Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34717Visninger
AA

38. ❀ Kapitel Syvogtredive | Det Tredje Barn

Så snart jeg vågnede i Darrens varme favn, vidste jeg, at det var begyndelsen på noget nyt og spændende. Men trods min lyst til at blive liggende, måtte jeg vride mig fri og kæmpe mig i tøjet for at få fat på mor, der efter min tidsfornemmelse endnu ikke var taget på arbejde. Jeg måtte afgøre hende nu, mens jeg havde den mulige chance. Derefter ville alt enten falde på plads eller blive endnu mere kaotisk end før, det var bare, det var det hele værd. Jeg var klar til at høre sandheden. Den længeventede sandhed.

  Med småt besvær fik jeg løftet Darrens arm væk og sneg mig ud af sengen, uden at han bemærkede mig. Forsigtigt trak jeg i mit tøj med følelsen af, at jeg ville komme for sent. Jeg greb om dørhåndtaget, da jeg var påklædt, og da jeg var gået ud lukkede jeg stille døren i omme bag mig. Listende hurtigt fik jeg kæmpet mig ned af trapperne til mors soveværelse, men der var hun ikke. Sengen var redt op, men lyset var stadig tændt, så hun kunne ikke være gået.

  Ude fra badeværelset hørte jeg vandet gå, og jeg løb i fulde fart derud og mødte mors forskrækkede ansigt lyse op i mit og reflekterer i mine blanke øjne.

  "Birdy? Hvorfor er du oppe?" Hun stod med den sorte kam i sit brune hår og var godt i gang med at gøre sig klar til arbejdet, men det måtte vente, det måtte det bare.

  "Du har løjet for mig." Inderst inde kunne jeg se, hvor forfærdeligt det lød. Det var sandhedens skarpe kniv, der langsomt skar igennem mit hjerte. "Om far." Jeg ignorerede hende forvirrede blik. Jeg vidste, at jeg havde ret. "Han.. Han gik ikke.. vel? Han gik ikke fra os, fordi han fandt en anden, vel? Men han havde en anden. Han havde et barn til, ik' mor?"

  Hun stivnede og lignede mest af alt en, vis ilt var udløbet og nu blot ventede på at falde om. Hendes kæbe sprang, da hun forsøgte at få ord frem. Hun kunne lige prøve på at lyve igen, og vis det var straffen for det, havde jeg ikke ondt af hende.

  "Mor?!"

  "Undskyld.." hviskede hun hæst og fik tårer i øjnene, som en trist grimasse skød frem. "Det var ikke meningen at lyve for dig, Birdy, jeg gjorde for at beskytte dig."

  "Fra hvad?! Loren?"

  Cece kom et kort øjeblik ud fra sit værelse, men skyndte sig ind igen, så snart hun så skænderiet.

  Nu blev mor helt forunderlig. Hun så på mig, som var jeg noget uforklarligt, som var jeg en ny gåde. "Din hukommelse.. Du.. Du husker. Åh min gud, dæmp stemmen, vis de hører os, for guds skyld, Birdy!"

  "Hvad?" hviskede jeg vredt.

  "De tager dig fra mig, det må de ikke, Birdy, du må ikke gøre det her mod mig!" Mor brød ud i tårer og begge hendes hænder rystede ustyrligt. Jeg havde aldrig set hende så sårbar. Det skræmte mig, det var ikke mor det der.

  "Fortæl mig det hele, mor, ikke det der," bad jeg hende med mere sympati i stemmen.

  Hun så på mig så skamfuld og hudløs som et lille lam, der så ulven i øjnene. "Vent," tøvede hun og fumlede i sin lomme efter sin mobil. "Jeg bliver nødt til at melde mig syg i dag, og lov mig, at du ikke forlader huset."

  Fuck altså, jeg skulle jo til træning med Darren, Dylan og Cece, det var vigtigt! Det var endda mig selv, der havde bedt om det. "Jeg skal ud med Darren og Cece, mor, men vis du fortæller mig, hvad her foregår, lover jeg at passe på. Desuden er de jo hos mig hele tiden."

