Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
673Kommentarer
34956Visninger
AA

28. ❀ Kapitel Syvogtyve | Homichlofobi

Det tidspunkt flammer slukkes, skulle man tro, at de var døde. I virkeligheden lagde gløderne og flakkede nederst, og selvom der i lang, lang tid kunne være vindstille, ville sekundet en vind skyllede over dem - bryde alt det, man troede, man havde mistet, og gnisterne ville tændes som på et fingerknebs og sprede sig til vilde ildsøjler alle de steder, de kunne rage til sig.

  Så var der spørgsmålet, om vi i realismen rent faktisk talte om flammer og gnister og gløder, eller om vi talte omkring det menneskelige sind. Jeg ville mene det menneskelige sind. Sådan var det for mig. Før brændte jeg vildt, så mistede jeg min flamme - min vildskab, mit liv, eller jeg troede, at jeg mistede det. Og som mine gløder kæmpede optur og nedtur, nåede jeg nu til dét, der spredte ilden. Darren. Han var min vind.

  ”Jeg stjal den ikke, jeg lånte den,” smilede jeg, da Dare opdagede den magiske bog.

  ”Tys nu, jeg vil vide, om den virker.” Han tog den frem fra de andre bøger og satte sig ved siden af mig i sengen.

  Nærmest uden at tænke over det, kiggede jeg rundt, om nogen nu holdte øje med mig ligesom Cece dengang. Ikke at jeg fornemmede noget, mere hvis nu.. Hvis.. Argh, der var egentlig ingen grund til det.

  ”Darren, jeg må indrømme,” fløj det ud af mig. Jeg tøvede. Jeg var ikke sikker på hvad, jeg faktisk hentydede til. ”Jeg har fortrudt.. Jeg vil ikke vide det.. Hvad nu hvis, du ved - følelser ikke stærke nok?”

  Hans smilede bare igen og tog min hånd. ”Og hvad så? Vil Jorden gå under og intet efterlade tilbage? Det tror jeg ikke.”

  I et par sekunder så jeg ned på bogen - så op på Darrens ansigt. Hvis det ikke virkede, skulle jeg så bare opgive ham og komme videre i livet? Og hvis det virkede, skulle jeg så tilbringe resten af mit liv med ham? Det var måske en slags forlovelsesring eller hvad-ved-jeg.

  "Hvis du tror på det, bør du gøre det. Hvis ikke så bare glem det. Det er ikke engang et valg, så sværere er det ikke." Han tog min hånd til sig og aede min tommelfinger med sin egen.

  Jeg tror på det. Jeg tror på ham. Jeg tror på os. Jeg tror på alt, der har med Darren og mig at gøre, og sådan vil det forblive. Mine følelser omkring os er ikke et spørgsmål længere - hundrede procent konkluderet. Så Darren, vil du give mig dit løfte på, at jeg, Birdy Green, må læse bogen for at forstå, hvordan min fremtid kan komme til at se ud? Din tilladelse?

  "Jeg tvivler ikke," fastslog jeg, "det er bare frygten for.. alt, der gør mig bange og usikker. Men hvis jeg spørger dig om din tilladelse, vil du så give mig den, og vil du love mig ikke at fortryde den?"

   Med et lovende blik og seriøse åndedrag lagde han sin kind ind mod min og hviskede i mit øre: "Jeg giver dig min tilladelse, og jeg vil aldrig - nogensinde fortryde den. Om det så skulle blive min død, at jeg ikke gjorde. Lover du så mig, Birdy, at du for evigt vil have tillid og stole på mig?"

  "Jeg lover."

  Forsigtigt trak han sit hoved tilbage. "Så vil jeg gå nu og lade dig læse i fred."

  Jeg nikkede, og han gik med sit blik rettet mod mig. Da døren lukkede i mærkede jeg en summende, behagelig varme, der langsom udfoldede sig til større rækkevidder.

