Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34827Visninger
AA

43. ❀ Kapitel Toogfyrre | Maskerade Piger Part 3

Byen gled forbi det rene vindue, og jeg så på, mens den langsom gled væk. Jeg skrev til Darren, at jeg var faldet og var blevet hjulpet til lægen - og knugede min mobil tæt ind til mig. Om lidt, mindede jeg mig om, kunne jeg kunne stå ud i den klare luft og få resten overstået. Min største bekymring var dog ikke hvad der ville ske, men om jeg ville brække mig i doktorens bil inden. Det prikkede i min mave, og jeg havde en bizar følelse af opkast på vej.

  Tøvende kørte doktor C. ind til siden ved en gyde og et par høje bygninger. Jeg undrede mig, hvis et lægehus i London så sådan ud, men det var for tidligt at mistro ham.

  Inden jeg nåede at reagere, stod han foran min dør. Han åbnede den blidt op for at hjælpe mig op at stå. Hans smilebånd havde løftet sig smidigt til et latterfuldt smil, og jeg forsøgte at gengive et til ham. Men mere end at rejse mig op forekom der ikke, før hans hænder om mine tog et fast og hårdt greb. Jeg gispede chokeret og ville trække mig tilbage i en søgen efter at komme ind i bilen igen, der virkede som et skjold i forhold til den lukkede plads omkring os.

  "Doktor?" henåndede jeg hæst og usikkert. Jeg sank en klub, og pludseligt var det ikke svimmelheden, der gjorde mig omtåget. Mit blik kastede sig rundt til hver en krog i en dyb angst.

  Han undlod at svare, men holdte smilemasken på og skubbede mig fremad ind i gyden, så jeg væltede efter et par forsøg på at følge hans skub. Min albue stødte hårdt ned på asfalten, og jeg hørte hvordan brusken flækkede med et højlydt krk!

  Mit ansigt skreg som mit hjerte, mine lunger og min forstand, men intet lød fra min mund. Kun hæsheden over et stumt pib.

  Smerten føltes ti gange værre end ved faldet foran Willum Wilson. Det sendte voldsomme stød med høj fart gennem hver en knogle i min krop, men min angst og frygt overgik det hele. Jeg ormede mig bagud og græd og hulkede forvirret.

  C. fulgte efter mig med sikre, tøvende skridt. Han sparkede følelseskoldt til min venstre hofte og fik mig til at rulle op mod muren forenden af gyden. Jeg satte mig op ad den og sparkede og slog ud efter ham med alle mine kræfter, men mit hoved larmede og dunkede så kraftigt, at jeg kunne føle, hvor nær jeg var på at besvime. Mit blik forsøgte at mørkne, men jeg kæmpede for at holde fokusset og holde øjnene oppe.

  Et øjeblik tog det mig at indse min fejl, men jeg kunne ikke fortryde. Jeg holdte mig oppe udelukkende, fordi jeg ville vide, hvad her skete. Jeg greb om hans ankel og gjorde mit bedste for at skubbe ham ned, men han var som en stenklippe, og han slog med sin fulde, mandlige styrke mit hoved til jords, greb om det og bankede det tre gange ned i asfalten, til jeg højlydt skreg efter hjælp.

  Min hånd søgte hjælpende materialer omkring mig, og mine fingerspidser strejfede en mindre skarp sten, der formentlig var brækket af muren. Jeg strakte min arm ud for at nå den, og jeg vidste, at det kunne gælde mit liv, om jeg fik fat i den eller ej.

  Knytnæveslag for knytnæveslag blev mit ansigt forvandlet til en blodig masse, og jeg kæmpede og kæmpede imod, søgte efter stenen - den trillede rundt på jorden og idet jeg med to fingre greb den, fyldtes jeg med lettelse. Jeg trak vejret hurtigt og ukontrolleret, og jeg lagde den i min håndflade, hvor jeg knyttede den ind til mig.

