Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34514Visninger
AA

58. ❀ Kapitel Syvoghalvtreds | Monstre Er Landet

Det var med nød og næppe, at Darren og jeg var sluppet fra ilden, som det hurtigt havde spredt sig i blandt træerne og langs marken. Og da vi endeligt havde nået vejen, måtte vi stoppe en bil for at få hjælp.

  Kvinden i bilen ringede efter en ambulance, og inden længe kom både brandbiler, ambulancer og politibiler styrtende.

  Darren blev samlet op og kørt til hospitalet, mens jeg sagde, at jeg havde det fint – bare lidt røg i lungerne, og det skulle bare hostes ud. Imens spurgte politiet ind til hændelserne, og jeg var usikker på, hvad jeg skulle svare. Så jeg holdt mig til de grundlæggende svar – ja, nej, ved ikke.

  Det fornemmede betjentene hurtigt, og de bad mig følge med til stationen i Gritzbee, hvor jeg kunne få et opkald, før jeg ville blive stillet over til betjent Gate, som jeg kendte bedre som ’Bob, ham Dylan var med den aften jeg blev arresteret’.

  Der var ingen tvivl om, hvem jeg ville ringe op. Det blev mor. Men jeg var i tvivl hvordan, jeg skulle forklare situationen, så hun ikke ville misforstå det hele. Jeg kunne jo heller ikke fortælle noget om gerimidenterne og missionen. Så ville hun slå mig ihjel og ende i mit sted.

  ”Mor,” mumlede jeg ind i telefonen.

  ”Åh min gud, Birdy!” lød mor både glad og nervøs. ”Er du uskadt? Hvor har du været?”

  Jeg tøvede lidt. ”Det er ikke mig, det er Darren. Der er bare sket en mindre ulykke, og alle er okay. Du skal ikke bekymre dig overhovedet. Jeg er på stationen nu og skal svare på et par spørgsmål, - du behøver ikke komme.”

  Hun tav.

  ”Det er ikke et afhør, vel?”

  ”Nej,” svarede jeg bestemt. ”Rutinetjek, mener jeg. Darren og jeg var på date et sted vi ofte er, men der gik brand i en bygning i nærheden. Der skulle ikke være nogen derinde, så alt er helt fint. Jeg venter bare på at få spørgsmålene overstået, så jeg kan komme hjem til dig og Max.” Jeg smilede for mig selv.

  ”Åh, det er jeg glad for at høre. Skal jeg ikke komme og hente dig, når du er færdig? Jeg kan vente udenfor kontoret?”

  Jeg rystede på hovedet bevidst om, at hun ikke kunne se det. ”Nej, det er okay, virkeligt. Jeg går hjem, så jeg kan få noget friskt luft og måske tage forbi og se til Lula. Det er forfærdeligt, hvad der er sket.”

  ”Præcis, jeg hørte det lige!” skyndte mor. ”Jeg var så bange for at noget lignende var sket dig, selvom Hattan er blevet arresteret. Tænk, at det var samme mand, der satte nye vinduer i hos bedstemor og bedstefar. Gud, han må også være på stationen!”

  ”Ja, men i den anden afdeling. Samme afdeling som jeg var i dengang.” Jeg stoppede med at tale.

  ”Hvordan har Darren det?” spurgte mor.

  ”Han fik en loftbjælke i fjæset, da han gik ind for at tjekke, om der var liv, og han har meget røg i lungerne. Højest vil jeg tro, at han har hjernerystelse. Ellers ved jeg ikke rigtigt, for han kom med ambulancen med det samme, da de så hans tilstand.”

  Gad vide hvordan jeg skulle forklare, at min taske samt en køkkenkniv og en kødhammer havnede derinde. Og hvad med ymbesserne? Jeg kunne ikke huske, om Darren før havde forklaret, hvad de gjorde af dem, når de var dræbt.

  ”Du ser ham jo nok før mig, så du må hilse ham og ønske ham god bedring til den tid, ikke?”

  Jeg mumlede et ’jo’.

  ”Vi ses, skat. Jeg håber, at det går okay.”

  Jeg lagde på og vendte mig om mod Gate, der stod nogle meter fra mig lænet op ad væggen med et krus kaffe i hånden.

  ”Så..” smilede jeg og gik med ind på hans kontor, hvor døren blev lukket i bag os.

