Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34508Visninger
AA

59. ❀ Kapitel Otteoghalvtreds | Hvil I Fred

Skriget gav ekko i mit hoved, og da der lød endnu et og endnu et blandede min frygt sig med desperationen, der pumpede rundt med blodet i mine årer. Med det samme det havde lydt, havde mit hoved kastet sig i retningen af stemmen, som jeg havde kendt siden børnehaveklasse. Det var Lulas skrig, og det var slet ikke til at tage fejl af.

  Uden et ord satte jeg mine ben i en hurtig løb, og jeg trådte udenfor trekanten, der var plantet på græsarealet. Jeg styrtede hen mod tågen, der kæmpede for at brase ind i den enorme cirkel, som var dannet, og jeg lod den ikke skræmme fra at følge efter de højlydte skrig. Det føltes, som var de fjerne, men på samme tid lige over for mig. Som åbnede jeg øjnene op, og de var ti meter væk, men når jeg lukkede øjnene føltes det, som stod jeg for foden af personen, som skriget var knyttet til.

  ”Lula, jeg er her!” skreg jeg så højt, som jeg kunne. ”Vær ikke bange! Jeg er her nu!”

  Mit hjerte bankede som aldrig før. Det var ustandseligt, og jeg kunne ikke få vejret et eneste sekund, men fortsatte af ren rædsel. For hvert skridt jeg tog, jo mere besværligt blev det at trække vejret ned i mine lunger, og jo hårdere blev det for mit hjerte at følge med. Det driblede så stærkt afsted, at det jog ind i siden på mig og gjorde smerte imod mit bryst.

  ”Birdy!” hylede hun grådkvalt, og den knækkede stemme lød ikke så fjern igen.

  Vidende at hun havde hørt mig og tilkaldt mig gav så meget styrke og pres til at nå hende, at det både ruinerede og opbyggede min sjæl. Jeg følte mig så smadret, men stærk, og jeg spurtede alt hvad benene kunne holde for at nå hende i tide, men det var ikke til at vide hvilken retning at løbe, når hun ikke skreg om hjælp, for tågen var så forvirrende og tæt – næsten som levende, og den bevægede sig.

  ”Please, den kommer op til mig! Hjælp mig! Birdy!”

  En stor gård kom til syne, og jeg kunne tyde to slags spor i jorden pege to retninger. Menneskeaftrykkene kom fra hvad der så ud til at være vejen, og ymbessaftrykkene kom længere inde fra skoven. Den måtte have søgt herind, hvor Lula var, da den hørte tordenbragene og så lynene.

  Det var nu jeg måtte tænke ekstra hurtigt. Hvor kunne hun være? Hun måtte være et sted oppe. Hun måtte være øverst på gården, for hun havde skreget, at den ville komme ’op’ til hende. Det måtte være sådan. Jeg måtte træde indenfor nu.

  Med gåsehud op ad begge arme greb jeg om høtyven, der stod lænet op ad døren. Jeg løb ind i en mørklagt gang, der førte ind til stuen, hvor alle møbler var dækket med hvide lagner. Stuen førte videre til endnu en gang bag en lukket egetræsdør, som jeg forsigtigt åbnede op. Fra den nye, smalle gang var der en stejl trappe uden gelænder, og et af trinene var faldet sammen oven i et andet. Hele huset lignede ét stort, forladt rod.

  ”Birdy, please!” lød endnu et kald fra Lula, som jeg listende var taget et trin op, men da kunne jeg høre, at hendes stemme ikke kom ovenfra, og pludseligt lød der et brag, som blev en lem skubbet op. ”Nej, stop! GÅ VÆK FRA MIG!”

  Et hyl fra ymbessen rungede fra noget på den anden side af gangen. Åh nej, for Haniahs skyld, det foregik slet ikke her i huset! Hun var et sted omme bagved!

  Mit greb om høtyven blev mere anspændt, og jeg løb i fuld fart ud af døren og hen mod pladsen foran gården. Jeg kunne næsten intet se i mørket, men jeg kunne svagt antyde en vej om bag huset, og jeg fulgte hurtigt efter, mens jeg kunne høre skrig fra Lula efterfulgt af noget, der lød som hårde, men opgivende og rystende slag.

