Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34822Visninger
AA

29. ❀ Kapitel Otteogtyve | Fandt Hende Død

Med det samme jeg trådte udenfor og kunne mærke tågen omkring mig, begyndte min mave at vride sig sammen. Jeg havde en dårlig fornemmelse, som om noget forfærdeligt ville ske, som om noget i tågen ville angribe snart. Men det ville ikke ske. Her var jo tågevogtere til at klare den slags.

  "Så, frygt overvundet, tilbage igen!" fastlagde jeg, men ikke til meget nytte, da Cece øjeblikkeligt beklagede sig.

  "Niks! Vi går ud til skoven bag marken."

  "URGH!"

  "Jo."

  "Jeg protesterede ikke, jeg URGH'ede bare. Og du er ikke min mor."

  "- Og det er jeg glad for."

  "Hey, fuck dig!"

  "Jeg vil da ikke have børn endnu!"

  "Klart, det var dén grund.."

 

Følelserne indeni mig blev værre for hvert øjeblik. Mit hoved skreg, jeg følte mig, som var jeg gående på en line bevidst om at falde. Nerverne i min krop var anspændte, men jeg satte mit fokus på at gå og koncentrere mig om, at jeg på et tidspunkt ville indse, at det ikke var Jordens undergang.

  Cece og jeg førte ingen ord imellem hinanden. Selv da vi nåede den mørke, creepy skov, hvor der var tusmørke, fordi månen ikke var til at lyse op for de tætte træer, sagde ingen af os noget som helst. Stilhed og atter stilhed til at forøge irritationerne i min krop.

  Sekund for sekund følte jeg mig overvåget. Jeg forestillede mig det værste kryb i verden - sådan en ymbess-tingest, der holdte øje med mig og bare ventede på at flå mit skind af og æde mig rå, så jeg rigtig kunne mærke smerterne, når den bed mig i småstykker og åd mig levende. Årh man, uhyggelige følelser her!

  Et edderkoppespind, jeg gik ind i, fik mig til at skrige hysterisk, gå i panik og tigge om nåde. Cece, der synes, at det var vældig morsomt, måtte få spindet væk fra mit ansigt, før jeg atter kunne begynde at trække vejret roligt igen.

  Sneen var så høj, at det gjorde det svært for mig at gå igennem det. Men det lykkedes. Og da Cece sagde, at det var nok, vi skulle begynde at gå tilbage, følte jeg lettelse. Mine hænder rystede dog stadigt, og jeg var skælvende bange for hver eneste lyd.

  Til min overraskelse, sov jeg godt den nat. Jeg følte ingen uro, ingen stress, ingenting. Glæde følte jeg heller ikke. Det var der selvfølgelig heller ingen grund til, men, jah, alligevel.

  Det var sådan, at jeg i næsten al tiden næste dag - 4. december - havde glemt alt om sedlen og Loren. Først da jeg da det blev aften, og da Cece hele dagen havde været væk til en tågevogter-mission, og jeg begyndte at frygte, om der var sket noget, kom jeg i tanke om den.

  Hurtigt fandt jeg den frem fra min bukselomme og læste det hele højt for mig selv:

  Loren fandt ud af, hvad Darren og de andre havde fortalt dig. Eftersom du var en Green - spørg ikke hvorfor - stolede han ikke på dig og krævede overvågning, så han kunne nå frem til, om du var til at regne med, skulle have en glemselspille - eller "skaffes af vejen."

  Jeg ved ikke hvad konklusionen er blevet til, men jeg har ikke fortalt andet end, at du virkede deprimeret, ensom og desperat efter svar. Nu håber jeg ikke, at jeg er skyld i, hvis der sker noget.

  - Cece.

  Så han tvivlede på mig, fordi jeg var en Green? Der var da godt nok pænere efternavne, men helt ærligt, det var da ikke min skyld!

 

Og klokken blev 22:00. Ingen hjemvendt Cece. Kulsort udenfor, man kunne ligeså godt stå i midten af et insektsværm. Kulden var bidende og krøb op under de tykke dyner, man kunne lugte andestegen fra tidligere og stadig smage risengrøden i munden.

  Jeg var rent ud sagt fandens utryg. Jeg tænkte, om hun var blevet ædt af en ymbess eller måske dræbt af Loren, fordi han fandt ud af, hvad hun havde fortalt mig. Det var som at være mor til et barn. Og så alligevel ikke fordi de færreste ud af hele menneskeligheden kendte til gerimidenterne, og der var noget over dem og ymbesserne, der bare ikke var lykkelig-lagkage og sol-og-skyfri. Det kunne da umuligt passe, at en mission tog en hel dag, kunne det? I så fald ville de bæster der da være sindssyge.

