Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34395Visninger
AA

3. ❀ Kapitel To | Sommerhændelser

50 dage senere

“Løb! Kom så, løb!” råbte jeg til Lula. Hendes ansigt var blevet rødt af overanstrengelse.

  ”Jeg.. Jeg kan ikke mere..!” Hun kastede sig grædende ned på gulvet og lod løbebåndet fortsætte. Hun pustede ud og tørrede tårerne væk fra sine kinder. Hendes makeup var tværet ud i hele hendes ansigt, så hun lignede en cirkusklovn. Jeg kastede hende en håndklæde, så hun kunne få det værste af svedmængderne af.

  ”Og det var så de 15 meter,” sagde jeg med en træner-lignende dialekt og kløede mig selv i håret.

  Meget havde taget ændringer siden bilulykken. Jeg havde forsøgt at glemme, hvad der skete den aften, men minderne dukkede ofte op. For at komme fra det, havde Lula og jeg lavet en aftale om at holde os beskæftiget med noget det meste af tiden - som: Play! Græde-tid! Play! Græde-tid!

  Heldigvis havde jeg på den seneste tid ikke grædt. Jeg håbede, at det betød, at jeg var ved at komme videre, selvom jeg på en måde ikke havde lyst til at komme videre. Jeg kunne græde uafbrudt i en uge, hvis jeg bare havde Leo at græde ud ved, som jeg plejede.

  Uanset hvor jeg var, så jeg Leos ansigt. På de andre elever i skolen, på surferne nede ved stranden og selv på Turtletooth Shop’s maskot! Hvad der skræmte mig mest var, at jeg ikke så hans normale ansigt. Jeg så det ansigt, jeg så, da han døde.

  Manden i den anden bil, der kørte gal, overlevede, men sad nu i tre års fængsel for sigtelse af ulovlig-racerløb-skyld-i-død. Det ar en ret konkret navn til dommen, men det var sådan, jeg fik fat i det.

  Den anden bil var en flugtbilist. Ingen anede hvem det var, men helt sikkert en stor, fed fjols! Selv havde jeg anelser om, hvem det kunne være. Der var drenge på skolen, der havde ret skræmte udtryk i deres ansigter, da jeg kom tilbage til skolen efter komaen. Normalt plejede de at hilse på deres forskellige, besynderlige måder, men i den sidste stykke tid havde de virket hemmelighedsfulde.

  ”Stranden, nu?” spurgte Lula og så på mig stadig rød i hovedet.

  ”Mig: Ja. Dig: Nej, du ligner Sølv Liz-portrættet.” Jeg smilede til hende og lagde hovedet på skrå.

  ”Hvor ka’ du være det bekendt! Jeg ligner ikke Sølv Liz, for hun er hverken blondine eller køn!” Hun lavede et surt ansigt og så sig chokeret i spejlet på væggen.

  Vi var alene i træningscenteret som altid. Alle havde deres træningsudstyr derhjemme, mens vi begunstigede denne luksusleje.

  ”Lille skat, det er du heller ikke.”

  Hun tog sig til sit hår og lavede en o-mund. ”Det er ægte!”

  ”Det ved jeg, det var bare en joke.” Jeg tog hende hen til mig, og hun gik modvilligt med. ”Du er smuk, det var en joke.”

  ”Og du er egoistisk. Det har du været siden..” Hun tav og opgav sin sætning.

  Jeg strøg hendes hår om bag øret, tog elastikken fra mit hår og samlede en knold på hendes hoved. Jeg elskede når hendes hår var sat op, trods jeg selv foretrak at lade mit eget hænge.

  ”Hey. Jeg er egoistisk, og jeg er stolt af det. Hvor mange kan sige dét?” Hun smilte og krammede mig. Det var sjovt nok altid mig, der startede vores små skænderier og stoppede dem. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men hun havde ret. Jeg havde været egoistisk siden Leo døde. Men jeg kunne ikke gøre for det. ”Jeg går ned til stranden nu, så kommer du, når du er færdig. Ikke?”

  Hun nikkede og gik med sin makeup-taske ud på træningscenterets toilet. Selv begyndte jeg at gå imod stranden, der lagde lige ved siden af.

  Der var drenge overalt. Kun få piger var til at se, og de lagde på strandvognene og solede sig. Drengene derimod spillede volley, surfede og løb langs havet. Det var et smukt syn, det hele. Hvis bare Leo havde været et sted dernede.

  Tøvende tog jeg mine sandaler af og soppede i vandkanten. Vandet var varmt, selvfølgelig, der måtte være mindst toogtredive grader. Men det var der altid i Gritzbee om sommeren, så ikke noget usædvanligt.

  Sandet på bunden gled let af mine fødder, hver gang jeg løftede dem. Det var dejligt, behageligt. Bare generelt stranden var fantastisk. Det var et af mine yndlingssteder her i byen.

  Lige som jeg hørte Lulas stemme og vendte mig om, stødte jeg ind i en dreng kun iført hvide og neon gule badeshorts og en cap af samme nuancer. Jeg skyndte mig at trække mig tilbage, da jeg opdagede, at jeg holdte min hånd på hans herkuliske mave. Jeg blev straks rød i hovedet - næsten lige så rød som Lula.

