Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34425Visninger
AA

57. ❀ Kapitel Seksoghalvtreds | SOS

Den kolossale rungen kom fra fjernsynet, hvor en reporter stod stadig i Japan. Hendes ansigt skreg af frygt, mens hun desperat forsøgte at råbe ind i mikrofonen, hvad der lige nu skete, men braget havde på en eller anden måde gjort, at lyden ikke længere var der. Kun en høj og skinger piben hang i luften i stuen, mens vi kunne se kameraet ryste kraftigt på tv’et.

  “Hvad sker der bag hende?” mumlede jeg og så frustreret på skærmen.

  Kameramanden løftede forsigtigt kameraet og gav et halvt utydeligt billede af hændelserne.

  Hvad man kunne se var en dyb flænge i jorden, der skar igennem jorden bag den udsendte kvinde og resten af teamet, og man kunne se hende skrige, og så blev skærmen sort med ordene: ‘Intet signal.’

  “Oh my god.” Jeg satte mig desperat frem på sædet og bed mig selv i læben. “King Kong må være kommet til live.”

  Darren rystede på hovedet. “Nej, men nogen har vækket liv i Chloe Ravenhill. Hende kan du godt huske, ik’?”

  “Er det ikke hende freaken, der var engel for hende pigen i legenden, og som samlede den der hær af.. Ymbesser?” Jeg så usikkert på ham vidende, at det ville være pinligt, hvis jeg tog fejl nu, men sådan måtte det være.

  “Præcis.” Darren pegede på den sorte skærmen. “Samme freak med så uovervindelige kræfter, at du ikke tør tænke på dem. Hun står bag over halvdelen af de naturkatastrofer, som vi har set de sidste tusinde år. Hun er i stand til at forvolde skade. Det er hendes kraftigste evne. Nu ligner det, at hun har sin periode.”

  “Så hun er simpelthen Moder Jord.” Jeg forestillede mig, hvordan hun måtte se ud; Grønt hår, rund kropsform, solbrun hud, hvide øjne og et enormt barm.. Nej, det var helt bestemt ikke sådan hun måtte se ud.

  “En ond Moder Jord. Ikke som menneskene forestiller sig hende. Hun er magtfuld og besat af sine ‘kæledyr,’ som hun ønsker skal udrydde alle og enhver. Ja, nu her er der begyndt at komme flere og flere ymbesser, som hun transportere. Hun ønsker os virkelig dræbt.” Darren så ikke yderligere bekymret ud.

  Derimod jeg!

  “Jamen, hvad sker der så, hvis hun transportere alle sine ymbesser til Jorden? Så bliver vi alle sgu da slagtet levende!”

  Han nikkede. “Noget i den stil. Men husk på, at ymbesser kun befinder sig i tåge, ellers overlever de ikke længe, fordi de behøver fugtigheden. Så hvis alle ymbesser skulle komme til Jorden, kræver det plads, og det kræver, at hele planeten lægges i tåge. Det kan kun Chloe sørge for, så det vil betyde, at hvis hun ønsker, at alle hendes kæledyr skal angribe os, så må hun selv komme hertil. Det tvivler jeg på, at hun vil gøre. Hun vil ikke turde at lade sit tågeimperie stå alene deroppe. Hun holder mørket ved lige, så ymbesserne kan holde ud at bo der i længere tid. Hvis hun går, er der risiko for, at der bliver for varmt og for lyst. Så vil hun aldrig kunne vende tilbage med dem. Det vil tage evigheder for hende at vende dag til nat.”

  Jeg tog mig til hovedet og slukkede for tv’et, da det begyndte igen med en mand, der forklarede hændelserne.

  “Der er én ting jeg ikke forstår.” Jeg så på ham. “Hvis ymbesserne kun behøver den fugtighed, der er i tåge, hvorfor kan de så ikke overleve i en regnskov eller jungle eller lignende, hvor fugtigheden også er høj?”

  “De kan teknisk set også overleve der, men de vil aldrig gøre det. De skjuler sig i tågen, de gemmer sig for deres ofre. Det vil de have mere besvær med andre steder, hvor der ikke er. Desuden transporteres de jo også gennem tåge. De kommer fra imperiet gennem tågen. Nej, jeg tror ikke, at de ville bosætte sig sådan et sted.”

  “Og nu kommer her flere og flere af dem..” Jeg sukkede og gned i mine øjne. “Du må love mig ikke at tage afsted på mission, okay?”

