Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34828Visninger
AA

11. ❀ Kapitel Ti | Altid Dig!

Skolen holdt lukket. Det havde den gjort siden branden. Der var stadig svagt røgudslip, og den ene side af skolen var forkullet.

  Efterforskerne fortalte, at det så ud til, at branden var påsat, men de havde ingen beviser.

  Det var fredag og i aften, skulle jeg holde min fødselsdagsfest. Ikke at jeg havde spor meget lyst til at holde den. Folk var ret skræmte af det, der skete.

  Richard forsvandt den dag. Og han var stadig ikke blive fundet. Han var som fløjet væk fra Jordens overflade. Ingen vidste noget.

  Heldet var med mig, da politiet tillad de andre elever at deltage i min fest. Resten af tiden havde vi haft forbud for at gå ud, da de gerne ville holde styr på os alle. Af den grund havde jeg hverken set eller hørt fra Darren eller Lula. Jeg havde følt mig ensom og alene.

  Tøvende rejste jeg mig fra min seng og gik ind på Max' værelse.

  Han kiggede mærkeligt på mig, men fortsatte med at spole de forskellige sportskanaler igennem.

  Jeg lænede mig op af dørkarmen og kiggede på ham, til han vendte blikket mod mig igen. Han så ikke spor meget ud til at ville snakke med mig.

  "Hvad vil du?" snerrede han af mig.

  "Jeg keder mig bare.." svarede jeg og gik hen til hans seng og satte mig på kanten. "Du har en kæreste, ikke?"

  "Jo?" spurgte han lidt fraværende.

  "Har du ikke inviteret hende herover i aften? Altså til aftensmad. Hverken mor eller jeg har set hende."

  "Jo, det..! Jeg mener nej! Og det skal i heller ikke." Han tog en sandwich frem fra natbordet.

  "Kom nu, Max!" bedte jeg. "Du kan ikke skjule dine kærester for evigt!"

  "Måske nej, men du skal ikke blande dig!" råbte han og smed sandwichen så hårdt ned på gulvet, at den blev ødelagt. "Kan du sige mig, hvorfor du lige pludselig interesserer dig for mit liv?!"

  Mine tanker var ved at eksplodere. Det skulle ikke ende i et skænderi. Jeg ville bare skabe god stemning imellem os, og nu anklager han mig, for ikke at have gået op i hans liv.

  "Jeg har da altid interesseret mig for dit liv!" råbte jeg og bankede min knytnæve ned i madrassen.

  "Nej! Du skal altid være så fucking optaget af dig selv! Altid dine problemer, altid dig!" Han rejste sig og pegede mod døren; et tegn til at jeg skulle gå.

  Jeg var for rystet til at kunne svarer igen. Hvad skulle jeg også sige? For det meste af tiden havde tingene handlet om mig. Ikke at jeg nød det, for jeg hadede det. For Max' vedkommende kunne jeg da se, at det var irriterende. Derfor var det stadig ikke min skyld, og han havde ingen grund til at hade mig for det.

  Langsomt gik det op for mig, at jo længere jeg ville blive her, jo mere hidsig ville vi begge blive. Så jeg tog mit valg og gik modvilligt. Mest af alt havde jeg lyst til at undskylde og kun håbe på, at vi så ville blive gode venner igen. Men selv hvis jeg havde gjort det, ville han ikke tilgive mig, også selvom jeg for en af de første gange ikke var skyldig.

 

"Jeg er glad for, at du kom," sagde jeg og aede den kat på hovedet, som Lula havde med sig. "Hvor fandt du egentlig katten?"

  "Den stod bare foran jeres hoveddør. Den er vidst rimelig tam." Lula gabte og tog mit tæppe tættere omkring hende. Det undrede mig, da her var varmt.

  Katten så op på mig med klarer mørke øjne.

  "Uhyggeligt. Heldigvis er den ikke sort. Sorte betyder jo ulykke? Nåh men.. Jeg har lagt mærke til noget.. Noget med dig. Og jeg er meget chokeret over det."

  "Hvad er det?!" spurgte hun angst. Jeg tænkte, at det var en mærkelig opførsel. Mon hun skjulte noget for mig? Nej. Hun var Lula. Hun vidste knap nok noget andet end skuespil, popularitet og skønhed. Intelligensen spillede ikke ligefrem brikker for hende.

