Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34836Visninger
AA

17. ❀ Kapitel Seksten | Tilbageblik

22. december, 2013.

Mirakuløse øjeblikke. De øjeblikke, vi alle ventede på. Nogen hele sit liv - nogen kom aldrig i nærheden af dem - jeg havde fået mit mirakuløse øjeblik. Faktisk hver evig eneste gang, jeg var sammen med Leo, var mit mirakuløse øjeblik.

  Hans mørkebrune hår og varmende, mørkebrune øjne fik mig til at smil indeni mig. Jeg elskede det, jeg elskede ham. Kunne han ikke bare blive hjemme juleaften. Kunne han ikke bare tilbringe den med mig i stedet for at tage op til sin tante og holde jul.

  Ej, det var jo ikke hans valg. Leo ville tilbringe juleaften med mig. Han ville have blevet hjemme. Men det var hans forældre, der tvang ham af sted. Og det var forståeligt nok, at de ikke ville give slip på deres eneste barn. Sådan ville jeg også have det, når jeg fik børn. Jeg ville tilbringe al den tid med dem, som jeg kunne. Om så jeg måtte virke lidt uretfærdig over for deres kærester.

  Leo var enig. Vi havde tit snakket om det, men vi ville begge først have et barn engang oppe i tyverne. Måske omkring de 23-24 år, selvom det faktisk var ret så tidligt.

  Tiden passede fint. Jeg var nu 17 og Leo 18. Der ville være rigelig med tid til at finde ud af, om vi skulle tilbringe resten af vores tid sammen - der var dog ingen tvivl. Det skulle vi.

  Udenfor dalede snefnuggene ned i store mængder. De var alle unaturlig store, kugleformede og vatagtige. Når man så dem lande på landskabet udenfor - husene, skyskraberne bagved, den kolde jord, på det mørkegrønne græs og på andet land i Gritzbee, følte man en hjertelig stemningen, der ulmede så hyggeligt og så fredeligt i ens sind. Man følte julen, og man følte glæden ved den.

  Indenfor sad jeg alene i sofaen med en dejlig varm kop kakao med skumfiduser i mest bare for at varme mine hænder. De var altid så kolde om vinteren, selvom jeg bar handsker, holdte dem under det varme vand i håndvasken eller åndede på dem. Ikke at det gjorde noget, for det forhindrede mig ikke i at være ude i det kolde vejr.

  Jeg følte sindsro og min mave smilte ved minderne om de tidligere dage i december helt tilbage, til da jeg var et lille barn. Stjernerne over himlen om aftenen. Om dagen var der så hvidt, at man til tider overvejede at bære solbriller. Begge tidspunkter i løbet af de 24 timer i kontrast med hinanden, og jeg havde tit tænkt, om det var en tilfældighed eller en anerkendelse på, at der var noget specielt ved decemberdagene.

  I fjernsynet viste de en masse godt for de mindreårige og mig. Det var altid værd at lege i sneen, mens den var der, men det samme gjaldt at se de hyggelige og hjertevarmende Tv-udsendelser, der kom her ved jul.

  Der var de mange julekalendere. Der var de mange julefilm, som efterhånden bare var blevet en tradition at se. For eksempel Alene Hjemme 1 & 2, der bare havde ændret mit liv som barn. Det lød som en overdrivelse, men efter at have set dem, følte jeg, at jeg kendte til julens sande jeg. Hvad det hele drejede sig om, og hvor stærk man kan være uanset hvilken alder man har. Ikke nødvendigvis 'stærk' i forstanden som med styrke. Nej, i forstanden som stærksindet og modig. Noget virkelighedens børn havde godt af at lære om, det var en begyndelse allerede dér og sådan at se realiteterne i øjnene.

  Selv var jeg måske ikke altid den klogeste. Men de ting jeg vidste, dem vidste jeg, og jeg tvivlede ikke på dem ligesom med så meget andet. Ingen kunne sige, at jeg tog fejl, for sådan var det ikke angående de ting.

  Min kakao begyndte at blive mindre varm, så jeg tog en skumfidus op, spiste den og drak lidt af kakaoen. Jeg kunne mærke dets varme strømme ned igennem min hals og den forsvandt efter at have nået mit hjerte. På en måde føltes det ubehageligt, men på en anden måde føltes det godt. Ting man sjældent oplevede.

  Det var sent på eftermiddagen, og jeg ventede på at Leo skulle komme over og se A Nightmare Before Christmas sammen med mig. En klassiker, syntes jeg selv. Også en af de såkaldte traditionelle film, man bare skulle se om julen. Den var så original, at jeg ikke kunne lade være med at tænke godt gået.