  Han svarede ikke.

  “Nej, please..” Jeg sendte et bedende blik. “Det er for farligt!”

  “Jeg skal afsted i aften med Dylan.. Det er ikke noget at ændre, og man kan ikke svigte de andre. Loren slår mig ihjel, hvis jeg ikke møder op.” Darren tog min hånd, men jeg rev mig fri.

  “Det er ikke Loren, der har magten her! Det er dig!”

  Han rystede på hovedet. “Jeg vil ikke afsted, okay? Men der er ikke meget at gøre. Loren har magten. Det ved du. Jeg er for bange til at gøre andet end, hvad han ønsker.”

  “For helvede!” Jeg rejste mig og gik op ovenpå. “Det er ikke fair, det er ikke fair.” Jeg fandt Gerimident og bladrede igennem dem, til Darren kom.

  “Hvad laver du, Birdy?” spurgte han og så på frustrerede mig.

  “Far skrev et tegn til Lorens plan i alle sine bøger, ikke? Så er det bare om at finde det og få den livsødelæggende idiot sparket ned af tronen. Hvis folket får sandheden at vide, ønsker de ham ikke længere.” Jeg slog op på kapitlet om gerimident systemet.

  “Det kan du ikke!” skyndte Darren, hev bogen ud af mine hænder og kastede den hen i hjørnet. “Det er for farligt uden Janes hjælp. Og den kan vi ikke få inden i aften. Jeg foreslår, at vi holder freden og gør som bedt. Du havde ret i, at vi bør holde os udenfor oprøret. Det kan godt klare sig uden to soldater, men du for Haniahs skyld ikke begynde at prøve at ordne det selv.”

  Jeg så på den fortryllede bog og mindedes synene fra den.

  “Fint. Fint, tag på den dumme mission. Slå dig selv ihjel, hvis du er komplet ligeglad med mine følelser og mit liv.” Mit blik så såret på ham. Kunne han virkelig være det bekendt? Altså, jeg forstod jo, hvad han mente og argumenterede for. Det var mine egne ord. Men han brugte dem som et våben mod mig og et skjold for Loren. Det kunne ikke passe, at det skulle ende op sådan her.

  Han bøjede sig over mig på sengen og tog om mine hænder.

  “Dine følelser er mine følelser. Dit liv er mit liv. Jeg er i live, fordi du er i live. Du må aldrig tro, at jeg på nogen måder handler for at skade eller såre dig. Lige nu tænker jeg på, hvad Loren vil gøre mod os begge, hvis jeg bryder gerimidenternes regler. Vi er allerede hans fjender. Han vil lade min fejl gå ud over os begge, og det vil jeg ikke lade ske.” Han satte sig på knæ foran mig og kyssede mine hænder.

  “Lad mig tage med,” sagde jeg tøvende, men bestemt. “Jeg vil med på missionen. Ellers lader jeg dig ikke give slip på mig.”

  Han rystede med det samme på hovedet. “Aldrig. Aldrig, aldrig, aldrig. En ting er at Loren gjorde det klart for os begge, at du intet måtte have med gerimidenterne at gøre. En anden er at du kan blive skadet. Specielt nu der sker så mange dødsfald på grund af det forøgede antal af ymbesser.”

  “Præcis derfor må jeg tage med!” sagde jeg anstrengt. “Fatter du det ikke? Jeg ved godt, at jeg ikke er trænet, men jeg kan bruge en kniv, ik’? Jeg har slået en ymbess ihjel før. Loren behøver ikke at vide noget om det. Bare jeg tager med, så jeg med sikkerhed ved, at der ikke vil ske dig noget.”

  Darren tøvede og satte sig sukkende ved siden af mig. Han vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Jeg forstod ham på en måde. Jeg kendte følelsen af usikkerhed. Men jeg ønskede bare, at han stolede på mig! Så psykisk ustabil var jeg heller ikke, at jeg ikke kunne tænke klart. Der var selvfølgelig visse risikoer, men døde jeg, døde jeg for noget. Så sad jeg i det mindste ikke herhjemme, mens et kært liv gled bort.

  “Please,” hviskede jeg og sendte ham et bedende blik.

  “Nej,” svarede han. “Det kan jeg ikke lade ske.” Han rejste sig op, kyssede mig på panden og stillede sig hen i døråbningen. “En mission betyder ikke døden den selv. Og jeg er en af de mest trænede af os. Du skal ikke bekymre dig.” Så gik han, og jeg sad med halvt åben mund og stirrede knust på den tomme luft, hvor han før stod.