  Mor ringede op til arbejdet og løj om en pludselig feber, og at hun beklagede meget ikke at kunne komme. Kort efter lagde hun på og smilede svagt. "Det her er ikke godt, virkelig ikke godt." Hun tog mig med ind i soveværelset, og jeg satte mig ved siden af hende på sengen. "Jeg ved ikke, hvordan du har fundet ud af alt det her, og hvordan du kender til Loren, og jeg har slet ikke lyst til at vide det. Men Birdy, hvor indviklet det end er, bliver du nødt til at kende til sandheden, inden du forvilder dig ind i mere. Den sandhed beklager jeg at have skjult for dig, men jeg har udelukkende gjort det her for at beskytte dig mod dem. Mod Loren og hans folk." Hun tørrede en strime af tårer væk fra sin kind.

  "Det er okay."

  "Nej," skyndte hun. "Jeg skulle have gjort det på en anden måde. Men ser du.. Nu ved jeg ikke, hvor meget du husker, men aftenen dig og Leo var ude at køre, den aften.. Den aften han mistede livet.. Du fik en mindre hukommelsestab. Der er ting fra din fortid, du stadig ikke kender til, og inden ulykken vidste du, hvad du nu søger svar efter. Du kendte til din far, ikke godt, men du vidste, hvem han var, hvad han var og hvor han var og stadigvæk er. Jeg fortalte dig det bare ikke efter hukommelsestabet. Jeg ved, at hvis jeg havde fortalt dig det, så havde du ikke siddet her nu. Loren ønsker os alle døden. Han ønsker alle Green's, der har en chance for at være gerimidenter, døden. Alle af os, der kender til dem, skal dø. Fordi din far, Birdy, han gjorde noget, der ikke tilfredsstillede Loren ligefrem. Din far han kendte til Lorens skumle planer, og for at søge hjælp hos menneskene skrev din far bøger til både tågevogterne og til de mennesker, der kunne hjælpe. Han skrev bøger om hvad tågevogterne var, hvad de gjorde, og hvorfor de gjorde det. Og vigtigst af alt fortalte han med ord, der fik ham taget, at Loren var ude på at samle sin hær af tågevogter til at gøre landet fortræd, holde os som gidsler for noget stort, og Phillip ville stoppe det, men det nåede han ikke. De fleste eksemplarer af hans bøger blev brændt, og de som havde læst dem røg med i flammerne. Det hele var så brutalt, og jeg, og jeg.." Hun stoppede sig selv i en hulken. "Jeg kan ikke forestille mig, hvad de har gjort ved ham. Jeg tror bare stadig, at han er i live. Jeg kan føle det."

  Jeg vidste ikke, hvorfor det ikke påvirkede mig. Jeg var ikke det mindste chokeret, det var, som havde jeg gennemskuet allerede inden, hvad svaret ville være. "Men hvad med det tredje barn? Hun er min tvilling ik'? Dit barn?"

  Veronica fjernede de brune våde lokker fra hendes ansigt. "Ikke tal så højt, Birdy, du får os slået ihjel! Loren har folk til at aflytte os. Jeg ved ikke hvem, det kan være hvem som helst, men de er her, det har de hele tiden været. Jeg tror ikke, at de før har hørt os, ikke siden Phillip blev taget under sin flugt, men de er her endnu."

  "Jeg forstår, men de har helt sikkert hørt os efter det med far. Beklager, men jeg vidste det jo ikke." Jeg løj jo sådan set på en måde, for siden jeg opdagede det med Cece, var jeg klar over, at jeg ikke var lutter alene, men jeg undgik mor detaljen, for hun skulle nødig sætte Cece i dårligere lys end hun var. "Og fortæl. Du kan ikke undgå det for evigt, jeg vil vide, om hun er min søster eller ej!"

  "Hun er," hviskede mor. "Jeg vil bare ikke tale om hende for meget, okay? Hun var et for stort tab, det hele var. Hun hedder Maddie, hun er din tvilling, og hun var kun få år, da hun blev taget. Din far var under flugt fra Loren og hans folk, men de tog en af jer børn, og det var Maddie. Maddie blev holdt som gidsel, og hun måtte kun slippe fri, hvis jeres far overgav sig, og da han gjorde det, beholdte han dem begge. Det eneste jeg ved, og som du også vidste inden din hukommelsestab, var at de blev taget til et sted i udlandet. Jeg hørte noget om en ørken, men det er håbløst. Phillip sagde, inden han blev taget, at så længe vi bare ikke gjorde modstand, ikke ville søge efter ham og bare ville glemme alt om tågevogterne og det hele, så ville vi overleve.

