Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34622Visninger
AA

37. ❀ Kapitel Seksogtredive | Spændkraft

Det der med ikke at stille krav til hinanden og ikke mindst til sig selv kunne være svært i et forhold. Det var den 13. december, og jeg følte mig for første gang i lang tid buttet og ikke god nok. Hvor jeg dog hadede det! Var det ikke sådan nogle typer, jeg altid havde syntes var overdramatiserende? Og nu var jeg selv én af de typer.

  Men altså, bare for at gøre noget - noget ubetydeligt motion, der forhåbentligt ville give mig selvværdet tilbage - havde jeg planlagt at Lula, Cece og jeg skulle ud og løbe i Gritzbee Skov, for det var længe siden, at jeg sidst havde været i Gritzbee, og en skov hvor der ingen var, var nok en god måde at starte på.

  Efter at have dem fået lokket med ud i bilen, kørte vi afsted i min bil. Jeg lod Lula kører, da jeg ikke selv turde længere. Og heller skulle jeg ikke nyde noget af at sidde på et af de to forsæder, så det blev Cece, der kom til at sidde ved siden af Lula, mens jeg pænt forsøgte at skjule mig på bagsædet med hovedet nede i hænderne. Til mit held vidste Lula alt om, hvor vi skulle parkerer, så jeg ikke behøvede at se op.

  Gritzbee, da vi ankom, var lidt af en skuffelse for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde regnet med, men ikke følelsen af ikke at være velkommen. Jeg følte som om hånefulde og mystiske blikke forfulgte mig, selvom vi var nær en kæmpe skov, den der lå rundt om Gritzbee - og der ikke var nogen tilstede.

  Det ærgrede mig, at Darren skulle gøre klar til vores træning i morgen, så han ikke kunne være med til motionen, men helt ærligt sagde noget mig også bare, at jeg havde brug for en pigedag uden alt det.. Uden alt det gerimident-halløj. Og det var ikke fordi, at jeg ikke ønskede at være en gerimident, som jeg nu var blevet, nej, jeg tænkte bare, at det snart ville være forbi med mine normale dage, selvom jeg nok for længst havde passeret 'standarden' for et normalt teenageliv, og så var det om at kunne genopleve mine gamle dage med Lula og nu også med Cece.

  "Du skulle have lånt mere tøj," beklagede jeg Cece, som jeg kunne se frøs.

  "Lige meget, vi får jo varmen." Hun strakte armene ud, og jeg lovede hende, at vi bare satte farten op. "Hvor skal vi så vende, hvis vi da skal tilbage igen? Stakkels mig er jo ikke rigtig kendt her i området."

  "Ikke stakkels, tro mig," smilede jeg med stor overbevisning.

  "Hm, æh, Birdy, vender vi ikke bare om ved den der gamle forladte ruin?" Lula så på mig med et intenst blik.

  "Altså den tilgroede gård? Klart, den er også pisse skræmmende." Jeg gned mine hænder op ad hinanden for at stimulere blodcirkulationen. "Lad os komme afsted omgående." Ceces øjne var oplyst af overraskelse, hun brød sig tydeligvis ikke om tanken om at være i nærheden af Dan Holloway Gården.

 

En, to, tre, step, fire, fem, seks, step, syv, otte, ni, step, ti, elleve, tolv, step. Trin lød som klokkeslag. Det var symbolsk. Det betød, at vi var lige med tiden; at vi ikke kunne flygte fra nutiden for, For hvert slag af et sekund, ville tiden følge med os overalt. På en måde fik det mig til at føle, at jeg blev overvåget.

  Jeg måtte indrømme, at vejret, trods kulden, var med os. Ikke mere sneede det, og skovbunden var næsten som ryddet for sne, så vi bare kunne vade igennem det.

  "Ak og ve, hvor kuldens hårdhed brister mit frosne hjerte," klynkede Lula kort efter start. Hvis hun frøs, turde jeg slet ikke tænke på Cece.

  "Nu kender jeg dig igen," mumlede jeg til Lula og håbede på at hun ikke fortsatte med sine filmreplikker, til Cece spurgte, hvad hun fejlede.

  "Kun hjertets bekendtskaber du forstår, resten må du leve med kun at vide i det fjerne."

  "Hun er helt sikkert tilbage igen." Jeg skulede til Cece.

  "Båret af vind og levende sjæle løb hun over sneklædte enge med nøgne råkolde fødder. Sneen havde krøbet sig op om hendes forfrosne tæer, og hendes kølige arme strakte op mod den kridhvide skyfrie himmel, som hun stoppede op for at se de mange svævende fugle, der i stakkevis væltede ind over himlens firmament." Det var som oplæste Lula en bog, som jeg tydeligt genkendte. Det gav mig billeder i mit hoved. Billeder jeg havde set før fortalt af en stemme, der på én og samme tid sagde mig noget og sagde ikke det fjerneste.

