Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34809Visninger
AA

13. ❀ Kapitel Tolv | Maskerade Sandheder Part 2

For at få Lula væk fra det hele, fortalte jeg, at hun skulle gøre sig klar til min fest. Det var mest af alt også fordi, jeg ville tilbage til den. Tænk hvis Darren nu var kommet, og han ledte efter mig. Tænk hvis han så gik igen, og han var blevet skuffet.

  Det måtte ikke ske! Og så kunne Lula jo finde lidt mere ro ved at opholde sig i blandt (nogenlunde) raske teenagere som hende selv i stedet for at have en sindssyg galning i tankerne.

  Der gik ikke længe før Lula lidt tungsindigt havde iført sig sit 'kostume'. Hun rystede, men jeg sagde, at det nok skulle gå alt sammen.

  "Hvad ville han?" spurgte jeg, da vi var nær mit hus. Jeg havde ikke lysten til at snakke om det, helst glemme alt, jeg havde set. På samme tid følte jeg trang til at vide alt om det. Hvem var han, hvem snakkede de om, hvorfor lige Lula?

  "Det kan jeg ikke forklare nu," svarede hun kort og kontant med samtidig tryk på, at hun ikke ville fortælle noget nu.

  Det gjorde mig ret sur på hende. Man kunne ikke bare smide en bombe uden at fortælle hvorfor, man smed den! Det var jo terror uden grund. Og jeg ville ikke være den tåbelige soldat, der kæmpede uden at vide hvorfor, jeg kæmpede!

  Resten af den korte vej var der kun tavshed. En rasende tavshed, som når man var uvenner, hvilket Lula og mig jo sagtens kunne være. Én ting var, at jeg måtte affinde mig med, at hun i årevis havde sneget sig ind til min lillebror og været sammen med ham, når vi var bedstevenner. En anden ting var, at hun intet fortalte mig.

  For at lukke det hele ude fokuserede jeg på Darren med det samme vi gik ind af min havelåge. Hvor ville jeg dog gerne snakke med ham og hører hans stemme fortælle mig, "at alt nok skal gå".

  Lula gik øjeblikkeligt indenfor. Hun gik så hurtigt, at hendes perfekte, blonde hår blev blæst bagover af vindtryk.

  Jeg havde stadig min maske på. Sådan følte jeg mig bedst tilpas i aften. Ingen kunne bare kigge på mig og sige, at jeg var Birdy Green, nej, folk skulle nærstuderer mig for bare i det hele taget at nå frem til, at det måske kunne være mig.

  Langsomt kiggede jeg mig omkring. Jeg ville lede det hele godt og grundigt igennem, før jeg kunne konkludere, at Darren ikke var her.

  Efterhånden som jeg gang på gang havde gennemsøgt alle steder op til flere gange, kunne jeg mærke skuffelsen spredes inden i mig. Jeg sagde til mig selv, at han ikke var der. Og det var han jo heller ikke. Så hvorfor lyve for sig selv, i stedet for at se den barske sandhed i øjnene, at han nu for anden gang ikke dukkede op. Det kunne ikke være bilen igen.

  Uden tøven knyttede jeg knoerne og gik vred væk fra min fest endnu engang. Jeg havde sat kursen mod den vej, som Darren havde ført mig hen af den nat, han kom og hentede mig hjem til sig. Den nat, hvor jeg besvimede og nær havde været død.

  Omgivelserne var meget lige med hvad jeg havde set den nat. Der var mørkt, skummelt og sad hjemløse ved containerne. Et trist, men lidt uhyggeligt syn. Hvis jeg bare sådan kunne, havde jeg hjulpet dem.

  Jeg kunne genkende stedet med det samme, selvom det lysende skilt hvorpå der stod; Dream Puppy, ikke var tændt.

  På trods af dét, gik jeg alligevel gen til døren. Jeg hev til med en normal styrke, men den var ikke åben. Dream Puppy måtte have lukket. Hvordan skulle jeg dog så få fat på Darren?!

  "Pis!" snerrede jeg af døren.

  Da jeg lige skulle til at gå, hørte jeg en pigestemme bede grædende om hjælp indefra pubben. Øjeblikkeligt kunne jeg mærke en knude i maven. Først troede jeg, at det bare var min hørelse, der ville narre mig, men så hørte jeg hende skrige. Kun svagt herude fra, men nok til at høre, at det var Tess' stemme.

  Bange greb jeg dumt fat i dørhåndtaget endnu engang. Jeg søgte hen ad væggen og mærkede ind ad de mørklagte vinduer, om jeg på en måde kunne åbne dem. Jeg måtte derind!

  Hvad skal jeg gøre? spurgte jeg mig selv. Der lød intet svar, men så slog det mig. Det eneste jeg kunne gøre.

  Gydens stenbelagte tilstand var ganske ustabil og gjorde, at jeg med lethed kunne vride en sten fri. Inden jeg stillede mig hen foran vinduet tættest på døren, åndede jeg tungt. Det var ikke bare sådan at tage mod til sig selv. Og så dog..

  Det hele skete på få sekunder: Jeg knyttede min hånd omkring stenen, lagde den lidt tilbage og lod den så kastes frem mod vinduet, så det sagde en høj nærmest raslende lyd, og tusindvis af småbitte glasstykker lagde hvileløst ned.

  Hurtigt kastede jeg mig selv ind ad vinduet og løb hen mod døråbningen af det kolde, næsten tomme rum, som jeg nu befandt mig i. Her var kun et par sække fyldt med kartofler og andre grøntsager.

