Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34637Visninger
AA

53. ❀ Kapitel Tooghalvtreds | Drømmer Om Darren

Sommerfuglene dansede rundt i min mave. Jeg lå krøbet sammen på min seng med tårer løbende ned ad mine kinder, mens jeg hørte en ny storm buldre udenfor.

  Det var en time siden jeg kom hjem. Der var stille i hele huset. Ingen var hjemme på nær mig, og jeg følte mig døende og ventede i en sindslidende spænding på at noget skulle ske. Bare noget, Noget godt eller skidt.

  Min mobil begyndte at vibrere på natbordet som ringetonen satte i gang, og jeg vendte mig tøvende om, som var jeg blevet pisket hårdt af en muskuløs bøddel.

  “Mhm,” mumlede jeg lavmælt og løftede mine tunge øjenlåg for at se igennem mørket i værelset.

  “Undskyld, jeg ikke tog den.. skat.” Det var Darren. “Jeg skylder dig en ordentlig forklaring.”

  Jeg sukkede, rejste mig op og skubbede gardinerne til side for at se ud i haven, der var dækket med hvidt, glinsende sne.

  “Hør, jeg er syg..” hviskede jeg hæst. “Kan du ikke bare komme herover? Eller du er måske stadig i Oxford?”

  “Vi har lige passeret byskiltet til Gritzbee. Jeg kan tage over til dig, så snart jeg kommer hjem.”

  Jeg lagde på og kastede mobilen hen på sengen. Traskende gik jeg nedenunder for at tage noget at spise og satte mig så foran tv’et til Darren kom.

  “Hvorfor lagde du på?” var det første han spurgte om, da han trådte ind.

  “Som sagt er jeg syg. Gider du ikke bare fortælle, hvad du vil fortælle, så jeg kan få det overstået; Intet pakket ind, ingen hemmeligheder, bare hundrede procent sandhed nu.

  Han rømmede sig. “Jeg er stadig træner for flere gerimidenter  på det skjulte sted. Flere hr været trænet i skoletiden, og derfor har jeg ikke været der. Jeg ved godt, at jeg ikke burde, specielt fordi det er for Loren, men det er den eneste måde hvorpå jeg kan læse deres system. Vi får udleveret de her computere, hvor der står næsten alt på, og hvor vi skal nedskrive hvorvidt personerne klarer sig. Men bare rolig, dit er ikke med.”

  “Andet?”

  “Jeg skulle til at spørge dig om det samme. Hvad har Lula sagt?”
  “At du er en bognørd.”

  Han lo. “Virkelig?”
  “Så utrolig virkelig.”

  “Jamen, jeg hader at læse. Faktisk er jeg ikke specielt god til at læse, men jeg interesserer mig for journalistik, så nu ved du noget mere om mig. Hvad med dig? Bør jeg vide noget om dig?”

  “Helt bestemt.” Jeg nikkede. “Du bør vide, at jeg ikke er til at regne med.”

  “Godt,” smilte han indforstået. “Det er jeg heller ikke.”

  Efter at Darren var taget hjem senere på dagen og Max og mor kom hjem, og jeg forklarede, at jeg var blevet syg i skolen, lagde jeg mig direkte i seng. Jeg var dødtræt og for frustreret i hovedet til at kunne overskue at tænke, så jeg lukkede øjnene i og faldt tøvende i søvn.

 

“Ah,” stønnede jeg ved en kæmpemæssig følelse af chok.

  Jeg slog øjnene op og så mig omkring. Jorden var kold og dækket af lysegrønne blade. Træerne havde omringet mig totalt, selvom jeg lå ved en længere å, der strakte sig så langt, at jeg ikke kunne få øje på en ende.

  Dette sted kendte jeg ikke, men det måtte være i yderskoven til Gritzbee. Det var det eneste sted jeg tænkte, at det kunne være.

  “Forskrækket?” lød en snedig kvindestemme. “Bevar roen. Man siger, at det er en smuk død.”

  I det næste øjeblik fandt jeg mig selv blive sparket ned i åen af en fod jeg ikke nåede at få øje på, og en behandsket hånd greb om min nakke og holdte mit hoved under det beskidte vand, mens strømmen rev i mit ansigt.

  Jeg forsøgte febrilsk at skrige om hjælp, mens vand trængte ned i mine lunger, og utydelig skrigen blev til utydelig hosten. Jeg fægtede med mine hænder, der næsten ikke nåede op fra vandet, men jeg kunne ikke få fat i andet end noget tykt stof som fra en hoodie, og det gled hurtigt ud af mine fingre.