  "Du blander ikke længere replikker fra skuespil ind i dine sætninger.. Fejler du noget? Er du blevet syg?" Jeg fandt det selv som realistisk humor. Hun havde gjort det siden 3. klasse. Noget måtte der være i vejen.

  "Åh, ja, dét," skyndte hun. "Der sker så meget i mit hoved. Jeg har slet ikke haft tid eller lyst til at gøre det."

  Jeg nikkede forstående, selvom jeg ingen anelse havde om hvad hun mente. Hvad skete der for hende, der var værre end for mig? Hele mit liv var kaos! Jeg anede intet om Darren - åbenbart. Min tidligere kæreste eksisterede ikke længere. Jeg havde ingen far hos mig. Min bedste veninde skjulte et eller andet for mig. Min lillebror hadede mig. Jeg kunne sikker blive ved.

  "Hvad sker der?" spurgte jeg nysgerrigt. "Din mor er ikke begyndt at stjæle igen, er hun?"

  Engang stjal Lulas mor så meget, at hun endte i fængslet. For et par måneder siden blev hun løsladt. Inden da havde Lula en forfærdelig tid.

  "Nej, nej.." tøvede hun.

  Det var svært for mig at afgøre, om hun løj eller talte sandt.

  "Hvad så?" Min tålmodighed lagde på kanten af en skrænt. Hvis hun trak den mere ud, ville jeg falde ned.

  "Der er noget, jeg i længe har villet fortælle. Jeg har bare ikke kunne få mig selv til det. Specielt fordi han ikke ønsker, at jeg fortæller det."

  Katten sprang ned på gulvet, løb med lette elegante trin hen til døren og kradsede på den. Der gik lidt tid, hvor jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle: Spørger ind til Lula eller lade katten slippe ud.

  Jeg valgte at lade katten gå, så jeg rejste mig og åbnede for den.

  Katten sad stille. Den gik ingen steder; så bare op på mig, som var det noget andet, den ville have mig til.

  Kort efter bed den i mine bukser og forsøgte forgæves at trække mig udenfor. Den var sikkert kælen - ikke noget mærkeligt. At bedømme efter hvor tynd og usund den så ud, var jeg sikker på, at den ikke fik meget opmærksomhed. Den havde ingen navneskilt, og sikkert ingen gad have den. Jo, jeg havde jo, men jeg kunne bare ikke.

  Kattens pels var lyst - sandfarvet. Det var sjælden, at man så én med den nuance. Dens øjne var faktisk havblå. Den ville være camoufleret ved stranden.

   "Stop!" råbte jeg til den.

  Straks stoppede den og løb væk i en kæmpe fart. Jeg sukkede og satte mig tilbage til Lula, der havde lukket øjnene og lignede én, der tænkte om, hvad hun skulle gøre.

  "Lula, jeg har ikke en 'for evigt' til at vente på, at du svarer." Jeg syntes selv, at jeg havde ventet længe nok. Hun måtte fortælle det nu.

  "Lover du, at du ikke flipper ud?" spurgte hun nervøst.

  "Jeg lover.."

  "Okay." dvælede hun. "Max og jeg er sammen."

  Det var som blev al min luft hevet ud af min krop. Som jag en uforglemmelig smerte ind i mit hjerte. Jeg var ikke i stand til at gennemskue alle de følelser indeni mig. Jeg følte mig dum, jeg følte mig bedraget, jeg følte mig udenfor og jeg følte mig svigtet!

  "Max.. Min Max..? Min bror..?" Jeg stammede og mine vejrtrækninger blev sværere at fuldende.

  Max hadede mig. Min såkaldte bedsteveninde var åbenbart kærester med ham. Alle de gange hun kom her. Var det for mig eller Max? Havde hun været her uden jeg vidste til det? Mest af alt; hvor længe havde dette stået på?!

  "Undskyld. Jeg skulle have sagt det for længst." Hun begyndte at ryste, men jeg havde ikke ondt af hende. Det ville jeg aldrig have igen.

  "Så det har stået på i længe!" skreg jeg. Mor var heldigvis taget på arbejde, og Max til Rugby. Eller var han? Man kunne jo aldrig stole på nogen. "Fuck af! Jeg gider ikke hører et ord fra dig igen! Vi to er færdige!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...