 

1 måned senere

Jeg gik hen ad gangen til historielokalet. Jeg så godt ud; Jeg havde brugt hele morgenen på at se ud, som jeg nu gjorde. Og folk så på mig. De huskede mig som i går. Jeg tog opmærksomheden endnu engang, og det var derfor jeg var her. Jeg var den rette til at tage magten, og jeg behøvede ingen hjælp – ingens hjælp.

  Det kaldtes perfektionisme, mennesker!

  ”Hvad har du gang i, Birdy?” spurgte Darren og skubbede sin håndflade imod min pande.

  Forvirret så jeg op på ham.

  ”Åh fuck, jeg glemte, at vi talte sammen.” Jeg tog en tår af den lune kaffe og drømte videre bagerst i hovedet om den skønne perfektionisme, som jeg realistisk set langt fra blev omgivet af. Pis også. ”Hvad sagde du?”

  Dylan havde været en kujonagtig helt for Darren og jeg og alle gerimidenter for at vende tilbage til, hvad der skete for en måned siden. Om man hadede ham som jeg eller ej, så måtte man give ham, at han havde reddet en del. For som efterforsker på gerningsstedet fjernede han omhyggeligt alle beviserne, og jeg fik forklaret, at ymbesserne var der ingen bekymringer om. De åbenbart opløstes med tågen, så snart deres partikler døde og smuldrede. Specielt kompliceret var det ikke, men jeg fik lyst til at se, hvordan det foregik.

  Darren havde forsikret mig om at som en kvinde i min stilling, skulle jeg nok på en eller anden måde komme til at se en ymbess gå i opløsning.

  Katastrofer fortsatte rundt omkring på planeten, og ymbesserne fortsatte med at komme i store mængder. Der var langt flere gerimidenter døde end, der burde være. Men jeg havde fået Darren til at love mig, at han ville tage på sin sidste mission denne weekend, og det ville ikke blive noget problem med Loren formentligt, for han ventede vel bare på at få os alle ud af sit system, så han kunne fortsætte sine planer, til Jane ville forpurre dem én gang for alle.

  Lula var styrtet ned på popularitetsrangen på skolen efter hændelserne med hendes forældre, og der blev endnu hvisket omkring hende. Men Mirah havde det godt nu, trods hun var blevet lam i benene og sad i kørestol, og så var der Hattan, der sad i fængsel og brugte hver dag på at skrive undskyldningsbreve til Lula.

  Jeg forstod godt, at Lula ikke ville svare ham.

  ”Så vil du med på date?” spurgte Darren og så forventningsfuldt på mig, og jeg rejste mig fra barstolen.

  ”Selvfølgelig skat,” smilede jeg og kyssede ham på panden og opdagede, at trods han stadig sad ned og jeg stod op, var der ikke meget forskel på vores højde.

  Hold da op.. Jeg følte mig som en dværg, men i det mindste var jeg højere end de fleste piger.

  ”Skat,” gengældte han og kyssede mig blidt på munden.

  Jeg gik om bag disken på Dream Puppy og fandt en kande øl og stillede på det slidte træ.

  ”Men vi må vel hellere åbne baren op for din far, inden vi tager afsted.”

  Han nikkede, gik hen til porten og låste op.

  ”Klar?” spurgte han og tog sin jakke over armen, rakte tilbydende ud efter mig med den anden, og jeg tog imod hans hånd og flettede mine fingre ind i hans.

  ”Helt bestemt,” løj jeg smilende uden at vide, hvor vi egentligt skulle hen. Jeg skulle have lyttet efter, da han havde talt.

 

Lørdag kom, og jeg var skrækslagen som bare pokker. Jeg havde inviteret Lula over, så jeg ikke skulle sidde alene hele dagen og bekymre mig ved tanken om, at det var i aften, at Darren skulle væk for sin sidste gang i gerimidentsystemet. Jeg ville have haft, at hun skulle blive her hele eftermiddagen, men hun ville selv tage af sted til London her ved en 4-tiden for at ansøge i forskellige shops, som hun ville arbejde i midlertidigt til efter sommerferien. Hendes planer lød på at tage en videregående uddannelse i pædagogik, og helt ærligt lød det også som Lulas rette element.

  ”Hvornår har du sidst vedligeholdt ’te-tid’?” spurgte hun, mens jeg satte vand over kedlen.

