Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34494Visninger
AA

39. ❀ Kapitel Otteogtredive | Testen

Mor bekymrede mig. Da jeg var på vej ud af døren for at tage til træning med Cece, bad hun Cece gå i forvejen, fordi hun ville tale med mig. Jeg var ikke sikker på, om hun havde luret, hvad der foregik, men en desperat mor med en alvorlig samtale så ikke for godt ud til start.

  "Så hvad er der?" startede jeg ud.

  "Hvad der er? Min teenagedatter strejfer rundt omkring med to venner som om, der intet er på færde!" Hun hviskede det højlydt, hvilket bare gjorde hendes hvisken meningsløs.

  "Du ved godt, at Darren er mere end en ven."

  "Det er ikke pointen! Kan du ikke se det? Jeg vil gøre alt for dig, Birdy, og en del gør jeg allerede. Jeg ordner alle dine små hverdagsproblemer som bare for eksempel at holde styr på, hvad du skylder af penge, og jeg lader dig gøre, hvad der passer dig, jeg lader din veninde bo her, jeg lader dig gå rundt må skumle typer, selvom jeg er hunderæd, men jeg gør det hele, fordi jeg stoler på dig. Jeg stoler på dig, men jeg har brug for at vide, hvad der sker. For det her er ikke normalt, okay? Sådan her er normale familier ikke, og for en gangs skyld tænker jeg på mig selv, og jeg ønsker ikke en familie, hvor vi holder flere hemmeligheder for hinanden. Fra nu af passer vi på hinanden bedre end før."

  "Jeg har hverken tid eller lyst til at fortælle dig alt nu, mor. Jeg behøver virkelig at gå, og i fremtiden skal vi nok blive, hvad end du ønsker. Nogle hemmeligheder er der bare for aldrig at blive afsløret, og af kærlighedens grunde så forsag tanken om at kende til det hele, før jeg ønsker. En dag kan jeg skrive det hele ned, okay? Jeg kan fortælle alt, men det bliver ikke nu og ikke foreløbigt. Jeg ønsker ikke, at min jul skal ødelægges mere."

  Døren klikkede i bag mig, og jeg satte mig ud i bilen til Darren og Cece, mens jeg fornemmede, hvordan mit hjerte bristede ganske ligesom mors. Der var bare intet at gøre. Hun om nogen måtte da vide bedre om grundende til at holde hemmeligheder.

  Cece spurgte, om der var noget galt, men jeg smilede blidt og rystede på hovedet. Nej, det var ikke lige nu, at noget skulle gå galt. Indtil klodserne var stablet, måtte jeg begynde at anerkendte sandheden, at fortiden bare skulle lægges væk, før det var for sent.

 

"To minutter for sent," brummede Dylan, da vi ankom. Han stod i en sweater, der langt fra lignede noget, som en Dylan ville iføre sig.

  "Du ville måske hellere bruge tiden på at lægge med den heldige pige, der har givet dig den der?" Darren fnes, og jeg måtte vende ansigtet for ikke at falde i grin over hvor meget, han lignede en fan af bedstemødre. "Imogen ville blive så glad, hvis jeg tog et billede af dig lige nu og sendte det til hende."

  Dylan snerrede og bad os gå ind i rummet, der mindede om et klasselokale. Dog skulle vi ikke sidde på de stole sidste gang, dog to andre, der mindede om den ved Hannah. Materialet var blankt, hårdt og metallignende, men det mest bekymrende var den klo, der greb om vores hænder, da vi havde sat os. Bogstaveligtalt var vi spændt fast, til hvad jeg ville kalde fanget.

  "Hvad sker der?" spurgte jeg angst og kiggede over på de to unge mænd, der så på os, som om der intet specielt hændte.