  Klokken elleve ringede jeg Dylan op. Første gang tog han den ikke, mobilen vibrerede bare og kom med det sædvanlige robotagtige udbrud om bla.. bla.. bla. Jeg lyttede aldrig efter. Men anden gang tog han den, og hans stemme lød ligeså angst som min, hvilket satte mig endnu et niveau ud af kontrol.

  "Har du hørt fra Cece?" spurgte jeg. "Hun er ikke kommet tilbage fra missionen, sig at du har hørt fra hende eller noget.."

  Tøvende svarede han: "Nej, desværre, det bekymrer mig. Jeg aftalte med et par andre, at vi ville tage ud til stedet ved midnat. Det her tegner ikke godt."

  Jeg sank en klump og det isnede mig op ad benene. Udenfor knirkede vinden som en galende hyæne med halsbetændelse. En snestorm var så småt begyndt at vokse sig større og fordrev hvert eneste spor af dyr, mennesker og generelt bare liv og natur.

  Forvildet sprang jeg af sengen og gik hen til vinduet, hvor jeg kiggede ud over landskabet, der mere lignede én stor omgang rod og kaos af hvide fnug, viftende træer og bortfaldende, sidste blade i stedet for hvad af hygge, man nu forestillede sig sådan en sen decemberaften. Ikke just den perfekte tidspunkt for julemanden at afprøve sin nye kane. Bestemt heller ikke en passende tid for Cece at være alene med en makker på en farlig mission.

  "Vil du gøre mig en tjeneste?" spurgte jeg Dylan, der stadig hang på i røret og havde holdt sig tavs i fortvivlelse om hvad, der nu var sket derude.

  "Ja, hvad?"

  "Kør mig derud."

  Han holdte sig igen tavs. Han ville svare; "Nej," et stort ét, for han vidste, at jeg ikke egnede mig til det. Men han var selv nysgerrig, og han ville selv gerne afsted nu - bare ikke alene, og dét fik ham til at tvivle.

  "Helt sikker nej," svarede han efter lidt tid. "Du er ikke tågevogter, du er ikke trænet, en hobende snestorm i sig selv er for farlig for dig. Hvad får dig til at tro, at jeg kan lege chauffør til din dødsdom?"

  "Du kunne tage med!" råbte jeg med en stille, hedende stemme for ikke at vække de andre. "Du vil ikke alene, jeg kan ikke alene, vi er det perfekte team! Omend ikke ser jeg godt ud i vinterjakke, har jeg fået at vide af.. nogle. Og det vil du vel ikke gå glip af?"

  Han tiede. Ikke et tegn på at han var i live, gav han. Kun stilhed og tomhed som en dyb, tiltrækkende hul, der borede sig og ikke gav svar, om man ville dø eller overleve.

  "Okay, fint, for Ceces og Belles skyld. De venter derude sikkert på hjælp."

  Jeg fnes. "Det var vinterjakken der trak, var det ikke?"

  "Sjovt," sagde han, og jeg kunne fornemme, at han smilte. "Jeg tænkte lige, at jeg ville sige, at det præcis ikke var jakken, der tiltrak."

 

"- Men jeg må indrømme, at den klæder dig," fortalte han, da han nåede frem efter et kvarters tid. Han måtte have holdt sig nær London, da der gik længere tid fra Gritzbee til London end til, at det ville varer 15 minutters køreren.

  Jeg nikkede. "Jeg sagde det jo."

  Og så kørte vi mod stedet, hvor de 2 tågevogtere befandt sig.

  Der var ikke meget trafik på vejen. Snestormen havde holdt mange indendørs, og så var det jo også sent. Det stod desuden klart, at chancen for at køre galt var afsindig stor. Sne flakkede ned om ørerne over alt. Man kunne højest se en meter frem og front- og bagruden var dækket så meget til af det, at Dylan umuligt kunne få det hele væk.

  Iført tynde cowboybukser med huller, ingenting andet end bh under vinterjakken og et par flade nike-sko var der intet at stille op mod kulden. Forfrysningerne havde overtaget mig, og de fik mine tænder til at klapre og hele min krop til at ryste. Jeg hadede det, men det var beundringsfuldt. Sådan at et klima kunne ændre opførselsmåde - at dét, at der var koldt, kunne få min krop til automatisk at gøre ting af selv.

