Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34603Visninger
AA

47. ❀ Kapitel Seksogfyrre | Jul, Jul

Mor tog de bagte brunkager ud af ovnen og stillede dem på køkkenbordet overfor Cece og jeg. Lula ville komme senere og ønske god jul, Max havde ikke fortalt noget om gårdagens handlinger, og Darren skulle holde jul hjemme, så han var ovenpå for at finde de ting, han havde haft liggende. Jeg forstod godt, at han tog hjem til jul, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der måtte gå et år, før vi måske kunne holde jul sammen. Trods alt var det min yndlings højtid, så jeg ville savne ikke at have ham til at fejre de næste par dage med mig.

  "Jeg ved tilfældigvis, at Lula skal holde jul med os, fordi hendes forældre tager til San Francisco," fortalte mor.

  "Det var langt væk," mumlede jeg, og mor nikkede.

  "Men Cece, jeg ved, at det er personligt, men hvis der er noget galt mellem dig og dine forældre, og vi kan løse det, så vil vi gerne give det et forsøg." Mor satte en ny plade småkager ind i ovnen, og jeg nød den sukkersøde duft, der hang i luften.

  Cece smilede og gik hen efter et glas vand. "Det er okay. Der er ingen rigtige problemer her for tiden mellem mig og mine forældre. Jeg kender dem ikke, så.."

  "Årh, beklager!" undskyldte mor. "Jeg vidste ikke, at du var adopteret. Birdy sagde bare, at du havde lidt problemer derhjemme."

  Straks gled Ceces blik hen på mig. "Nåh, ja. Det er også sandt. Mine plejeforældre er ikke så.. Men de er i gang med at finde et nyt hjem til mig efter jul, så det passer fint. Jeg er meget taknemmelig for at være her hos jer, og gæsteværelset er super flot. Jeg lover at give noget for alt det her, lige efter jeg er kommet til det nye hjem."

  "Det skal du virkelig ikke! Det er med vores fornøjelse at have dig boende her - du er virkelig en rar og hjælpsom pige. Jeg er glad for at Birdy finder alle de fornuftige venner."

  Fornuftige? Ikke rigtigt.

  Det ringede på dørklokken, og en nerve dirrede inden i mig. Jeg kunne mærke, hvordan mit blod fra et til to isnede, og mit hoved tog et kraftigt ryk mod døren. Mor havde til mit held for travlt med bageriet til at opdage chokket, men Cece bemærkede det og tog om min hånd for at berolige mig. Jeg sagde dog til mig selv, at jeg ikke kunne være bange resten af mit liv, hver gang en lyd brød frem.

  "Gider du åbne, Birdy?" spurgte mor.

  Jeg mulede et ja, lettede mig fra stolen og gik hen mod døren. Tøvende åbnede jeg op, og til min overraskelse var det Lula.

  "Max fortalte det," sagde hun, inden hun overhovedet nåede ind. "Jeg håber ikke, at du har tænkt for meget over det."

  "Nej, kun sindssygt meget!" Jeg fulgte efter hende ind i stuen, hvor hun kastede sig i sofaen og så ind i køkkenet på Cece, der var lænet ind over køkkenbordet og i færd med at tælle småkager på en bræddepande.

  "Altså, han lovede, at han ville holde afstand fra Ryan. Det er skuffende, at han vil gøre det, men jeg overlever. Jeg er glad for, at han fortalte det. Og han sagde, at det er din skyld. Så jeg vil bare takke. Jeg ved godt, at venner holder hemmeligheder for hinanden, og det vil altid være en del af venskabet, men du er noget helt speciel. Universet kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for at have dig. Jeg var vist aldrig meget for andre end dig og Max." Hun smilede og fandt sin mobil frem. "Se. Dette billede er fra sidste vinter. Det er mit yndlings billede. Og du ved, normalt hader jeg ellers vinter - sne, kulde, alt det gamle pis og juletraditioner." Hun grinte og sank mobilen ned i sit skød. "Jeg sad hjemme den tid. Far var ikke hjemme. Aner ikke hvor henne. Så var der mor, som stadig var i fængslet - og der var mig. Dumt jeg ikke indså det før, men da jeg så gaven fra dig, indså jeg, hvor meget betydning du har for mig. Jeg vidste, at vi ville betyde noget for evigt. Det fortalte jeg bare aldrig. Du ved, tiden sletter minder. Selv de vigtigste. Men jeg ville bare fortælle det nu, mens jeg husker det, og du skal vide, at jeg har båret det lige siden. Venner betyder meget for hinanden, ik'? Vi betyder mere for hinanden. Kan du love mig det i aften?"

  Det var ikke, fordi jeg troede, at hun ville få mig til at smile glædestårer, men det virkede sådan. Jeg så på det løse sølvarmbånd om hendes arm. Jeg huskede godt, at jeg havde givet det.

  "Selvfølgelig," smilede jeg. "Du betyder lige så meget for mig, som du gjorde for et år siden. Verden må vide, hvad der skal til for at skille os ad."

  Hun nikkede. "Ja. Jeg begynder at tro, at det ikke er noget skidt ikke at have mange at være taknemmelige for. Jeg kan tænke ekstra meget på jer, som jeg har." Hun tøvede lidt. "Men.. Jeg må nok hellere gå. Jeg vil ikke gå glip af en jul med begge mine forældre." Hun grinte.

  "Ha ha, nej." Jeg ønskede hende god jul, sagde farvel ved døråbningen og gik tilbage til køkkenet.