  Jeg sank farten. "Fortæl videre," bad jeg hende af ren nysgerrighed. Stemmen jeg hørte i mit hoved, da hun talte, var ikke Lulas stemme. Ikke en gang en kvindestemme. Det var en voksen mands, og jeg fornemmede uro og samtidig tryghed, hver gang der blev sagt et ord.

  "Fuglene var blanke og blodrøde i fjerene. Over bjergene i det fjerne kom der flere og flere, til en sværm af dem havde trangt sig over jords som en enorm hær af elegante fugle. Fugle - det var fredsfugle i massevis."

  Cece afbrød. "Lula, hvor har du det her fra?"

  Jeg afbrød. "Sch! Lula, fortæl videre."

  Vi fortsatte med at løbe og kom forbi en tilfrossen lille sø omgivet af døde blade, vis farver var mistet, som de var blevet frossen til nær is. Jeg beundrede naturens skønheder.

  "Pigen vidste ikke om hendes syn snød hende. Det var længe siden hun sidst havde set dem, nej, hun havde faktisk slet aldrig set dem. Hun havde kun hørt historier om dem; myter, falske myter, der vidste sig at komme til sande nu på mirakuløs vis. Det var et underværk uden lige. Men hvad fik disse fredsfugle til at flyve i hær? Pigen så sig omkring. Der var jo kun enge, enge og atter enge i miles omkreds.

  Afsted fløj de. Afsted ud i den lyse dags ende." Lula skævede over til mig. "Jeg kan ikke huske mere, men I må gerne klappe af mig for min gode hukommelse og gode fortællerstemme." Ja, fortællerstemmen var godt nok levende.

  "Hvor har du det fra?" spurgte Cece igen, og jeg tænkte det samme. Hvor havde jeg dog hørt historien henne? Jeg ville kunne huske, hvis det var hos Lula, og hvis det var hendes far, der have læst op. Det her.. Der her føltes desuden helt anderledes. Jeg fik varme følelser i maven, da jeg hørte stemmen, der ikke var Lulas.

  "Drama. Vi lavede et skuespil sidste måned, der tog udgangspunkt i denne tekst. Vi havde underligt nok Eric Counter til vikar, ham den sure vi generede en gang, Birdy. Jeg troede slet ikke, at han kunne finde ud af sådan noget, men han er besat af alle mulige mærkelige bøger om fredsfugle, uhyggelige monstre og jordbeskyttere og så det.. Det her tåge går igen og igen i dem alle. Han vil have os til at læse bøgerne og opføre stykker om dem. Urgh, det er tungt stof, men på en måde føles teksten utrolig levende." Både Cece og jeg var stoppet undervejs med stivnede ansigter.

  "Jeg kan huske det hele.." hviskede jeg som skyer af frost gled ud af min mund.

  Cece greb min hånd og sendte et angst blik. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fortælle Lula om gerimidenterne, for det ville for det første sætte hende i valget, om hun ville holde på den enorme hemmelighed og lade den vokse sig til et problem eller om hun selv ville blive en, og for det andet ville det også sætte Lula i samme farer som Darren og jeg.

  "Hvad? Huske hvad?" Lula så sagte på mig.

  Cece greb endnu hårdere fat, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre og for den sags skyld sige.

  "Jeg.. øh.. Nu har jeg glemt det igen." Lula så skuffet på mig, Cece slap min arm og jeg ærgrede mig over ikke bare at kunne fortælle det med det samme. Men jeg bestemte mig for at vi bare måtte løbe tilbage igen og køre hjem, så jeg kunne fortælle Cece den store hemmelighed, der nu var blevet afsløret.

 

"Du var lige ved at jokke i den, Birdy, din tumpe." Ceces tøvende måde at sige det på viste at hun ikke rigtig mente det. Men ja, jeg havde været ved at dumme mig ret så stort, det vidste jeg da godt, tak fordi hun mindede mig om det.

  Vi stod på mit værelse, hvor Lula forhåbentlig ikke kunne høre os.

  "Min far forlod ikke mor, Max og jeg, da Max lige var blevet født. Han kom tilbage. Gang på gang på gang, han ønskede ikke at forsvinde, og han var en gerimident. Noget hænger ikke sammen, for hvis Loren gjorde ham noget, der enten dræbte ham eller fik ham bortført, hvordan kunne han så komme tilbage igen? Og det er ikke en gang det vildeste! Bogen Lula læste op, som jeg husker han læste for mig og Max, læste han ikke kun op for mig og Max! Min far, Phillip, var også far til en anden lille pige! Hun må være det tredje barn! Er hun min tvilling?" Jeg knækkede sammen af ren forvirring over mine egne ord. Der var alt for meget i gang, jeg var som lavet af tyndt glas, der nu blev knust i tusinde stykker.

  "Vent to sekunder, Phillip Green? Phillip.. Phillip, jeg har det lige på tungen..! Din far var den gerimidentberømte Phillip, og hvis han ikke gik bort det år hans søn blev født, er han stadig i live..?" Cece så forvirret på mig.