  Dagen efter kom Loren på besøg for at fortælle mig, at jer børn ikke måtte få kendskab til gerimidenterne, for så ville I blive de næste. Han undgik mig, så det ikke ville se mistænkeligt ud for menneskene, og han sagde, at vi skulle lyve for enhver, der spurgte, og vi skulle sige, at han var taget afsted til et andet land med sin nye kæreste, og han havde Maddie med sig, og jeg skulle sige, at det acceptabelt, for i det mindste havde hun stadig nogen af børnene, men det gjorde så ondt i mit hjerte, hver gang jeg måtte sige det. Hver gang jeg måtte lyve. Og da du fyldte seks, begyndte du at huske ting om far og Maddie og det hele, men du lovede mig, at du holdte det hemmeligt, og jeg fortalte, hvorfor du måtte holde det sådan.

  Så gennem årene kendte du til det samme, som jeg kendte til, og det passede fint, at Max stadig var uvidende. Fortiden blev der lagt låg på, og det var en lettelse ikke længere at bekymre sig for din sikkerhed, da du mistede hukommelsen. Hvad var det, der bragte den tilbage? Du er ikke kommet noget til, vel, skat?"

  Jeg havde en tvillingesøster. Hun hed Maddie. Birdy, Maddie og Max. Et søskende par på tre. En familie. To forældre, tre børn, det blev til en forælder, to børn. Alt det vidste jeg. Hele min fortid forekom af hvad jeg troede, for kunne alt hvad jeg huskede overhovedet være sandt, hvis jeg havde mistet hukommelsen? Fucking mistet min viden om mit liv, fucking mistet grebet om den sandhed, der havde drevet mig til sindssyge!

  Jeg havde vidst det, vidst det hele tiden, men min fucking, fucking, fucking ødelagte hjerne var så godt som død, og nu har jeg en far og en tvillingesøster, der er måske døde, måske i live. Jeg havde folk, der aflyttede mine samtaler, folk, der truede mig, folk, der ville slå mig ihjel, fordi de vidste, at jeg langt om længe kendte til den grusomme sandhed.

  Min mor havde løjet, Max og Lula havde også løjet for mig om deres forhold, Cece var ikke en gang til at stole på, og nu boede hun i mit hus og freaking, freaking, freaking min hjerne kunne ikke andet end at lade mig kaste i armene på en smuk dreng, der besad den hemmelighed, der nu førte mig ud i farer, der måske eller måske ikke var skyld i min TVILLINGS og FARS død!

  Jeg havde en far, der havde kunne beskytte mig, hvis ikke det var fordi, at han var fanget! Jeg havde en tvilling, der måske lignede mig på en prik nu, der måske tænkte det samme som mig nu, men det var måske for sent nogensinde at møde hende! Hele mit liv var en bunke af kaos, og hvad kunne jeg? Kun lytte til min indre stemme, der havde lovet Darren at kæmpe imod.. Imod alting! Endda imod mig selv!

  'Okay, Birdy, få styr på det her. Få styr på dig selv, få styr på dit liv, overlev dagen og lad som ingenting. Vær ikke den svage, vær den stærke. Du skal stole på dig selv, okay?'

  "Jeg er ikke kommet noget til," løj jeg. Selv jeg løj. Hele min sjæl var kommet til skade. "Jeg.. Jeg må hellere vække Darren og Cece, så vi kan komme afsted ud og.. Købe gaver. Farvel."

 

Vi tog Darrens bil ind til Gritzbees træningscenter, hvor Dylan allerede stod udenfor at vente. Centeret var lavet under jorden med en tunnel i skoven, der førte til det enorme sted fyldt med madrasser og våben, bokseringe og stilfulde designermøbler i afslappede blå nuancer. Jeg nægtede at tro, at alt dette havde været så nær mig hele den tid, jeg havde boet i Gritzbee. Hele mit liv nær noget så hemmeligt og mystisk og overnaturligt.

  "Hvor er harpunerne, hotties?" smilede Cece skummelt og tog forsigtigt fat om en større kniv og hendes øjne lyste af beundring.