  "Om lidt får i en maskine for hovedet, der vil give jer noget kaldet en hallucinationssky." Dylan gik ud til rummet ved siden af og hentede de to elektroniske maskelignende kupler, der måtte være til at tage ned over hovedet. Det var en ubehagelig tanke. "Jeres sind vil teste jer og sende jer til forskellige områder, forskellige tider. Formålet er, at I skal bevare kontrollen over jer selv og jeres omgivelser, før I kan gå ud og blive sendt tilbage i jeres kroppe i rette tilstand. Det er ikke farligt, og der er aldrig sket nogen noget, ud over at man har været svimmel efter oplevelsen. Jeg ved ikke med Darrens mening, men holder man overblikket, tager det ikke længe. Bare vær afslappet og rolig, så ens sind ikke bliver forvirret."

  Dylan gav Darren den ene af maskerne og bad ham give mig den på, mens han selv tog sin over Ceces hoved. Måden hun så ud på gav mig kuldegysninger. Hun lignede en gidsel, der var fanget til en stol med noget over hovedet, så hun ikke kunne skrige. Jeg vidste, at det ikke havde noget at gøre med vores situation, men der var uro i min mave.

  "Hvorfor er vi holdt tilbage?" spurgte jeg og mærkede hvordan min stemme rystede.

  "Man kan godt spjætte lidt," forklarede Dylan og rettede Ceces maske til, der ved nærmere eftertanke måske mere lignede en form af hjelm.

  Darren tog et godt greb om hjelmen og skubbede den langsomt og forsigtigt ned over mit hoved. Inden der blev helt mørkt, så jeg hans læber hviske et: "Husk, at du er dit indres egen herre." Så forsvandt alt i en tæt sort nuance som malet over synet. Det var en klam fornemmelse at vide, at hvis noget udenfor hjelmen ville ske, ville jeg være magtesløs.

  Da den fugtige følelse af hallucinationsskyen ramte mit ansigt og gled ind i mine hudceller, var jeg ikke klar. Jeg mærke hvordan panikken skød ud til hver en side, hvordan jeg rystede og var klar over min klaustrofobi var vokset fra ingenting med alderen til alting. Jeg ville skrige, men jeg huskede, hvad Darren havde sagt, og jeg gjorde mit største indsats for at være herre over mig, samtidig med at skyen gjorde sin del for at trænge ind i mit sind.

  Det rev i mig. Rev i mit indre, og jeg kæmpede for at bryde ud.

  "Hold kontrollen, sæt fokus," beordrede Dylan, der kun lød som et fjernt ekko udenfor en fisks glaskuppel.

  Det skete som et knips med en finger, at alle følelserne i min krop forsvandt og jeg sov ind til en mørke, der var langt mere fraværende end første.

  Så kom farverne spredt ud over alt. Jeg stod op. Jeg havde det, som havde jeg stået op hele tiden. Som havde der aldrig været en hjelm på mit hoved, som havde jeg aldrig været følelsesløs for de få sekunder det varede. Jeg var frisk, og jeg frøs, og jeg stod på et højt bjerg i en isnende kulde, hvor området udelukkende var bestående af sneklædte bjerge næsten lige så høje, som den jeg stod på.

  "Hvor.." Jeg nåede ikke at få mere frem, før sneen under mig skred. Mit hjerte fløj op i halsen, og jeg tog mig selv i et skrig, der gentog sig selv i dalene under mig.

  Min fødder mig til at snurre rundt som et spind, og jeg var ukontrolleret, til jeg med en overvældende kilden fornemmelse blev stoppet af en lille stød op. Kæmpende for at hænge fast på kanten for ikke at falde i afgrunden, mistede jeg i den manglende forstand min ene sko, der faldt ned og først sekunder senere gav lyd fra sig. Jeg skreg; inderligt; yderligt; jeg skreg, så det kunne høres hver en millimeter inden for nærmeste evighed.

  Igen mindede jeg mig om Darrens ord. Jeg var herre over mit sind, og det her var mit sind, og som Dylan ikke helt ordret sagde, så kom man hurtigere ud, hvis man ydede sit bedste. Og det ville jeg gøre.

   Med armene på skrænten kæmpede jeg af alle mine kræfter for at komme op. Jeg mavede mig frem, forsøgte at løfte min kropsvægt, gjorde det værd at prøve at få mit ene ben op, og i sidste ende lykkedes det; jeg kom op på skrænten at stå. Varmen i mig var vild og fyrig. Det var en følelse, som jeg ikke kunne bestemme mig for om var god eller ond.

