Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34819Visninger
AA

8. ❀ Kapitel Syv | Glem Alt Jeg Sagde

”Fest, fest!” skreg Eddie og sprang ud af bilen, da Darren parkerede Ford Kuga’en foran en dyster skov.

  Jeg gik tøvende med og var i tvivl, om det var det rigtige sted vi var ankommet til. Hvis de mente, at vi skulle feste med skovbundens uhyggelige dyr, var jeg den der var skredet. Det var da for mærkeligt at sige, at vi skulle til privatfest og så kører mig hen til en skov?

  Træerne ragede op i vejret ligesom skyskraberne i byen. De var mørkegrønne og sås kun som silhuetter i måneskindet. Stjernerne lyste kun op for et lille område fra vores synspunkt. Et lille areal på hver deres side af himlen. Men kom man så langt tættere på dem, ville man opdage, at de slet ikke var så små, som de så ud. Faktisk var de en sol i et koordinatsystem. Vi lagde et sted imellem de uendelige koordinater: Bare en lille ubetydelig prik med kuglepennen. Og så dog?

  ”I mener ikke det her seriøst?” spurgte jeg og ledte efter en slags lokale, hvor festen kunne forgå i.

  ”Vent,” svarede Darren og tog min hånd. Jeg mærkede en varme pumpe rundt inden i mig og specielt ved mit hjerte.

  Det var som tog et varmt tæppe om mig, men varmens højdepunkt centrerede i mit hjerte, og dér forblev den. Jeg kunne mærke jorden under mig. Jeg var ikke længere oppe og svæve, hvor problemerne bandt sig på mig, som i en luftballon.

  Darren viste an, mens Tess, Eddie og jeg fulgte med. Om de andre kendte til hvor vi nu skulle hen, vidste jeg ikke. Det betød heller ikke spor. Bare der var et sted.

  Fjernt kunne man hører skovens dyr udtale deres karakteristiske lyde. Græshopper summede, ugler kukkede og de få fugle, der endnu var vågen og lagde i deres reder, sang så smukt at jeg fik gåsehud på armene.

  Græsset under mig kildede mine nøgne fødder. Jeg ønskede, at jeg havde taget sko på, inden Darren tog mig væk hjemmefra. På den anden side følte jeg mig også mere i ét med naturen, selvom den fra start så uhyggelig ud. Nu var der mere en hyggelig stemning, trods jeg ikke vidste, hvor vi præcis skulle hen.

  ”Dér!” råbte Darren og pegede på et sted mellem nogle træer.

  Først kunne jeg kun se en sø, men opdagede så at der var en lille hytte nede ved søen. Den var lavet af mørkt træ, så gammel ud og tilhørte helt sikkert nogen der var døde. Alligevel var der noget over den, der gjorde, at jeg kunne lide den.

   ”Det var mig der opdagede stedet her, da vi flyttede hertil for et par uger siden,” sagde Tess. ”Den har været forladt i mange år, det kan man se, men hvor mange år den har været det, er der vidst ingen der rigtig ved. Nu bruger vi den til privatfester.”

    ”Nice,” sagde jeg bare, da jeg ikke var hel sikker på, hvad jeg ellers skulle sige. Det var da også nice at have sin egen ’hytte’ at holde fester i. ”Kommer her så andre end os i nat?”

  Hvor meget jeg ville bryde mig om, hvis her pludselig kom en masse, vidste jeg ikke helt. Det ville være lidt nederen, men på den anden side; kan man holde fest, når man kun er fire, og tre er ’søskende’?

  "Etiennes flirt og Tess' kæreste," svarede Darren og smilte.

  "Og.. Så kommer jeg her som din ven? Er det ikke lidt.." Jeg var bange for, at det lød forkert, men det var, hvad jeg tænkte.

  "Vores venskab er den bedste?" han tog min hånd endnu engang, hvilket forvirrede mig endnu mere end spørgsmålet. "Så er det vel okay?"

  "Ja, vores venskab er den bedste, du har ret," sagde jeg uden at vide, hvad jeg egentlig svarede på. Men Darren og jeg var da gode venner, selvom det ikke var længe siden vi mødtes. Jeg havde det, som havde jeg kendt ham i mindst et år, dog stadig meget uklar på hvordan han virkelig var.

