Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34742Visninger
AA

48. ❀ Kapitel Syvogfyrre | Hvis Dette Er Stilheden, Er Stormen Ved At Komme

Lula kom over for at hente sit glemte tørklæde, som hun åbenbart skulle bruge til en julerelateret middag med familien. Max skulle med hende, men idet hun så ulykken med de knuste vinduer, ringede hun op sin far, der arbejdede som tømmer. Da mor stadig havde kontakt og var ven af Hattan og Mirah Parker, Lulas forældre, tilbød Hattan at komme og sætte et nyt vindue op inden nytår. Mor takkede ja og nævnte mindst tusind gange, hvor taknemmelig hun var, for at han ville hjælpe. Men Lula sagde, at det ikke var et problem for ham. Hendes far, der tidligere var dranker, var en rig mand. Hans tømmerfirma solgte godt i Gritzbee, og han var god til sit job. At skulle komme og hjælpe en flok venner, gjorde ham intet andet end glad.

  De givne gaver oplyste hvert et ansigt i rummet, som klokken slog tolv ved middag, og vi nærmede os enden af pakkerne. Jeg var begejstret, for hvad jeg havde fået. Intet andet end hvad jeg behøvede.

  Jeg sad for mig selv og smilede midt i en bunke gavepapir, da vi var færdige. Tanken om at se moster Nancy og onkel Ritchs glædede mig. Endelig nogle, der ikke havde det mindste at gøre med gerimidenter. Det skulle nok blive et fredeligt møde over en kop te, når de ville komme - selvom jeg formentlig var blevet fyret fra Ritchs' café. Alt i mig håbede, at han ikke ville kommentere det, men det ville ikke være ham.

  Om eftermiddagen ringede det på døren, og ind kom de to. Ikke meget havde vi snakket med dem. Sådan havde det aldrig rigtigt været. Jeg havde arbejdet på caféen, og det var stort set alt. Vi levede hvert vores liv alle sammen, havde alle vores ting at se til. Familien burde altid komme i første række, men for os havde det aldrig været sådan.

  "Dejligt at se jer igen," smilede mor, og de gengældte.

  Efter at have hilst på hinanden og forklaret hvem Cece var, og hvor Max var, satte vi os til bords i stuen. Jeg forklarede fint selv, hvordan livet havde stået på, siden jeg blev anholdt, men jeg undlod alt gerimidentrelateret og englerelateret. Jeg fortalte om Darren, fortalte at det gik godt for os. Ritchs undlod selvfølgelig ikke påmindelse om mit arbejde, og at jeg var blevet fyret. Men hans typiske smilende, drilagtige måde at fortælle det på, gjorde situationen mindre pinlig. Jeg var forstående og generede igen.

  I mine øjne så jeg pludseligt, hvor identiske mor og Nancy så ud. Begge mindede om hinanden. Begge rare, og jeg ønskede at blive ligesom dem. Jeg ville gerne være et menneske, der havde kontrol over sig selv, men det var lidt for sent.

  Igen og igen tænkte jeg på Maddie. Tænk, hvis hun lignede mor mere end jeg. Det var ikke engang, fordi jeg lignede mor meget. Mors øjne var rolige, sårbare. Hendes øjenbryn var normale, perfekte. Jeg lignede en anden udgave af Shrek; øjne modigere end jeg selv, tykke øjenbryn som en hulekvinde, bredere skuldre end de fleste andre piger på min alder. Det mærkeligste var, at jeg kunne tænke på dette i min situation. Disse mennesker i mine tanker var døde, dræbte - og jeg tænkte blot på hvordan de så ud i forsøget på at leve normalt. Normalt var passeret i øjeblikket jeg mødte Darren! Eller det ville sige, at det var på grund af Darren, at jeg kom tilbage ind i gerimidentcirklen og ind til livet som ung og angst.

  "Så hvad laver en fyr som ham Darren, Birdy?" smilede moster Nancy og hev mig ud af min trance.

  Jeg smilede overbevisende tilbage. "Øh, han beskæftiger sig meget med at dræbe monstre i Gritzbee's skovterritorium for at beskytte menneskeligheden."