  Mere end en kort form for glæde opnåede jeg ikke, før en vind slog til og min balance røg sammen med min fodfæste. Alt slog flakker om mig i hvide nuancer, og jeg skreg med en flammende brand, oprejsende i min mave. Jeg mærkede det som rædselsvækkende, gruopvækkende, angstfremkaldende, kløende, prikkende, det var ulideligt til døden den selv. Jeg havde ikke ord for de nervepirrende stik, det gav over hele min krop. Alt var intet, og intet var alt. Alt og intet var ét stort kaos af farver og tyngdekraft og luft, der pumpede ind og ud af mig, som frost forsvandt ud mellem mine læber.

  "Darren!" skreg jeg bevidst, om at der ikke ville gå længe, før jeg nåede bunden. Jeg ville bede om hans hjælp, men jeg kunne ikke mere end at skrige hans navn. Det var det eneste, der ville komme gennem mit stemmebånd.

  Det skete igen. Det hele forsvandt væk, og jeg stod et nyt sted, overvældet over, at jeg endnu ikke var død. Men under mig var mit fodfæste som manglet, og jeg faldt ned på Jorden, som omgivelserne faldt på plads.

  Der var endnu øde, men her var ikke bjerge, her var bakker, og her var ikke sne og is, her var varmt, Varmt ørkensand, der brændte mod min nøgne hud, og fødder, da jeg fik rejst mig op.

  Svedet drev ned af mig, og solen skar igennem mig som en skarp kniv. Ikke en brise gled forbi mig. Der var stille, der var varmt, og der var ulideligt. Jeg havde aldrig før været på ferie udenfor UK, selvom jeg havde ønsket at komme til et af de varme lande, med gud.. Nu trak jeg det ønske tilbage. Så langt tilbage som overhovedet muligt.

  Mens jeg tænkte over hvad formålet var her, hvad gøremålet var, søgte jeg nysgerrigt efter en oase, og jeg vandrede over de nærmeste bakker blot for at se endnu flere i tusindvis, helt hen til det uendelige. Jeg håbede ikke, at gøremålet var at nå hen til enden.

  Med sved drivende ned af mig; med tørrer sprækkede læber og knurrende mave gik jeg og gik og gik, og jeg følte udmattelse, men også vrede. Vrede over, at jeg ikke kom nogle steder hen, så i stedet satte jeg i løb. Jeg løb så mine fødder gik i opløsning, og sandet under mig åbenbart ligeså. Det forsvandt ikke, det ætsede ikke, men det trak til side for hvert et skridt jeg tog, som da Moses drog bølgerne til siderne, og jeg mærkede det som en bue om mig, der var det rene myreflip. Alt var uvirkeligt, skræmmende, der var højder langt over mig, ja, lige ved siden af mig.

  Varmen var pludselig ikke den største forhindring. Det var mine ben, der ikke kunne stoppe med at sprinte afsted af angst, for at jeg ville blive opslugt af sandbølgerne bag mig og ved mine sider. Det hele var kaos. Rent kaos, og i et sekund stod alt stille, mit syn vaklede, og så mærkede jeg noget gribe fat om min ankel, og det mærkede som en hånd. Det mærkede som en hånd lavet af ru sand, og den greb fat om min ankel og fik mig til at vælte ned i sandet, efterfulgt af at jeg sank ned i det uden nogen tegn på sollys over mig.

  Der var dog ikke meget at sige. Som jeg mistede luften, forsvandt jeg væk endnu en gang til overfladen af noget klart lyseblåt vand, som jeg faldt ned i. Min krop sank, og jeg kunne ikke bevæge mig. Kun skrige og atter skrige, føle mig selv drukne og mærke min lunger fyldes med vand.

  I sidste håb om overlevelse, strakte jeg min ene arm op mod vandoverfladen, der sås klart og tydeligt.

