Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34389Visninger
AA

27. ❀ Kapitel Seksogtyve | Kautionen

Det blev Max, der vågnede mig. Jeg lagde og sov med hovedet hængende ned af sengekanten og for helvede, hvor havde jeg ondt i nakken. Det var så mit hoved prikkede og min nakke bogstaveligtalt skreg af smerte.

  Jeg brokkede mig, da han tog fat i min krop og overraskende nok løftede mig op fra sengen og bar mig hen til mit klædeskab, hvor han satte mig ned på gulvet.

  "Hjemløse-pige og mor har lavet vafler til morgenmad, din sover," fnøs han og så ned på mig. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hans muskler. Havde han virkelig trænet? Oh Gud, hvor meget gjorde han ikke lige for soen Lula! "Jeg skulle sige fra mor, at du skulle klæde dig på og komme ned nu."

  Det blev min tur til at fnyse, og jeg sparkede ham over skinnebenet uden at se reaktion fra ham. "Men hun bad dig ikke om dét der, vel?!"

  "Næh." Han gik igen, og jeg rystede på hovedet. Jeg havde lyst til at løbe efter ham og overfalde ham. Eller noget som det.

  I stedet rejste jeg mig tøvende op og gennemgik mit tøj. Jeg valgte en lysegrå top med en gennemsigtig, hvid festskjorte udenpå. Så trak jeg i sorte leggings gik nedenunder efter at have redt hår. Jeg tænkte, at Max nødig skulle løfte mig igen, for at jeg ville gøre mig klar først.

  Det var sandt, og det chokerede mig på en eller anden måde. Jeg kunne lige forstille mig mor nærmest tvinge Cece til at lave vafler med hende, fordi jeg ikke var stået op. Tanken fik mig til at fnise, og jeg satte mig ved siden af Cece for at få os til at se venindeagtig ud.

    Lula kom smilende ind i køkkenet og satte sig ved Max, der således sad imellem Cece og Lula. Jeg havde lyst til at skride, jeg kunne ikke lide at se kæresteparret.

  Så jeg lod min vrede gå ud og vaflerne. Da jeg skulle løfte den over på min tallerken, halvkvaste jeg den, inden den nåede frem. Jeg tog mig selv i, at det var fordi jeg stirrede på Lula og hendes lange, blonde hår. Hvorfor var jeg også omgivet af blondiner, når der kun var mig og mor som brunetter? Eller, jah, brunetter med mørkebrune øjne, hvis man kunne være det sådan.

  "Vaffel," smilede Lula og fik Max til at række én til hende.

  Jeg knurrede og tvang mig til at kigge væk. Det lod ikke til at det påvirkede mor, men jeg kunne se Cece knyttede sine knoer. Hun måtte vide, hvad der foregik, for hun havde jo holdt øje med mig. Det føltes faktisk ikke så klamt længere, mere som om hun var en form for beskytter.

  Tøvende gav jeg mig til at spise af vaflen, der smagte overraskende godt. Men det var fuldkommen lige meget, jeg kunne ikke lade være med at fokusere på Max og Lula.

  "Birdy!" henkastede mor og viste med øjnene, hvad hun hentydede til.

  Den halvdel af vaflen - som jeg ikke havde i munden - var kvast imellem mine fingre. "Åh.."

  Jeg skyndte mig at skubbe resterne på tallerkenen og gik ud på badeværelset for at vaske det af. Efter at have vasket det af og tørret mine fingre, så jeg på mig selv i spejlet.

  Kom nu, Birdy, tænkte jeg. Hold det ud. Glæd dig til du finder et fedt hus og flytter hjemmefra. Så behøver du aldrig at se dem igen! På nær fødselsdage, de små familiearrangementer, når jeg besøger mor, juleaften, nytårsaften, årh, du gør det ikke ligefrem bedre. Hold det ud, Birdy, hold det ud..

  Med falskt smil gik jeg tilbage og satte mig. Jeg holdte blikket fra de andre og fokuserede kun på vaflen, som jeg rent faktisk ikke havde lyst til at spise.

  Alligevel tvang jeg mig til at spise den, for jeg havde det med ikke at spise så meget her for tiden. Jeg måtte bare huske at motionere engang imellem og spise og drikke vand og mælk. Så skulle det nok gå, håbede jeg. Så havde jeg også noget at give mig til, ja!

  "Lad ikke din vrede gå ud over madet, Birdy," fniste Lula og så på mig. Jeg kunne kvæle den so.

  "Vrede?" grinte jeg. "Jeg er bare til most mad. Det ville du vide, hvis du havde været mere sammen med mig end Max."