  "Ved siden af spyddene, og var jeg dig, ville jeg vente med den kniv. Den ved hurtig bevægelse bliver skaftet og en kniv. Den bruges som en kaster." Dylan smilede skævt og tog den forsigtig ud af Ceces hånd for at sætte den på plads igen. "Okay, piger, gerimidenttræning er ikke, som hvad I har prøvet. Der er to ting, man skal lære at besidde: Mentalitet. Jeres viden og forstand skal styrkes, samtidig med at i træner fysisk, er I med? Mentaltræning, fysisktræning. Så nemt er det. Forstået?"

  Vi nikkede.

  "Så er det ikke forstået. Træningen vil ikke være i nærheden af nem til begyndelsen. Er I nu med?"

  "Det kommer an på, om du protestere om lidt," mumlede Cec' og løftede en hånd tøvende i vejret. Jeg fnes og smilte dæmpet og gennemskuede Darren vende sit ansigt fra Dylan, så han ikke kunne se, at han gjorde det samme.

  "Lad os bare begynde. Hvis I arbejder ekstra hårdt, vil I være klar til at komme på missioner allerede efter det her år, og det betyder, at I ikke længere vil behøve at være her." Dylan vendte sig om mod et nyt rum udstyret med high tech accessoirer. Det var bare et for overdrevent syn for mine stakkels øjne. Alt det high tech, alt for lidt tid.

  Ved noget lignende skoleborde satte vi os, mens Darren og Dylan stod oppe ved noget lignende en fremtidsskoletavle. High tech.

  "Der er reglerne, først og fremmest. I vil blive overrasket over, hvor systematisk programmet her er," smilede Darren, og Darren trykkede på tavlen, så et 3D-billede poppede ud. Der stod:

  De tretten grundlæggende regler for enhver gerimident:

  1. Hold alle bekendtskaber til gerimidenter og andet viden fortroligt.

  2. Ved afsløring er der de tre muligheder, og ikke andre: Stil valget; gerimident, hemmelighedsholder eller hukommelsessletningspillen.

  3. Før en mission SKAL man have været fuldt trænet i alle lektionerne.

  4. Det er vigtigt, at alle missioner foregår uden mennesker har mulighed for at opdage det.

  5. Sker der dødsfald under en mission, skal det forfalskes, til det enten ser ud til en naturlig død eller lignende.

  6. Hele zonen, hvor missionen har foregået, skal opryddes efter færdiggørelse.

  7. Der må ikke være overnaturlige tegn på zonen, hvor missionen har foregået.

  8. Enhver fejl skal rapporteres til Loren, nutidens gerimidentleder, eller en af hans sekretærer.

  9. Man må aldrig gå ind i en zone alene uvidende om hvor mange, der skal med på missionen i zonen.

  10. Man skal være troende eller vidende om gerimidenternes religion, før man kan indgå en mission.

  11. Misbrug af evner, våben, viden eller lignende vil forsage den komplette henrettelse.

  12. Brud af de øvrige regler vil resultere i forbud fra gerimidenterne og i værste fald henrettelse.

  13. Vigtigst af alt: Aldrig nogensinde forlad en mission, hvor alle farer ikke med sikkerhed er skaffet af vejen og der er ryddet op. Overtrædelse af denne regel vil forsage knivstik til døden.

  Den sidste fik det til at gibbe i mig. Knivstik? Til? Døden?

  "Ehem, hvordan kan man blive forvist fra gerimidenterne, som der står i regel tolv, hvis man har fået tatoveringen, der giver en kræfterne? Man kan da ikke fjerne tatoveringen, vel?" Jeg strøg mit hår om på ryggen og så op på Darrens blå øjne.

  Han pressede læberne sammen og så ned i gulvet med et bekymrende udtryk. "Øh, ser du. De hugger hånden af dig, så magien holder op med at flyde i dit blod, og du ikke længere vil være en gerimident."

  "Barskt," mumlede jeg og havde lyst til at springe videre til noget, der rent faktisk gjorde mig glad for beslutningen.

  "Yeah," mumlede han.