  Hurtigt slyngede jeg den imod C.'s tinding og væltede ham omkuld. Jeg satte mig på hans mave og holdte hans hænder mod asfalten med benene, bankede stenen i hans ansigt, men inden jeg nåede med en to slag, greb han styringen og trillede mig om, så vi byttede pladser. Mine hænder var fangede, og jeg var hjælpeløs. Jeg kunne ikke kæmpe imod ham, og jeg kunne ikke vinde. Alligevel opgav jeg ikke. Jeg stod imod til det sidste og vred mig til mine underarme blev slebet til blods mod den takkede jord og min blodige kjole var revet itu.

  Mit hår hang filtret ned langs min side og satte sig i de åbne sår, og mine stiletter var knækket som mine ben hamrede ned i asfalten.

  Idet C. bevægede sin hånd over min mund, lyste mine øjne op af håb. Jeg bed et fast greb, så jeg kunne mærke de pumpende blodårer mod mine tænder og smage den beskidte, blodige hud mod min tunge. Jeg bed så hårdt, at jeg glemte alt andet. Jeg lagde alt min smerte deri og håbede inderligt, at jeg bed hårdt nok.

  C. forsøgte at vride sin hånd fri, men jeg havde mit bid, og jo mere han vred, jo hårdere bed jeg - jo mere styrkede jeg mit håb.

  Men med sin anden hånd greb han om min hals og pressede til, så jeg gav efter og fik kraftige brækfornemmelser, som hans hånd slap fri. Han klemte til, og jeg pustede og kremtede hæst, og mine lunger snørede sig sammen og prikkede og stak. Mit hoved farvede sig så rødt som blod og mine blodsprængte øjne søgte ilt for at blive på sin plads.

  Han lagde hele sin vægt på min hals, og jeg tog muligheden for at få mine hænder fri. Jeg vred dem fra hans ben og slog min ene næve imod hans mund, så læben flækkede. Jeg skubbede mig væk fra ham, kæmpede mig op at stå i sekunderne han ømmede sig og fik et forspring. Men min ben var for langsomme, og jorden under mig gyngede. Alt var forvildende og blakket. Jeg løb langs stenmuren og skreg og tiggede efter hjælp. De få biler, de kørte forbi, var som lukkede inde i deres egne bobler. Ingen ville se mig, før jeg havde passeret muren, men det føltes som var der evigheder til enden. Jeg kunne intet andet gøre end at håbe, at jeg ville tiltrække nogens opmærksomhed.

  Bag mig lød der pludselige, hurtige skridt. Jeg hulkede højlydt og sank sammen i løbet. Han måtte ikke slå mig ihjel. Jeg manglede alt for mange svar, havde alt for meget at leve for og så var der mor.. Mor. Jeg kunne ikke leve uden mor, jeg kunne ikke dø for hende. Hun ville kun have Max tilbage, og det ville være min skyld, fordi jeg ikke havde passet på mig selv, som jeg lovede hende.

  "Please," græd jeg, da den brede skikkelse tog hårdt fast om min skulder.

  Jeg blev slynget op imod muren, så det rungede i mine ribben. Han så direkte i mit ansigt, smilende, og han vidste, hvad han ville. Det her var ikke hvilket som helst angreb. Det var planlagt af ondskab, der kun kunne komme fra én.

  "Stille, Mrs. Green," hviskede han hæst i mit øre og pressede mine hænder op mod muren, og jeg forsøgte at sparke ham, men han var for stærk. "Så bliver det langt mindre smertefuldt."

  Han pressede sin krop imod min for at holde mig tilbage, og han lukkede sin ene hånd om min mund for at tysse mig, mens han førte den anden til ned under min hals.

  Med det samme jeg mærkede den enormt svigende varme, som hans hånd udgød med små flammer, vidste jeg, hvad det her drejede sig om. Jeg vidste det allerede fra starten af angrebet, at dette kun kunne vende tilbage til ham, men nu stod det mere klart. Selvfølgelig. Loren havde sendt C. ud for at dræbe mig. Derefter formentlig alle andre. Og jeg havde intet at skulle have sagt.