  Dér, lige bag huset, skød månens lys gennem tågen og skabte et omrids af en større lade, hvor jeg kunne skimte en stige på jorden foran åbningen. Det måtte være Lula, der have skubbet den ned. Hun var på den øverste del af laden, og ymbessen.. Den måtte være kommet derop!

  Forfærdet og skrækslagen løb jeg hen og greb om stigen, der var lavet af uslebent træ. Jeg rejste det op mod kammeret foroven og skyndte mig at sætte fod for fod op ad hvert trin uden en tanke om sikkerheden, og hvis jeg kunne falde ned.

  Rystende placerede jeg mine ben på det ustabile træ, og jeg kunne høre en stille kamp udspille sig. Jeg klemte til om høtyven og så koncentreret mod den placering jeg kunne forestille mig Lula og ymbessen, men det var umuligt at trænge igennem den kulsorte mørke.

  Med hurtige trin spænede jeg over de rokkende brædder og slog ud med høtyven højt i luften for at ramme ymbessen. Jeg skreg til Lula, at hun skulle kæmpe sig fri nu, så vi kunne nå at flygte, og jeg mærkede høtyven støde imod en stærk bygget krop, hvorefter jeg kunne fornemme Lula rejse sig fra gulvet.

  ”Skynd dig!” råbte jeg og spurtede hen mod enden med Lula haltende bag mig og ymbessen grådigt i jagttilstand ikke langt fra os begge. ”Vi kan ikke nå at komme ned begge, så vi må springe!”

  ”Vi dør, Birdy,” hulkede Lula, men jeg tog et fast greb om hendes hånd og kastede mig ud over skovbunden.

  Husk, Birdy. Gør som Darren. Husk, hvad I gjorde den nat han hentede dig. I sprang. I sprang ned fra taget. Det er ikke anderledes nu på nær, at visse roller er byttet om. Nu er Lula her. Lula vil forstå at lande ordentligt, ligesom du selv gjorde på det tidspunkt. Alt vil gå vel, bare vent og se.

  Mine øjne spejdede over jorden, som jeg landede hårdt på siden med albuen presset ind i hoften. Jeg bed tænderne sammen for ikke at udbryde et skrig, men jeg hørte Lula, der var landet med skulderen først. Hun skreg, så alle liv i skoven blev vækket, og hun jamrede sig i vridende positioner.

  Henåndende fik jeg rejst mig op og skyndte mig hen til hende.

  Ymbessen sprang ned på græsset og fik jorden til at skælve svagt, så det kunne mærkes i fodfæstet. Jeg skyndte mig at hjælpe Lula op at stå og lod hende læne op ad mig, da jeg fik benene på nakken og flygtede væk mod vejen i håb om, at Imogen, Darren og Dylan var vendt sikkert tilbage til bilerne.

  ”Vi ta’r den her,” lovede jeg Lula og pressede læberne sammen med et distraheret, tvivlende blik.

  ”Hvad er det bæst,” græd hun med blod dryppende ned fra mundvigen.

  I et øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sige sandheden eller lyve for hende. Men vidende om hvad hun allerede havde set, vidste jeg, at der ikke var andre forklaringer end den, som allerede havde udfoldet sig. Hun måtte kende sandheden.

  ”Ymbesser, de.. De kaldes ymbesser, men tænk ikke over det nu – bare fokuser på at løbe.” Mine lunger føltes klemt sammen, og jeg måtte holde godt om Lula for ikke at lade hende falde bagud og hen mod ymbessen. ”Hen på vejen!”

  Et lys blev med det samme synligt; Et lys, der kørte langsomt og forsigtigt forbi på vejen. Det vat klart ikke Imogen. Det var mennesker!

  Lula satte i løb hen mod vejen og efter bilen, mens ymbessen kastede sine arme ud for at fange os. Jeg fulgte efter Lula, men mest af alt for at stoppe hende. Det duede ikke, hvis flere blev involveret. De ville også bare blive dræbt, hvis ikke ædt levende som de mennesker de nu var. Hun ville desuden ikke..