  "Men det er kun sket meget få gange i løbet af de seneste tyve år, Birdy, du behøver ikke bekymre dig." Dylan kørte sine fingre igennem sit hår og trykkede videre på tavlen, hvorefter et 3D kort over Gritzbee dukkede frem. "Fordi Gritzbee er Englands hovedstad for magiske kreaturer, er det også et af de mest bevogtede steder i hele UK. Skovområderne  specielt fremkalder flest ymbesser, der er transporteret fra Tågeimperiet igennem tågen. Dets leder er Chloe Ravenhill, en tidligere kvindelig engel ven med den sidste overlevende engel på Jorden, englen Haniah, der ved tågevogternes magt blev vores tro, vores religion."

  "Det forstår jeg ikke rigtigt," mumlede jeg, og Dylan sukkede, mens Darren så en mulighed for at forklare.

  "Før Jesus, før jægerstenalderen, før dinosaurusserne, før noget som helst levede folk i harmoni med hinanden. Der var ingen tågevogtere, blot uskyldige mennesker samt engle til at beskytte dem fra Jordens natur, og nej, der var ingen Gud, ingen kraft, bare naturens cyklus. Og nej, det var ikke engle, som vi kender dem i dag. Altså ingen glorie, ingen decideret menneskesyn, men de har vinger, de er små, de har lyst hud, kridhvide øjne, næse, det hele, men de lyser.. En del. En hel del. De er nøgne skabninger, og de er delt op i to slags. De, som har evnen til at transformere sig til det dyr, som de mest minder om (sådan opstod dyrene), og de meget få i folket, som har en evne, der udgør en del af englens personlighed. Det kan være hvad som helst.

  Dyrene, der kom som flere engle forvandlede sig til arterne, begyndte at blive farligere. Nogle engle kunne pludseligt ikke længere kontrollere sig selv, når de blev til dyret. Til sidst kunne de ikke vende tilbage til engleform, og de var fanget og blev overtaget til racer, fulde racer uden nogen menneskelighed. Det var sådan, de endte til de dyr, der med tiden har udviklet sig til nutidens.

  Som der kom flere rovdyr, døde der flere. Harmonien var brudt. Dyrene dræbte, menneskene flygtede og englene beskyttede og til tider var de ikke stærke nok. Så de afgik ved døden, og vi tror på, at deres rester af magisk støv blev genopbygget et sted i universet, om I vil, i Himlen, og de vogter over os, de vogter over de familier, der tilhørte deres slægtninge.

  Men det er ikke hele historien. Det er kun begyndelsen.

  Det skete, at et menneskebarn mistede sine forældre og sine søskende under et ulveangreb. Hun var alene, og tiden havde gjort hende sindssyg. Hun krævede hævn og ville myrde, myrde hver en levende sjæl på nær sin engels, og den engel, det var Chloe. Pigen vidste, at hun kunne stole på Chloe, vis evne var usædvanlig stærk. Med sine mørke sider kunne hun forvolde hvad som helst den smerte, hun ønskede. Det vidste pigen, menneskebarnet, hvordan hun skulle udnytte.

  Pigen brugte familiens ur til at hypnotisere Chloe, og hun hypnotiserede hende til at torturere og dræbe hver en engel, så de ikke længere kunne sprede kaos med deres evner, der havde dræbt hendes familie. Jo mere Chloe dræbte, jo mere hun så blod, jo stærkere blev hun i sin magt og i sin sjæl.

  Det endte op med at hun mistede kontrollen over sig selv. Hun blev gal, værre end det barn, som hun beskyttede, og hun dræbte det. Hun dræbte barnet og mistede sin sidste menneskelighed, oveni at hun som pigen tog uret og brugte det til at hypnotisere to af de farligste dyreracer den gang, og hun skabte det farligste våben, menneskeligheden til tiden havde set. Det var ymbesserne.

  Chloe udslettede alle engle, men ingen mennesker. De var alligevel for svage uden deres beskyttere, og de søgte i læ for Chloes mørke i klippehuler, hvor de blev gale, mistede deres forstand, eller det vil sige, at sådan var det for de fleste.

  Ymbesserne formerede sig til hundredvis, tusindvis, overalt på hele Jorden, og trods de kunne leve i år uden føde, åd de mennesker, når de følte trang.