  Vandet var ikke koldt, det var neutralt, og jeg forbandede, at det ikke var så koldt, at jeg var bevidstløs nok til at undgå den forpestede smerte i min krop, specielt i mine lunger, der føltes tunge og sprængklar.

  På ét forsvandt mit syn til en kort blitz, og jeg lå med opspærrede blodsprængte øjne i et kar fyldt op med iskoldt vand, og overfor mig, også i karet, sad Leo lænet op af kanten, og jeg var ikke det mindste i tvivl, om at han var død.

  Hans hud var ligbleg, hans øjne var rullet op, hans mund stod halvt åben og hans ansigt, det samme frygtindgydende ansigt, som da vi kørte galt, var fyldt med skrammer og blod og åbne sår.

  Fra hans hage dryppede en bloddråbe ned i det iskolde gysende vand, og dråben spredte sig ud og hen imod mig som en langsom snigende slange.

  Jeg skreg panisk og kæmpede for at få mig selv op af karet, og som mine fødder gled under mig, bed slangen mig med blodet og gjorde min beklædning en transformation.

  Mine hænder var rynkede og glatte, og alt for sent gik det op for mig, at den mørke vi havde sat i, kun kom af mørket under os. Og jeg stod der i en pludselig drivvåd blodrød kjole halvt ud over kanten til karet, og jeg var ved at glide ned i det uendelige mørke under os.

  Mere holdte jeg det ikke ud. Hele denne sindssyge test drev mig til vandviddens tårer, og jeg holdte det ikke længere ud, så jeg gav slip. Først lod jeg mig glide ned af siden, og jeg måtte indrømme, at jeg et øjeblik fortrød og skrækslagen forsøgte at kæmpe mig op til karets inderside igen, men det var for sent. Jeg faldt ned i mørkets tomrum, der havde omringet, der hvor Leos døde krop nu sad alene.

  Synet forsvandt, som jeg hvirvlede rundt i luften, men som jeg desværre havde forudset, skete skiftet blot igen.

  Rummet. Jeg var i rummet. Jeg kunne ikke se andet end glimtende lys rundt omkring, og der var ingen planeter at få øje på, ikke en gang Jorden, men jeg vidste, at jeg var der: I rummet.

  Min krop var anspændt, mit vejr forsvundet, og jeg følte hvordan mit indre pustede sig op.

  Én.

  Jeg kæmpede for at suge luften i mig, men der var ikke noget. Absolut ikke noget.

  To.

  Den øredøvende stilhed gennemtrængte mine trommehinder og fik dem til at vibrere i smerte.

  Tre.

  Forsigtigt tog jeg mine fingre og til det venstre øre. Det blødte.

  Fire.

  Panikken i mig kørte rundt som en syg karrusel, der var kørt af sporet.

  Fem.

  Jeg afspejlede en skrigende grimasse, idet mine trommehinder sprang i smerte, og dråberne af blod gled fra mig.

  Seks.

  Min mave, min arme, mine ben, mit ansigt, hele forreste del af min krop var som smeltende brændende benzin.

  Syv.

  Min ryg, mine læg, mine underarme, mit baghoved, hele bagerste del af min krop var som isnende kulde, der nedfrøs mig.

  Otte.

  Ikke om jeg havde i sinde at opgive. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg kunne overleve i rummet sådan her, men det kunne ikke vare ved. Jeg ville dø her.

  Ni.

  Jeg frøs. Jeg brændte. Jeg var en kombination af to modsætninger, og vis ikke dét skulle blive min undergang, måtte luftmanglen blive det. Jeg ville ende som is, som en gang blod med tilbehør eller som begge dele. Jeg kunne ikke svare hvad.

  Ti.

  Tiden gik ikke op, men jeg mærkede, hvordan mine øjne følte presset til at blive trykket ud inde fra, jeg mærkede hvordan min mave skreg i smerter efter ilt, uden at kunne få noget, og jeg kunne intet andet gøre end at se mig rystende omkring i søgen efter hjælp, men der var intet at hente.

  Elleve.

  Cirka mellem ti og tyve sekunders levetid. Sådan var det. Jeg huskede det fra fysiktimen nu, men det betød også, at jeg havde passeret minimummet.