  Min mobil vibrerede, og jeg forventede en besked fra Lula, det var dog i stedet Leo, der tekstede mig, at han ville kom en smule forsinket. Jeg kunne ikke lade være med at le, da jeg så, hvad han skrev.

  Det var så typisk Leo.

 

  L. W. K.:

  "Undskyld, skat, men jeg kommer to minutter forsinket på grund af noget D: <3"

 

  Jeg rullede med øjnene i et smil og svarede ham.

 

:Birdy_That's_Me   

"Whuut? Hvor ka' du være det bekendt, dejli'e xD :3"  

 

  L. W. K.:

  "Nu bliver det tre minutter, men jeg skal nok gøre det godt igen! <3 <3"

 

:Birdy_That's_Me   

"Hvordan..........?"  

 

  Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt for mig selv. Gad vide hvad han ville svarer? Jeg havde anelser, men var bare ikke helt sikker. Han havde det med at overraske mig. Og hvorfor kom han egentlig for sent?

 

  L. W. K.:

  "Det finder du ud af.......... xoxo <3."

 

  Smilende lagde jeg min mobil fra mig og tog mit lilla tæppe tættere omkring mig. Jeg kiggede ud af vinduet for at opsummere vejret.

  Det sneede ikke mere, men hele vores ret så store have samt faktisk hele landskabet var tilpas dækket med hvidt, glitrende sne og så lidt mere til.

  Mørket var ved at tage over, men her var stadig lyst. Solen var ikke til at finde, selvom der ingen skyer var at se. Der var måske skyer, men man kunne ikke se dem for den snehvide himmel.

  Kuldegysninger gibbede pludseligt i mig, så jeg aede mine arme og dannede et næsten liggende X med dem. Utroligt hvor meget et syn kunne gøre.

  "Kom nu, Leo," bad jeg lidt utålmodigt, trods han uden tvivl ikke kunne hører mig. Det glædede mig dog, at Max var hos én af sine venner og mor på arbejdede. Jeg foretrak at være enten alene eller sammen med Lula eller Leo.

  Jeg tændte for Tv'et, der ellers hele dagen havde stået tændt, men for nylig var blevet slukket. Udsendelsen, der blev vist, var en genudsendelse af gårdagens afsnit af julekalenderen "Vallie og Julemanden". Den handlede om 11-årige Vallie Claus, der blev mobbet, men senere fandt ud af, at hans far var julemanden, og han var blevet frosset i hjertet af "den onde troldkvinde", og så måtte Vallie ordne en hel masse, før han kunne befri julemanden, og der kunne komme en jul.

  Den var faktisk god. Kliché, med god. Jeg havde fuldt med i hvert et afsnit, og da jeg allerede havde set afsnit 21, spolede jeg over på kanal woop-woop. Dér viste de en eller anden juleshow, som jeg ikke rigtig kendte.

  Så sad jeg så der og halvsov foran fjernsynet, indtil Leo kom. Han kastede mig en pose med mine yndlings karameller og vækkede mig med dét.

  Han satte sig ved siden af mig og lod mig hvile min overkrop på hans skød.

  Uden at jeg havde bedt ham om det, fandt han selv frem til A Nightmare Before Christmas og tændte den.

  Med min hånd på hans varme, faste mave, satte jeg mig op og pressede mine læber ind mod hans, imens This Is Halloween begyndte at køre i baggrunden. Han kyssede igen og tog fat om mig og bar mig op på ham. Forsigtigt løftede jeg hans trøje op og kyssede hans mave, men han hev mig op igen for at holde min krop ind mod hans. Jeg smilede og lagde mig ind til den ene side af hans hals, så jeg kunne hører hans puls dunke.

  Leo aede min ryg, og sådan sad vi i lidt tid.

 

24. december, 2013.

Jul. Juletræ. Julehjerter. Julestjerner. Julekalender. Julemand. Julemad. Julenisser. Julesang. Juleaften. Hvor jeg dog bare elskede det alt sammen, og hvor jeg dog bare ønskede, at jeg aldrig ville stoppe med at elske de ting. Selvom de fleste andre på min alder, som jeg kendte, var fuldstændig ligeglad med det hele. Sådan havde jeg aldrig haft det. Eller jo, i en kort periode inden Leo kom ind i mit liv. Før var det bare fest, druk, drenge, film, sengen. Alle burde have en Leo til at forandre sit liv. Og der var ingen tvivl om, at uden Leo havde jeg være præcis ligesom alle de andre.