  "Hvad fuck taler du om?! jeg har lige opdaget, at jeg har en freaking søster, og min far er måske blevet slået ihjel af en bindegal mosterjægerleder, der nu også er efter mig og min mosterjægerkæreste, og du er endnu ikke kommet videre? Han kan være død nu, okay! Jeg vil.. Jeg vil have svar, jeg vil tale med min mor, okay, Cece, hvis ikke du kan fortælle mig hvad i al verden, der gør mit liv så forbandet kompliceret og indviklet og sindssyg!" Jeg kunne næsten mærke hvordan noget på indersiden af min hjerneskal prikkede for at komme ud.

  "Du forstår ikke, alle gerimidenter.."

  "Jeg forstår det udmærket, jo, mit liv er en stor forvirrende løgn, og jeg kan ikke klare det!" Der måtte tages en beslutning. Noget skulle gøres, og jeg så kun én udvej.

  Uden et øjebliks varsel gik jeg ud af værelset, smækkede døren i hovedet på Cece, der forskrækket fulgte efter mig. Jeg løb ned af trapperne og ind i køkkenet, hvor jeg i øverste skuffe fandt den perfekte køkkenkniv. Skulle det gå hurtigere, måtte jeg have en større kniv, og det havde jeg.

  Med kniven svævende over mit venstre håndled så jeg på Cece, men mit blik kunne ikke kun koncentrere mig om hende, jeg var alt for ude af den til at kunne koncentrere mig om noget.

  "Ingen i universet kan give mig et liv jeg kan klare. Jeg kan ikke noget længere. Jeg har jo intet at leve for i en verden, hvor jeg er blevet noget, som jeg ikke en gang kender til, hvor jeg har mistet min eks, hvor jeg ikke kan holde styr på kærligheden i længe nok og hvor jeg ikke længere kan magte alle de løgne og hemmeligheder. Hvis det gør mig til ond person, så beklager jeg meget, men jeg behøver at tænke på mig selv for en gangs skyld, jeg behøver at tænke på hvad der er bedst for mig.." Jeg sank kniven til den nu kun svævede millimeter over min underarm.

  En knude i min mave var som antændt, og jeg bukkede under for den. Hele min mave var skrumpet sammen til den skadende knude, der brændte i mig og satte løb i tårekanalerne.

  "Please, Birdy, tænk dig nu om! Dit liv kan trækkes i land endnu, hvis du lader os hjælpe dig!" Cece slog armene ud efter mig, men jeg skyndte mig at stikke kniven truende imod hende, så hun med tårer i øjnene trådte tilbage. "Hvad sker der med dig? Vil du slå os alle ihjel?" spurgte hun med knæk i stemmen.

  Den antændte knude blev større og større og voksede sig til nær eksplosion.

  "Jeg kan ikke mere, okay, jeg kan ikke mere, ikke mere.. Jeg tænker stadig på fortiden, jeg kan ikke give slip, jeg vil ikke give slip! Jeg vil være en del af fortiden, og ikke den nutid vi lever i!"

  Smerten fortsatte, så jeg lagde kniven på mit håndled. Bare et lille snit. Bare et lille et, mere skulle der ikke til for at starte blodstrømmen og alt ville slutte.

  "Stop!" skreg Cece. "Birdy for Guds skyld stop, du må ikke komme til skade, vi regner med dig, du er Phillips eneste.. Du er Phillips eneste datter vi med sikkerhed ved er i live, du er den eneste anden store gerimident! Du er vores vej til en ny fremtid, hvor du er leder og ikke Loren! Du må ikke gøre det her imod dit fremtidige folk!"

  Det føltes som at få en mavepuster, der fik hver en lille rest af luft ud af ens krop, til man ikke længere kunne føle sig selv, eller rettere sagt til man kun kunne føle sig selv, ja, aldrig havde man været så tæt på sine organer. Jeg ville græde. Græde sorgen og forskrækkelsen og hadet væk, men ikke en tåre forlod mine øjenkrog. Nu var min mave sprættet op, bly fyldt i og jeg præcis ligesom i Rødhætte var blevet syet til og smidt under vand, hvor jeg druknede i fortvivlelse. Intet kunne ikke gøre mere ondt end at blive svigtet af nogle, som man allermest stolede på.

  "Hvordan kunne jeg være så dum? Det her handler kun om jer. Hvor er du egoistisk, Cece, din idiot!" skreg jeg højlydt, forpint og med ægte sørgende tårer rendende blindt ned af mine kinder. "Det er I alle! Hvorfor ikke også bare skære hænderne og fødderne af mig og få mig til at stjæle fra sindssige narkosmuglere igen? Skal jeg igennem flere tests, det kan jeg da godt! Jeg kan også blive smidt i fængsel igen eller gå ud til de dødsensfarlige ymbesser endnu en gang og få hele min krop tatoveret med blodrøde fjer af Hannah den luder, åh min gud, åh min gud, I er værre end ymbesserne!" Jeg gjorde kniven klar til at skære min pulsåre over og så Cece direkte ind i øjnene. Jeg kunne ikke holde det ud, jeg kunne ikke klare at se, hvilken egoistisk og skyldig kvinde hun var.

