge på afstand med lugten, men føj, jeg kunne jo blive afhængig af det.

  ”Besøg,” svarede han kort med et falskt overdrevent smil og smækkede døren i, så min samling af breve og digte fra Leo lettede sig fra reolen og fløj rundt i værelset.

  Jeg orkede ikke at skælde ham ud, så jeg satte mig i stedet på det lilla bløde gulvtæppe og samlede dem sammen. I lidt tid kiggede jeg tomt på dem, men begyndte så at læse.

 

Kære skat

 

Når jeg ser ind i dine øjne, tager du mig væk fra min verden og fører mig ind i drømme om dig og mig.

  Dit smil, din duft og din personlighed kan smelte mit hjerte og hele det igen. Aldrig har jeg følt noget så stærkt, og derfor ved jeg, at du er min eneste ene, og det må du forblive langt ud i vores fremtid.

  Mit største ønske er, at vi bliver gamle sammen. Jeg vil blive gammel med dig - få børn, børnebørn, opleve det perfekte liv med den perfekte pige, dig. Jeg vil leve resten af mit liv med dig. Jeg elsker dig, og jeg håber, at du elsker mig ligeså højt.

  Når jeg tænker på dig, Birdy, tænker jeg på sol og blomster, enge og en tilhørende dam, som et perfekt idyllisk billede. Det er slet ikke så mærkeligt, som du til start sikkert vil tro, for jeg elsker disse ting, og det ved du.

  Fugl, min lille fugl, må du leve lykkeligt for evigt. Må du tage mig med, hvor end du vil hen, og må du fortælle mig, hvad du frygter. Jeg vil altid hjælpe dig, det håber jeg, at du ved.

  Og jeg håber du ved, at kærligheden er et svært spil at spille. Men nu er vi to, og så kan det ikke gå helt galt. Jeg ved, at du har svært ved at udtrykke dine følelser specielt i hårde tider, som de vi alle har. Jeg ved også, at du en dag vil forstå dine følelser, som jeg forstår mine følelser for kærligheden og dig. Og om jeg vil stå med dig den dag, det kan jeg hverken skrive eller fortælle. Men jeg vil være her for dig, så længe jeg kan. Jeg vil føle med dig; leve med dig; elske med dig. Og glem så, hvad verden tænker. Det er kun os to nu, og lad det være dig bevidst for evigt.

  Lev dit liv, nyd den, du har kun ét.

 

  - Leo Winter Kingston, din egen

 

  Mine tanker viste sig langt om længe, og jeg gav efter. Jeg kunne ikke lade være. Først i et kort sekund var jeg stivnet uden at kunne gennemskue, hvilken reaktion det ville give, men så bøjede mig forover og græd, så det kunne mærkes helt ned i maven som et kæmpe sort hul. Verden blev omtåget i de mange rendende tårer og mistede sin glans. Der var ingen meninger med at leve, hvis man mistede det liv, man skulle leve med. Der var ikke nogen grund til at eksistere, hvorfor eksisterede jeg endnu, når jeg kunne være død med Leo?

  Sætningerne blev ved med at køre rundt i mit hoved: 

  ”Jeg vil leve resten af mit liv med dig.”

  ”Mit største ønske er, at vi bliver gamle sammen.”

  ”Jeg vil altid hjælpe dig, det håber jeg, at du ved.”

  ”Lev dit liv, nyd den, du har kun ét.”

  ”Leo!” skreg jeg hulkende og kastede papirerne væk. Med våde kinder og pletter fra tårer på min T-shirt rejste mig op stadig under oprør for at afreagere mine følelser, men jeg måtte støtte mig op ad væggen for ikke at falde ned igen.

  Fyldt af plagende sorg sparkede jeg til min reol uden nytte. Med skælvende ben måtte jeg sætte mig på knæ og opnåede kun en borende smerte forvolde mig og ramme plet i min mave, til jeg sad ensomt tilbage. Jeg borede mine lange negle ned i min hud for at få smerten væk og væltede grædende ned på den ene side på det irriterende plyssede gulvtæppe. Det var første og eneste gang, jeg virkelig havde kunnet afreageret mine følelser.

  ”Birdy, hvad sker der?” Mor kom styrtende ind og så chokeret på mig. Hun satte sig ned på gulvet, og jeg lod hende holde om mig, trods min krop rystede ukontrolleret, mens dråber af tårer piblede ud fra mine øjenkrog

  ”Det gør så ondt, det gør så ondt!" hulkede jeg med rystende stemme. "Var det også sådan du.. Du mistede far?” spurgte jeg og så op på hende, men det eneste jeg så var omridset af en voksen kvinde. Hun aede min kind og kiggede mig ind i øjnene, som kun Leo havde gjort.

  ”Nej, min dejlige pige. Det skal vi ikke tale om nu.” Hun strøg mig over mit mørkebrune hår, som var jeg et lille barn, og smilte ligeså svagt. Mit hoved hvilede nu på hendes skød, og jeg følte det anderledes, end noget jeg havde prøvet før. Mor havde passet på mig, men vi havde aldrig rigtig talt sammen, og hun havde aldrig rigtig gennemskuet, hvornår jeg havde kunne bruge et kram.

  ”Du har ikke talt om far i snart.. Snart atten år, ja, næsten lige siden han ’forsvandt’, da Max lige var født. Jeg vil gerne vide hvad der skete.. Vil du ikke nok?” Jeg kiggede bedende på hende og satte mig så langsomt op, fordi jeg fornemmede, at hun overgav sig. Hun nikkede tøvende og lukkede øjnene i for en kort stund.

  ”Hans navn var Phillip. Phillip Green.” Hun sukkede. ”Jeg elskede ham overalt på Jorden. Og han elskede mig. Men der kom en dag, den dag Max blev født på hospitalet, hvor han indså, at der var én, som han bare elskede højere. Dengang var jeg vred, rasende. Jeg har accepteret, at han forlod mig. Men jer! Det chokerede mig bare så bredt, da han var en kærlig mand. Vi ønsker vist alle, at han stadig er hos os. Men Phillip er nu et eller andet sted i verden, og han har sit eget liv nu. Og vi har vores.”

  ”Så du valgte, at vi skulle beholde hans navn?” spurgte jeg. ”Hvorfor?”

  ”Ting kan forsvinde. Minder kan forsvinde. Men et navn vil for evigt være skræddersyet i dit liv og i dine bekendtes liv.” Hun smilte og kyssede mig på kinden. ”Jeg savner ham vel på en måde, og hans navn er det sidste virkelige, som jeg har fra ham.”

  Det var mærkeligt på en sød måde. Jeg havde aldrig talt om far med mor. Jeg havde aldrig rigtig følt trang til at vide noget om ham, og da jeg var mindre, da jeg var nysgerrig, var mor hemmelighedsfuld om det. Jeg var bange for, at sandheden var mere end jeg kunne magte. Men nu mit flag allerede var faldet, var jeg glad for at kende svar.

  ” Phironica kunne da også være det sødeste shipping." Jeg var nu ikke helt sikker. Jeg brød mig mere om Leo og mig, der trods hans død stadigvæk var Beo.

  ”Skat, du må vist egentlig hellere få ryddet op herinde.” Mor smilede og rejste sig op fra gulvet. Da hun gik ud af døren, smilte jeg selv. Ikke over at skulle rydde op, men over at jeg havde fået det værste overstået nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...