  Tilbage på Jorden når englene var ryddet af sporet, var der ikke mere at gøre for Chloe. Så af al sin mørke med al sin smerte skabte hun en ny dimension af tåge, som hun navngav Tågeimperiet.

  Hun forflyttede sine ymbesser til dimensionen og skabte et rige, som ingen levende har set, men det siges, at der er uhyggelig smukt. Et rige af tåge og af mørke, en evne så utrolig magtfuld og samtidig katastrofal, det var et imperium, som folk i nutiden ønsker at studere. Det er jo desværre bevogtet af ymbesser, ligesom der på det tidspunkt det blev skabt, stadig blev sendt ymbesser til Jorden, så Chloe viste menneskene og dyrene, at hun stadig havde kontrollen.

  Men altså ser I, Chloe troede, at hun havde myrdet alle engle. Det havde hun ikke. På det her sted der nu kaldes England, Gritzbee vandrede en såret engel. Menneskene holdte afstand fra englen af frygt for at Chloe ville henrette dem, hvis hun opdagede noget, så først da englen ankom til en gruppe af en modig slægt, der tilbød englen vand. Dog i stedet fortalte englen dem hele historien fra start til slutning. Hun fortalte, at hun hed Haniah, og at hun havde været i nær kontakt med Chloe, før hun blev ond. Haniah fortalte, hvordan hun havde set det hele, hvordan hun vidste det hele, og hun spurgte dette begyndelsen på et nyt folk, om de var tapre nok til at skabe en ny fremtid. Om de var klar på en lang kamp, der kunne koste liv, og de var med. Der var tøven, men de var med.

  Haniah fortalte således," Darren trykkede på tavlen, og et nyt 3D-billede kom frem, hvor der med ord stod: "Magien ligger i mit blod, og der vil den forblive. Men nye folk, lad det blive en del af jer, lad magien strømme jeres menneskelighed væk og gøre jer til et sandt bekæmpende folk, som engle aldrig kæmpet før.

  Når I har krydset menneskeligheden, vil I blive til noget, som jeg selv har gennemtænkt. I vil blive gerimidenter. En ny art, der skal redde vor verden som helte i de skjulte skygger.

  I fem må til evig tid love at beskytte menneskene og andre levende kreaturer fra Chloes og ymbessernes ondskab fra tågen fra hendes imperium. I må aldrig fortælle andre mennesker eller skabninger, hvem I virkelig er, og gør I, skal I sikre jer, at de vil med jer, at de vil fortsætte i gerimidenternes spor til uendeligheden, til ondskaben er brændt op.

  Lov mig, at I vil blive de tågevogtere, som jeg ønsker, at I skal blive, og som I har sagt, at I har mod på at være. Lad freden finde sted til den kolde dræbende krig, der skal blive de sande djævles ende. Det her vil være starten på håbet." Ordene sluttede med en rystet skrift. Gad vide, om det var det originale? Det som Haniah havde skrevet i sin tid? "Jeg kan ikke prise gud," fortsatte Darren, "hvis ikke han findes. Men I piger har valget at tro på dette, og hvad der efterfulgt skete."

  "Yeah, nej, I er allerede rigeligt uvenner med Loren," snerrede Dylan og så ned på os. "Jeg hentydede specielt til dig Birdy Green."

  "Men hvorfor hader han mig? Hvorfor vil han dræbe os alle, hvad er der så.."

  "..Du er legendernes efterkommer," afbrød Darren mig. "Beklager vi ikke har sagt det, men det er begrænset, hvor meget viden du har kunne få ind i dit hoved i løbet af den seneste stykke tid. Du, Birdy, er ligesom din far og søskende en efterkommer af de første gerimidenter, der overhovedet kom til verden på grund af Haniah. Dine forfædre mødte hende, hjalp hende og tog imod hendes blod, som hun forærede dem."

  "Nu du er i gang, Darren, kan du så ikke fortæller tøserne, hvad der videre skete? Det er min personlige yndlingsdel, det burde de ikke snydes for."Dylan smilede skummelt, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville bryde mig om at høre mere. Bare hvilken underlig følelse af at mine forfædre, der var gerimidenter, havde mødt en engel, der var lige så stor som Gud for dem, det var.. Det var ærefuldt. Det gav en boblende, men samtidig skræmmende fornemmelse. Som om der kun kom dårligt ud af det, men alt det dårlige blev betragtet sejrrigt.