  Så småt lod jeg den store kniv let passere over huden for første gang. Der skete ikke rigtigt noget, det havde ikke været hårdt nok, så jeg pressede hårdt imod som en dør blev åbnet, og jeg hørte Cece skrige højt efter hjælp.

  Chokket over Darrens ansigt, der hurtigt dukkede op overfor mig, fik mig til at løsne grebet om kniven.

  "Få hende til at stoppe!" bad Cece og vendte sig om af angst for det efterfølgende, der ville ske. Men jeg rystede for meget over hele kroppen til at kunne gøre nogen til skade, alligevel formåede jeg at holde dem begge på afstand.

  "Birdy!" var det eneste Darren nåede at få ud, før jeg svang kniven. Den ramte. Ramte perfekt, og blodet strømmede ud med følelsen af tomhed og fortrydelse. Jeg fortrød. Jeg fortrød, at jeg begik selvmord.

 

 

'Mørke,' var det første ord, der dunkede i min pande, da jeg gispende slog øjnene op. Jeg havde en frygtelig hovedpine, der spredte sig til en larmende støj for mine ører. Rundt omkring var der mørke alene i sig selv. Jeg lå ned på min ryg og kiggede op i.. Mørke. Intet andet. Kun dens tomhedsfyldte dysterhed.

  Jeg ville sætte mig op, men nåede ikke langt før mit hoved bankede i noget hårdt og koldt. Panisk mærkede jeg efter. Det var næsten skråt anrettet. Jeg mærkede siderne til og mærkede rædslen rase op inden i mig. Jeg var indelukket. Det sidste jeg huskede var snittet; at jeg faldt og så pludseligt.. Jeg var ikke en gang sikker på, at det var lige efter hinanden.. Så kom der det her skarpe hvide lys, som fra et rampelys med hvid baggrund bag sig og så den her behagelige summende følelse af at være i live.

  "Hjælp mig, hjælp!" råbte jeg og bankede mine hænder imod loftet. "Få mig ud herfra, jeg er ikke død!"

  Næsten føltes det som at være levende begravet. Levende begravet, åh nej, det var jeg ikke, vel?

  "Hjælp, få mig ud, jeg vil ud!"

  Jeg ledte efter noget, et håndtag, en lem, hvad som helst.

  Udenfor blev stilheden brudt. Der havde hele tiden været lyden af vinden, der piskede mod det, som jeg var spærret inde i, men nu var det noget helt andet, der larmede. Jeg hørte pistolskud, og med det samme vidste jeg, at jeg ikke var død, og jeg vidste, at jeg måtte handle hurtigt og godt før nogen kom til skade, hvis ikke det allerede var for sent.

  Min hånd ramte noget iskoldt, der samtidig også føltes metallisk. Jeg vidste, hvad jeg befandt mig i. Jeg var ikke i en kiste. Jeg var i bagagerummet på en bil, og jeg behøvede blot at skubbe metalpladen ud mod omverdenen og råbe efter hjælp.

  Der lød endnu et skud. Et skrig. Jeg genkendte skriget; jeg genkendte stemmen, der skreg. Det var Lulas stemme, og måden den var spækket med rædsel på fik mig til at panikke endnu mere end før, og med alle mine kræfter sparkede jeg metalpladen ud; greb og åbningen til bagagerummet og flåede klappen op og sprang ud i den mørke aften.

  Jeg befandt mig tilbage i skoven i et område jeg umiddelbart ikke kendte. Bilen jeg havde været fanget i var ikke helt til at genkende, da der trods gadelygten på den vejkant, som jeg nu stod på, var ret så buldrende mørkt. Men noget fik mig til at tænke tilbage på de gange, jeg havde sat i den. Jeg havde sat i den med Darren. Det var hans bil, men hvorfor havde han fanget mig, og hvorfor skød han nu efter Lula? Var han gal, og var det virkelig ham, der havde slået Richard ihjel den gang?

  Spænende afsted mod skuddene og skrigene tænkte jeg ikke over, at jeg var ubevæbnet. Men da jeg imod stormen var nået frem til hvor jeg blot kunne se skikkelserne af Darren, Cece og Lula, hørte jeg den gruopvækkende hyl fra ymbessen. Var der nu også ymbesser tilstede? Var det derfor vi var endt her?

  Darren, Cece og Lula så sig angste rundt til alle sider, men i hånden bar Darren en større håndpistol, som han troværdigt holdte rettet frem foran sig, mens Lula stod grædende imellem de to tågevogtere. I sin hånd holdte Cece en savtakket kniv, der så truende og ublid ud. De var parate. Men det var jeg ikke.

  Bag mig lød der yndige lette trin, der kunne komme fra noget så fredeligt og smukt som en hjort. Det var bare ikke en hjort, og den var hverken smuk eller fredelig.