  Deres blikke stivnede i udtryk, der talte for deres usikkerhed.

  "Det var joke." Jeg grinte selv. "Han arbejder i filmshoppen på Crip Street, er amatør racer på Gritzbee Racerteamet, surfer og er ellers bare en almindelig student på vores skole. Han er af samme alder som jeg, og han har heller ikke de store fremtidsplaner. Han snakkede om måske at blive journalist."

  Nancy så begejstret ud.

  "Han lyder meget sofistikeret og fornuftig. Du har vist noget med racerkørere. Så han også være afsindig smuk."

  Jeg nikkede. "På en skala fra Ritchs til DiCaprio taler vi over DiCaprio."

  Ritchs vendte øjne og så over på Cece, hviskede noget i retningen af "er hun altid så dømmende?" og kørte sine fingre gennem sit kobberfarvede hår. Cece nikkede til ham.

  "Du siger til, hvis vi skal bytte mænd, okay?" fnes Nancy.

  "Selvfølgelig. Men det skal du ikke være bange for kommer til at ske," lovede jeg.

  Mor forklarede senere ulykken med vinduet, og resten af samtalen drejede sig om emner, der involverede Gritzbee's butikker, hvilket for mig var irrelevant, så jeg fortsatte i smug mine egne tankebaner, og langsomt gled verden væk, til omgivelserne var uskarpe og slørede.

  Det var sent på natten, da jeg faldt i søvn. Min krop var stadig urolig. Mit åndedrag kunne ikke falde til ro og mine lunger pumpede luft ud og tog intet til sig. Min krop var badet i sved under den tykke dyne, og jeg vendte og drejede mig halvt sovende, halvt vågen. Febrilsk gispede jeg efter luft, mens billeder kørte for mit ansigt. En knude samlede sig i min mave, og den forsøgte at klemme hver en levende organ til blodigt grød. Jeg vidste ikke, hvorvidt jeg var vågen eller ej, da hele synet slyngede sig frem for mine øjne, eller om det bare var den mærkeligste, sygeligste drøm jeg endnu havde haft, hvis man lige minusset den med C.

  "Jah?" Pigen med de grønne øjne og mørkebrune hår stod lænet op ad huset, mens der lød rungende brag for sekunder omkring, og himlen lyste op i systemets flotteste farver.

  "Hvis dette er stilheden, er stormen ved at komme." Drengen med samme øjenfarve og samme hårfarve, men alligevel ikke lignede hende så meget, så meget seriøst skiftevis på den første pige - og pigen ved hendes side. "Vi har ingen undskyldninger for at komme her. Vi må fortælle hende nu, hvad der foregår. For hende. Det er det mindste, vi kan gøre."

  Den smukke brunette med smalle, brune øjne og modellignende krop gjorde et kast med hovedet. "Jeg gad alligevel ikke vente hele aftenen for at vinde hendes tillid, så hun måske bedre fattede alvoren i det her. Men lad os tage en snak med Darren først. Det var trods alt ham, der bragte os her." Hun smilede.

  "Jeg fatter ikke, at du går med til det her så hurtigt, Katherine." Pigen med de grønne øjne sukkede. "Denne mission handler ikke kun om at vinde Birdys tillid, så hun kan give os en chance for at forklare tingene ordentligt. Den handler om at give vores fremtid en større chance. Fremtiden er alt nu."

  "Det ved jeg," hviskede pigen Katherine lavmælt. "Derfor har vi ikke tid til at stå her. Jo hurtigere dette går, jo hurtigere har vi sikret os selv et fremtidigt liv."

  I et højt pust vågnede jeg op i sengen med blodsprængte, opspærrede øjne. Jeg var forvirret og så mig febrilsk omkring i søgen efter virkeligheden, og jeg greb om sengekanten for ikke at falde ud. Jeg sprang af den fugtige lagen, cirklede usikkert og bebrejdende rundt om gulvtæppet og fandt til sidst plads på vinduesbænken, hvor jeg så ud på sneen, der havde lagt sig. Alt udenfor var stille, roligt. Normalt. Men sådan var det ikke indenfor. Ikke inde i cirklen.