  Der blev udbrudt et skrig, som Lula kastede sig ud på det hårde, revnede asfalt. Hun slyngede sig ud direkte foran den høje bil, som øjeblikkeligt standsede op i chok. Bilen drejede en halv omgang og stoppede lige før Lula, og jeg spurtede brutalt ud for at få Lula op i tide.

  Med det samme så ymbessen sit snit til et første angreb, og den sprang op på taget af bilen, hvor den kløer borede sig ned gennem taget og efterlod dybe aftryk. Så blev bildøren ved siden af førersædet åbnet i et hårdt ryk, og en ældre mand trådte ud og så på os med et ansigt malet i angst, chok og tvivl.

  ”Nej, nej, nej, bliv inde!” skreg jeg med hamrende hjerte med Lula i mine hænder på asfalten, men manden nåede ikke at reagere, før ymbessen vendte sig mod ham og spiddede hele hans krop med dens atten klør af skarpe fingre.

  ”Åh min gud,” hulkede Lula og så væk fra blodet, der pumpede sig ud af de atten dybe huller i mandens krop, da ymbessen hev klørene ud og lod hans livløse krop falde spjættende til jords med opspærrede, skræmte øjne.

  Inde i bilen sad der stadig en mager, ældre kvinde, som så forfærdet ud på os. Man kunne spotte, at vejret var hevet ud af hendes bryst, og at hun nu sad i chok og rædsel uden en anelse om, hvad hun skulle give sig til. Jeg ønskede, at hun ville forblive uden lyd, så ymbessen ikke ville opdagede hende, men straks begyndte hun at skrige højlydt og slå ud i luften i et forsøg på at fjerne selen fra hende.

  Mere end få sekunder gik der ikke, før ymbessen havde hamret en klo ned gennem taget og ind i den magre kvindes hoved. I øjeblikket stivnede hendes ansigt i det målløse udtryk, og i øjeblikket efter hev ymbessen kloen til sig selv, og med blod stående ud af både mund, næse, øjne og ører faldt hun forover med hovedet rullet til siden.

  Både Lula og jeg begyndte at skrige i chok. Min krop var stivnet i rædsel, og koldt sved løb ned ad mig i en banebrydende fart, mens ymbessens dræbende øjne stirrede ind i vores sjæle, som var vi nøgne i håbløshed og fortabelse. Den kastede sig ned foran os, og jeg rejste mig op i en vældig fart og forsøgte at løfte Lula. Hendes hud var iskold og svedig ligesom min, men hendes muskler var anspændte og urokkelige, som var de isnet i frygt.

  Studerende så ymbessen på os som ventede den på, at vi ville flygte, så den kunne jage os, til den i sidste ende ville fange os begge og lade vores skæbne blive den samme som det ældre par vi lige havde set lide den brutale død.

  ”Rejs dig,” bad jeg Lula med øjnene presset sammen i tårer, mens jeg gjorde mit yderste for at løfte hende op.

  Hun så tøvende ymbessen i øjnene og rejste sig med min hjælp, hvorefter jeg tvang hende i gang med at flygte væk hen ad vejen mod min parkerede bil.

  Tågen havde lagt sig tættere om asfalten, og jeg kunne knap nok se, hvor jeg selv trådte, men jeg fortsatte løbet med Lula haltende ved min side, trods jeg kunne høre ymbessen komme nærmere og nærmere lige bag os. Det var umuligt at flygte fra den. Det eneste håb tilbage var Imogen, hvis ikke hun allerede var taget afsted igen. Please, please sig hun stadig var i området. Please, lad hende være her!

  ”Imogen, hjælp!” skreg jeg og så mig over skulderen.

  En klo kom til syne gennem tågen, og chokket fik mig til at sænke farten et sekund, og jeg styrtede hårdt om på asfalten, mens Lula trillede rundt og ramte min bils forreste dæk.