  I radioen blev der afspillet Bad Girls, men Dylan slukkede for det. Det var forståeligt. Vi var på en mission. Uh, James Bond-kliché. Det havde jeg aldrig troet, jeg ville blive en del af. Nu ville jeg bare håbe, at der var gode nyheder.

  Tanken om at blive betjent, havde egentlig før strejfet mig. Men så hurtig som den kom, så hurtig forsvandt den. Jeg ville se brandgodt ud i uniform og med en sexet pistol i hånden, men nu kunne jeg ikke få det ud af hovedet, hvor hængerøve de alle var på stationen på nær player-Dylan. Jeg mente, jeg ville ikke ende op som Bob-fyren eller Blade og Bennett. De tosser stank langt væk af en skodform for firser-betjente forsøgende at få det til at se ud som om for børnene, at de var, som man så på film. Nu siden det blev mig - trods min forkerte teori - fandt ud af mere, viste det bare, hvor håbløse de var i Gritzbee. I hvert fald der kunne man tale om gab-gab-gab. Det var helt sikkert ikke det drømmejob som de forventede, da de fik det.

  Det ruskede hårdt i træerne udenfor. Jeg forestillede mig selv som en - nøgen, sat til for at hjælpe andre, fyldt af meningsløshed og frøs i kulden, dækket til med iskoldt sne. Hvor sørgeligt egentligt. Specielt på dét punkt at midt i deres rent ud sagt skod liv, var der knap nok nogen ud af hele Jordens befolkning, der værdsatte dem som de burde værdsættes. Det var jo: De kunne leve uden os. Men vi kunne ikke leve uden dem. Hvem spillede så største rolle? Og hvem blev mest respekteret?

  "Yeah, så er vi fremme, Dirty," sagde Dylan helt alvorligt, stoppede bilen op og så på sig selv i bakspejlet.

  "Nåh, okay, Dyller," svarede jeg koldt med en det-rager-mig dialekt og gik ud af bilen, før han nåede det.

  Tågen stod som for foden af mig, og den var speciel tæt lige her. Det undrede mig, at man kunne se den gennem snestormen, men det kunne man.

  Dylan nærmest studerede tågen og skovåbningen foran os, før han sagde; "Advektionståge. Det er advektionståge."

  "Hvad er dét?" spurgte jeg og så på ham.

  Mine hænderne begyndte at ryste, som havde jeg parkinsons sygdom. Her var en ulidelig kulde, og det gik lige ned i halsen og i næseborene og frøs til. Den foldede sig om mig som et tæppe af is og manipulerede med mine tanker. Mine tænder var heller ikke for glade. Det føltes som at sætte tænderne i verdens koldeste sodavandsis, og man kunne bare ikke bide igennem det.

  "Det er tåge dannet ved varmt luft skyllende over køligt land, hvor ved varmen i sin grad møder kulden i sin grad og skaber en meget skylignende tåge kaldet advektionståge. Det er nok den, vi ser mest til lige her. Det er nok også den, vi derfor hader mest." Han gik om i bagagerummet på sin Mazda 323F. Hurtigt fik han fanget et greb om to lygter og en økselignende genstand i den anden hånd. "Vær så solidarisk!" råbte han i et smil og kastede den ene lygte til mig.

  Jeg greb den og tændte.

  Lyset var stærkere end normalt, syntes jeg. Men det kunne nemt være indbildning, da jeg jo vidste, at gerimidenterne var specielle.

  "Følg mig, hvis du vil overleve det her," sagde Dylan og gik hen til skovåbningens første træ. Dér stoppede han og så på mig med et blik spørgerne, om jeg ville med, eller om jeg ville blive.

 

"Uhyggelighed, så.. uhyggelig.." gøs jeg, mens vi gik imellem de nøgne træer med månen over os og snestorm og tåge omkring os.

  Jeg havde ingen forventninger om svar, og der kom heller ingen. Det eneste, der mentalt var i luften, var nervøsitet. Jeg frygtede ymbesser, og jeg frygtede Ceces lig.

  Stormen jog os på vildspor, da Dylan efter lidt tid sagde, at han mente, at vi var gået forkert. Så vi måtte pænt skifte retning og gå mod venstre.

  Til min store overraskelse gik der ikke så langt som forventet, før han udtalte, at vi nu var i jagtzone, som gerimidenterne omtalte de plantager, hvor ymbesserne holdte til.