  Jeg spekulerede. ”Det tvivler jeg på, at jeg nogensinde har gjort.” Og jeg rynkede panden. ”Nej, vent.. Som mindre tror jeg. Der drak jeg meget te. Jeg gætter, at du vel stadig gør.”

  Hun nikkede bestemt og kiggede ud af vinduet. ”Er det dumt af mig at vil læse til pædagog? Jeg havde jo planer om at blive den smarteste dramalærer i Englands historie.”

  ”Det er dumt af dig,” fnes jeg sarkastisk og rynkede næsen. ”Ej, det er vel ikke dumt, når du bryder dig om at omgives med små, modbydelige, snottede børn. Desuden så er jeg sikker på, at mange af de små bæster gerne vil se dig udtrykke Shakespeare-citater, mens I vedligeholder jeres te-tid.”

  Et smil skød over hendes læber.

  ”Åh gud, hvis jeg får et barn i min fremtid, lader jeg dig aldrig røre det.. Men ja, jeg er bare glad for, at skolen snart er overstået. Det føles også, som har jeg ikke lavet andet end at studere, siden jeg lærte at gå.”

  ”Jeg føler, at alle mine timer med ligegyldige fag har været spildte, hvis jeg får en karriere med Darren. Han har allerede fået en plads som yndling hos en af de bedste magasiner for mænd, og han siger, at kommer han ind, kan han formentlig skaffe mig en plads hos søsterselskabet for kvinder, fordi de mangler en ledig, og fordi de ønsker én, der er anbefalet personligt. Selvfølgelig kun hvis jeg stadig er interesseret. Duhu, selvfølgelig er jeg det!” Jeg hældte noget af det brandvarme vand over i mit og Lulas krus, og derefter rakte hende teposen.

  ”På det punkt misunder jeg dig,” sukkede hun og dyppede det ned i vandet. ”Du kan sikre dig en karriere som noget og stadig have fri mulighed for at blive hvad som helst andet. Dit liv er ikke inden for rammer, men det er vel godt. Sætter man en utæmmet fugl i et bur vil den ikke synge; Den vil græde.”

  Da Lula gik med planer om at vende tilbage efter at have gået ud med ansøgningerne i London, begyndte jeg at lave noget mad til mig selv. For trist nok var jeg den eneste hjemme, nu efter mor kom sent hjem fra arbejde og Max, han var formentlig sammen med nogle af sine venner nede på et af banerne, der var blevet åbnet op her for nyligt.

  Ventende satte jeg mig ind foran tv’et for at se en film, men fandt mig selv i gang med at se Breaking News, hvor trist det end var. Men ingen af nyhederne syntes at slå mig ud. Hvad jeg hørte var, at der opstod mere og mere tåge på mystisk vis, hvilket ville sige, at fugtigheden var steget med et højt tal.

  Desuden havde endnu et jordskælv ramt et sted i Asien, nu tættere mod Europa. Man kunne frygte, at de sydlige lande snart også ville blive ramt, men i nutiden var der intet at sige. (Det afhang af hvor længe Chloe ville lege Satan.)

  Den blev syv, da jeg modtog et opkald fra Darren. Jeg havde ikke nået at tage den, før der blev lagt på, og da jeg havde ringet igen, havde en stemme sagt, at opkaldet ikke kunne komme igennem, - det var noget med et midlertidigt manglende signal.

  Nervøst ringede jeg ham op igen, men uden at det lykkedes. Det opnåede samme resultat som før.

  ”Fuck,” mumlede jeg og kørte mine fingre gennem mit hår. ”Han er nok bare på vej hjem,” sagde jeg til mig selv. Det var formentligt sandt. Darrens mission fandt sted i skoven, der omringede Gritzbee fra nord. Det var et sted med mange forladte gårde. Der måtte ikke være noget signal derude, men om lidt ville han komme hjem, og så ville det gå.

  Tøvende lagde jeg min mobil fra mig på sofaen, og uroligt så jeg videre i et kvarter, før mobilen ringede igen. Denne gang skyndte jeg mig at se efter, men det var ikke Darren. Det var Lula, der ringede. Det ærgrede mig selvfølgelig, men jeg blev nysgerrig efter at vide, hvad hun ville.

  Jeg trykkede god for opkaldet og løftede mobilen op til mit øre med et usikkert smil. ”Hej, søde.”