  Der var ingen tøven med at sætte mig til rette i sengen og lægge bogen på mit skød. Jeg var måske lidt for ivrig, da jeg side for side opsummerede den blanke tomhed, som kun satte mig mere og mere ud af fokus for hver gang jeg bladrede.

  At opgive ville være for let, så jeg lukkede bogen i samt mine øjne, jeg tog dybe åndedrag og indåndede stykkevis af fredfyldt ro, der åbnede mine øjne op for alt det, jeg ikke havde set før. Alle detaljerne, der fik mig til at tænke, om jeg blot var blind før eller bare menneske, forførte mig til mere. Om det var sådan en fristelse den mørke side ejede, kunne jeg fornemme. Mine fingre var ustyrlige, og da de først fik tag i bogen, var de urokkelige.

  Som jeg tog mod til mig, satte jeg et stift blik på forsiden, der stadig var blank som i albinohud. Jeg lod mine fingre glide henover den og mærkede hvor glat, den var. Ikke som glat is, men som strøg man sin hånd og en svanes vinger. Befjeret - glat på en behagelig måde.

  Mine øjne var som bedraget, da sorte og mørkegrå, magiske splinter i glitrende trekantformer dalede ned fra intetheden og fyldte forsiden med sine levende bevægelser. Konstant nærmest dansede de og endte op med at have besat hele a5-bogen. Det hele lignede faktisk en solsort vinge omhyggeligt lagt på og de grå splinter havde formet sig til en titel øverst hvorunder, der ingen navne var på en forfatter.

  "Gerimident" var titlen, og jeg studsede allerede. Det var for det første en uudtalelig titel og hvad i al himmel skulle dét betyde? Ge-ri-mi-dent - navn på en vaskepulver? Jeg så allerede et slogan for mig:

  "Vask med Geri, vask med Gerimident!"

  Og der røg det magiske ved det. Eller - det troede jeg. For et kort øjeblik gjorde, at jeg var tæt på at smide Gerimident-bogen på gulvet.

  Splinterne - flakkerne - whatever du nu ville kalde dem, de fløj op omkring mig og bogens forside blev en levende scene som taget ud fra en animationsfilm! Hvad flakkerne blev til var to mennesker, der stod og holdte om hinanden. Omkring dem susede noget, jeg troede, der var røg og ild fra en eksplosion.

  Derfra blev det hele til omskiftet til en scene, hvor samme mennesker nu stod omgivet af tåge formet som vrede dyr.

  Efterfølgende forsvandt alle splinterne tilbage på sin plads på under ét sekund. Jeg opdagede, at mit hjerte i den korte tid, det hele havde varet, var stoppet med at banke. Jeg hev efter vejret og fandt min inderlige balance, før jeg som nærmest i et forsøg på at holde det hele tilbage, hvis det skulle poppe op igen, lagde min hånd over frontsiden af Gerimident-bogen.

  Da jeg havde taget mod til mig, åbnede jeg op på første side. Til min overraskelse var siden blank, men flakkerne fløj henover det hele og dannede sig til fine, blækfarvede ord.

  På første side stod der:

 

Gerimident

Til min kone og mine 3 børn

 

  Af nysgerrighed bladrede jeg videre:

 

 

Forord

 

 

Som du nok, kære læser, kan forstå, har jeg skrevet dette for at oplære mine børn om den verden, de snart skal træde ind i. Jeg har også skrevet denne bog til fordel for min hustru, der ikke er af vore slags, men gerne vil vide, hvem vi er.

  Det, som det hele handler om, er i virkeligheden ikke lektion for at finde sig selv i en ny kultur med nye regler tilhørende af arten Gerimident, der for mennesker bliver omtalt Tågevogter. Det, som det hele handler om, er i virkeligheden at finde andre. At gennemskue hinanden - at gennemskue hvad her foregår. For alt i alt - inderst inde ved vi, hvem vi er, og hvad vi skal udrette, men hvad hjælper dét i fremmede egne, vi ikke kender til? Det er præcis derfor, jeg skriver den informationskilde til viden omkring gerimidenterne. En art, du senere vil hører forklaring om. Hvad du behøver at vide nu er, at der ikke er to måder at udtale det korrekt på. Der er den rigtige måde at udtale det på og tusindvis af andre måder, der kunne have været rigtige.