  Idet jeg tøvende vendte mig om, så jeg direkte ind i dens øjne. Ymbessens. Dens utallige mange uhyggelige øjne, der stirrede ind i mine, som havde den målrettet bestemt, at jeg skulle blive dens næste offer. Mit hjerte hamrede i trit med dens trin imod mig. Den kom gribende afsted uden jeg kunne få styr på himmel og jord, men mine hænder stod klar og mine fødder ligeså. Jeg var skabt til dette øjeblik. Dette kunne blive min første ymbess, jeg var en gerimident, jeg kunne og skulle dræbe den med eller uden en træning i fortiden. Det var bare det, at den var så høj og mægtig, at jeg ubevæbnet ikke var i stand til at slå den ihjel med andet end mine bare hænder, og de var ikke til meget nytte, når det gjaldt et monster så grusom og brutal fra en anden dimension, Tågeimperiet, der blev reageret af den tidligere engel (ikke Lucifer), men Chloe Ravenhill, vis evner var så almægtig, at hun havde kunne besætte Tågeimperiet og lade ymbesserne være hendes undersåtter.

  Ufokusset fik mig til at stivne et kort øjeblik med spørgsmålet, hvor kom denne viden fra, som jeg aldrig før havde hørt eller læst? Hvor i min underbevidsthed sprang den frem fra?

  Den drabelige ymbess kom med sine seks lange og spinkle arme og greb fat om mig med de tre knivspidse fingre, der sad plantet på hver hånd. De var kolde som is og skarpe som tapperne, men der gik ikke længe, før jeg trods spinkelheden i armene blev slynget op af et rug træ.

  Luften sivede ud af mig, dog kom jeg hurtigt på benene igen, som ymbessen fortsatte jagten efter mig gennem skoven. Jeg flygtede væk fra den i håb om at enten Darren eller Cece ville få ram på den, eller at jeg selv fik uanede kræfter til at bekæmpe den.

  Igennem mit liv havde træerne i skoven blot syntes at være en beskyttelse for mit liv i Gritzbee - for den fare, der ventede udenbys, men nu var de én stor forhindringsbane til min flugt. Jeg måtte kaste mig op af hver enkelt for at komme forbi den og samtidig våge blikket tilbage for at holde øje med ymbessens afstand og kurs - om den nu var bagud, foran eller skudt.

  I samme øjeblik jeg så den indhente mig, hørtes der klare ekkofyldte skud fra pistolen, som Darren bar. Åh gud, han og Cece var et par meter bag os, men Lula var ikke i synsfeltet. Heldet ramte, hvor skuddene ikke ramte, og ymbessen slap fri og kastede sig i stedet til siden mod mig, så jeg i sidste sekund nåede at standse op og lade den passere forbi mig i et krumspring, så jorden under os alle fire gav efterslag, og det rungede og rystede.

  Søgende efter sikkerhed forsøgte jeg mig frem med at kravle op i det træ, som jeg klæbede mig op af, men forsøget mislykkedes, da ymbessen munden, der fyldte næsten halvdelen af hovedet, rakte ud efter mig, og dens sylespidse tænder tog hårdt fat om min venstre ben, så jeg faldt ned i sneen.

  "Darren!" skreg jeg og hørte flere skud blive affyret. Denne gang ramte de i kæmpeymbessens ryg, men den gav ikke specielt efter. Dog nok til at dens mund gav en smule mere plads, og jeg hev mit ben fri.

  Cece slyngede imod den, dog ramte hun kun to af dens tynde arme, der således i et blodspring blev hugget af. Jeg skyndte mig at tage kniven og vred den ind i dens behårede skulderblad, så den hvæsende skreg med en betændt hæs hakken i dens høje tonefald i stemmen. Det lød som en lidende heks med slem angina, vis krop var under stor forvold af grusom smerte.

  Stakåndet hev jeg kniven ud fra skulderbladet og borede den ind i dens hjerneskal igen og igen, så det knasede og gav en ubehagelig hævning i ørerne, til den bortgået vred sig af kun sidste livlige reflekser. Min krop var dynget i dens blod. Det vil sige ud over min venstre ankel, hvor der ud fra bidemærker udgød mindre strimer af mit eget.

  Darren var allerede over mig og tog om kniven i min hånd, tog den fra mig af enten angst for hvorvidt jeg ville fortsætte eller af angst for, om jeg derefter ville dolke mig selv som sidst.

  Chok forklædt som skræk spredtes rundt i mine årer. Jeg var på en måde stolt, men jeg var også skræmt over mig selv; hvad jeg var i stand til. Jeg havde dræbt. Jeg havde dræbt noget levende, noget med bankende hjerte, større end mig selv, noget med en tænkende hjerne havde jeg slået ihjel og fortsat med at dolke til fordel for hvad? Mit eget liv? Nej, jeg var jo allerede i sikkerhed, da den døde ved første hug. Jeg havde ladet min sjæl blive overtaget af mørkets fristelser ved mordet på et andet liv, og det var ikke stoppet igen, hvis Darren ikke havde fjernet den kniv. Og pludselig sad jeg så her med blod over hele kroppen og var en blanding af vidende om alt og uvidende om alt. Jeg havde kunnet huske en del mere om gerimidenterne, eller i hvert fald en del om en engel og en del om ymbesserne (som jeg lige havde dræbt en af, hvis ikke det var forstået), og nu var jeg også uvidende. Uvidende om hvordan jeg overhovedet endte her, og hvad nu hvis der var flere?