  ”Hej, skat,” sagde hun med en sørgende tone over stemmen. ”Beklager, at jeg ringer nu. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg bliver en smule forsinket.” Hun sukkede dybt.

  ”Hvad? Hvorfor?” Jeg så på klokken.

  ”Fordi min motor brændte sammen, og jeg er total alene herude. Det er håbløst! Nu bliver jeg nødt til at vente, til nogen kommer forbi. Her er i øvrigt pisse koldt nu, og her er mørkt og uhyggeligt og tåget og.. Jeg sætter mig lige ind i bilen igen.”

  Jeg kunne høre bildøren åbne og lukke.

  ”Åh, kan jeg ikke komme og hjælpe? Trods alt tog jeg ’mekanik’ i job-måneden sidste år.” Det var ikke ligefrem, fordi jeg havde lyst til at tage ud og lege mekaniker, men jeg havde brug for at rense tankerne. ”Det vil ikke være et problem.”

  I et par sekunder lød der tavshed fra Lulas side. ”Ih, det lyder  godt! Men kun hvis det ikke er til besvær.”

  ”Nej, selvfølgelig ikke,” smilede jeg svagt. ”Så, hvor er du strandet henne?”

  ”Um, stort set midt i skoven, heh.”

  Man kunne høre, at hun åbnede døren igen og steg ud.

  ”Men jeg tog omvejen langs den smalle vej, så her er slet ikke nogen andre bilister. Det nærmeste jeg kan se er en eller anden creepy, oldgammel gård. Åh gud, bare skynd dig at komme. Jeg kan ikke lide at være her helt alene.” Hun sukkede, men pludselig lød det på hende, som skete der noget. ”Ej vent! Ikke kør alligevel! Jeg tror, at der er nogen på gården. Jeg spørger bare dem om hjælp, og så behøver du heller ikke at tage vejen.”

  Hm, hvis hun sagde det..

  ”Okay, bare ring hvis der er noget, ik’?” Jeg begravede mig længere ned i tæppet.

  ”Klart. Vi ses snart, Fugl!”

  ”Vi ses snart, Lulaust.”

  Der blev lagt på, og jeg kunne se, at en person havde forsøgt at ringe mig op to gange før. Pis også. Det var Darren! Så skulle jeg have ventet med at tage Lulas opkald. Tænk, hvis Darren ville mig noget vigtigt. Hvad nu, hvis han også havde brug for hjælp.

  Med det samme ringede han op endnu engang, og jeg tog hastigt imod.

  ”Darren,” indskød jeg.

  ”Jeg, Jeg vil ikke gøre dig bekymret, selvom jeg ved at det, Det gør jeg nok nu.” Der var noget galt ved hans toneleje. ”Vi behøver virkelig hjælp nu, Birdy.”

  ”Hvad sker der?” En gnist satte mit blod i kog. ”Er I okay?!”

  En dyb tavshed.

  ”Ikke sig noget,” hviskede Darren med rystende stemme, og hans ord lød skarpe og angste.

  Jeg sank en klump og skyndte mig op og træk i overtøjet med mobilen mod øret, hvis nu det ville blive nødvendigt at tage afsted. Men Darren sagde intet. Kun hans dybe, skælvende vejrtrækninger var til at høre, og jeg fik lyst til at spørge, hvad der foregik, men jeg turde ikke. Jeg turde ikke sige noget, hvis det ville ende med det resultat, som jeg ikke ønskede.

  ”Bed Imogen om at komme til Gritzbee Nord Skoven. I bliver nødt til at tage omvejen hertil. Det er kun en kilometer fra vejen, og vi.. Vi behøver jeres hjælp. Dylan er såret og.. Bare find Imogen og sørg for at hun beskytter dig uanset hvad.”

  Forbindelsen blev afbrudt, og i et sekund stivnede jeg brat op, luften sivede ud af mine lunger og blodet i mine årer isnede med en snekold følelse. Det var ikke Darren, som jeg tænkte på. Det var Lula, som jeg lod ind i skoven helt alene. Jeg havde glemt, at det var der de var! Pis!

  Med hamrende hjerte løb jeg alt hvad jeg kunne ud i bilen, mens jeg tastede Lulas nummer ind på min mobil. Selen spændte jeg fast så hurtigt, som jeg kunne, og jeg drejede bilnøglerne om og satte gang i bilen.