  "Husk på, at du ikke må gå i chok ved synet af en ymbess," genfortalte Dylan kort efter at have nævnt det første gang. "Det vil blive din død," og jeg gentog det efter ham.

  "Jeg har fattet det," mumlede jeg, "men kan vi ikke bare håbe på, at der ingen skader er sket, og at ymbesserne bare var falsk alarm?"

  Han rystede på hovedet. "Det ville blive for nemt."

  Sukkende spændte jeg et mere fast greb om lygten. Mine kinder var følelsesløse og en kort stribe af tyndt snot gled ned fra min næse, så jeg mandigt måtte tørrer det væk med jakken. Mine øjenkrog var belagt med tårer, som var blevet fremkaldt af kulden.

  Mit blafrende hår stod ud til alle sider, så jeg måtte slå hætten på jakken op for at få nogenlunde kontrol over det.

  De nøgne træer rasede nu mere og mere og forsømte ikke at holde det faktum tilbage, at de prøvede at skade mig. En pludselig angst slog ind i mig som følelsen af at have glemt noget. Men der var intet, jeg havde glemt, det var bare samme følelse som at forglemme noget vigtigt eller noget med stor betydning. Som et slag fra en sten, der rammer maven og fortsætter i gennem, hvilket mærkeligt nok ikke forvolder smerte men en ubehagelig kilden som nervøsitet ved en afgørende test.

  Tæt på at miste balancen og styrte til jords ved et kraftigt vindpust væltede jeg fortumlet mod Dylan, der måtte gribe mig og bruges som støtte, før jeg kunne fortsætte.

  "Hey, du, hvad sker der for dig?" mumlede han.

  "Jeg har.. dårligt," svarede jeg og forsøgte forgæves at gå uden hjælp. "Der er noget i vejen. Du har ret, alt andet ville være for usandsynligt."

  Han nikkede, og vi fortsatte.

  Sporene bag os var allerede visket ud så snart, som man løftede foden. Selv havde jeg ingen styr på hvor vi var, og jeg ville umuligt kunne finde tilbage, så inden i mit hoved bad jeg til at Dylan vidste, hvad han havde gang i.

  Jeg synes at høre at høre hurtige fodspor fra noget, der umuligt kunne være menneskeligt, men..

  "Dér!" råbte jeg, da et kridhvidt hoved omkring tre meter herfra lagde liggende op af et træ næsten tildækket af sne.

  Det gøs i mig, trods jeg med det samme kunne se, at det der hoved ikke tilhørte Cece.

  Mine tanker kørte baglæns, og jeg kunne ikke nå frem til et klart resultat af hvad, jeg skulle stille op. Så det endte med at mine fødder styrtede imod personen, hvis øjne stod spærret op i et skræmt udtryk. Jeg vidste med det samme, at det ikke var kulden, der havde gjort det en ende på hende.

  Dylan nåede hen til hende før mig. Vi begge skubbede sneen væk fra liget i en hurtig tempo, og frigjorde hende for at Dylan kunne identificere hvem hun var.

  "Åh, Belle," hviskede han og afslørede tårer, der gled ned af hans kinder.

  Jeg fik en grim smag i munden, men rystede så på hovedet for at friske mig selv op.

  "Jaer, hun er død, vi må lede videre efter Cece," sagde jeg hårdt for at få ham fri.

  Uden at se på mig slap han hende langsomt, rejste sig op og så hævnende omkring sig efter bæsterne, der havde fået sin aftensmad.

  Stampende traskede han rundt og søgte, mens jeg tog mig selv i at stirre på det kæmpe, åbne hul ind i Belles mave. Jeg følte afsky, væmmelse og samtidig en ukendt form for sorg. Til mit held så liget ikke så voldsomt ud, som det kunne have gjort, hvis ikke det havde stormet, og der var så meget sne på.

  Det endte med, at jeg måtte hive mig selv ud af mine tanker, før jeg kunne befri mig fra synet og sætte i en søgen efter Cece ligesom Dylan.

  "Cece!" råbte jeg uden at tænke over, at jeg kunnet være blevet opdaget af ymbesserne dér, hvis ikke jeg allerede var blevet.

  Som forventet tyssede Dylan på mig, men jeg ignorerede det og råbte det igen lidt lavere.

  Der lød ingen svar, men pludselig gav Dylan lyd fra sig stående ved et træ nær dét, hvor Belle lagde op af.

