Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34751Visninger
AA

23. ❀ Kapitel Toogtyve | Biblioteket

Mens den første fine sne begyndte at dale ned fra himlen som englevingers fjer, og frosten lagde sig over hav, fjord og søer og strøg baner af is ud på vandet, sad jeg med tæppe omkring mig på mit værelse. Jeg sad bare der på vinduesbænken og stirrede ud over landskabet. Jeg tænkte. Jeg tænker over hvad, jeg skulle gøre. Jeg tænkte, at det var godt, at politiet afleverede svovlstikkeæsken uden at opdage, at en lommekniv var i den. Og jeg tænkte, om jeg skulle aflægge besøg hos Camille.

  Max ham så jeg sjældent. Han var ofte hos Lula eller til Rugby. Der var ikke lang tid tilbage af Rugby, for julen nærmede sig i en hurtig fart. En uge til 1. december. Kun én enkel uge. Så ubetydelig lidt tid.

  Mor holdt stadigvæk fast i, at jeg burde være mere social nu. Hun sagde, at jeg burde feste. Jeg burde finde nye venner og så videre. Jeg nægtede også stadigvæk. Hvad skulle jeg med andre mennesker, der bare ville flå mit hjerte ud af min brystkasse. Gosh, så hellere være alene.

  Det gode var, at siden jeg havde været hos Darren den gang, havde sirenen været væk. Jeg var så småt begyndt at løbe igen, og i dag skulle jeg på biblioteket med mor for at finde nye bøger at læse.

  Hun fortalte, at der var en fin, lille bibliotek ikke langt herfra - lige udenfor London. Der var ikke mange mennesker derinde, da hun var inde at tjekke, men der var pænt mange bøger. Så det var bare at gå an.

  Imens jeg ventede på, at vi skulle afsted klokken tre, sad jeg med min mobil i hånden.

  Darren stod stadig under kontakter. Det gjorde Lula ikke. Jeg havde slet ikke snakket med hende i den seneste stykke tid, og jeg havde heller ikke lyst. Det eneste jeg gad vide, var alt om ham manden, der truede hende. Men jeg var ikke nok nysgerrig til at spørge hende. Gad hun mig, måtte hun komme til mig. Aldrig om hun skulle tro, at hun kunne være sammen med min lillebror, og så skulle jeg være den tåbelige ven, der gjorde alt for venskabet.

  Egentlig havde jeg lyst til at tage til Gritzbee Fodboldstadion for at få på Dylan. Måske han kunne give svar fra prøverne med de ting, jeg gav, og måske kunne jeg få ham til at hjælpe mig angående Darren. På den anden side var Dylan også klam. Så det var lidt, om det ville være dét værd.

  Klokken blev 2. Klokken blev et kvarter over 2. Klokken blev halv 3. Klokken blev et kvarter i 3. Klokken blev 3. Og på slaget sad jeg nede i bilen med vinterjakke, handsker og hue på. Mor startede bilen og kørte ud på vejen, der lagde et lille stykke fra huset.

  Der var kun gået få minutter, før vi holdt parkeret overfor en lille, øde bibliotek, der stod placeret midt ude i intetheden. Man kunne kun lige se ind til byen, hvilket får mig til at tænke, at hvis biblioteket nu var for øksemordere, ville ingen kunne hører mig skrige om hjælp.

  Jeg tøvede med at gå ind, og mor gik lige i hælene på mig.

  Indenfor var der mørkt. Kun få svage gule lys gjorde, så man kunne se, hvor man gik, og hvad bøgernes titler var. Udover os var her ingen. Mærkeligt. Der burde være en bibliotekar.

  "Kan jeg hjælpe?"

  Det gav et sæt i både mor og mig, og vi vente os om. Bag os stod en høj, flot og lyshåret pige. Hun var ung, havde krystalblå øjne og smilte så sødt. Hendes påklædning var flot. Hun havde en stærk pinkfarvet top på, der hang løst på hende, og så havde hun trekvartbukser på i en lyseblå nuance. Hun lignede en sommertøs. Gosh, ondskaben selv.

  "Du skræmte nær livet af mig," hvæste jeg, og mor puffede til mig, fordi jeg lød lidt for skrap.

  "Åh, det må du undskylde, det var ikke meningen," beklagede hun og så med undskyldende øjne. Hun var sikkert bare en bitch, der ville have mig til at se dum ud.

  "Er du bibliotekar her?" spurgte mor nysgerrigt.

  Pigen nikkede smilende. Hun lignede en på tyve år. Hvordan kunne en så ung pige være bibliotekar?

  "Er du ikke lidt for ung til at være bibliotekar?" spurgte jeg bed mig selv i tungen af en form for jalousi.

  "For ung?" grinte hun på sådan en sød, nuttet måde. "Jeg er tyve, dette er en fritidsjob. Jeg holder meget af bøger, forstår I."

  Udenpå festede jeg for at have gættet rigtigt. Indeni hvæste jeg som en blanding af en bindegal kat og en angribende kobra. Vi måtte være ofre for en eller anden Skjult Kamera.

  "Nåh, du kan godt skrubbe tilbage til dine bøger så, du har vist rigeligt at se til," snerrede jeg og gik hen til en bogreol, hvor hun ikke kunne se mig.

  Mor kom hen og med lav stemme skældte mig ud. Jeg rullede bare med øjnene gjorde tegn til, at hun bare skulle sørge for sig selv, hvilket hun så langsomt gjorde.

  Det endte op med at jeg efter en halv time havde fundet syv bøger. Hver bog, der var i bogserien Beautiful In Darkness, for den var åbenbart på bog! Jeg fik mor til at låne dem for mig, for jeg havde ikke lyst til at se pigen igen.

  Mor havde fundet en bog om depression, og jeg vidste hvorfor. Det handlede selvfølgelig om mig. Selvfølgelig det. Og jeg kunne ikke lade være med at fnise, da mor halvlæste, mens hun kørte bil. Jeg måtte tage den fra hende, før hun fokuserede på vejen.

  Dagen forløb så med at læse første bog, der handlede (ligesom i filmen) om Bea Russon - en studerende på Skt. Ruxes High, der forsvandt i et år og pludselig vendte tilbage med hukommelsestab, blå mærker og ridser over det hele. Hun begyndte så hver midnat at føle sig dårligt tilpas. Hun ændrede på sig, og inden man som læser vidste af det, var Bea ikke længere fuldt menneske.

  Man fulgte så Bea, hvor hun desperat forsøgte at finde svar. Hendes familie kæmpede hårdt for at få gamle Bea tilbage, og politiet var på bar på.

  Klokken tre om natten sad jeg så med den i hånden og skreg indvendigt over første bogs slutning. Den kørte åbenbart ikke som filmen gjorde.

  Trods trangen til at starte op på bog 2, lagde jeg mig til at sove. Et citat derfra blev ved med at køre rundt i mit hoved. Det brændte sig ind i min sjæl og fik mine tanker til at hvirvle rundt. Det var citatet, der sluttede første bog. Så meningsfuldt og simpelt.

  "Det er nu, vi står frem. Det er nu, vi kæmper imod."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...