  Det var nu eller aldrig.

  Der lød en velkendt besked om manglende signal, da jeg fik ringet Lula op. Så jeg kunne altså ikke få fat i hende med det samme. Typisk! Så måtte jeg få fat i Imogen nu det var, hvad Darren havde bedt mig om. Det var ikke fordi jeg elskede tanken om, at hun skulle beskytte mig. Jeg kunne da sagtens beskytte mig selv. Havde jeg ikke lige reddet Darren ud fra en brændende bygning? Gu’ havde jeg så.

  ”Hej, det er Imogen,” lød den sukkersøde, kvalmende, pisseirriterende stemme, som jeg kunne høre for mig hviske kælen til Dylan, hvor uendeligt højt hun elskede ham. Godt, at jeg ikke var jaloux.

  ”Det er Birdy Green, og jeg ringer for vegne af Darren og Dylan.” Jeg sukkede og tænkte, om jeg skulle springe over delen med, at hun skulle beskytte mig. ”Dylan er såret på missionen ved Gritzbee Nord Skoven op ad omvejen, og de har brug for vores hjælp, så Darren bad os komme, men..”

  Desperat satte jeg farten op i bilen i håb om at nå frem i tide.

  ”Men hvis du kan finde hen til dem og hjælpe dem hen på vejen alene, så vil jeg værdsætte det. Der er også en anden, som jeg behøver at tjekke op på. Men vi kan mødes ved vejen, ik’?” Jeg kunne ikke hive vejret til mig, og det kildede og kradsede ubehageligt i min mave.

  ”Øh, åh gud, jo. Ved du, hvad der er sket?” Hendes stemme lød overdrevet trist. Overdrevet, virkelig overdrevet.

  ”Nej,” mumlede jeg og sluttede opkaldet, smed min mobil om på bagsædet af bilen og trykkede speederen i bund.

  Sveden drev ned ad mig, og mit blod sitrede, som var det tændt af en gnist. En kvalme bruste rundt i min mave som en dødssyg karrusel, men det stoppede mig ikke i at køre med alt, hvad jeg havde i mig. Jeg var besat ved tanken om at nå Lula, inden hun gik for langt ind i skoven til, hvor der slet ikke var signal og til, hvor jeg ikke kunne nå hende længere. Jeg vidste bare, at så længe hun ikke kendte til ymbesserne, kunne hun ikke beskytte sig imod dem. - Og var Dylan og Darren kommet noget til, var der ikke andre tågevogtere til at sikre sig, at hun ville komme helskindet hjem.

  Henåndende bremsede jeg hårdt op på den smalle vej. Jeg flåede selen af min krop og styrtede ud af bilen i en sådan fart, at jeg var ved at vælte op ad den.

  Billygternes lys blev fremhævet tydeligt i den kraftige, gråhvide tåge, som gled ind mellem træerne med en dræbende, skummel hastighed, og jeg så et hav af mørke og kringlede skygger hvirvle rundt derinde på det fugtige, mørkegrønne græs. Der stod klart skrevet i atmosfæren, at der var langt flere end tre ymbesser til stede.

  Lydene af lette og hurtige fodtrin pilede over det hele i skoven omkring, og det fik hårene til at rejse sig op på mine arme og ben i en hurtig og glidende bevægelse. Desperat så jeg mig rundt på vejen i håb om at møde Lulas blik - og i frygt om at stå ansigt til ansigt med en kæmpe ymbess ved blot at vende mig om, men jeg fandt intet andet end den stadig tændte bil og den korte strækning af vejen, som jeg igennem tågen kunne få øje på. Det var ikke meget, men frygten for at se mere var brændende eksisterende.

  En stank af jord og råddenskab strøg forbi mine næsebor, og en hvislende stemme inde i mit hoved hviskede til mig, at dette var stedet, hvor månelyset ikke trængte igennem, men døden ankom og ikke gik tomhændet hjem.

  Mine håndled dunkede, og luften kradsede ned i min hals og fik mig til at hoste usikkert ned i min hånd. Jeg kunne føle mine tanker og min frygt langsomt, men uforsigtigt blev revet ud gennem mine ører. De svævede rundt omkring mig og fik mit hjerte til at banke hurtigere og hårdere af ren nervøsitet.