  "Birdy, Birdy, rolig, du skal ikke ryste. Du kan være stolt over dig selv. Der er ingen andre, der i din tilstand før har gjort noget så tappert." Darren holdte om mig og rejste mig op fra sneen. Han gav ikke slip. Selv ikke da han sammen med Cece viste mig vej tilbage til Lula, der lå besvimet op af et træ.

  "Bare rolig, kære, jeg gav hende bare noget bedøvende, der vil slette hendes hukommelse fra hvad hun i løbet af de seneste par timer har oplevet," smilte Cece i bilen hjem til os, da hun opdagede hvor meget jeg bekymrende stirrede på Lulas mund, hvor meget den ikke trak vejret. Men det ville nok snart høre op, og hun ville vågne med et sæt.

  Jeg var stadig lammet af angst efter alt hvad der var sket, men jeg følte nysgerrighed. Jeg var ved at bide neglene ned af lyst til at springe ud af bilen, hvis jeg nu ikke fik en forklaring i løbet af meget kort tid.

  "Hvordan endte jeg overhovedet der?" spurgte jeg klangløst og med en lillepigestemme.

  "Efter du skar.." Cece stoppede sig selv i at fortsætte, hun brød sig ikke om at sige ordene.

  "Efter jeg kom ind, og du havde gjort, hvad du nok selv kan regne dig til," hjalp Darren, "bad jeg Cece tørrer op efter dig og få det til at se ud, som var intet hændt. I mellemtiden bar jeg dig ud til min bil, og der kom Lula gående mod huset. Hun forlangte et hurtigt svar, og jeg vidste, at det sikreste ville være at tage hende med i bilen og lade hende være der.

  Kort tid efter kom Cece ud, og vi tog til Kaels tilholdssted, hvor Cece og jeg bad ham hjælpe. Med overskuddet af cannabissen, som vi hentede til ham, bragte han dig til live med sin evne.

  Lula, der under forløbet havde siddet ude i bilen, gav os idéen om at lægge dig bagi, så vi ikke ville blive opdaget, hvis vi blev standset af politiet. Men det var så til hendes egen fordel at være, viste det sig. For da hun fortalte, at hun på min mobil havde læst, imens vi havde været væk, at jeg skulle sendes på en mission hurtigt i Gritzbee skovområdet, undlod hun at fortælle, at det var en mission, som man skulle være tre makkere til, indtil da vi ankom. Hun vidste, at hvis din krop lå bevidstløs omme bagi, kunne vi alligevel godt tage ud i skoven, for ingen ville opdage dig.

  Hun overtalte os så til for en kort stund at efterlade dig i bilen og da hun af nysgerrighed, da vi ville lade hende blive sammen med dig, løb ind i skoven for at finde svar, havde vi ikke andre muligheder end at lade hende være den tredje til missionen, for det var for sent at stoppe. Hun måtte bare blive beskyttet af Cece og jeg og derefter få hukommelsen slettet, til fra da hun så dig.

  Da vi hørte ymbessens lyd, blev hun klar over, at noget var galt og begyndte at græde. Ja, vi stod sådan set klar til angrebet, til du dukkede op. Jeg havde affyret skyd inden for hurtigt at få det overstået, og det hjalp på den forkerte måde, da du blev angrebet i stedet for at den blev angrebet af os. Det beklager jeg altså virkeligt, men hvordan slap du fri fra omme bag bagagerummet?" Darren rømmede sig.

  "Lad mig først og fremmest sige, at du er den værste kæreste i verden, men det er også, hvad der gør, at du passer så fandens godt til mig. Og så lad mig sige, at det var utroligt nemt, da jeg bare skulle banke din nummerpladetingest ud." Jeg opdagede, at jeg faktisk ikke selv var så uskyldig, som jeg troede. Og nummerpladen lå stadig forladt ved skoven, hvor gude typisk at jeg havde glemt det i den kaotiske situation.

  Darren stivnede, og langsomt stoppede bilen med at køre videre i mørket. Et par biler, der på stribe kom rullende forbi, dyttede efter os, og Darren sukkede.

  "I er det mest uordentlige, jeg nogensinde har set," henkastede Cece fra det ene førersæde. "Hvad øjet ser, øjet ser, ikke?"