  Sådan her måtte det ikke blive.

 

Det var niende gang jeg havde taget mig selv i at se på uret.

  Klokken var halv otte. Jeg sad uroligt i sofaen med en tæppe over mig, mens jeg så på de seneste nyheder. Der var meget snak og jordskælvet, der havde sket i Japan. Det var ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg tænkte på, hvornår Darren ville tage afsted.

  Så jeg besluttede mig for, at jeg ikke bare ville sidde her. Jeg trak i overtøjet og gik hen til Dream Puppy, hvor Darrens bil manglede. Allerede dér mærkede jeg et jag i benet. Men det stoppede mig ikke i at gå indenfor.

  Tess sad ved baren over hendes mobil, hvor hun var inde på et eller andet kæmpe, avangeret system, som hun skyndte sig ud af, da jeg trådte hen ved siden af hende.

  “Hej, Tess,” smilede jeg dæmpet. “Er Darren taget afsted?”

  “Hej, ja.” Hun smilede igen. “Det er forfærdeligt, ik’? Jeg hader tanken om det. Det er derfor jeg sidder her.” Hun pegede på det halvt tomme krus øl ved hendes side.

  “Jo, øh..” Jeg bed mig selv i læben. “Jeg ved godt, at du nok ikke må give de oplysninger.. Men kan du ikke please fortælle mig GPS-koordinaterne til den mission?”

  Hun så usikker og bange på mig. “Hvis du vil tage afsted, kan jeg ikke lade dig gøre det. Det lovede jeg Darren, inden han tog afsted.”

  Pis!

  “Tess, jeg forstår, at han er din bror. Du er lige så bange for hans vegne, som jeg er. Du vil heller ikke lade ham stå alene derude med freaking Dylan! Jeg ved, at du kan give mig de koordinater. Du vil også gerne.”

  “Du er ikke trænet,” mumlede hun. “Der er tre ymbesser i det område de skal ud til! Det er dit rene selvmord, hvis du følger efter dem.”

  “Åh, pis mig i øret, det vil ikke være mit første selvmord.” Jeg havde lyst til at give hende en lussing og skrige hende i ansigtet, at hun ikke kunne være hurtig nok med at give mig de koordinater. “Hvis du giver mig de koordinater, vil jeg være taknemmelig for evigt.”

  Hun tøvede, og jeg hadede det.

  “Find din GPS frem,” mumlede hun, og jeg fiskede min mobil op fra lommen og gav den til hende.

  Hun tastede området ind og gav mig mobilen tilbage.

  “Nu har du fandme også bare at være forsigtig.” Hun sendte et alvorligt blik. “Selvom jeg ikke har set dig meget, vil jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen, hvis der sker dig noget, okay? Det er et stykke udenfor Gritzbee langt ude på en mark ved en eller anden bygning, der bliver brugt til at opbevare redskaber til biler og så videre. Darren og Dylan tog afsted for cirka en halv time siden, og jeg vil gætte, at de har været der i et par minutter.”

  Jeg nikkede, takkede hende og skyndte mig hjem igen, ignorerede mors kalden, lagde køkkenkniven og kødhammeren tilrette i min taske og tog så afsted ud i bilen med GPS’en allerede snakkende om, at jeg kørte i den forkerte retning.

 

Tågen var ikke specielt tæt, da jeg kørte. Man kunne se omkring tyve-tredive meter frem, men det var nok til, at jeg fik kuldegysninger op ad begge arme og mærkede en klam ubehag, der kriblede under huden.

  Da jeg ankom, var mængden af tåge ikke specielt anderledes. Jeg havde bare holdt ind til en sidevej og var gået ud på marken, som jeg kunne fornemme strakte langt. Og med GPS’en i hånden begyndte jeg tøvende at gå fremad med et hårdtbankende hjerte under brystet. Mine puls dunkede, og jeg åndede dybt og forsigtigt for ikke at blive hørt, hvis der nu skulle være en af de tre ymbesser omkring.

  Jo længere jeg kom hen over marken, jo mere tæt blev tågen. Jeg begyndte at frygte, at jeg om lidt ville støde ind i et af bæsterne. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville reagere, - og hvor langsomt jeg ville reagere. Tanken fik mig til at finde køkkenkniven frem fra min marineblå taske, som jeg havde slynget om skulderen.