  Skælvende gik jeg tilbage til den parkerede bil og slukkede ubeslutsom den brummende motor. Jeg tog min mobil ud fra bagsædet, låste bilen bag mig og stak nøglebundtet ned i lommerne for derefter at forsigtigt at gå videre gennem tågen.

  Der var ikke tusmørke over synet, men himlen bar en mørkeblå farve; En nuance så mat, at den syntes at være livløs.

  ”Lula?” kaldte jeg skingert og en anelse for svagt. ”Lula?”

  Det var svært ikke at virke bange over ymbessernes eksistens, men de var her.. De var her nu, og det måtte jeg ikke lade Lula vide. Så fandt jeg hende i tide, måtte jeg bare lade som var det udelukkende tågen, der skræmte mig.

  Varsomt løftede jeg mobilen i min hånd og tændte for blitzen på bagsiden, der blinkede arealet op foran mig. Jeg kunne bedre se vejen jeg gik på, men det var begrænset, hvad jeg gennem tågen kunne få øje på. Det var som flettede hver en partikel af tågen sig sammen til et kraftigt, hvidt tæppe, så snart de skarpe blink fangede jorden for fødderne af min krop.

  ”Lula!” Jeg råbte det højere, og med det samme forsvandt hver en lyd fra skoven.

  Forskrækket hev jeg vejret i mig og slukkede blitzen med rystende hænder. Jeg så rundt om mig med anstrengte øjne og et fokuseret blik, men der var intet i nærheden - kun slørede omrids af de ranglede træer. Men pludseligt lød der en rungende larm fra noget, der måtte være en bil.

  Mit syn kastede sig over den sorte Bentley, der gled forbi mig. Jeg kunne spotte Imogens ansigt, og hun holdt bilen ind til siden et stykke bag mig og rullede ned for vinduet. Fandens! Jeg havde ikke tid til det her!

  For hurtigt at få samtalen overstået gik jeg hen til hende.

  ”Skulle du ikke noget andet?” spurgte hun.

  ”Jo, min bedste veninde er i nærheden.” Jeg sendte hende et intenst blik. ”Kan du ikke parkere ved min bil? Bare så jeg kan finde dig igen, når du har Dylan og Darren?”

  ”Klart.” Hun så alvorligt på mig. ”Er din veninde derinde? Er hun en..?”

  ”Hun er der formentligt og nej, det er hun ikke.” Jeg sank en klump og skulle til at gå, da jeg kom i tanke om noget. ”Øh, Imogen? Ved du hvor den nærmeste forladte gård ligger?”

  Hun nikkede. ”Altså, jeg mener der ligger én i skoven lige her nede. Men den er svær at komme ind til fra vejen, så du behøver nok at gå ind mellem træerne ved åbningen dér.” Hun pegede mod et sted, som jeg ikke helt kunne tyde.

  ”Okay,” mumlede jeg og begyndte at gå i den retning hun havde peget.

  Imogen kørte forsigtigt videre, og jeg tog en dyb indånding, inden jeg trådte over på græsset, der hurtigt viklede sig om mine sko. Jeg løb langs udkanten af træerne og så målrettet frem ad for at få øje på gården, som Lula måtte være gået hen til. Bare hun ville indse, at det var for farligt at gå derhen og så gå tilbage på vejen.. Jeg kunne ikke lade nogen eller noget skade hende. Så ville jeg aldrig kunne leve med mig selv.

  Tågen blev tættere omkring mig, og stanken af jord og råddenskab blev skarpere og skarpere. Jeg huskede ikke fra før, hvordan en ymbess havde lugtet, men det måtte være sådan her – af døden den selv.

  Rædselsslagen satte jeg farten op og løb igennem mørket. Jeg fokuserede ikke længere på, at vejen var få meter fra min side, for jeg løb med tankerne om Lula og om Darren og inderst inde nok også om Dylan og mig selv. Jeg var angst som bare pokker for det hele, og inden jeg vidste af det, var vejen helt væk, og alt omkring mig var flere meter høje træer, der gjorde skoven til en kæmpemæssig labyrint.

  Fuck, tænkte jeg og lænede min arm op ad et af de mange træer. Barken føltes fugtig og ru. Næsten som følelsen af tågen mod de parter af min hud, der var blottet for verden.

