Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34510Visninger
AA

33. ❀ Kapitel Toogtredive | En Gerimident

Der lød steppene fodtrin op af trapperne, og jeg skyndte mig at rejse mig op for ikke at se så ynkelig, svag og fortabt ud.

  "Hvis du så meget som overvejer at åbne den dør, skyder jeg bolden lige i fjæset på dig." Fumlende fik jeg taget et fast greb om den blå og hvide bold ved siden af min seng.

  Der blev stille foran døren. Få sekunder, hvor jeg kun kunne høre mit hjerte banke. Og så blev det hele brudt ved lyden af dørens knirken og en ikke-Ceces-ansigt sneg sig uskyldigt frem.

  "Darren, for god damn," mumlede jeg og kastede bolden i hans gribende arme.

  "Hvorfor er du ked af, at Phillip er en gerimident?" spurgte han stille, lukkede døren og satte sig på sengen, hvor jeg også havde sat mig.

  "Hvis det er sandt, betyder det, at mor løj for mig om at finde en ny kvinde, og det betyder også, at han er væk af en helt anden grund. Kan du forklare mig, Darren, hvor han er nu, og hvilken plads han har i gerimidenternes system, hvis han ikke er sammen med en anden familie lige nu?"

  I få sekunder så han rent faktisk ud, som havde han lyst til at fortælle mig det. Nu stod det så klart for mig, at Green-navnet havde en plads indenfor det hele, men hvorfor var Loren ude efter mig? Fordi alle Green's , der kendte til gerimidenternes hemmelighed, skulle dø?

  "Birdy, jeg ved det faktisk ikke.." Han så ned i gulvet, og det var så tydeligt, at han løj.

  "Din store løgner!" skreg jeg og skubbede til ham med tårer i øjnene. "Fortæl mig det! Jeg vil vide det hele, uanset hvilke konsekvenser det har!"

  Darrens øjne var blanke, og han var mindst ligeså deprimeret som mig. Han fiskede i sin cardigans lomme efter en seddel, som han desperat og angst rakte mig.

  "Også under denne konsekvens?" spurgte han med dirrende underkæbe og fremhævede blå øjne.

  På den lille flåede seddel stod der med tydelige blokbogstaver:

  ET ORD TIL -

  OG DU BLIVER

  DEN NÆSTE

  FORSVINDING.

  L. CORPSTER.

  Helvedes. Havde det svin til Loren Corpster nu truet Darren? Hvordan vidste han i øvrigt i første omgang, at Darren og jeg stadig havde kontakt, hvis Cece ikke længere spionerede mig? Hvis hun da.. Hvis hun da virkelig var holdt op.

  Mine øjne gled væk fra sedlen og til Darrens angste ansigt.

  "Det er fandme noget lort, det her." Jeg kørte mine fingre igennem mit hår og læste sedlen endnu en gang. "Hvornår modtog du den?"

  "Den lagde i min jakkelomme. Jeg så den først kort inden skibsmissionen. Jeg fik den måske, efter jeg lod dig læse i Gerimident-bogen."

  "Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg opgivende og gjorde tegn med armene, til at jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad, der kunne gøre godt.

  "Flygte. Fra det hele. Mentalt. Du bør virkelig passe på nu. Jo længere tid du er menneske, jo farligere bliver den her verden for dig."

  Jeg sagde det første, der fattede mig ind. Muligvis ikke det klogeste, men det eneste, der gav mening.

  "Så gør mig til en tågevogter. En gerimident."

  "Aldrig."

  "Hvorfor?"

  Han så skarpt på mig. "Det gør ingen forandring."

  "Hvad er problemet så?" Jeg så smilende på ham og flettede mine fingre ind i hans. "Hvis du gør dit magi-hejs og gør mig til en gerimident, er jeg klar til at skyde hovedet af den nar til Loren, og vores problemer..: Løst."

  Jeg lænede mig ind over Darren, satte mig på alle fire på sengen og lagde min pande imod hans. Krybende hvilede jeg mine fingre på hans hofter og væltede ham langsomt bag over, så kun hans albuer afholdte ham fra at ligge ned på sengen med mig oven på ham.

  "Problemerne ville ikke blive løst, derimod ville resten af verden vende sig mod os. Og.. det ville for alvor blive problematisk." Han lagde sine arme om mig og pressede svagt sin kind imod min på en måde, der bragte sommerfugle i min mave og fik mit hjerte til at slå og udfolde sig til en varm, kildende fornemmelse.

  "Problematisk? Det er det, vi skal kæmpe imod, ik'? Vinder I imod ymbesserne hver gang uden kamp? Næppe. Det her er ikke om problematik."

  For én gangs skyld så Darren rent faktisk ud til ikke at forstå, hvad jeg mente. "Men jeg troede, at det var dét, du gerne ville slippe for."

  "Ikke hvis det er umuligt at undgå."

  Jeg lænede min næse imod hans, så der kun var få centimeter imellem vores munde.