  Jeg udbrød panikslagen et skrig, som den høje, brede skikkelse stod sløret foran mig, og jeg sparkede ud efter den i et forsøg på at rejse mig og spurte væk. I stedet ramte jeg den ikke, og den spredte alle sine kløer, som kort inden den ville slynge dem under min hud.

  Lyden af hurtige fodtrin optrådte, og jeg vendte mig håbefuldt om til det, der viste sig at være ansigtet af Lula, som nu stod få centimeter bag mig. Hun slog hårdt ud efter ymbessen med en knækket skarp kæp i hånden, og hun hamrede den ind i siden på den, så den rykkede sig en smule og gav et hyl fra sig. Hun udbrød et hulkende støn og forsøgte at slå ud efter den igen, men ymbessen tog fat om hendes arm med en af sine kløer og kastede hende voldsomt ind på frontruden af min bil, så den splintredes ned på de forreste sæder, hvor hun landede, og ind i hendes ryg.

  Forvildet ormede jeg mig bagud med hjertet helt oppe i halsen og lungerne presset sammen, så intet luft kom ned i dem eller forlod min krop. Jeg bed tænderne sammen og begyndte febrilsk at råbe efter de andre, mens ymbessen langsomt fulgte efter mig.

  Hurtigt rakte jeg ud efter den skarpe kæp som Lula havde brugt som våben, og med det samme skød ymbessen sine arme ud efter mig. Jeg kastede mig hen mod bilen og lænede mig op ad den, til jeg fik rejst mig op, men ymbessen slog sine kløer ud efter mig, så jeg måtte være i bevægelse.

  ”Birdy!” lød det bag mig fra Imogens Bentley, og en skarp, hvid lys formede sig på min ryg.

  Idet jeg forskrækket vendte mig om og spottede Imogens ansigt med Darren og Dylan flere meter bag sig, blev en sylespids klo skubbet smertefuldt igennem min lår. Jeg nåede ikke at skrige, før det var boret igennem mig, og jeg kunne fornemme det gå flå i mit åbne kød.

  Det var først, da kloen blev hevet ud igen, at den virkelige, umenneskelige smerte trådte til, og jeg kun kunne høre lyden af mit eget skrig flænse alt itu, mens et mørkt, flettet mønster udspillede for mine øjne. Hver en muskel, hver en knogle i min krop var spændt ud til det yderste, til hvor det burde revne, men ikke gjorde det. Jeg faldt synkende ned på jorden og ventede på at blive ramt af næste klo, der formentlig ville skyde gennem min rygsøjle, men lyden af først et sus og så en svag, stille lyd af noget, der blev flækket fra hinanden, forhindrede det i at ske.

  Med vejret flået ud af mit bryst så jeg mig angst tilbage og ind i ymbessens ansigt, hvor en kæmpestor kniv var placeret lige over dens mund og direkte ind i de første af dens mange øjne. Den stivnede brat, før den med et højlydt brag faldt bagover på asfalten og efterlod et svagt aftryk.

  Imogen og Darren kom styrtende til mig, mens Dylan satte sig skadet op ad Imogens bil og trak vejret hurtigt.

  ”Hvad gør vi, hvad gør vi?” spurgte Imogen panisk og så hen på kniven, som hun havde placeret perfekt i ymbessens ansigt.

  Darren, vis blod havde blødt igennem ved skulderen, trak sin jakke og trøje af og afslørede en hvid, blodig undertrøje. Han løftede forsigtigt mit skadede ben op, som en overvældende bølge af smerter skød igennem alle mine nerver, og jeg bed tænderne hårdt sammen. Han lænede mit ben op ad på hans og bad Imogen se efter vand i hendes bil.

  Hun skyndte sig åbne bildøren op og fandt en flaske vand fra forsædet. Hun kom hurtigt tilbage og rakte det til Darren, der bad mig holde hovedet koldt og klemme til om hans hånd, hvis smerten trådte stærkt til.

  Tøvende nikkede jeg med tårer glidende ned ad mine kinder, og jeg lod min hånd hvile på hans, da han forsigtigt begyndte at hælde vand over på det åbne sår og rense det varsomt.