  "Fedt, jeg har noget, jeg skal vise dig." Darren kastede nøglerne til hytten til Tess og førte mig om på den anden side af søen.

  Månen spejlede sig i det klare vand. Jeg blev vist hen til et træ, og jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle. Denne nat var én stor overraskelse. Var det bare en drøm? Noget jeg drømte, fordi jeg inderst inde ønskede alt dette?

  Uden at tænke over det, klatrede jeg op ad træet efter Darren. Jeg endte på en platform af træ, der åbenbart var øverst i træet. Jeg glemte alt om, hvad der skete omkring mig. Det eneste jeg tænkte, var hvorfor jeg skulle herop. Mon han ville kaste mig ud? Nej, det kunne han ikke finde på.

  "Ved du hvad, fugl?" spurgte Darren.

  "Nej."

  "Vi alle har hemmeligheder: Store og små. Og vi vil nok alle holde dem hemmelige." Han så op på himlen, og det samme gjorde jeg. "Men sommetider er det bedst at lade andre mennesker kende dem.. Fordi vi indeni er som skyskrabere: Vi tror, vi er 'høje', men vi er bare små 'ting' i et endeløst univers. Vi er bare mennesker. Og vi må hjælpe hinanden for at huske os på det."

  I lidt tid stod jeg og tænkte over det. Hentyd han til, at jeg holdte en hemmelighed for ham? For det gjorde jeg vel på en måde, men det vidste han jo ikke.

  "Hvad hentyder du til?" spurgte jeg nervøst for, om han ville afsløre min.

  "Jeg bør ikke holde det hemmeligt, at jeg syntes, at du er sød," svarede han, og jeg rødmede.

  "Tak, men.." Jeg tænkte på mit løfte. "Der er altid et 'men'.. Det er bare.."

  "Du er ikke klar," svarede han for mig. "Det tænkte jeg også på, inden jeg hentede dig. Og du kender mig heller ikke. Og jeg kender ikke dig. Jeg ved, jeg burde glemme dig, men hver gang jeg forsøger det, dukker dit smil op i mit hoved. Jeg elsker virkelig dit smil: Det får mig til at føle, at jeg er rig, og hver en problem jeg har forsvinder."

  "Undskyld, jeg.." Jeg trak mig tøvende tilbage til hullet i platformen, vi kom op af.

  "Nej, det er mig der undskylder!" skyndte Darren sig at sige.

  Han slog sig selv i panden og tog med et løst greb fat i min skulder. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Jeg vidste, der var noget, han ville fortælle:

  "Glem alt jeg sagde. Det er lige meget! Kan vi ikke droppe alt der lige er sket?" Han kiggede med et bedende blik, og jeg sukkede.

  "Jeg beklager." Træt stillede jeg mig hel hen til kanten af åbningen. Jeg fik højdeskræk bare af at kigge ned. Der måtte være nogenlunde otte-ni meter ned.

  "Fugl!" skreg han og tog fat i mig. Jeg mærkede vrede over at han tog fat i mig, når jeg nu afviste ham. Jeg vred hårdt i hele min krop for at få hans hånd væk, men mistede balancen ved kanten og et sus gik igennem min mave.

  Vi begge styrtede ned i en kæmpemæssig fart. Jeg skreg i håb om, at det ville overdøve faldet eller det kunne redde mig, men det var som stod tiden stille, og min mave ville give af på det.

  Jeg fægtede med armen, som var jeg i krig med selveste tyngdekraften. Jeg forsøgte at finde fodfæstet, men jeg kunne ikke.

  Et uendeligt fald føltes det som, og min mave krøb sig sammen, mine tanker buldrede og jeg vidste, at jeg skulle dø.

  Og så skete det: Verdens farver tågede væk som fløj millionvis af solsorte henover mit syn. Følelserne i hele min krop, blev opslugt af jagende smerter. Jeg landede på jorden og havde intet tilbage. Jeg var væk. Jeg var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...