  Tolv.

  Sekunder gik. Mit indre døde langsomt, mens mit ydre kæmpede sit bedste. Jeg forsøgte at bevæge mig frem uden formål, men det gik ikke for godt.

   Tretten.

  I det mindste så jeg ikke mig selv. Jeg var overbevist om at mine øjne var tæt på at trille ud af hovedet på mig, mine negle var ved at give slip fra mine fingre, som blodet sivede ud, og mit indre.. Mit indre var som under hård eksplosion.

  Fjorten.

  Hvis der var noget, jeg ønskede at sige som det sidste, hvad var det så, og hvem var det til?

  Femten.

  Loren. Fuck dig til helvede. Mere poetisk blev det ikke. Mit liv var ikke en kærlighedshistorie på lyserøde skyer med engle, der sang halleluja om Guds magtfulde nåde. Så hellere dø, end at leve det liv.

 

Jeg sad i stolen uden den mindste skade. Jeg kunne ånde frit, jeg havde ingen skrammer, jeg var så godt som levende. Selv da hjelmen blev taget af mig, og jeg klart kunne se Darrens, Dylans og Ceces ansigter, der strålede af bekymring, var jeg lettet. Dog var min krop fugtig af sved, og jeg havde problemer med at trække vejret i roligt tempo efter den slemme oplevelse. En trøst var, at Cece havde haft den med mig.

  "Hvad præcist skete der?" spurgte Dylan med rynkede bryn.

  "Hvad? Der skete hvad?"

  "Hvad oplevede du?"

  "Min død, tror jeg. På femogfyrre forskellige måder, og det var overraskende let at stride imod, som du sagde." Min sarkasme gad ikke rigtigt følge med min tone. Der var mere hårdhed over det. "Hvorfor spørg du, burde du ikke vide det?"

  "Vi beklager, at vi havde glemt det, men du skulle slet ikke have været testet. Da vi blev tildelt trænerjobbet, fik vi at vide, at ingen Green's må testes, fordi deres magi er stærkere end vores. Af den grund vil de reagere slemmere end normale. Igen: Vi beklager." Dylan så over på Dylan, der bed i sine negle af noget, der tegnede nervøsitet.

  "Så jeg blev udsat for det her.. Fordi I glemte det?" Jeg fangede Ceces blik, der så mindst lige så bekymret ud som Darrens. Hun ville berolige mig ved at tage om min hænd, men jeg rev den til mig selv af frustration.

  "Det er ikke en gang det værste. Vi skal skrive ned, hvem der har modtaget testene i løbet af ugerne nogen trænes," forklarede Dylan og forventede mit ansigt skinne af vrede.

  "Bare mal væggen sortere," tyssede Darren og sendte ham et drabeligt blik.

  "Kan I ikke bare undgå at sige det videre til Loren? Jeg mener, vil I hellere bringe os i større farer ved at fortælle, at jeg faktisk også trænes til at være en gerimident? Hele grunden til at jeg ikke blev taget, da jeg var barn, var at jeg intet måtte have at gøre med gerimidenterne, så mon ikke det vil blive endnu mere risikabelt, hvis vi decideret fortæller Loren, at jeg snart bliver en af hans?" Mine hænder var knyttede til armlænene, der var blevet spændt op.

  "Ja hallo Birdy Green, gerimidenter må ikke lyve for andre gerimidenter!" Dylan snerrede, hvilket gjorde mig endnu mere vred.

  "Jeg lyver gerne for din sikkerhed, Fugl, og hvis du, Dylan, nogensinde ønsker en fremtid, så lyver du også," fastslog Darren hårdnakket, men med et dunblødt blik, der forsødede mit raseri og tilsyneladende også Dylans.

  "Fint. Men når jeg bliver hentet og henrettet, så har I bare at skrive på min gravsten, at jeg gjorde det for en Green." Se dét var ærefuldt sagt af en båtnakke.

  "Bare rolig, Dyller, til den tid er vi alle vist døde," smilede jeg for første gang med døden i øjnene uden at være bange for den bare det mindste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...