  Jeg pressede mine fingre dybt ned i hans hud, men han lod sig ikke påvirke af det. Han var fokuseret om sit mål og ville ikke lade mig se ham svag, når jeg havde brug for en stærk karakter.

  ”Imogen, please se efter Lula,” bad jeg hende og så over på min bil, hvor jeg lige præcis kunne få øje på Lulas skikkelse, der bevægede sig i det knuste glas.

  Hun nikkede og rejste sig op fra asfalten. Hun havde ikke lagt mærke til Lula før, og det viste Darren også, at han ikke havde.

  ”Undskyld jeg fik dig herud,” hviskede Darren. ”Du havde ikke behøvet det her, hvis ikke det var for min svaghed.”

  ”Svaghed?” spurgte jeg og klemte øjnene sammen og vred mit ben i smerte, da han ramte en nerve, og jeg udbrød et kort skrig. ”Du havde brug for hjælp, og det havde Lula også. Det er ikke nogens skyld, men Chloes.”

  Han ville ikke sige mig imod, så han nikkede tøvende.

  ”Er du okay?” hørte jeg Imogen spørge, mens hun hjalp Lula ned på jorden på maven for at fjerne splinterne fra hendes ryg.

  Lula begyndte at hulke angst, hvorefter Imogen gentog spørgsmålet mere omsorgsfuldt.

  ”Den stirrer på os,” græd Lula med skælvende stemme, og jeg forsøgte at få øje på hende. ”Os alle.”

  Det gav et gib i mig, og gåsehuden spredte sig på mine arme i en ubehagelig, glidende bevægelse, som hårene rejste sig op ad armene og benene, og Darren stramt bandt sin trøje om mit lår, så blodet bruste i mine årer. Hvem så os? Hvad så os? Ymbessen? Den var jo død nu.

  ”Hvad stirrer på os?” spurgte Imogen forsigtigt og så sig en gang omkring.

  Med det samme Darren trak sig væk fra mig, lød der et kraftigt skrig fra skovåbningen lige foran Imogen og Lula.

  Omridset af en ymbess kom til syne, og den vred sine arme i fryd, lige før den gjorde klar til at give et spring fra sig og angribe som den første.

  Hastigt rejste jeg mig op, trods det rungende stød det gav i mit lår. Jeg spurtede haltende hen langs bilens side for at nå frem til Imogen og Lula, men ymbessen sprang ud i luften, og kastede sig hen mod Imogens uforberedte, angste position. Hun løftede hænderne op for at dække ansigtet og bukkede sig helt ned til jorden for at undgå overfaldet, og det lykkedes, men ymbessen tog Lula i stedet.

  Lammet i chok stod Imogen uden at gøre noget. Jeg så hende trække længere og længere væk, men jeg råbte og bad hende handle, da ymbessen spiddede sine kløer gennem Lulas mave, og hendes skrig hang lidende i luften. Jeg mærkede en overvældende væmmelse skylle rundt i mig og følte angst, rædsel, så mange uendelige dårlige følelser, der fik mig til at standse for et sekund med et forstenet blik.

  Rystende forsøgte Imogen at frigøre pistolen fra sit bælte, men hun rystede så meget, at den faldt ned på jorden.

  Darren satte i fart mod ymbessen, og han slog ud efter den med de bare næver. Han forsøgte at fjerne den fra Lula, men den var som sat i besættelse for at spidde hende ihjel.

  Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg skælvende gik hen mod dem lænet op ad bilen, og jeg kunne føle ubehaget pumpe rundt i mig, og jeg endte med brække mig ned på mine sko med et ocean af Lulas altopgivende skrig omkring mig.

  Hulkende tørrede jeg brækket væk fra mine mundvig og strakte min arm ned for at få et greb om Imogens pistol. Jeg samlede den rystende op med et løst greb og sigtede forvirret på den angribende ymbess, vis kløer var gnavet ind i Lulas åbne kød, som var blandet sammen i et tykt grød af blod.