  Tiden var inde til at sige farvel til Leo. Vi skulle først ses igen d. 1. januar. Hvor det dog var uretfærdigt, at min Kingston skulle være hos sin tante i den tid, hvor de ikke engang skulle lave ballade nytårs aften. Damn, hvor kedeligt.

  Og jeg kunne tænke mig til, at jeg selv intet skulle. Måske med Lula til fest, men det var ikke helt planlagt.

  Udenfor mit hus stod Leo og bankede på. Han var først lige kommet. Vi skulle ønske hinanden god jul og alt det der. Jeg overvejede at finde en hammer frem, banke ham bevidstløs og så gemme ham på mit værelse, så han ikke kunne tage med. Men det ville være ret sygt gjort. Og desuden var hans mor med, så det kunne ikke gå.

  Jeg gik ud for at åbne, men Max kom først. Selv stod jeg lidt længere væk og tænkte, hvor synd det var for Max, at han nok aldrig fik en kæreste at beholde. Han var kun ét år yngre end mig, men han var den totale livsstil-maker. Han festede konstant, havde førhen haft alt for mange piger og jah.. Men han var da pæn nok, han lignede jo mig. Det var sikkert dét, som de fleste faldt for.

  "Hey." Han gumlede på noget slik og gav hånd til Leo - hvilket ikke lignede ham, og så fik han selvfølgelig et kram af Leos mor, ligesom jeg også gjorde.

  Max skyndte sig at gå igen, han ville helt sikkert undgå flere situationer, der ikke lignede ham. Jeg fnes.

  "Bah," udbrød jeg, "jeg henter lige din gave på mit værelse."

  Leo nåede ikke at sige noget, før jeg smuttede op på mit værelse og indenfor kort tid var tilbage igen. Jeg smilte af hele mit hjerte og kyssede ham. Om det var derfor, hans mor gik, var jeg ikke sikker på, men hun sneg sig i hvert fald forbi os og gik ind til min mor i køkkenet. De talte altid godt sammen, de to skøre kvinder.

  "Din gave," hviskede Leo i mit øre og lagde en firkantet, indpakket gave på vaskemaskinen, der ikke var startet.

  "Tak," hviskede jeg tilbage og kyssede ham varmt på kinden, så den blussede svagt op. Han havde altid lidt lyserøde kinder, det så virkelig sødt ud til hans nuttede, smukke ansigt.

  "Selv tak, min smukke blomstereng," smilede han og krammede mig, så hans varme overkrop spredte rosenblade i min mave.

  "Jeg ved godt, at det ikke er særlig lang tid," hviskede jeg småhæst og to tvillingetårer gled ned ad min kind, "men jeg kommer til at savne dig så meget."

  "Jeg kommer også til at savne dig," hviskede han og kneb sine øjne sammen for ikke også at slippe tårerne fra sin øjenkrog og aede blidt min ene kind, så tårerne blev skubbet væk. "Jeg vil savne dig, som kommer jeg aldrig til at se dig igen. Så kan jeg kan blive positiv overrasket, når jeg ser dine pæne øjne igen. Men jeg lover, at jeg vil skrive med dig så lang tid, jeg nu kan, og jeg vil ikke glemme dig så meget som ét øjeblik."

  "Jeg vil heller ikke glemme dig så meget som ét øjeblik. Du vil hele tiden være i mit hjerte."

  Leos mor kom og så på os med et blik, der viste, at hun ikke var meget for det, men de skulle altså afsted nu. Beklager.

  "2 minutter," bad Leo og så på hende direkte i øjnene.

  Hun smilede, nikkede og gik så ud til bilen ude foran huset.

  "Du må have den bedste juleaften og bedste nytår," sagde Leo og kyssede mig på panden.

  "Det kan jeg ikke få," beklagede jeg. "Ikke uden dig."

  Hans smil forlod ikke hans læber. Nej, den var perfekt placeret bortset fra, at det ikke var et smil, der udtrykte lykke. Dette smil viste mig, at han var mindre begejstret, men havde forudset det og følte det samme, som jeg følte.

  "Vil du ikke nok prøve?" spurgte han og så ind i mine øjne, så jeg ikke kunne svare nej. Hans øjne var bare så smukke, jeg havde aldrig set noget lignende. "Så prøver jeg også."

  Efter lidt tid svarede jeg ham:

  "Okay. Jeg lover, at jeg prøver, men jeg lover ikke, at jeg vil blive glad."

  Han takkede, kyssede mig på læberne en sidste gang og gik ud af døren med gaven fra mig til ham i hånden og vinkede farvel til mig med den anden.

  "Kærlighed," tøvede Max, der pludselig dukkede op ved siden af mig. "Den forbliver sårende."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...