  Hun sendte onde øjne og flettede sine fingre ind i Max'. Modbydeligt. Jeg kunne kværke hende og tænk, mor sagde ikke engang noget til alt det her! Fandme utroligt. Som om jeg ikke har været udsat for nok.

  "Jeg tager gode valg, det ved jeg," smilede hun og satte sin hånd på Max lår.

  Så var det, at jeg ikke kunne holde mig igen. Jeg knyttede min næve så hårdt, at mine negle borede sig ind i min håndflade. Jeg nåede dog kun lige at løfte den og sætte kurs mod hende, da jeg kunne mærke Ceces hånd ramme mind kind i en lussing.

  "Hvad fanden?!" råbte jeg til hende.

  "Du vil vel nødig have flere til at besvime, vel?" spurgte hun og så på mig med øjne hentydende til, hvad jeg gjorde mod hende.

  Derved sank jeg min hånd og så skiftevis på Cece og Lula, der lignede en rynket rosin med det skræmte udtryk.

  "Okay, okay!" mumlede jeg og tog min hånd og til min kind, hvor jeg fik lussingen. "Jeg kan bare ikke leve med den.. Hende i huset!"

  "Birdy, holdt!" råbte mor og så strengt på mig. "For eftertiden opfører alle sig ordentligt, og ingen blikke, ingen navne, er man uvenner, så lad være med at tale til hinanden, til man vil undskylde. Forstået, hva'?"

  Jeg nikkede langsomt, og det samme gældende de andre.

  "Godt. Og medmindre I vil deltage i opvasken, så se at komme væk." Hun smilte igen, og jeg hev Cece med op på mit værelse.

  Jeg kastede mig i sengen og lukkede mine øjne. "Fuck man. Jeg ville have pyntet op til jul i dag, men stemningen er totalsmadret. Hvad gør jeg?"

  "I hvert fald ikke undskyld for noget," mumlede Cece. "Du bør måske bare pynte op alligevel, mens jeg tager afsted. Et forsøg er altid bedre end at opgive."

  Jeg sukkede. Hun havde ret. Men det var nemmere sagt end gjort. "Vil du gøre mig en tjeneste?" Hun nikkede. "Betal Darrens kaution nu. Jeg kan mærke, jeg har brug for ham." Hun nikkede igen og gik langsomt imod døren.

  "Du pynter op, ik'?" spurgte hun.

  Jeg nikkede, og hun gik ud af døren.

 

Mor hjalp med at pynte op som håbet. Der var pludselig julemænd, nisser, engle og alt, hvad der havde med julen at gøre - overalt. Udenfor satte jeg lys op og gjorde det i træer, stakit, alt det kunne komme på. Vi havde råd, og det skulle benyttes så.

  Mens glæden langsomt spredtes i mit hjerte og sind, blev huset pænere og mere julet. Ikke engang vores hus derhjemme i Gritzbee havde været så smuk til jul. Det var helt magisk, og jeg var endnu mere spændt på at få Darren igen.

  Det blev sent på eftermiddagen, der blev mørkt udenfor, og langt om længe var alt gjort i stand. Det var et nydeligt syn, som jeg forelskede mig i. Øjeblikkeligt tog jeg så et billede af det hele på min mobil. Så måtte jeg overfører det til min laptop senere.

  Mor satte julemusik på, og jeg kunne mærke på hende, at hun nød, og vi lavede noget sammen. Det bedste var, at jeg ikke ét øjeblik tænkte på.. jah, de to kærligheds duer.

  Jeg sad og så julekalender, da jeg hørte, det bankede på døren. Med det samme kom jeg til at tænke på Darren. Det måtte være ham!

  Hurtigt sprang jeg op fra sofaen og løb imod døren, hvor jeg inden jeg åbnede rettede mit hår til. Langsomt tog jeg en dyb indånding og forsigtigt, åbnede jeg.

  Til min overraskelse var det ikke Darren men Cece. Hun stod på en seddel i hånden.

  "Kender du en multitasker?" spurgte hun og smilede. Jeg trak på skuldrende og smilede selv. "Med lidt hjælp fra Dylan fik jeg betalt og hentet din gave, og samtidig fandt jeg ud af noget omkring det med Loren." Hun gav mig sedlen. "Men læs det først senere."

  Jeg nikkede og lagde den i min lomme. "Og hvor er min gave?"

  "Birdy?" råbte mor fra køkkenet, og idet jeg vente mig om, stødte jeg ind i én. Præcis som første gang vi mødtes.

  "Din gave er her," hviskede han til mig og smilte, og mine øjne tøvede ikke et øjeblik med at blive våde, og jeg kastede mig i hans stærke arme. Darrens arme.

  "Yea, selvfølgelig," hviskede jeg og kunne ikke holde glædestårerne tilbage. "Min gave er her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...