  "Nej! Slip mig! Stop det!" hylede jeg imellem tårerne, men hans hånd fortsatte over mit bryst og brændte min hud i sine flammer. Jeg forsøgte at bide hans hånd, men den var lukket som en kuppel omkring min mund, og jeg kunne ikke række ud efter den. Ordene lød kun svage og tamme ud mellem hans fingre. "Please!" skreg jeg med våde kinder og kæmpede imod af alle kræfter. Jeg fik mine hænder fra og forsøgte at fjerne hans og slog, men det var umuligt. Jeg led under hans magt.

  Smerten brændte og vred mit indre itu. Min krop rystede af chok og min underkæbe gyngede. Mine øjne rullede op, og jeg mærkede, hvordan grebet om mig pludseligt slap, og mit fodfæste forsvandt væk under mig. Jeg gled halvt bevidstløs ned af muren og mærkede stadig ilden brænde i mit hud, kvalmen summe i min mave og smerten forvoldes over alt.

  Skridtene, der fortalte mig, at han gik, genlød i mit hoved mere tydeligt end alt andet. Min kvalme gjorde oprør, og opkasten flød ud af min mund, før jeg nåede at bøje mig forover.

  Jeg var usikker, på om jeg skulle være taknemmelig for stadig at være i live eller hade, at han ikke færdiggjorde mine lidelser.

  Her lå jeg så. Efterladt op af muren. Min taske lå smidt flere skridt herfra, og det ville tage mig tid at nå den. Men jeg kunne blive nødt til det. Jeg behøvede hjælp, alvorlig hjælp. Jeg behøvede Darren. Darren og mor, og jeg behøvede at kende til Ceces tilstand og vide, at Khalel kunne komme mig til undsætning. Jeg behøvede at få dette overstået, så jeg kunne komme videre. Så jeg kunne pine Loren til den visse død, og ikke bare efterlade ham som han fik C. til at efterlade mig. Jeg ville vide, at han ikke længere eksisterede. Det var ikke et spørgsmål om jeg kunne. For jeg skulle.

 

Utroligt hvordan livet bare kunne forvandle sig til ét stort rod på kortere tid end nogen engle kunne nå at synge "halleluja" og velsigne os med bønner og håb om overlevelse. Jeg bad. Men ikke for de, jeg ikke troede på. Jeg bad for at dette ikke var en begyndelse, og jeg bad for Darren, Lula, mor, Max, far og Maddie derude et sted, Dylan, Imogen og Cece, og jeg bad for at der ikke måtte ske dem noget på vegne af mine gerninger. Fordi jeg ikke gjorde, som jeg burde: Opgive min fremtid og gøre alt forkert. Jeg gjorde alt forkert. Jeg stolede på alle de forkerte på de forkerte tidspunkter, og det burde jeg ikke have gjort. Jeg havde opført mig idiotisk, og nu var jeg blevet straffet. Det eneste jeg kunne tænke på var at få det bedre, så jeg havde styrke nok til at finde og dræbe C. Jeg ville hævne mig. Det var det eneste rette, jeg kunne gøre.

  Darren sad på vinduesbænken og så ud af vinduet, og jeg lå i sengen med kvalme og kæmpede en kamp inden i mig selv. Mine tanker var en verden, og min verden var i oprør. Hvis jeg skulle have hjælp, skulle det komme fra en stemme, der talte til mig helt ned i hjertet - og jeg var bange for, at selv ikke Darren kunne hjælpe mig nu. Han gjorde sit bedste for mig, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne forklare ham alt, om hvordan jeg havde det - hvad der skete, hvordan manden så ud. Men det blev alt sløret for mit syn, når jeg så tilbage. Det jeg huskede stærkest var smerten, da C. brændte sine flammer i min hud, men Darren nægtede at kommentere på det, og mor var for ude af den til noget som helst, efter at Darren havde forklaret sin version af hvad der skete.