 

Mor var endnu ikke hjemme, da jeg stod på badeværelset klar til at bruse blodet af min frysende krop. Jeg længtes efter hendes svar. Jeg havde brug for svar, det var nødvendigt, hurtigt! Hvorfor skulle hun også arbejde latterligt nok hele tiden? Det var som foretrak hun dét i stedet for mig. I stedet for mig og Max, og gud måtte vide, om hun også så dette tredje barn, der befandt sig i mine drømme og syner. Dette tredje barn, som var min egen tvilling. Mon hun tænkte hvad jeg tænkte? Mon hun var sammen med far eller boede hos en helt anden familie, og hvad var grunden så til at hun boede dér og ikke her hos sin mor, hvis Veronica da overhovedet var hendes mor. På den anden side kunne Veronica jo også kun være hendes mor, hvis hun var min mor, og vi var tvillinger.

  Med tøjet klædt af gik jeg ind i bruserens damp og smertedulmende vandstråler, som langsomt varmede op mit indre og gav mine tanker frihed. Jeg følte mig som en bil, der blev tanket op, eller en sommerfugl, som spredte sine farvestrålende vinger. Det var forgyldt; følelsen var forgyldt. Hele mit indre blev renset og gav efter for den behagelige kilden på overfladen af huden. Inderligt håbede jeg, at dette blot kunne vare ved til det uendelige, trods min skelneevne, der sagde, at det blot var håb og ikke andet end håb.

  Sagte strøg jeg min arm ud fra den varme damp og greb om bodyshampooen, vis afrundede facon næsten fik den til at glide ud af mine fugtige hænder. Amourøst lod jeg mine fingre dækket med skum og bobler fra shampooen føre hen over min beskidte forsømte krop og gnide blodet væk og ned i vandløbet. Jeg var ikke perfekt, men jeg var det tætteste resultat af mig selv, og bedre version fik man ikke, trods jeg fornemmede hvordan mine øjne så fordomsfulde ned på mine lår og mine hofter.

  Min hud mod min hud, når min hånd gled over min våde krop; forbidte røde læber og runde og erogene bryster, føltes så ensomt, men befriende. Som viste det min menneskelighed, selvom gerimidentbåden havde samlet mig op under forløbet. Jeg elskede det og hadede det på én og samme tid. Jeg var i en stadie af usikkerhed.

  Trapperne op til badeværelset knagede, og ikke efter lang tid hørte jeg nogen banke på døren her ind til.

  "Birdy?" lød Darrens stemme. "Der er ikke flere håndklæder nedenunder. Kan du smide en herud, hvis ikke det er til for meget besvær?" Hans stemme og britiske accent var så kær, at jeg ikke kunne andet end at adlyde. Desuden var det også mig, der havde bedt ham tage et bad, inden jeg ville se ham. Mest af alt fordi jeg ikke gad se ham, som han så ud i skoven, og så elskede jeg duften af ham, når han lige var gået ud fra badeværelset. Jeg ønskede bare så brændende det mest perfektmuligste forhold, jeg kunne få med ham, og det kunne godt være, at det var tidligt at stille det krav, men jeg havde brug for at se ham, som første gang jeg så ham. Jeg havde brug for at se ham som min egen dejlige Darren, der kun sigtede efter min kærlighed og ikke fems.

  "Nej, men jeg kan låse op, og når jeg har talt til fem, kan du komme og hente det." Jeg smilede for mig selv. Jeg kunne og bare lade ham ind uden at tælle.

  Han takkede og sagde, at det var fint, så med en håndklæde omkring mit overkrop og øverste del af underkroppen, sneg jeg mig hen over gulvet og hen til døren, hvor jeg klart kunne fornemme Darrens varme stå på den anden side og nærmest se igennem døren med sit smeltende syn.

  Forsigtigt drejede jeg nøglen om, hørte dens klikken, da den låste op, og så åbnede jeg munden for at udtale 'et', men der kom kun en hæs hvisken af noget, der skulle fremstå som det officielt første tal i talrækken.

  Med håndklædet for kunne jeg ikke beslutte, om jeg skulle vente og møde hans kærlige selskab eller gå tilbage bag forhænget, hvor han ikke kunne se andet end min mørke silhuet. "To."

  Tøvende løftede jeg min fod på tå og gjorde ubestemt klar til at vandre tilbage. "Tre," hviskede jeg svagt og med en klang af usikkerhed.

  "Fire." Uden at vende mig om gik jeg langsomt tilbage til under den stadigkørende bruser. Jeg slukkede den langsomt ved at skubbe taget ind mod væggen. "Fem," lød det som en tonløs hul i stemmen, der blev visket bort af følelsen af fortabelse og skuffelse fra lidenskabens side.

  Døren gik op, og Darren gik ind.

  Hans trin var bestemte og høje, og hans maskuline silhuet kom til syne som en bredskuldret stærk drengekrop. Hvor jeg bare havde lyst til at kaste mig ud og gribe om ham, men jeg havde ikke modet til det. Jeg var ikke den kvinde.

  Jeg så hans krop søge efter håndklædet i skabet, og han fandt den, men derefter gik han ikke ud. Han gik hen til mig.