  Løbende kom jeg derhen for at se Cece halvvejs dinglende på en lang, tyk gren i træet. Hun var også kridhvid og havde et skræmt udtryk. Men hendes øjne viste, at hun stadig var i live.

  "Jeg fandt hende død," lød det fra Cece, der med et stift, tomt blik blev siddende deroppe. "Jeg var ikke hurtig nok.. Jeg kunne have reddet hende."

  "Du kom hertil, det var modigt i sig selv," mindede jeg hende om, mens jeg med hjælp fra Dylan fik Cece båret ned. "Vi må kører dem begge på hospitalet straks, så kan Belles familie også få besked," sagde jeg til Dylan.

  "Du ved det selvfølgelig ikke.. Endnu.. Men her er regler. Dem må vi overholde, medmindre vi vil have hovedet på en af Lorens sølvfad."

  "Hvilke regler?" spurgte jeg og forsøgte at varme Cece med min kropsvarme, selvom der ikke var meget, og hun stadig var koldere end is. "Cece kan dø af kulde, hvis ikke hun når frem i tide!"

  Han tav i et par sekunder, hvilket irriterede mig grænseløst. Jo længere tid, jo større chance var der for at Cece ville dø!

  "Vi må ikke blive opdaget," forklarede han til en begyndelse, "så før vi kan få politi, ambulance, hvad som helst herud, må vi udrydde ymbesserne. Og vi skal huske, at vi ikke må røbe, at det er bæster, der har gjort det og ikke dyr. Samtidig lave et 'skuespil' ud af det, så intet bliver opdaget. Man skal være konkret."

  Jeg nikkede langsomt. "Så planen var hele tiden at skulle dræbe ymbesserne.." Jeg tav. Det stod klart for mig, at der ikke var andre måder at slippe herfra på - andet end at mindst én til måtte dø.

  "Lad mig sige det med det samme," stønnede Dylan, "det gælder om at finde og dræbe dem hurtigst muligt, før de finder og dræber én selv. Altså desto hurtigere vi gør det en ende på dem, kan vi komme herfra, og Cece kan komme på hospitalet."

  Tøvende nikkede jeg. "Så find dog de bæster."

 

Playboy gav besked på, at jeg skulle skrige lige så højt, som jeg kunne. Det havde aldrig rigtigt været mig, og jeg brød mig virkelig ikke om at være lokkedue for myrdende væsener, som jeg aldrig før har set. På trods af dét valgte jeg for Ceces - og min egen skyld - at lytte til hvad Dylan beordrede mig til. Min stemme knækkede flere gange, hvilket fik det til at lyde falskt.

  Cec' sad gemt bag et træ og frøs som en nøgen hund. Dyller var gemt bag et andet og ventede på, at ymbesserne ville gå til angreb på mig. Sikken klam fornemmelse at være bevidst om at skulle overfaldes. Jeg spekulerede på dets udseende. Var det firbenet? Seksbenet? Tusindbenet? Havde det store, blodrøde øjne, og var det pelset? Sådan set satte min fantasi ingen grænser for, hvor klam og afskyelig bæstet kunne se ud.

  Mit skrig var ved at dø hen, og kulden omkring mig var forvandlet til en hedebølge af nervøsitet. Min krop rystede, mine tænder klaprede, sved gled ned af min krop og klistrede sig til mit tøj og bh. Jeg havde det skidt, jeg var bange for at fejle. Hvad nu hvis Dylan ikke var præcis nok, når han skulle kaste sin økselignende efter ymbesserne. Hvis han i stedet ramte mig, hvis han måske slet ikke ramte. Så utrolig meget kunne slå fejl, og det værste var, at jeg var uvidende om det hele.

  Forskrækket sprang jeg til side og væltede bagover, da en skikkelse voltigerede over mit hoved og nær havde taget livet af mig af chok.

  Mit ægte skrig stormede ud af min mund, og jeg satte i løb væk fra dét, der fór imod mig som et lyn.

  Et uheldigt fodtrin fik mig til at vælte. Jeg vendte mig om på ryggen for at se, hvad det var. Skulle jeg dø, ville jeg vide, hvad der dræbte mig.

  Det hele gik så stærkt, at tiden snarligt gik i stå. Jeg kunne regne ud, at det var en ymbess. Og den så langt mere skræmmende ud end min fantasi havde ladet mig forestille.

  Ymbessen havde kulsorte hår belagt på hele kroppen på nær dens venstre, meget tynde ben. Den var omkring 2 meter høj, var tobenet - det venstre ben var lang og tynd som en ispind, det andet var lang, tyk og herkulisk hele vejen ned som en bodybuilders lår.