  Forsigtigt gik jeg fremad, mens jeg enkelte gange så ned på GPS’en, der viste, hvor jeg var, og hvilken retning jeg skulle gå.

  Bygningen, som Tess havde fortalt om, var hvad jeg søgte efter, trods den ikke var registreret på mobilen. Dog havde jeg en idé om, hvor den måtte være, og jeg satsede på, at den måtte blive min kilde til Darren. Lige nu var det bare gemmeleg i tåge under solnedgangen, og jeg havde ikke andre muligheder end forsigtigt og stille at træde frem, mens jeg håbede på, at bygningen snart ville komme til syne.

  På en måde fandt jeg både tågen skræmmende og fascinerende. I den glødende belysning lige nu var den flot, men jeg fandt den også afsindig uhyggelig ved tanken om, hvad der måtte skjule sig i den.

  En ymbess kunne skjule sig hvor det skulle være, og det eneste til at advare mig sekunderne før, den ville angribe mig, ville være lyden af dens lette fodtrin, der pilede over jorden - og så ville jeg blive flået op. Tænk, at gerimidenter i så mange århundrede havde formået at skjule sådan en scene. Det var gysende, at alt dette havde foregået bag folks rygge i så længe.

  “Netværk afbrudt,” lød en høj klang fra mobilen i min hånd.

  Mit hjerte holdt op med at slå i et sidste, hårdt slag. Det gav en rysten i mine ben, og jeg spændte mine muskler i rædsel og chok. Jeg turde ikke engang se mig omkring, trods jeg burde. Men i sekundet talte intet af det, som jeg i mine tanker havde forberedt. Mine tanker havde ikke strejfet, at jeg skulle slå lyd fra eller lignende. Hvor dum havde jeg været!

  Der gik fem sekunder, før jeg fik kontrollen over mine vejrtrækninger igen, og jeg forsigtigt fik kørt min finger over skærmen, så jeg kunne få slået lyden fra. Men mit hjerte sad stadigt helt oppe i halsen, og jeg var endnu lammet fra top til tå.

  Først om en tid kunne jeg gå sikkert videre, men der endnu var Darren at tænke på. Selvfølgelig også Dylan. Trods alt havde han behandlet mig som en god betjent - ja som den eneste gode. Jeg måtte affinde mig med hans dårlige sider, og det burde jeg også. Jeg havde jo også selv en del.

  Skælvende bevægede jeg mig fremad igen og bad til, at ingen havde hørt mig før. I hvert fald ikke ymbesserne. Men det havde virkelig gjort mig opmærksom på, at jeg skulle være ekstra forsigtig.

  En lugt af vist nok røg nåede uden videre min næse. Først tvivlede jeg på, om det var sandt eller ej, men så blev lugten tyderligere, og jeg trådte længere frem. Nervøst tog jeg mobilen i lommen igen, spændte en fast greb om køkkenkniven og bevægede mig i retningen af røgen, der blandede sig med tågen og blev mere grålig og gjorde det sværere for solen at trænge igennem luften.

  Jeg sank en klump og anstrengte mig for at se. Jeg havde nu gået lidt mere end en kilomet, og jeg måtte være et fint stykke ude på marken. Men trods den kraftige stank, tænkte jeg, at der var en god vej endnu. Så vidt jeg huskede, kunne man på en klar dag ikke se bygningen med bil redskaberne fra vejen, så det måtte ligge lidt væk nær en af de områder med træer, hvilket burde starte om omkring én eller to kilometer til.

  Min mave var krøbet sammen til en knude, der dunkede, bankede og kildede i ubehag. Mit blod blev pumpet brændvarmt rundt i mine årer, og svedet dryppede ned ad min krop, trods graderne kun lå cirka tre-fire over frysepunktet.

  Der var en følelse i mig, der bare ikke gad slippe mig. Jeg fandt det utroligt irriterende. Jeg ønskede bare at være modigere og gå stærkere, så jeg hurtigere kunne få fat i Darren, men jeg vidste, at jeg umuligt ville kunne øge farten. Jeg var rædselsslagen og helt ærligt stolt over, at jeg overhovedet befandt mig ude. Men det var ikke, hvad jeg mest tænkte over.

  Spændingen hang klangløst i luften med tågen.