  "Birdy, i verden er der de uden spændkraft og de med spændkraft. Nogen er i stand til at ændre deres igennem tiden, og jeg tror, at du har haft lidt af en elevator-tur med din redegørelse." Darren stod stadig lige foran forhænget med begge hænder hængende slappe ned langs siderne. Jeg kunne næsten føle hans bare overkrop mod min. "Ved du, hvad jeg også tror?"

  "At du vil forklare mig, hvad spændkraft betyder? For jeg er ret tabt i faldet her."

  Han fniste og så ned i jorden på den der sød-lækker-fyr-fra-TV måden. Det var så ydmygt gjort, og jeg følte mig så heldig, at jeg næsten kunne miste fodfæstet OG mine mange bekymringers plagen.

  "At du har mere af det, end du tror. Spændkraft er din styrke, den styrke du har til at kæmpe imod vanskæbnen i dit liv, for Birdy, tror du, at du havde kunne plyndre den båd for eje for at redde en andens liv, hvis du knap nok kunne klare dine egne problemer? Tror du, at du havde bevæget dig ud i mørket natten inden, hvis ikke din indre spændkraft styrkede dig?" Darren trådte et mindre skridt nærmere, så forhænget kun stod imellem os som en forhindring. "Jeg ved, hvad du tænker, at der er så meget i vejen, at du ikke kan overskue det, og at dit selvmord ikke har gjort dig bedre, og du fortryder det ikke, derimod. Men det er lige præcist det,"

  "Nej, Darren, okay?" afbrød jeg. "Jeg har ikke den styrke, jeg har ikke den kraft, du taler om, jeg er svag, jeg er en kujon, for jeg gjorde præcis, som du sagde. Jeg begik selvmord. Jeg slog mig selv ihjel, fordi jeg lige præcis ikke havde 'spændkraft'! Og ja, jeg fortryder det ikke, for en pige uden spændkraft,"

  "Kan sagtens opbygge den igen. Det ved du." Han hev forhænget til side, så han kun kunne se mit ansigt, mens resten var skjult som bag et tæppe. "Jeg elsker dig for den du er, og den du er, Er ikke en pige, der har mistet al sin spændkraft, og den du er, Er heller ikke en pige, der er truet ved tanken om at begå selvmord igen. Du er ikke stærk, og du er ikke en kujon, for hvad er drengen, der forelsker sig i dig så? En tåbe? Okay, på visse områder ja, men jeg tror fuldt og fast på dig og din ægte personlighed, uanset hvor mange masker du skjuler dig bag." Hans blågrå øjne var stivnet i et bekymret og alvorligt udtryk, der mest af alt mindede mig om skuespilleren Tyler Blackburn i en foruroligende situation.

  Jeg holdte en pause, fordi jeg hadede, at han så mig direkte ind i øjnene, når jeg var tømt for ord, der kunne modsige ham. Dels var det måske fordi han var ret, dels fordi han måske ikke lige var den, som jeg mest af alt ville diskutere med lige nu.

  "Jeg vil ikke være mig, men din." Forsigtigt lagde jeg min hånd på hans varme kind, og han lod en anelse mere af forhænget glide til siden. "Vis 'din' er en fortabt pige, der gerne vil hjælpes væk fra den mørke kælder, som hun er fanget i, så vil jeg.. Så vil jeg gerne føres væk til under dit lys. Bare jeg er din, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at styrke mig selv. Men du skal vide, at det ikke er til fordel for mig." Jeg slap grebet om forhænget, og nu var det kun hans, der holdte det på plads om mig. Med et usikkert blik sendt ind i hans øjne, tog jeg fat om hans blottede store overarme.

  "Måske nu ser det ud til ikke at være, men Birdy, det er altid til fordel for sig selv på én eller anden måde." Darren slap nu også sit greb, og forhænget imellem os gled væk. "Og når du taler sådan, får du mig til at føle mig som din tilhørende brik i et puslespil."

  Jeg lænede mig imod ham, og det generede mig ikke mere end et par lyserøde kinder at være blottet over for ham. "Det er du også. Du er min tilhørende brik." Højspændt og ophidset greb han fat om mine hofter og skubbede mig forsigtigt bagud, våget over ikke at få mig til at falde på det glatte våde gulv. Han fik mig til at støde svagt imod væggen, og af ren og skær fornøjelse tændte jeg for vandet og lod det løbe ned over min nøgne krop og Darrens halvnøgne. Han var stadig iført lange bukser, som jeg så professionelt, som jeg nu kunne (hvilket bare ikke fungerede som på film), skubbede hans bukser ned, så han kun stod iklædt mørkeblå boksershorts. Jeg kyssede ham i en længerevarende periode end jeg nogensinde før havde prøvet, og jeg følte ikke trang til at give slip på hans læber, og luftmanglen gjorde ingen forskel, for blot synet af hans blottede krop fik mit hjerte til at gå i stå og mine lunger til at blive tømt.

  Et støn var det sidste, der forlod mine læber, den aften den trettende december. Mor kunne vente, så længe Darren var hos mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...