  Med høj puls og dunkende pande gik jeg ned i køkkenet, tog en tår vand og fandt mig selv på værelset igen med mobilen i hånden og Darrens nummer tastet ind, men jeg ringede ham ikke op. Jeg ville ikke. Min nysgerrighed var lige så stor som månen. Jeg ville vide, hvad jeg havde set. Men noget i mig var bange for at han ville sige, at jeg havde mistet forstanden, og der var intet at gøre. For evigt galning, hvis du en gang havde været det.

  Forpustet trak jeg i mit tøj og overtøj, låste døren op og tog turen ind til London. Jeg måtte bare finde ro, og derfor fandt jeg frem til en lille pub, der mindede en del om Dream Puppy. Jeg lod mig rive med og forsvandt i blandt folkene i Londons natteliv. Jeg bad om en øl og en cheeseburger, satte mig på en af de fem barstole langs disken og ventede på en samtale, men det lod ikke til at folk var særligt snaksalige med fremmede.

  Da jeg havde spist halvdelen af maden og opdagede mætheden, var jeg lige ved at gå, som døren slyngede op og ind kom det velkendte ansigt af Ryan Garroway. Han genkendte mig med det samme, hilste pænt og satte sig så ved siden af min efterladte natmad.

  Tøvende og nysgerrig satte jeg mig tilbage på pladsen. Jeg greb om øllen, men undlod at drikke mere. Det havde heller aldrig været min kop te, men sommetider behøvede man nyt for ikke at slide den gamle bane i stykker.

  Ryan bestilte en whisky og så over på mig med sine skarpe, blå øjne.

  "Venter du på nogen, Birdy?" spurgte han.

  "Nej.." Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle sige. "Hvad laver du egentlig her? I London? Jeg troede ikke, at du var fyren til at forlade Gritzbee uden dit tæskehold."

  Han grinte. "Nåh! Jeg kommer her ellers ofte uden andre. Jeg har aldrig set dig her før. Hvad skyldes det?"

  "Ikke noget specielt. Jeg havde bare brug for at komme ud."

  Whiskyen blev serveret.

  "Gritzbee har været trist uden sin kontrolfreak særling til at få orden på sagerne," smilede Ryan og tog en tår af den stærke drikkelse. "Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke kom tilbage efter Richards død. Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor så flygte?"

  "Det vedkommer ikke rigtigt dig," mumlede jeg. "Det var egentlig heller ikke det, jeg ville tale om. Jeg har bare brug for at vide noget."

  "Hvad?"

  Jeg sukkede. "Kom Max på holdet?"

  Ryan fnes. "Din lillebror? Selvfølgelig. Han var god." Noget ved hans smil var manipulerende. "Men jeg håber, at han er okay mod Lula - ellers kan jeg love dig, at han ikke bare bliver smidt af holdet. Jeg får ham smidt af skolen."

  "Siger drengen, der behandlede hende som en dukke og var hende utro syv gange. Syv gange. Så mange har jeg ikke engang datet."

  "Har du overhovedet datet nogen, der ikke endte op som døde? Først ham fyren i de mindre klasser, så Leo, så Richard." Han grinte. "Men selvfølgelig vil jeg altid være villig til at tage den chance. Jeg kan godt lide farlige piger."

  Jeg vendte øjne. "Aldrig om jeg har datet Richard eller nogen dreng i de mindre klasser. Leos død var komplet tilfældig. Jeg er ikke Medusa."

  "Nej, du er bare en af hendes slanger - og gu' gjorde du så. Jeg kan selv huske, at du skrev med drengen, indtil han slettede dig, og du blev ti gange værre end før."

  "Åh, klap i. Jeg orker ikke diskussioner. Jeg kom her for at slappe af for alt dette." Jeg sukkede og hvilede mit ansigt i min hånd, lige før jeg rejste mig fra barstolen og skulle til at gå. "Farvel, og skide god jul."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...