  Jeg havde nu gået en kilometer til i en uvis retning takket være det manglende signal på min mobil. Nu anede jeg ikke, hvor jeg var, og om det overhovedet var tæt på bygningen. Det eneste jeg med sikkerhed kunne sige var, at jeg havde fulgt lugten af røg, og det burde også være nok.

  Langsomt begyndte jeg at kunne tyde spidserne af nogle træer. Jeg mærkede mit hjerte falde på plads, men det var ikke overstået endnu. Slet ikke. Træerne måtte betyde bygningen, og bygningen måtte betyde Dylan og Darren. Så der var endnu lidt vej.

  Først overvejede jeg, om jeg skulle kalde på Darren, men den tanke skubbede jeg hurtigt væk. Selvom det højest sandsynligt ville få ham frem, fordi min stemme i det vindstille vejr ikke ville blive blsæt væk, ville det også tiltrække ymbesser, og dem havde jeg ikke lyst til at møde. Jeg forstod, at Darren og Dylan blev nødt til at dræbe dem, men nu jeg var her, kunne jeg hjælpe. Ellers kunne jeg også bare stå bag dem og være øjnene i nakken, så de bedre kunne passe på.

  En stille vind skyllede ind over, og røglugten var så tyk, at jeg med det samme vidste, at der ikke var langt. Jeg skyndte mig forsigtigt ind mellem træerne og fulgte den retning, det lugtede stærkest. Også begyndte jeg at kunne se, hvordan røgen samlede sig. Det blev tykkere og kraftigere, og det var langt fra sundt at bevæge sig herind.

  Det bekymrede mig hvor røgen kom fra. Var det Dylan og Darren, der havde brugt ild mod ymbesserne? Var det ymbesserne, der kunne skyde med det? Højest sandsynligt ikke, men jeg frygtede det værste, og det værste var døden. Darrens død.

  En stenbygning kom til syne. Det var to etager høj, så forfaldent ud og man kunne spotte tønder, dæk og andre redskaber igennem den åbne dør ind til første rum. Hovedsagen var, at der var ild i den ene ende af anden etage, og noget af taget var allerede styrtet ned.

  Et stød af panik suste igennem mig, og pludseligt var jeg ligeglad, om jeg af ymbesserne blev opdaget. Jeg knugede kniven ind til mig og løb hurtigt hen mod døren, hvor jeg hostende så ind.

  Flammerne havde heldigvis ikke nået her.

  Jeg løb om på den anden side af bygningen, hvor ilden var brudt ud. Det var også derinde, at en trappe gik op ovenpå.

  Så jeg skyndte mig indenfor, mens mit hjerte bankede afsted. Jeg kunne mærke, at luften var sivet ud af mine lunger, hvor røgen tog plads, og jeg løftede min arm op og dækkede for munden, mens jeg kæmpede mig op ad trapperne.

  Hurtigt fornemmede jeg varmen blive stærke, og jeg kaldte svagt og utydeligt på Darren og Dylan. Der lød selvfølgelig ingen svar, og jeg tænkte, om jeg var kommet for sent. De havde måske allerede forladt stedet her uskadt, og nu stod jeg så dumt her alene i en brændende bygning.

  Nej, det kunne simpelthen ikke passe. Darren ville ikke bare lade stedet brænde ned. Han var klog nok til at vide, at det ikke ville slette alle beviser. Og menneskene ville også bare sætte spørgsmålstegn til, hvad der var sket. Formentligt ville de angive det som drengestreger, men som det så ud nu, ville der sikkert blive efterladt en masse dna.

  Det her kunne ikke være deres plan.

  “Darren!” skreg jeg og så mig hostende omkring med svigende  øjne. “Dylan! Er I herinde?”

  Ilden havde allerede slugt et værelse heroppe, mens loftet var faldet sammen og spærrede vejen til en anden.

  Gud.. Var det..?

  “Darren!” skreg jeg panisk og kastede mig hen til værelset, hvor loftet var brudt sammen og ilden spredte sig derinde.

  Jeg kunne se silhuetten af en mand, der lænede sig op ad væggen derinde. Hans hoved hang slapt ned ad siden, men han var kun svagt slået ud efter at være blevet ramt af noget af loftet. Hans øjne var endnu en smule åbne, og da han hørte min stemme, gled hans blik hen på min skikkelse.

  Noget i mig sagde bare, at det var Darren. Jeg kunne mærke i mig, at det ikke var Dylan. Det var ham. Det var min skat.