  Forfærdet ladede jeg pistolen og satte fingeren på aftrækkeren. I det næste sekund lød braget, der i flere sekunder efter hang rungende i luften. Så skød jeg igen og igen og igen, trods ymbessen allerede var faldet livløst ned på jorden ved siden af Lula. Jeg blev ved gentagende gange og brød ud i gråd, til pistolen faldt ud af hænderne på mig, og Darren skyndte sig hen til mig, da jeg grædende sank sammen på jorden.

  Imogen var for chokeret til at gøre noget overhovedet. Hun stod bare med hænderne for munden og med et skræmt, stivnet blik, mens Lula vred sig skrigende på jorden.

  ”Ring efter hjælp!” hulkede jeg og så verden sløret gennem tårerne. ”Vi må ringe, vi må.. Må..” Jeg kunne ikke få ordene frem, men skyndte mig forvirret at mærke efter min mobil i lommerne.

  ”Nej,” beklagede Darren og tog min hånd.

  Jeg mærkede en knude samle sig min mave. Undskyld.. Undskyld, hvad?

  ”Så bliver vi alle slået ihjel.” Han så såret på mig, men det var over hans egne ord. ”Det bryder gerimidenternes regler, vi..”

  ”Fuck gerimidenterne!” skreg jeg af mine lungers fulde styrke. ”Fuck de regler! Hun må ikke dø!”

  Skælvende gik jeg hen mod hende, men Darren blev ved bilen og så fortabt på mig.

  ”Lula, Lula, jeg skal nok hjælpe dig,” lovede jeg hende grædende, men hun hørte og forstod knap nok mine ord i den smerte hun led. ”Se.” Jeg fandt min mobil frem, men Darren skyndte sig hen og greb om den, da jeg var ved at taste nummeret ind til alarmcentralen.

  Han kastede mobilen ned på jorden og så alvorligt på mig. ”Ring dem ikke op.”

  Mine vejrtrækninger blev dybere og mere paniske.

   ”HUN DØR!” Jeg hamrede mine hænder mod hans krop i vrede og angst, men han gjorde intet ved det.

  ”Jeg risikerer ikke, at vi alle dør,” henåndede han med blanke øjne. ”Jeg vil gerne gøre noget, men vi må ikke forlade stedet, før området er sikkert. Vi må ikke tilkalde hjælp.”

  Panisk vendte jeg mig om mod Lula, men jeg kunne kun se hendes kræfter blive svagere og svagere. Jeg kunne ikke fokusere på hendes ansigt, for alt jeg bemærkede var det hul, der var boret ind i hendes mave og den angst, der fyldte hendes blodsprængte øjne. Al den chok og forvirring over alt, hvad hun havde set og ikke forstod ikke aldrig ville nå at forstå. Hun havde allerede opgivet alt – livet. Hun ventede blot på at forlade det nu, og det var hvad der ramte mig hårdest og dybest. Jeg ønskede ikke, at hun ville forlade det hele.

  ”Darren, please.” Jeg sendte ham et blik. Jeg lod ham se lige ind i mig, jeg blottede hele min sjæl for ham, jeg viste alt det jeg havde skjult for ham og mine følelser, sande følelser, der ikke andet end brændende ønskede hans hjælp og forståelse.

  Han rystede med fuld beslutsomhed på hovedet, og da vidste jeg, at jeg aldrig mere ville have tillid til ham. Jeg ville aldrig kunne se det ansigt igen og være fuldt sikker på, at han ville gøre det for mig, som jeg behøvede ham til at gøre.

  ”Du er ikke bedre end Loren,” henåndede jeg skrækslagen og såret, og ordene føltes både truende og hjerteknusende. ”Du er ikke bedre end nogen, du er et monster! Jeg vil aldrig se dig mere! Hvordan kan du lade det her ske?! Jeg kan ikke en gang kende dig!” Ordene flød ud af min mund, som tårer drev ned ad mine kinder, håb svandt ud af min forstand, tro gled smeltende væk fra mit hjerte, og blod blandet med smerte pumpede ud af Lulas døende krop.

  Darren samlede pistolen op fra asfalten, og det gav et rystende gib i mig. Ville han slå mig ihjel nu? Slå sig selv ihjel?