  Bag mig kunne jeg høre lyden af hurtige, lette fodtrin efterfulgt af flere kviste, der blev knækket af hvad end fodtrinene kom fra.

  Panisk vendte jeg mig om med mit hår klistret til min nakke og mine kinder. Med vidtåbne øjne spottede jeg noget, der bevægede sig derinde, og jeg stod med kæben faldet og stirrede intenst på hvad end, der bevægede sig få meter fra mig.

  Et højlydt skrig vred op ad min hals og skød forfærdet ud gennem mine læber, idet en flok hjorte sprang forbi mit syn, og jeg vaklede bagover og faldt benhårdt ned på det våde, beskidte græs. Jeg ormede mig længere bagud med åndedrættet klæbet mod mit bryst, og i det efterfølgende sekund fór en mørk skikkelse forbi mig. Jeg så først dens oprigtige form, da den stod stille med dens tre lange, knivskarpe fingre boret ind i den første hjorts hoved.

  De to yderste fingre var stukket ind gennem kraniet på hver sin side af det lille gevir, mens den længste og midterste finger var spiddet gennem indhulningen mellem dens to øjne og gik tværs igennem hovedet – kom ud ved hjortens kæbe.

  Trods det virkede som var hjorteungen død i sekundet fingrene blev savet igennem den, udtrykte dens smukke, mørkebrune øjne en smerte og sorg så stor, at det så ud til at den endnu var levende. Men det lille dyr havde ikke engang nået at åbne sin mund for et skrig. Det skete først helt automatisk, da de krogede fingre af ymbessens blev trukket ud af dens hjerne.

  Liget faldt til jords, hvorefter en blodpøl dannede sig omkring hjorteungens hoved og sivede ned i græsset, mens et lille, sidste pust forlod dens læber.

  Men allerede da havde ymbessen registreret noget nyt, der ikke gjaldt resten af hjorteflokken, som allerede var et godt stykke væk; Så langt væk at jeg ikke kunne få øje på dem gennem tågen og mørket.

  ”Nej, nej, nej, nej, nej!” hviskede jeg forpustet og så skræmt på det to meter høje uhyre, der kun stod få meter fra mig og med et blik i dens mange, små øjne, som sagde at den forsøgte at opspore, hvor jeg befandt mig.

  Først så jeg mig forhastet omkring og ledte efter en genstand at gribe om, så jeg kunne bruge det til våben, hvis det blev nødvendigt, men jeg indså med det samme, at der ikke var andet end jord, planter og græs i miles omkreds, hvis man undlod at tælle træerne med. Der var også små sten, men de ville være nyttesløse mod en ymbess på dén størrelse. Der var intet andet at gøre end at flygte med det samme og håbe på det bedste. I al fald ville der være en chance for, at jeg kunne støde ind i Lula og Imogen og de andre, der ville kunne få myrdet ymbessen, før den udryddede mig totalt.

  Varsomt rejste jeg mig op med hjertet helt oppe i halsen. Jeg trak vejret dybt for ikke at blive hørt, og jeg gik langsomt og forsigtigt i den modsatte retning af ymbessen med mit blik fokuserende på dens. Inderligt bad jeg og skreg til, at den måtte forblive i sin ventende position, men alt i min forstand sagde, at det ville den ikke særligt længe, hvis ikke jeg slap ubemærket væk i en fart.

  Som på et splitsekund vente ymbessen sig imod mig, og jeg tøvede ikke med at begynde at løbe styrtende væk. Jeg kastede mig ind mellem hvert træ for at forsøge at forvirre den, til jeg kunne mærke, at det kun sank min hastighed og øgede dens.

  Forvildet dukkede jeg mig for ikke at blive ramt af de mange grene og kviste, der piskede mod min bare hud og forlod aflange ridser på min krop. Jeg skubbede dem væk fra mit ansigt og for at holde fokusset fremad, men flere af de skarpe kanter flåede i mine håndflader, og jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for at holde fast i den løbende koncentration.

  Månelyset skinnede ned gennem træerne og lyste jorden op. Det var nu jeg opdagede, at der var aftryk på jorden af flere af dem. Der var flere, som ikke var langt herfra. Det betød måske, at Lula var i nærheden!

  Lula var i nærheden! Lula måtte være i nærheden! Det var ikke for sent at finde hende!