  Trangbrystet smed jeg kniven til jords og forsøgte at rive brædderne og loftbjælkerne til side, men jeg fandt dem for tunge. Jeg brugte alle mine kræfter på at skubbe en bjælke væk, men opdagede hurtigt, at det gik i et alt for langsomt tempo.

  Ilden derinde havde allerede spredt sig i snart halvdelen af rummet, og der var ikke langt fra Darren og til den nærmeste flamme.

  Henåndende satte jeg mig på knæ, tog min taske af og fandt kødhammeren frem.

  Min hud føltes smeltende varmt, og jeg var midt i et enormt hedeslag, men lige nu gjaldt det bare om at få Darren ud og komme væk i en fart. Jeg ville skide på om, der var ymbesser endnu i live. Jeg kunne se Darren, skadet, og det var nok.

  “Kom nu, kom nu,” hviskede jeg panikslagen og slyngede første gang hammerens takkede stål imod, men slaget var ikke hårdt nok.

  Endnu engang hamrede jeg den ind i bjælkens træ, der til mit held ikke var for robust, så det gav efter og slap hinanden i et krk! Sådan fortsatte jeg igen og igen, til mine arme var uden kræfter, og der kun var én bjælke tilbage, som jeg smidigt kæmpede mig forbi for at nå ind i rummet.

  Nu havde ilden ædt næsten hele gulvet op, og Darren havde måtte med besvær rykket sig for ikke at blive brændt, og han var for omtåget til at kunne bevæge sig ordentligt uden hjælp.

  Jeg skyndte mig over det stykke af gulvet, der endnu ikke var fanget af ilden, og jeg greb om Darren og kunne nu tydeligt se hans ansigt, og det beroligede mig.

  En stribe af blod gled ned fra hans pande, og der var allerede formet en stor bule i hans hovedbund. Jeg så på bjælken, der var faldet ned fra loftet, og jeg så for mig, hvordan det formentlig havde slået ham ud, mens jeg havde gået ude på marken. Tænk, at jeg ikke engang havde fornemmet det ske.

  “Darren, kan du høre mig? Kan du se mig?” Jeg slog ham ikke for hårdt på kinden, og han nikkede tøvende med et uklart blik.

  Jeg lagde kødhammeren fra mig, hjalp Darrens arm om min skulder og fik ham med besvær rejst op.

  “Havde du været med, havde du.. Havde du.. Havde du været ramt af den..” Han så på bjælken, men jeg fokuserede på udgangen.

  Hostende fik jeg ham hjulpet ud på den anden side af rummet og skyndte mig efter ham. Jeg fik ham stillet i samme position, så han lænede sig op ad mig, trods jeg på grund af hans vægt var ved at vælte, og jeg hjalp ham ned ad trapperne, som ilden bag os hurtigt fangede.

  Tasken og alt det andet, som jeg havde efterladt deroppe, ignorerede jeg bare. Gerimidenterne kunne afsløres lige så mange gange, som det nu ville passe - jeg ville bare ud!

  “Hvor er Dylan?” spurgte jeg ham i døråbningen og trådte et par skridt til ud, før vi begge faldt ned på den beskidte jord.

  “Han flygtede,” sagde Darren hæst og kneb øjnene sammen. “Han fangede ymbesserne deroppe og brændte dem, men nu er der..” Han måtte stoppe og hoste. “Der er ild, og det hele vil eksplodere.”

  “Eksplodere?!” skreg jeg og så skræksslagen på bygningen.

  Hvordan eksplodere?

  “Tønderne derinde..” Han pegede på dem. “Vi må få dem ud, inden ilden når dem.”

  “Det kan vi ikke nå! Vi må væk nu!”

  “Nej.” Han satte sig op ligesom jeg. “Ellers vil hele marken gå i brænd, og vi er alle færdige.”

  Jeg tog mig til hovedet. Hvor var det bare fandens! Darren kunne jo ikke hjælpe til, og så måtte det blive mig alene. Mig til at flytte over femten tønder benzin eller hvad det nu var, inden ilden nåede ned. Det var umuligt!

 Tøvende rejste jeg mig op.

  Ilden havde taget halvdelen af bygningen. Jeg havde ikke mere end tre-fem minutter til at få de tønder ud.

  “Jeg hjælper,” lovede Darren og lænede sig op ad et af træerne for at rejse sig. “Vi må være hurtige.”