  Cece og mor havde et emne om skole i gang, men jeg lyttede ikke med. Jeg sad i mine egne tanker og ventede til Darren kom ned. Da han gjorde, gav jeg ham et kys, fortalte ham, at jeg elskede ham højere end nogen anden, og han gengældte med hjertesmeltende ord. Alligevel kom det ikke ind til mit hjerte. Jeg følte, at jeg var beskyttet af en facade. Min krop var i chok, min hjerne kunne ikke følge med og jeg tænkte og tænkte og sagde farvel til Darren uden at vide, hvilken betydning det havde. Han fornemmede usikkerheden i mine øjne, men hans sagde intet vidende om, at han ikke var i stand til at gøre noget.

  Som han forlod huset, og jeg vidste, at jeg først ville se ham i det nye år, kørte jeg fast i de samme tanker. Hvad hvis Loren vendte tilbage? Hvad hvis Loren ville slå os alle ihjel i nat? Hvad hvis Loren bortførte Darren som far og Maddie? Hvad ville jeg gøre? Hvad ville jeg kunne gøre?

  Darren var stærk. Modig. Fuld af kærlighed og spændkraft. Men han havde ikke et helt folk med sig som C. Kampen ville være håbløs, hvis vi ville starte en kamp. Én gang ville være nakke den største fjende. Én gang for meget. Allerede inden vi begyndte, blev vi jordet, bondefanget af en tåbelig idé om at overvinde geniet bag selve ondskaben.

  Der var ikke længere nogen tvivl. Loren var den sidste fjende i mytologien om det udvalgte barn og den mørke treenighed. Hvis ikke nogen af os børn var barnet, var missionen for at stoppe djævelskabet umulig. Det kunne være hvem som helst - en uvidende. Jeg måtte leve resten af mit liv i denne frygt. Jeg måtte leve med et normalt forhold til Lula og stikke hende den ene løgn efter den anden, fordi jeg vidste for meget. Jeg ville være til fare for enhver, jeg nogensinde ville give et håndtryk. Jeg var en levende katastrofe. Det var mit liv.

 

Imellem alle blev der ønsket god jul op ad dagen.

  Max var smilende - selv til mig. Jeg sagde til mig selv, at det var et godt tegn. Bare jeg var taknemmelig, skulle aftenen nok gå. Måske ville min angst forsvinde i mængden af julehyggen og det gode mad. Måske ikke. Der var kun chancen at tage.

  Tiden bevægede sig langsomt. Det blev aften. Jeg spiste, de andre spiste. Vi hyggede os alle. Eller jeg gjorde ikke. Vi var fire ved bordet, og kun én var ikke glad for den situation, som hun stod i. Ingen ville forstå den ar på sjælen og den ulidelige smerte i sjælen, som det gav blot ved at tænke tilbage. En fortid så slem og så uklar.. Burde det overhovedet at være en fortid?

  "Lad os alle bede for Gud og Jesus før denne hellige nat," smilede mor og foldede hænderne under bordet. Det samme gjorde Cece og Max, og tøvende jeg med.

  "Fadervor, du som er i Himlene," bedte de.

  Jeg gik tilbage, til hvad Darren lærte mig. "Himlens hersker, i Himlens rige."

  "Helliget vorde dit navn, komme dit rige."

  "Red livet for de skyldige, og red den sagesløse."

  "Ske din vilje som i himlen således også på jorden."

  "Spred håb, vis nåde, giv retfærdighed for vores talte dage."

  "Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere."

  "Lad os tro på dine frelsende vinger og lad os sove under dem, som vi opstod under dem."

  "Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde."

  "Vig bort den mørke treenighed, men skab frelseren fra dem."

  "Thi dit er riget."

  "Hold på dine hjælpere - og led andre til din styrke."

  "Og magten og æren."

  "For stærk til de sidste dage vil spændkraften være."

  "I evighed."

  "Min spændkraft. Din spændkraft. Vores spændkraft."

  "Amen!"

  "For evigt, spændkraft."

  En bølge af rædsel skyllede ind over stuen, som en af de kraftige vinde tog til, og i et sus blev stuevinduerne knust ind mod os. De klirrede, og der lød gisp fra hver af os. Angsten for hvad der nu ville ske, pumpede i mine årer, men jeg sagde til mig selv, at det bare var en sær form for uheld. Aftalen lød, at Loren ville lade mig være. Selv hvis det var ham, var det sikkert bare en påmindelse om, at han stadig sad på tronen. Gerimident tronen. Jeg skulle ikke bekymre mig. Det lovede jeg mig selv. Ingen andre måtte forstå, hvad her skete. Sådan var det bare.

  Med Max gik vi ud med lommelygter for at tjekke, om det virkelig var en ulykke. Der var ingen andre at se, så vi lod det være, hvad det så ud til - eller hvad det burde at se ud til. Derefter satte vi lagner op for vinduerne, så sneen ikke skulle komme ind med blæsten. Vi færdiggjorde aftenen, ønskede endnu en gang hinanden god jul, og jeg gik op på værelset for bare at være mig selv.

  På sengen brød jeg ud, knækkede sammen. Men der var ingen tårer. Kun endeløse grimasser og nervepirrende smerter i maven. Igen og igen sagde jeg til mig selv, at alt nok skulle gå. Det var jul, og en ny tid måtte begynde. Hvad end den bød ind på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...