Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34413Visninger
AA

18. ❀ Kapitel Sytten | Forhøret

Mor var stadig hos mig, da jeg vågnede op. Hun havde fået lov til at blive hos mig med den løgn, at jeg var psykisk bange for at sove alene. Mærkelig nok havde de hoppet på den, da de ikke turde risikerer, at jeg gik helt amok.

  Usikker greb jeg om mor skulder og satte mig op. Der var ret så lyst udenfor, kunne jeg se ud af en vindue nær loftet. Tænk at jeg virkelig havde sovet i en celle. Det skulle jeg bare aldrig komme til igen.

  Gabende så jeg på hende, om hun havde fået mere information omkring det hele.

  "Du skal til forhøret nu," sagde hun neutralt, som var der ingenting ved det overhovedet. Det kunne jeg godt lide.

  "Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at sove hjemme?" spurgte jeg stadig træt og var øm i ryggen fordi bænken havde været så hård.

  "Du er heldig, at du overhovedet fik lov til at sove." Jeg var overbevist om, at mor hentydede til sig selv. Så vidt jeg vidste, havde hun ikke sovet. Måske af bekymring.

  Jeg blev vist ud af cellen af en betjent og blev anbragt i et mørkt rum, hvor der kun var en enkel pære, der lyste svagt udover en bord midt i det hele med én stol på den ene side og to på den anden.

  Jeg fik besked på at sætte mig på den side, hvor der kun var én. Mor hun måtte ikke komme med, kun to mænd var i rummet, og de var begge uniformerede.

  Sukkende så jeg på dem og satte mig ned.

  Jo hurtigere - jo bedre, mindede jeg hele tiden mig selv om. Det var sådan, det var. Så ville jeg gerne slippe herfra, måtte jeg tænke klart og samarbejde med dem.

  Den ene betjent bar solbriller og så rå ud, mens den anden mere lignede den bløde type. Ak, hvor typisk. Skulle de nu spille den gode og den onde betjent? Damn, det kunne jeg bare ikke klare.

  "Hvor er det bare kikset at bruge solbriller som betjent, når der mørkere herinde, end der er udenfor om natten," mumlede jeg. "I det hele taget er solbriller bare kikset til betjente."

  De hørte det begge to, kunne jeg se på dem. De satte sig ned ved bordet, og ham den barske tog sine solbriller af, kun for at vise mig sine mindst lige så rå typer.

  De fleste piger på min alder ville nok falde pladask for ham og hans seje stil, men jeg fandt det afskyeligt. Han var jo direkte en wanna-be-badboy, så langt ude latterligt til en mand i 40'erne.

  "Lad os snakke om noget andet end min tiltrækkende stil," sagde manden, som jeg havde snakket til. Hvor endnu mere afskyeligt, at han kaldte sig selv for tiltrækkende. "Jeg er Bennett, og ham der er Blade. Vi er på sagen om Richard Bonetons forsvinding og død."

  "Det kan jeg gætte mig til," indskød jeg.

  "Kan du fortælle mig, hvorfor dit DNA er på hans lig samt mordvåbnet?"

  "Næh, jeg ved ikke engang, hvad mordvåbnet er," snerrede jeg, "og jeg har da slet ikke rørt ved ham."

  Blade så først på Bennett og så på mig. "Hvornår så du ham sidst?"

  "Øh, det var vist i mandags, da skoven brændte," svarede jeg og kom i tvivl, om det nu var mandag. "I hvert fald lidt inden branden brød løs. Darren Sparks, Lula Parker, Richard og mig blev sat på hold sammen. Den eneste i hele mit liv, jeg har snakket med ham, det var der. Og det var kun kort angående hvordan vi delte os op. Lula og mig gik for os selv og Richard og Darren de gik sammen. Der gik ikke vildt lang tid siden Darren kom tilbage sammen med Camille Larsson, de var på vej væk fra ilden. Men det fortalte Darren jer jo sikkert, da vi lidt senere skulle fortælle jer omkring hvad der skete, ik'?"

  Blade og Bennett så overrasket på hinanden.

  "Undskyld, Camille Larsson?" spurgte Bennett mindst ligeså chokeret, som han så ud. Jeg nikkede som bekræftelse, og han skrev navnet ned på en blog.

  "Hvad er der med hende?" spurgte jeg nysgerrigt.

  "Åh, det er bare," begyndte Blade, "hun var ikke en del af det, som Darren fortalte os. Har de to haft et forhold?"

  "Det håber jeg så sandelig ikke," råbte jeg op og afslørede, at der var noget imellem ham og mig.

  "Hm, ved du hvor stærk deres kontakt er?" spurgte Bennett og pudsede sine solbriller.

  "Jeg har kun set dem sammen den ene gang," erklærede jeg. "Hør, jeg aner ikke hvorfor mit DNA pludselig er overalt, men medmindre i har en god grund til at fortsætte med de latterlige spørgsmål, som jeg alligevel ikke kan svarer på, kan jeg så ikke godt tage hjem og være i fred. Bare fordi Richard er død, er det ikke ens betydning med, at jeg ikke må leve mit liv."

  Bennett rullede med sine øjne og satte begge sine albuer op på bordet. "Okay, Birdy Green, jeg har ikke noget imod dig endnu, men fortsætter du med at spille uvidende og flabet over for politiet, så ender du i en celle. Så jeg foreslår dig, at du samarbejder med os nu."