  Med stærk kraft fik jeg sat et spark i det, der mærkede som personens knæ - en umiddelbart lille knæ, ikke så bred, og jeg fik hevet mig fri fra grebet. Jeg styrtede op fra vandet uden at se efter, hvem der stod bag overgrebet, og jeg sprang over på den anden side af åen og løb ind mellem træerne.

  Månens lys forfulgte min krop imellem skyggerne fra de krogede træer, og jeg trak vejret hurtigt og usikkert, som jeg løb mere og mere til for at slippe væk med sikkerhed.

  Pludseligt kunne jeg høre en genkendelig lyd. Det var ikke fra en ymbess, men en ulv. Flere ulve. Deres skridt lød hurtige, og de var bag mig. Med det samme genkendte jeg billedet af det her. Dette var fra et tidligere mareridt. Et mareridt. Jeg var midt i et mareridt!

  Forfærdet så jeg mig tilbage, mens jeg satte farten op til det yderste. Jeg kunne med det samme få øje på ulven, der lignede Darren i ansigtet. Men hvorfor en ulv overhovedet, når hans transformation var en kougar?

  “Nej, Darren, nej!” skreg jeg ihærdigt, da Darren kastede sig første gang efter mit ben.

  Da var det, at noget gik op for mig. Dette var en drøm. En gentagende drøm. Men jeg behøvede ikke at gentage de samme hændelser. Jeg var herre over mig selv, så længe jeg var her, og jeg havde allerede gjort noget, som jeg tidligere ikke gjorde: Jeg talte.

  Ulven, der lignede Dylan, kastede sig nu også efter mit ben. Den skubbede Darren til side og fik fat med sine skarpe kløer.

  Jeg sparkede den hurtigt væk og skiftede kurs for at se efter, hvorvidt det ville sænke ulvenes fart.

  Men som det sank farten for de andre, blev det en lettere mulighed for Darren at nå op på mig, da den var blevet skubbet til samme side, som jeg løb i retningen af. Pokkers.

  Henåndende så jeg mig tilbage, målte afstanden mellem os og..

  Efterfølgende sprang Darren op ad mig og væltede mig omkuld i bladende på jorden. Den ville angribe og snappede hæst efter mit ansigt, mens jeg forsøgte at blokere med min arm, og inden længe nåede Dylan og Leo frem.

  De alle slås om at komme til og flænsede i min hud, mens jeg skreg og hylede, bad til at vågne op. Jeg havde ingen idéer, hvad jeg måtte gøre for at slippe væk herfra. Hvis jeg selv kunne styre det hele, hvorfor virkede mit ønske om at komme væk så ikke?

  I smerter vred jeg mig, og de bed min kød til blods. Jeg sparkede og fægtede med benene og armene for at få dem væk, men opnåede kun mere af deres vrede og grådighed.

  Som min krop var ved at slippe op for kræfter, sneg Darren sig op til mit ansigt. Hans forben stod på min brystkasse, tømte luften ud af mine lunger, og langsomt så jeg ham blotte sine tænder for øjnene af mig, og den åbne mund bevægede sig ned for at flå min hals åben.

  “Nej, Darren!” skreg jeg. “Stop!”

  Med ét som hans tænder havde plantet sig på min tynde, blege hud, skiftede hver en scene omkring os.

  Skoven blev til mit værelse, jorden blev til min seng, Leo og Dylan forsvandt og Darren var Darren som menneske igen, og jeg følte ingen smerter, men bare ren og skær rædsel, som Darrens mund - menneskelige mund, stadig var åben om min bare hals.

  Han bemærkede det sæt, det gav i mig, og han trak sig en smule tilbage.

  “Er alt okay?” spurgte han.

  Jeg nikkede. “Ja, klart.” Men inderst inde havde jeg bare lyst til at skrige forvirringen og angsten ud - og derefter spørge, hvordan vi kunne være midt i at have sex, når jeg lige var vågnet fra et mareridt.

  Darren lagde sig ned ved siden af mig med sin krop halvt over min og kyssede min hals, men jeg følte mig ikke forført. Ikke nu. Følelsen kunne bare ikke bryde gennem min facade. “Kan du please stoppe?”

  Han så op på mig.

  “Undskyld.” Jeg vendte mig om på siden og så ham ind i øjnene. “Jeg er bare forfærdelig.. Smadret. Der er faktisk noget, som jeg gerne vil tale med dig om.”

  “Ikke nu,” hviskede han hæst. “Jeg har brug for dig.”

  Jeg fnes. “Jeg mener det seriøst, Darren. Jeg har alligevel ikke lyst nu.”

  “Det er ikke sex jeg taler om.”

  “Men.. Hvad mener du så?”