  Den havde seks arme, som var lange og lige så tynde som dens venstre ben. For enden af dem var der tre tynde "fingre" - spidse som knive.

  Den var edderkoppelignende, men langt mere forfærdende en de normale. På dens pande over dens to kridhvide øjne var der bittesmå, hvide prikker som ekstra øjne udover de to store.

  Munden fyldte fra kæbe til kæbe, og i dens åbne gab var der hajtænder så skarpe, at de kunne erstattes med sylespidse nåle. At blive ædt af den stod ikke lige øverst på min ønskeliste til jul.

  Som ymbessen stod i luften få centimeter fra min krop, og angsten for døden var så nær mig, at jeg kunne føle den helt igennem mine knogler, kastede Dylan sin "økse" imod bæstet, og den flintrede igennem dets afskyelige hoved, fortsatte videre og borede sig i hjertet på en ymbess lidt længere væk, som jeg ikke havde lagt mærke til før nu.

  Liget af den blødende bæst faldt ned over mig, og jeg måtte med væmmelse bruge alle mine kræfter for at skubbe den af mig.

  Ude af stand til at rejse mig op, satte jeg mig på hug i sneen og brækkede mig ud over det. Stormen og tågen havde ikke ligefrem den store betydning nu.

  Dylan kom styrtende imod mig.

  "Birdy, du er såret!" lød det fra ham, og han pegede på rifterne igennem min jakke og på min mave, som følelsesløsheden havde gjort, så jeg ikke kunne mærke dem. "Vi må skynde os herfra, Cece er bevidstløs!"

  Jeg nikkede og støttede mig op af ham, da jeg rejste mig op. Han bar Cece i sine arme og løb i fuld fart samme retning, som vi gik hertil.

  Det tog mig lidt tid, før jeg kunne nå op i hans tempo. Jeg havde for travlt med at kigge bagud efter Belles lig og ymbesserne, der magisk og uhyggeligt nok forsvandt væk i luften som de samme splinter i Gerimident-bogen.

  Det eneste jeg kunne tænke mig lige nu var alle i god behold derhjemme i stuen, Darren ved min side, vi sidder foran pejsen, men det er kun drømme, der aldrig vil gå i opfyldelse.

  Den ene fod foran den anden, den ene fod foran den anden, tænkte jeg for ikke at falde i den høje sne og de mange knækkede grene, der lagde over alt.

  Snestormen rasede, hobede sig op, den var fuld af vildskab og krævede ofre, før den igen ville forsvinde.

  "Dylan!"

  En stor, tyk gren rev sig fri fra et træ få meter fra Dylan. Den blæste med vinden og fortsatte mod os begge.

  Jeg nåede kun lige at dukke mig, før den fløj henover vores hoveder. Et skrig nåede ikke engang at blive fremført.

  "Vi er ude af jagtzone!" råbte Dylan, som om det skulle være spor bedre.

  Fem minutter senere var vi ved hans bil.

  Den var tildækket af sne, men han flakkede sneen væk fra bilens bagdør, lagde Cece ind og fjernede så resten af sneen, så man lige kunne se ud af ruderne. Jeg var dog klar over, at der ikke ville gå længe før alt igen var dækket af sne.

  Som det første startede han bilen og tændte for varmen. Jeg havde kun lige nået at sætte mig ved siden af ham, før bilen blev startet.

  "Du kører den forkerte vej," sagde jeg, "hospitalet ligger i Gritzbee Vest. Ikke Øst."

  "Vi skal heller ikke til Gritzbee Vests menneskehospital, vi skal til Gritzbee Gerimident Hospitalet. Vores egen private læge, yay." Intet smil ved hans alvorlige udtryk.

  Jeg blev straks mere utryk. "Hun er vel udlært som læge?"

  "Hah, du gik bare ud fra at det var en kvinde," fnes Dylan. "Han er ikke udlært. Men han har helings evner og er langt bedre end en normal udlært." Han lød overbevisende, men jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tro ham. Det behøvede jeg egentlig heller ikke, for jeg havde intet valg.

  "Hvad gør vi så?"

  "Hvad vi gør? - Vi kører Cece til Kael Timber, lægen. Hun får det bedre, og så henter Kael Belles lig, og vi ser, om han kan genoplive hende med sine metoder. Det er planen. Er du med?"

  "Ja jah." Men egentlig nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...