  "Min kæreste er død. Min såkaldte bedste veninde dater min lillebror. Jeg har ingen far overhovedet. Jeg er vidne til at min veninde også blev overfaldet af en mand, der truede hende. Min flirt er en overnaturlig væsen, der beskytter menneskeligheden. Og nåh jo, nu er politiet på nakken af mig, fordi jeg er mistænkt for et mord på en dreng, jeg knap nok anede eksisterede. Ikke at jeg har det store at miste. Så beslut jer gerne for om I vil anholde mig eller ej, for jeg er ret så utålmodig. Husk på at jo længere tid i bruger på mig, jo længere tid har morderen til at skride af helvedes til. Så jeg foreslår jer, at I slipper mig fri, tænker med det øverste hoved - hvis I var i tvivl og sætter søgen efter en morder, der rent faktisk er realistisk. Nu."

 

Det komiske ved det var, at de blev så sure, at de ikke selv var i stand til at føre mig væk. Så de havde råbt i kor efter en anden betjent, der førte mig tilbage i cellen. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. Min største bekymring var sådan set bare, hvor mor nu befandt sig. Jeg håbede, at hun ikke var taget hjem. Det kunne hun i hvert fald ikke være bekendt.

  Til alt held var hun bare ude at hente sin mobil i bilen. Hun kom tilbage til mig kort tid efter jeg var blevet anbragt der. Og da hun spurgte, hvorfor jeg allerede var tilbage, svarede jeg med et enkelt fnis.

  "Jeg kan se, at ham Darren har haft ringet til mig," sagde hun undrende. "Det er nok fordi, han ikke kunne få fat på dig."

  "Må jeg tale med ham?" spurgte jeg.

  "Jeg går lige op og spørg."

  Mor stod i lidt tid og talte med en mørk betjent. Han var buttet, men så sød ud. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg syntes bare at mørke mennesker så søde ud. De mindede mig sådan om min bamse, da jeg var lille.

  Mens mor snakkede, kiggede jeg på mig selv. Stadig iført det klamme, slidte tøj fra festen. Jeg havde ikke haft tid eller mulighed for at skifte, så jeg glædede mig til at komme hjem engang og blive stylet op.

  Mit hår var ret så beskidt - endnu en ting jeg glædede mig til at få ordnet.

  Med en mærkelig ting på sin mobil, kom mor tilbage.

  "Du kan snakke med ham, men det vil blive aflyttet," påpegede mor og gav mig mobil. Jeg nikkede og tog imod.

  Tøvende trykkede jeg på nummeret, og den ringede op. De irriterende toner lød igen og igen, men til sidst blev de afbrudt af Darrens stemme, der satte sig lige i mit hjerte.

  "Mrs. Green?" lød han.

  "Det er Birdy," smilede jeg, "vores samtale bliver aflyttet."

  "Åh Gud, Birdy, jeg har været så bekymret," råbte han nervøst. "Hvad så?"

  "Jeg er blevet forhørt og sidder nu og venter på ingenting i en celle. Det er meningsløst. Har jeg virkelig fortjent det?"

  "Nej!" skyndte han. "Jeg ved godt, at det ikke er dig. De må få fingeren ud og finde den rigtige morder."

  "Hvorfor løj du over for politiet?" var det eneste jeg havde at sige.

  "Løj? For politiet? Hvornår?"

  "Efter branden blev vi alle afhørt kort hver for sig. De fortæller, at du ikke nævnte noget om Camille. Jeg ved godt, at det er begrænset, hvad du kan sige nu. Men har i noget sammen eller hvad?"

  "Hvad?!" udbrød han højt. "Det kan du da ikke mene for alvor? Er det ikke os to, der har noget sammen?" Jeg smilte inderligt. "Sandheden er, at jeg tænkte, at det var ligegyldigt at nævne hende. Dengang var det ikke en mordsag. Nu håber jeg, at I lytter godt efter politifolk! Birdy har ikke noget med alt det her at gøre, og hvis I kunne starte de teorier, så har jeg i den grad heller ikke."

  Endnu mere smilte jeg inderligt. Han var skøn. Min nuværende helt, bare jeg havde ham hos mig. De skod politibetjente skulle ikke aflytte mine samtaler og spærre mig inde. De skulle holde sig væk fra mig og finde den egentlige morder.

  Selv kunne jeg ikke lade være med at spekulere på hvem det var - om det var nogen jeg kendte. Jeg gad også godt vide, hvorfor mit DNA var på liget og mordvåbnet. Hvad var mordvåbnet overhovedet?

  Så var det, at jeg pludselig ikke længere kunne holde det tilbage. Jeg sagde pænt til Darren, at jeg altså lige måtte noget. Jeg gav mor hendes mobil tilbage og gik direkte hen til manden, der stod ved cellens indgang og udgang.

  "Hey!" råbte jeg til ham. Han kiggede på mig. "Før mig til de to betjente, der er på sagen, jeg forlanger at tale med dem, jeg har noget vigtig information."

  Manden sagde, at jeg ikke måtte komme ud, men han ville fører dem til mig.

  Mor skulle gå ud i mellemtiden, og hun sagde, at hun ville gå ud og sidde lidt i bilen. Jeg sagde, at det var okay og lod hende gå. Samme tidspunkt gik betjenten og kom tilbage med de to vrede mænd, der kiggede spørgende på mig.

  "Hvad har du at tilstå?" snerrede Bennett.

  "Jeg tilstår kun, at jeg er her uden grund," svarede jeg. "Men.. Fører I mig til gerningsstedet, kan jeg måske hjælpe jer. Min kloge hjerne indebærer mere information, end I kan forestille jer. Ikke at de gør mig til en morder, men så har I en chance for at komme videre i sagen og få mig frikendt."

  De så på hinanden og nikkede efter lidt tid. Gud, hvor var det utroligt, at det blev mig, der tænkte klarest i alt det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...