  Og hvad er den rigtige så? Jah. Lad det forblive dit valg. For mig udtales det som dje-ri-mi-dænt - engelsk udtale, men hvem ved. Det er måske ikke den rigtige.

  Nyd bogen, nyd at lære. For når det er lært, er der millioner af andre lektioner ude i verdenen, der venter på dig.

 

Jeg havde ikke læst mere, fordi magien derfra aftappede mig totalt for kræfter. Dermed var jeg faldet i søvn og nu vågnet af Darren, der kaldte mig nedenunder for mad.

  Ikke et øjeblik tøvede jeg, men mine muskler og hjerne var rystet efter at have læst det, så der gik lidt tid, før jeg nåede frem til køkkenet.

  Mor havde lavet and og var i vældig humør over både at have Cece, Darren, Lula, Max og mig til spisning. Der var ingen akavede stilheder under maden, og der var heller ingen skænderier. Det helt forløb normalt, hvilket var.. unormalt. I hvert fald for mig.

  Men konstant havde jeg lyst til at spørge Darren og Cece omkring alt, der havde med tågevogterne - gerimidenterne at gøre. Jeg havde faktisk besluttet mig for at udtale gerimident ligesom forfatteren. Dje-ri-mi-dænt.

  Det største spørgsmål, som plagede mig, var om Darren og mig var sammen nu. Sammen-sammen. Som et par. Jeg havde lyst til bare at spørge ham, men det ville virke paranoid og desperat. Jeg måtte vente.

  Efter middagen tog Darren bussen hjem, Max og Lula gik ud i byen og Cece, mor og jeg satte os til at spille terningespil. Der var ingen tvivl om, at jeg vandt, men mor snød og sagde, at hun gjorde. Og jeg lod hende, for der var ingen grund til en ophævende diskussion med dén stædige kvinde.

  Jeg fulgte således med Cece på gæsteværelset, da hun var spændt på at høre omkring Gerimident-bogen. Jeg fortalte dog, at der ikke var meget at sige, og jeg undlod at fortælle det splinterne, der formede sig til scener. Det var sikkert bare en ubetydelig entré for at lægge tryk på magien.

  "Så, men Birdy, jeg ved ikke, om du vil tro det, men jeg har noget at fortælle dig." Hun snoede en hårlok om sin højre pegefinger og kiggede på det.

  "Hvad?" spurgte jeg nysgerrigt.

  "Du kan nok ikke helt forstå det, men du lider af en skjult form for homichlofobi. Det fandt jeg ud af, da jeg holdt øje med dig."

  "Gider du godt at lade være med at nævne din udspionering igen? Tak! Og hvad.. er ho-mich-lo-fo-bi?"

  "Det er en fobi for tåge. Det er derfor du altid holder dig på afstand fra det - en skjult form, du ved det ikke, men dit sind er angst for det." Hun satte sig op i sengen, og jeg var ikke helt sikker på hvad, jeg skulle sige.

  "Angst for tåge?" gled det ud af min mund. "Kan jeg så ikke blive gerimident?"

  Hun nikkede. "Jo da, du skal bare overvinde din frygt. Gå ud i det. Nu."

  "No freaking way!" råbte jeg. "Kan jeg ikke hypnotiseres i stedet? Eller gå til terapi? Jeg er villig til næsten alt."

  "Glem det. Om du vil eller ej, det er din løsning. Og jo før jo bedre." Hun blinkede med det øje, og jeg snerrede efter hende.

  Hvis jeg skulle dér ud, så måtte hun slå mig bevidstløs, binde mig til en traktor og kører mig afsted!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...