  I samme øjeblik blev jeg væltet omkuld bagfra. Ét sekund uden koncentration, uden fokus, bare med tankerne et andet sted – og så brød flammerne for alvor løs. Min krop stødte skrækindjagende hårdt mod den døde skovbund, og jeg udstødte et halvkvalt skrig, som mit hoved hamrede imod jorden og korte, smertefulde stød borede sig ind i mit kranie i skarpe jag. Jeg lukkede forfærdet mine øjne i og mærkede ymbessens afsindig tunge vægt hvile på mig, til jeg ikke kunne lade vejret forlade eller komme til mit bryst.

  ”Darren!” skreg jeg og mærkede de iskolde fingre plante sig om min hals i en dryppende bevægelse, og øjeblikkeligt hævede min hals op, som kulden trængte gennem min hud. ”Imogen, Dylan, Lula!” Men det sidste lød knap nok fra min mund. Blanding af den hurtigt spredende hævelse og fingrenes utrolig hårde greb fik ordene til at synke ned med håbet og troen.

  De mange stirrende, små øjne og de to store så blodtørstigt på mig, mens den langsomt åbnede dens brede mund, og jeg fik et syn direkte ind i dens knivskarpe, rådne tænder og opløste, blodrøde kød. Stanken af metal, rust, mug og død flød ud over mig, og jeg mærkede min mave gøre oprør i væmmelser.

  Hastigt samlede jeg alle mine kræfter og forsøgte at fjerne de to af ymbessens vamle hænder fra mig, men den udbrød et toneløst, skingert hyl og pressede mine arme mod jorden med dens andre fire hænder, der var mindst lige så iskolde og modebydeligt klamme at føle ved.

  ”Hjælp mig!” græd jeg hulkende, men det var kun mine sprukne, blå læber, der formede ordene.

  Ymbessen klemte mere og mere til om min hals, og jeg kunne høre dens ivrighed og galskab, som om den ophidsede sig selv ved at se mig lide i håbløshed og magttab. Dens øjne frydede sig ved synet af mig, men den så også rasende ud på mig på samme tid. Den ville splintre mig, og derefter æde mig for at vise dens position.

  Nej, tænkte jeg og forsøgte at samle min styrke igen. Du kan ikke lade det her ske, Birdy. Nej. Gør noget!

  Der lød et enormt tordenskrald, som himlen over os sprang i luften i et kolossalt, skarpt lysglimt. Med det samme skød en kæmpe, blåhvid energi ned i jorden kun omkring ti meter fra os og var stadig formet i siksak tværs over himlen som en ildlinje, der efterlod gnistrende rester fra sig i en lang strækning på græsset.

  Idet lynet havde skudt ned havde ukontrollerede chokbølger gnavet ind i mine nerver. Også ymbessen var blevet chokeret, men hvad der virkeligt fik den til at slippe mig og kaste sig væk var gentagelserne af lynet. Flere nedslag ramte jorden omkring os, og jeg krøb sammen og bad til, at de ville ramme ymbessen og brænde den til døde.

  Da det hele var ovre efter fem lyn til, så jeg mig varsomt omkring med bankende hjerte og blodsprængte øjne.

  Flere træer var flækkede og gået i bål og brand. Meget af jorden var svitset, og der lugtede nu forfærdeligt af røg og dødt, råt kød.

  Det gav et gib i mig, og mit blik faldt på den brændende ymbess, der lå forkullet på det tørre græs i dens areal og noget tydede på, at et lyn havde slået ned i den, for intet omkring den var lige så skadet som den selv, og et enormt hul havde skilt dens krop i snart to dele.

  Henåndende rejste jeg mig op.

  Tågen var som spærret uden for den cirkel, hvori lynene havde ramt. Jeg kunne dreje mig hele vejen rundt og se den læne sig op mod det, der kunne ligne en usynlig mur eller skjold. Men det var ikke engang det mest bizarre. Det mest bizarre var, at i en trekant rundt om mig var græsset lige så frodigt som før, og her havde lynene ikke slået ned. Jeg var ubeskadiget fra lynene. Det var kun ymbessens værk, der havde slidt mit tøj op.

  ”Tak, Haniah,” hviskede jeg med rystende stemme og sank en klump, men jeg nåede ikke at takke for mere, før jeg hørte lyden af et genkendeligt og hjerteskærende, forfærdende skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...