  Jeg nikkede og skyndte mig ind i rummet, hvor tønderne stod. Jeg opdagede, hvor tung den var, som jeg ville gribe om den, så jeg valgte at ligge den ned og trille den ud.

  Darren kom langsomt bag mig, men i det mindste gjorde han noget, hvilket jeg havde tvivlet på, at jeg havde kunnet gøre. Hans situation var mindst lige så slem som min, efter jeg havde fået tæsk af Loren eller C. eller hvem pokker det var. Men jeg vidste da, at han ville klare den. Og Dylan.. Den kylling forlod stedet, så snart han indså, at han havde sat ild til det hele. Han forlod Darren, og jeg ville aldrig tilgive ham for det. Jeg havde taget fejl angående, at han bare var menneske. Han var ikke bedre end Loren.

  Efter at have skubbet fem af tønderne ud og Darren tre, havde ilden varmet murstenene op til rummet, og flere var sprunget, mens ilden langsomt kæmpede sig ind fra både loftet og ved begyndelsen af loftet.

  Jeg mærkede uroen og satte utålmodigt farten op, men så skete der dét, der ikke måtte ske.

  Idet jeg ville lægge tønden ned, kom jeg til at skubbe den for hårdt til jords og metalbåndet, der holdt brædderne på plads, gik i to dele, og inden jeg vidste af det gik det hele fra hinanden, og benzinen skyllede ud over hele gulvet og sprøjtede op ad mig. Jeg så det strække sig i retningen mod ilden, og jeg var lammet i sekundet.

  Darren kom udmattet ind efter at have skubbet sin tønde ud, og idet han så scenen udspille sig, løb han hen til mig og greb om min hånd.

  Benzinen og ilden mødte hinanden, og en smal flamme blev antændt og gled i en hurtig fart hen over gulvet og hen mod tønderne hvorfra, benzinen kom.

  Chokeret hev Darren i mig for at trække mig med ud, men jeg var lammet, mens jeg så flammen bliver større og nærme sig mere og mere. Det var som tryllebandt faren mig, og jeg følte mig forpligtet til at stå stille. Det var, hvad jeg blev nødt til.

  “Birdy, kom så med!” skreg Darren og hev i min arm, og jeg vendte tøvende mit blik mod ham.

  “Hvis jeg er ment til at overleve,” hviskede jeg, “så sker det.”

  I et øjeblik så Darren fortabt ud, men så anstrengte han sig.

  “Du er herre over dig selv, Birdy, kom nu ud!” Han brugte alle sine kræfter på at få mig med sig, og som ilden nåede den første tønde, gik det op for mig, hvad der skete.

  Der lød et højt brag, og jeg løb så hurtigt ud af døren, som jeg kunne. Med Darren i hånden sprang jeg væk, og jeg fornemmede den næste tønde gå i eksplosion, og derefter resten i et kæmpe væld af kaos.

  Hele bygningen bag os gik i flammer, og få meter fra det hele stod jeg med Darren presset imod min krop. Jeg brugte ham som mit skjold, og han knugede sig ind til mig, mens flammerne i eksplosionerne strakte sig ud og fik fat i de tønder, som vi havde skubbet ud, og som nu havde omringet os. Både brag og knitren lød overalt, mens vi forsvandt væk med den flænsende varme omkring os.

  Mine øjne var presset i, og jeg bad til ikke at dø, hvis ilden fik fat i benzinen, der var badet i mit tøj. Men Darren dækkede for den del af mig, og trods trykbølgen forsøgte at skille os, låste vi os fast om hinanden.

  Febrilsk pressede jeg mine hænder imod hans ryg, og idet flammerne havde lagt sig, åbnede jeg tøvende mine øjne op og så på den stålgrå nuance i hans regnbuehinder, der ikke længere var stålgrå.

  Hans øjne gav et glødende skær, men han så tappert og bange på mig med den nye nuance, der på fortryllende vis havde udskiftet den gamle; Krystalblå var den.

  Hvis nogen var udvalgt til en profeti, der skulle redde os fra den sidste af den mørke treenigheds modstandere, måtte Darren være den rette. Det viste han før, det viste han nu, og den skiftende nuance i hans øjne viste den magi, der befandt sig i ham.

  Klart havde han ikke fortalt mig alt. Han bar vel stadig på nogle, mørke hemmeligheder. Men kunne han i sin svageste tilstand redde mig, efter jeg havde reddet ham, stolede jeg nok på ham til at sige, at han var helten, som de alle ventede på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...