  Cece var faktisk taget hjem. Hun var gået udenfor med os andre, men hun havde bevæget sig væk og efter en taxa. Hun understregede, da hun fortalte mig om det, at der var en mand, der hjalp hende ind i taxaen og betalte for hende. Han kaldte sig også for C. Hvor indlysende var det ikke, at det havde været planlagt? At jeg var faldet, gjorde blot hans kidnapning nemmere. Han var hyret af Loren til at skade mig, men hvorfor ikke slå mig ihjel? For blot at skræmme mig? Jeg forstod ikke formålet. Men det var til min held, at jeg var i live, så jeg nu kunne tage min hævn og gøre en ende på denne konflikt, Loren selv havde startet.

  "Darren," hviskede jeg, men min stemme begyndte at runge i hovedet, og det gav smerte. Nok var C. ikke læge, men hjernerystelse havde jeg virkelig.

  "Birdy," hviskede han igen uden at flytte sit tomme, bedrøvede blik. Han stirrede ud på de nøgne træer, og jeg ønskede, at jeg kunne læse hans tanker. Måske kunne jeg også. Jeg vidste stadig ikke, hvad min evne var. Kunne jeg blive det dyr, jeg mest mindede om? Var jeg en af de specielle, der havde en tilfældig kraft? Det at jeg var en Green, gjorde mig stærkere end de fleste andre, men på hvilke punkter? Det behøvede jeg at vide, når tiden var inde.

  Tavsheden var pinefuld. Jeg frygtede at sige noget, hvis jeg sagde forkert. Jeg ønskede kun svar. Svar jeg ikke engang var sikker på, at Darren kunne fortælle mig. Jeg ville ikke forlange mere af ham, end jeg kunne forlange af mig selv. Men det var måske også forkert. Så meget var forkert.

  "Min hud brænder igen," lød det hæst og svagt fra mig. "Vil du ikke hente noget nyt is?" Jeg så på ham med blanke øjne, og han vendte sit ansigt. Han rejste sig, gik hen til kanten af sengen og gav mig et kort kys på læberne for så at nikke og gå nedenunder efter mere til at afholde den prikkende smerte fra mit bryst. Det ild havde simpelthen givet større smerter end slagene.

  Jeg vidste, at Darren ville vogte over mig som en skytsengel, men jeg behøvede at vide, hvad C. havde gjort ved mig. Vis Darren nægtede at fortælle det, var min eneste mulighed at sende ham væk, så jeg imens selv kunne nå ud på badeværelset for at tjekke skaderne. Havde han skrevet en besked til mig, ville jeg vide den. Før kunne jeg ikke helme.

  Det rumsterede nedenunder i køkkenet, og jeg sneg mig langsomt og forsigtigt ud af sengen med dunkende pande, sløret syn og begyndende kvalme, der voksede sig op ad min hals. Jeg holdte øjnene åbne ved at nive mig selv i armen og støttede mig op ad muren hele vejen hen til døren.

  Da jeg skælvende havde fået kæmpet mig hen til badeværelset, hørte jeg Darren lukke køleskabsdøren i. Jeg måtte skynde mig.

  Stakåndet mødte jeg mit blik i spejlet. Badeværelset var mørkt, men lyset, der kom ind ad døren, var nok til at vise mig de ildrøde bogstaver over mit bryst, der var brændt tydelige ind i min nu blege hud. Med sikker og overbevisende skrift stod der: SKYLDIG

  Jeg tog mig til hovedet og mærkede kvalmen bruse op ad min hals, og jeg faldt ned på knæ foran toilettet lige i sekundet før opkastet væltede ud med mine beskidte følelser. Jeg kunne høre Darren suse op ad trapperne og sparke døren helt op.

  Han skyndte sig hen til mig og omfavnede mig bagfra. Han tog en våd klud og tørrede resterne væk fra mine mundvig og kiggede så dybt ind i mine øjne.

  "Når jeg ikke fortæller dig noget, er det for dit eget bedste, Fugl," hviskede han svagt og kørte sin tommelfinger over min brandvarme kind. "Jeg ønsker dig kun det bedste. Du skal kun have det bedste. Hvem end C. er, og om han arbejdede for Loren eller ej, så vil han ødelægge alt her. Og det vil jeg ikke lade ham."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...