  "Klart, vis Herren ønsker det," smilede Darren stumt. "Efter at have sagt disse ord tømte Haniah en dunk med vand, skar sin pulsåre over med noget så nedværdigt som en tilfældig skarp sten, og hun lod det magiske blod drive ned i den tomme dunk, mens hun hviskede utydelige ord.

  Det sidste, hun sagde, før hun faldt om, var at dunken for evigt ville være kilden til magien, for blodet ville aldrig dø ud derfra.

  For at få den i sig dengang, drak man af dunken og hendes blod, og det gjorde en til gerimident som i dag. Nu er det dog sikret opbevaret og kun givet til de tatovører, der arbejder med at tatovere det ind i de udvalgte og de slægtninge til gerimidenter. Det er meget systematisk, og der er en del småting at lære. Det meste finder du ud af uden træning, for det kommer med tiden, så hvad du mere får af informationer her, der er begrænset."

  "Du glemte delen, at Chloe stadig lever, hun er jo engel. Og så glemte du også delen at hende og hendes ymbesser endnu er i live og bekæmpes." Det lød hånende fra Dylan, som ventede han på at Darren begik en fejl.

  "Jeg tænkte, at pigerne selv kunne regne det ud. Trods har de set ægte ymbesser i levende live og døde, så aldrig undervurder dem, Dylan." Noget af mig frydede mig over, at Darren svarede igen på den rigtige måde.

  Der gik ikke mere end to sekunder, før Dylan skiftede emne. "Nåh men, jeg tror vi dropper mentaltræningen i dag og går til fysisk. Jeg kunne godt tænke mig at få tæsket lidt boksepuder." Jeg var i tvivl om Dylan rent faktisk mente boksepuderne, eller om han mente os.

 

"Såøh, I skal ikke mere end at stå I ringen og slås, til den ene er lagt ned på måtten, forstået? Darren kan holde øje med jer, så kan jeg træne lidt imens." Han tog sin hvide tank top af og gik hen mod en boksepude uden overhovedet at hjælpe os op i ringen, så det gjorde Darren.

  Vi stod tilbage i rummet, klar til at kæmpe, og så nej. Ikke det mindste i mig havde lyst til at kæmpe på al den her nye information. Det gav mig bare flere spørgsmål, mere lidelse, mere lyst til at skade Loren i hans forpulede fjæs, som jeg ikke anede hvordan så ud. Det kunne være hvem som helst. Det kunne være en, som jeg havde set på gaden, det kunne være Max! Okay, måske ikke, men ovenpå alt det her, kunne alt vel lade sig gøre, ik?

  Mig i mit akavede ikke-til-slås beregnede tøj, og Cece i den perfekte top og i den sorte par shorts, som hun havde lånt derhjemme. Det var tydeligt, at jeg ville vinde, og Cece ikke ville have en chance. Nej vel?

  Darren nåede ikke mere end at råbe snart, før jeg fik en knytnæve i siden, og jeg faldt om med en højlydt stønnelyd, der fik Dylan til at kigge med store øjne. Jeg kunne næsten fornemme hans leende blik, der gjorde det hele meget, meget værre. Det værste var dog Darren, der så forbavset ud, som om jeg var håbløs. Som om han vidste, at jeg ikke ville have en chance imod en ymbess uden ti gange hjælp, når nu der ikke skulle mere end et slag i siden af Cece til at nedlægge mig.

  "Jeg er ikke.. Færdig endnu!" prustede jeg og rakte min hånd så højt til vejrs, at den næsten kunne svæve.

  Cece hjalp mig op og så næsten undskyldende på mig. Ja, hun faktisk undskyldte, trods hun ikke havde gjort mere end bare at feje lidt støv af min forstenede krop.

  "Er du klar igen, Birdy?" spurgte Darren, og jeg hørte Dylan fnise, hvilket bare gjorde mine kinder endnu mere lyserøde.

  "Født klar," sagde jeg med største vinderselvtillidsklang i stemmen, som man overhovedet kunne have.

  Darren bad os om at starte forfra, og til en forskel gik der nu to slag, før jeg faldt prustende om. Ja ja, det var fremskridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...