  ”Åh, beklager,” undskyldte jeg og bed mig i læben. Det var efterhånden blevet en vane, at bide mig selv i læben.

  ”Ah, hey. Se dig lige for en anden gang.” Drengen stirrede på mig med sine faktisk smukke, havblå øjne. Han var gyldenbrun i huden og havde kort, rodet, sandfarvet hår.

  ”Det.. var faktisk det, som jeg prøvede på, men du stod lige bag mig, og min veninde kaldte, og..” Jeg opdagede, at det lød dumt, men jeg nåede ikke at stoppe, før drengen afbrød:

  ”Så du mener, at det er min skyld?” Han sendte imminente øjne og løftede spørgerne sine hænder.

  ”Altså, ja.” Jeg kom til at se Lula stå et par meter herfra. Hun fulgte nøje med i drengens og min samtale med store øjne.

  ”Du..!” Han stoppede sig selv og slap sin knyttede næve næsten som at se Hulk opgive sin rasende side.

  ”Hvad? Jeg hvad?” fortsatte jeg bare for provokation.

  Drengen satte sig ned i vandet og sprøjtede det op på mig. Det var iskoldt mod min varme krop, og det sendte kuldegysninger og kolde vibrationer over alt. Jeg kunne smage det syrlige, væmmelsesdannende vand i munden og lugten af dét og tangen sad langt oppe i næsen. Jeg skreg indvendigt og sprøjtede fornærmet vand op på ham som hævn, clearing.

  Det endte som en vandkrig, hvor vi begge måtte gå hjem for at skifte tøj, cap og shorts.

  Da vi kom tilbage igen, så alle på os med øjne så store, som de Lula lavede, allerede inden vi startede vandkrigen. Om det hele var seriøst eller for sjovt, var jeg ikke sikker på. Men uanset hvad, føltes det mærkeligt at kaste vand på en fremmed, hot dreng, der som sagtens kunne være med i en eller anden Teen-Beach-Surfing-film.

  Resten af dagen forløb med at tage sol ved strandstolene og shoppe i indkøbscenteret ved siden af. Jeg fik en ny lilla cashmere sweater ud af det, selvom jeg hadede cashmere. Det var også lige meget, om jeg hadede det, for den klædte mig.

  ”Hvad er dit navn egentligt?” lød det bag mig.

  Jeg vendte mig om og ned af hækken til mit hus, stod drengen iført en stram sort skjorte uden ærmer.

  ”Har du fulgt efter mig?” spurgte jeg overrasket og pegede på jorden for at vise "hertil".

  Selv stod jeg på vej ind ad havelågen.

  ”Glem dét, jeg spurgte dig først.” Det måtte vel betyde, at han havde fulgt efter mig? Gjorde det ikke? Glem dét. Eller mente han bare generelt, at jeg skulle glemme det?

  ”- Birdy Green. Og hvorfor er du interesseret i, hvad jeg hedder?” spurgte jeg og tænkte på, om han var typen, der ville stalke mig og/eller måske voldtage mig.

  ”Jeg vil gerne vide hvem, jeg kastede vand efter. Lidt ærgerligt - og pinligt, at det skulle ende sådan. Jeg er normalt ikke typen til vandkamp med piger, som jeg ikke kender.” Han smilede og så ned på jorden. Mon det bare var skuespil?

  ”Ja, du har ret. Jeg er heller ikke typen, der kaster med vand på.. nogen.” Jeg fnes.

  ”Hvad er dit mobilnummer?” spurgte han og gik lidt tættere på mig.

  Jeg overvejede, om jeg skulle skynde mig ind i huset men, jeg lod være.

  ”Så.. du vil vide nummeret på pigen, der stødte ind i dig og sprøjtede med vand?” Jeg så med et anspændt blik og apperciperede, at han vidste, at jeg mistænkte ham for noget alvorligt.

  ”Jeg gør altså ikke noget, hvis det er dét, du tror.” Et kort øjeblik så han overbevisende ud. Han smilte, som mente han det halvt i sjov, hvilket vildledte mig endnu mere.

  ”Hvorfor vil du ellers have mit nummer?” spurgte jeg og gik langsomt ind ad havelågen mod huset.

  ”Kom ikke og sig, at det er første gang, at en dreng har spurgt dig om det.” I lidt tid stod jeg tænkte over, hvad han sagde til mig. Mine kinder blussede op, og jeg følte mig pinlig berørt over næsten direkte at have sagt, at han ville gøre mig ondt.

  ”Åh..” var det eneste jeg fik ud.

  Han kiggede stadig spørgerne på mig, om jeg ville give nummeret eller ej. Til sidst tog jeg - som det eneste jeg havde - et stykke tyggegummipapir frem fra min lomme og skrev ned med en kuglepen, som han mærkelig nok tog frem fra lommen.

  ”Fedt, tak. Og du vil ikke have mit?” Han viftede med kuglepennen, da han fik den igen. Jeg rystede svagt på hovedet.

  ”Jeg kan få den, hvis du ringer eller skriver.” Jeg smilte og skulle lige til at gå imod huset, da jeg kom i tanke om noget mere. ”Øh, hey!” råbte jeg, og standsede ham i at gå. ”- Dit navn?”

  Han smilte med et glimt i øjet og sagde:

  ”Darren Sparks.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...