  Han satte sig målrettet på mig, og en tordenskrald lød udenfor, samtidig med at en lyn slog ned foran vinduet. Darrens stålgrå øjne lyste glinsende op i skæret fra lynet, og han blottede sine tænder, der langsomt blev formet spidse.

  Var dette virkeligt eller bare endnu et mareridt?

  Forskrækket slyngede jeg Darren til side og kastede ham af sengen og ned på gulvet. Trangbrystet flygtede jeg hen til døren med tæppet om mig, sparkede den op og kastede mig væk i en hurtig fart. Jeg så mig ikke tilbage, før jeg pilede ned ad trapperne og skreg mors og Max’ navn i håb om at vække dem.

  Darren kunne jeg høre havde fået rejst sig op igen, og da jeg var nået ned ad trapperne, stod han øverst - transformeret til en ulv som før.

  Mit hjerte bankede, og jeg skyndte mig videre og ud i køkkenet. Mit blik gled hen over redskaberne, og jeg opsummerede en saks ved håndvasken i den anden ende.

  Med Darren lige i hælene og hans varme ånde bag mig, skubbede jeg mig over køkkenbordet, idet han smidigt sprang efter mig. Jeg gav ham et spark i kindbenet, men hans reflekser var for hurtige, og inden jeg havde nået at trække min fod til mig igen, havde han bidt sig et fast greb.

  Skrigende slyngede jeg ham til side, og hele hans krop faldt sammen på gulvet. Han begyndte langsomt at forvandle sig igen. Denne gang til menneske.

  Stakåndet løb jeg hen til håndvasken, greb om saksen og så tilbage på Darren. Han lå der nu, formet som menneske og så ud som normalt. Der var intet bestialsk over ham, men kunne jeg alligevel tro den han var?

  “Birdy,” jamrede han og klemte til rundt om sin knæ, der havde fået en lilla farve. Han måtte have slået den, da jeg skubbede ham ind i væggen.

  Han ville række ud efter ham, men jeg skreg forvirret og ræd op. “Darren, NEJ!” Jeg klemte febrilsk til om saksen, mens mine øjne blev fyldt med saltet vand. “Hvis du kommer det mindste nærmere, klipper jeg hænderne af dig!

  Det gjorde ondt helt ind til benene. Hvordan kunne jeg sige sådan noget til min kæreste? Min Darren? Men hvem var han også?

  “Birdy, please!” Han flyttede ikke sine hænder, men forsøgte at komme nærmere til mig, men jeg bakkede bagud og stødte ind i håndvasken.

  “Hvis du er den rigtige Darren, så hold dig for Haniahs skyld væk!” Jeg knugede saksen så hårdt mod min håndflade, at jeg kunne mærkede den stoppede blodomløbet til mine fingre.

  “Hvad fabler du om?” spurgte Darren angst og trak sine hænder tilbage, da jeg rettede saksen imod ham med strakt arm. “Jeg er Darren, jeg er den eneste Darren der er her!”

  Han så ynkelig ud, som han halvnøgen sad lænet op ad væggen i smerter fra sit knæ, der var skubbet ud til siden. Det var hævet og klamt, og jeg fik lyst til at hjælpe ham, men jeg vidste, at det var hvad han ville have mig til at gøre. Så snart jeg kom derhen, ville han flå min strube åben.

  “Birdy, hjælp mig!” skreg han. “Mit knæ brænder!” Han kæmpede sig imod mig, og i panik stak jeg den åbne saks ind i hans friske kød. Jeg borede den ind i siden på ham, og jeg kunne mærke den støde ind i hans knogle, da jeg trak den ud igen. Han begyndte straks at skrige og vride sig i smerter på gulvet, og jeg bakkede bagud igen og tabte saksen ved siden af mig. Forvildet skjulte jeg mit ansigt i mine hænder, men så igennem fingrene hvordan blodet pumpede ud af de åbne sår jeg havde lavet.

  “Hvad er der galt med dig?!” hulkede han, og tårerne drev ned ad hans kinder.

  Jeg var målløs. Jeg havde aldrig set ham græde.

  “Hvad har du gjort ved dig selv?! Hjælp mig! Få mig væk herfra!” Han forsøgte at stoppe blodet ved at dække hullet med sine hænder, men det flød igennem og strakte hen mod mine nøgne fødder.

  Vågn op nu, vågn op nu, vågn op nu!

  Intet skete.

  Kunne det passe, at jeg havde hallucineret, da Darren skiftede sig til ulv i sengen og på trappen? Var han menneske der? Havde jeg nu slået ham ihjel?

  “Undskyld,” hulkede jeg og mærkede skyldfølelsen og fortrydelsen bore gennem huden og marven og helt ind gennem sjælen. “Virkelig undskyld.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...