  "Hør, jeg aner ikke noget som helst om det her. Jeg er ikke en gang sikker på, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Og jeg er ligeglad, hvis bare jeg får lov til at blive som dig; som jer. Det her har varet ved længe nok, og det har kostet meget. Nu har jeg valgt, at jeg vil være en gerimident, og burde du så ikke respektere det? Var det ikke formålet med at fortælle mig det helt fra starten?: At få mig til at blive en tågevogter, så vi kunne være sammen?"

  "Tror du, at jeg havde nogle idéer om hvilket drama, det her ville udspille sig til? Birdy, jeg er blevet truet af selveste lederen, én er blevet hyret til at udspionere dig, og ingen af os ved hvorfor noget af det her sker, kun at det samme skete for din far, og nu er han væk!"

  Ja, tænkte jeg. Så pokkers. Jeg vidste det faktisk ikke, kære Darren, før du lige fortalte mig det! Men tak! Nu vidste jeg da, at jeg havde en forsvundet far derude. Jeg vidste ikke hvorfor, han skulle forsvinde. Men fortalte jeg det her til politiet, ville jeg helt sikkert ende på en galeanstalt, være skyld i at alle gerimidenter - inklusiv Darren - ville blive afsløret og forfulgt af.. Alle. Ellers ville Loren komme mig i forkøbet og sørge for, at jeg ville ende præcis ligesom far: Sikkert liggende død på en rismark i Kina.

  "Bare.. tænk dig om, inden du handler. At være gerimident kræver mere, end der nogensinde vil kunne stå i din fars bog."

  Jeg kunne mærke Darrens varme ånde mod min mund. Hvordan den trængte sig ind og gjorde mig tryg.

  "Jeg er med på den. Gør hvad der skal til. Omend kan jeg måske finde ud af om far skrev, at bogen var dedikeret til sine tre børn, ved en fejl og få at vide af mor, hvorfor vi aldrig blev gerimidenter."

  Han nikkede og tog sig langt om længe god tid med at fuldføre vores ventende kys.

  Hans læber mod mine var som blød stof - blød silke, men alligevel var der noget ru over dem - som flænger. Jeg elskede det. Det var en følelse som ikke en gang Leo havde kunne leve op til.. så vidt jeg huskede.

  Det overraskede mig bagefter, da jeg lagde i hans arme med hovedet på hans brystkasse i den klassiske stilling, at hans smag havde smagt så.. eksotisk af noget frisk. Det var helt ubeskriveligt. Jeg følte mig næsten kannibalsk, når jeg tænkte sådan.

  "Du smager godt," fnes jeg og blottede tænder i et smil.

  "I lige måde da," gengældte han, og jeg fornemmede smilehullerne fremtræde i hans charmerende grin.

 

Det var meget sent, da Darren og jeg gik ned i stuen til den smukke udsmykning og de blændende julelys, der idylliskgjorde aftenen.

  Cece sad stadig i sofaen, dog nu med en ældre Nokia og tastede løs på de små, firkantede bogstaver, som skulle forestille sig at være et mobiltastatur.

  "Undskyld, men var du ikke hjemløs og uden noget specielt for et par dage siden?" spurgte jeg forvirret.

  "- En afskedsgave fra Loren efter spionagen," svarede hun kort. "Spørg ikke hvorfor."

  Mind mig ikke om det fjols, var den eneste tanke, der strejfede mig.

  "Hørt den gode nyhed?" spurgte jeg smilende for at skifte emne.

  Hun kiggede op fra mobilen og så ind i mine øjne.

  "Jeg bliver en gerimident!" røg det ud af mig i et alt for sukkersødt smil, til at det kunne sidde klistret på mine læber. Snarere havde det passet til Imogen og hendes overperfekte overflade.

  Noget ved den tøs gjorde altså, at jeg hadede hende af jalousi. Samtidigt elskede jeg, at hun var så.. Imogenagtig. Jeg havde på fornemmelsen, at hun var inkognito, legede facadespil - gik under pseudonym.

  "Vil du venligst lade være med at give mig sådan et chok igen - nogensinde!" bønfaldt Cece, hvis ansigtsudtryk ikke kunne måle sig med, hvor rasende overrasket hun var.

  Jeg grinte og tog fat i Darrens hånd. "Så fortæl mig. Hvad skal jeg gøre for at blive en? Drikke en glas saftevand? Hoppe på hovedet ti gange?"

  Han smilte og tog sin hånd til sig for at løfte ærmet op og vise sin underarm.

  "Dér," sagde han og pegede på sit håndled, "skal du have tatoveringen. Gerimidenternes tatovering; lang historie; kæmpe, forvirrende forklaring."

  Det kom som et chok for mig, og egentligt gav det ikke mening. Men hvis Darren sagde, at det var forvirrende, kunne jeg regne ud, at mit hoved ville føles som under bombardement, hvis jeg krævede ham at forklare.

  "Herre gud," peb jeg. "Den har bare at klæde min hudfarve."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...