  Med det samme jeg nåede til døren forenden af rummet, kunne jeg hører Etienne forsøge at tale beroligende til Tess. Han hviskede, at det snart var ovre. Darrens stemme lød pludselig også. Han sagde, at hun sagtens kunne klare det.

  Så var det, at jeg ikke kunne holde ud at høre mere på det. Jeg måtte se, hvad der skete. Forsigtigt lagde jeg min hånd på dørhåndtaget og åbnede langsomt.

  Hvad der kom til syne, var Tess liggende i fosterstilling på det kolde trægulv. Hun vred sig og hylede, som led hun af en gevaldig smerte.

  Darren og Etienne sad ved siden af hende og forsøgte en anelse bange at berolige.

  Spørgsmål hvirvlede rundt i mit hoved, som var der orkan. Der skulle ikke længere meget til, før min hjerne ville eksplodere.

  En stor hånd griber hårdt fat i min skulder og tager så tager om min hals, mens den anden store hånd føres op for min mund. Jeg forsøger at skrige, men der kommer intet ud af min mund. Det eneste, der sker er, at jeg bliver trukket bagud og væk fra døråbningen.

  Utydelige ord for jeg frembragt samtidig med, at en angstfuld stemning på ingen tid har bidt sig ind i min mave.

  "Hvem er du, og hvad laver du her?" hvæser manden, der holder mig fast, og trækker så sin hånd væk fra min mund.

  "Birdy.. Birdy Green!" Jeg hiver efter vejret. "Jeg er ven af Darren Sparks - han bor her i huset! Det lød til, at nogen var kommet til skade, så jeg ville skynde mig ind og hjælpe!"

  Grebet om min hals slap også.

  Bange for snart at blive taget om halsen igen, forsøgte jeg at indånde alt den luft jeg kunne få. Hvis jeg skulle dø, blev det ikke med overgivelse.

  Darren dukkede op i døren og så forvirret på mig og manden bag mig.

  "Far?" kaldte han. "Birdy?"

  "Jeg ville bare hjælpe," græd jeg og begyndte at ryste.

  Straks kom Darren hen til mig og krammede mig, mens han så på sin far med vrede øjne, der snerrede at han skulle undskylde øjeblikkeligt.

  "Det må du virkelig beklage, Irdy," undskyldte faren og vidste ikke, hvad han skulle gøre.

  Om det var fordi han bare ikke gad, eller om han virkelig havde hørt forkert, var jeg ikke klar over. Men jeg hed i hvert fald ikke Irdy.

  "Det er mig, der undskylder, jeg skulle ikke have brudt ind." Kontrollen over mig selv var ved at vende tilbage.

  "Det er bare dejligt at vide, at der er nogen, der rent faktisk vil hjælpe i de situationer," mumlede han.

  For første gang vendte jeg mig om og så hans ansigt. Han havde kort lyst hår og blå øjne, ganske ligesom Darren og Tess. Hans kæbe var også lidt kantet - ligesom Darrens. De havde meget tilfælles af udseende, på nær farens lidt skræmmende udseende, hvor Darren. var det jeg i mit tilfælde nu, ville kalde pæn, men var jeg forsikret om, at ingen i universet kunne læse mine tanker, ville jeg tænke mig til ordet 'dødsens lækker'! For egentlig passede det ord ret så godt til ham. Som ord ved siden af kunne man tilføje; sød, charmerende, lidt mystisk og mange flere.

  "Far.." tøvede Darren. "Vi skylder Birdy en forklaring."

  "Ja," skyndte faren. "Jeg er Ross Sparks - Darrens far. Fordi Tess er temmelig panikslagen derinde, er fordi hun er ved at føde. Vi foretrækker hjemmet i stedet for hospitalet."

  "Du lyver ad helvedes til," snerrede Darren og knyttede sine hænder sammen.

  "Hvad sagde du?!" råbte Ross til ham.

  "Hvis ikke du fortæller hende sandheden, gør jeg." Han signalerer truende, rasende øjne til sin far, og virker ikke længere som den mindre svage playboy, som han lignede ved mit første møde med ham. "Og så vil jeg pisse på de idiotiske regler, du selv finder på!"

  "Hah, selv finder på?" Nu lød Ross mere pigeagtig. "Jeg gør det for at beskytte os." Nu mere husmoragtig. "Du ved ikke, om du kan stole på sådan et uvidende menneskebarn."

  "Jeg var også menneske! Og nu er det hele alligevel halvt afsløret!"

  "Undskyld," afbrød jeg dem, "men.. står jeg i midten af en optagelse af en ny Twilight? Eller Skjult Kamera?"

  De begge så pinligberørt på hinanden og på mig. De var nu godt klar over, hvilken scene de havde lavet. Det var dog ikke blevet mere langt ude noget andet her i den seneste stykke tid af mit liv.

  "Beklager det hele," undskyldte Darren og tog min hånd ind til sig.

 "Det gør noget, hvis ikke I forklarer mig det hele nu. Det er snart blevet en vane, at jeg aldrig får svar på mine spørgsmål. Det vil jeg have ændret."

  "Okay.. Fortæl det Darren," hviskede Ross og lukkede øjnene i. "Jeg håber, at du ved, hvad du gør."

  Darren nikkede:

  "Vi er tågevogtere. Nu du ved det, må du enten selv blive én og/eller holde det hemmeligt resten af dit liv. Og ja. Du har en god grund til at være bange."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...