  Derefter lød nattens sidste brag, og Lula forlod langt om længe sine fortærende, brændende smerter.

 

Otte dage senere

”Det er i dag en uge siden, at den 18-årige, studerende Lula Parker blev brutalt myrdet under et voldsomt, mystisk angreb i Gritzbee-området.

  Motoren på hendes bil var brændt sammen, og hun havde ringet til flere af sine venner og bekendte for hjælp, da hun stod alene i et af de mange skovarealer i området. Da flere af vennerne var ankommet havde noget angrebet dem, som senere slog hende halvt ihjel og efterlod de andre med mindre skader. I panik havde en af de ankomne skudt Lula Parker, da hun lå i store, uhelbredelige smerter, og ’at det ikke var muligt at kontakte alarmcentralen på grund af manglende forbindelse, og hun tiggede om at få smerterne overstået,’ som det forklares af både gerningsmanden og hans kæreste.

  Den unge fyr blev dog ikke sigtet for mordet, da det ikke var tydeligt nok, hvorvidt det var skuddet eller dyreangrebet, der havde slået pigen helt ihjel. Men han fik frataget våbnet og slap billigt med en bøde på omkring otte tusind for ulovligt at bære våben og at have affyret skud med det til et skadende formål.

  Vilddyret kan endnu ikke identificeres, trods de mange bizarre spor og aftryk, og ingen af de unge på gerningsstedet kan huske noget fra aftenen. Det har startet mange teorier om en fremmed dyreart, og i de ydere cirkler bliver der diskuteret om, hvorvidt det kan være rumvæsner, men det udelukkede vores professor for mindre end ti timer siden.

  Oven i hændelserne skete der endnu en uforklarlig situation i samme skovareal, der for alvor har fået forskere til byen. Flere lynnedslag tog til om aftenen i et meget målrettet terræn. Senere om natten slog de præcis samme lyn ned med kun meters afstand fra, hvor de i første omgang ramte.

  Det mest unaturlige var, at et mønster i græsset lige præcist ikke var blevet ramt, og at man på satellitfotos kunne tyde, at tågen havde cirklet rundt om skovlysningen.

  Der er ingen forklaring på dét, der i dag kaldes ’Lyn-Mysteriet’, men politikommissær Auden Dunn har sværget at finde ud af, hvad der skete.” Den rødhårede, unge reporter sluttede af, og kameraet blev slukket. Hun så hen på os mennesker foran kirken. Hvad mon hun tænkte? – Godt det ikke er mig. – Jeg føler sympati med de folk. – Hvor var det forfærdeligt for den unge pige og hendes familie. Bare det ikke sker igen for mig eller nogen jeg kender.

  I løbet af den seneste uge havde alt bare styrtet ned om ørerne på mig – denne gang værre end tidligere. Men det var ikke engang fordi jeg var deprimeret som før. Jeg følte bare så utrolig meget; Jeg følte angst, rædsel, sorg. Jeg følte had til Darren, had til mange, had til mig selv. Jeg følte fortabelse. Bare tanken om Lula fik hver en del af mit liv til at synke ned i dybet og skælve i tårer.

  Alt det, som jeg havde set, men som jeg for de få interviewere jeg havde snakket med havde løjet om, gav mig mareridt selv når jeg var lysvågen. En skyldfølelse gennemborede mit hjerte hver gang jeg så på Max eller Lulas mor, Mirah – det var udelukkende en skyldfølelse, fordi jeg ikke havde kæmpet alt det, som jeg kunne have gjort. I det mindste mente jeg det sådan. Selvfølgelig kunne jeg have gjort verden for at redde Lula, men jeg havde ikke gjort det, og jeg skammede mig stort.

  Min veninde var død. Min bedste, eneste veninde var dræbt – myrdet. Jeg havde set det; Hendes svage krop blive gennemboret af kloen, hendes pande blive ramt af skuddet, sendt af hvem? – Min kæreste. Min egen, vanvittige kæreste.

  Tårerne pressede på, og jeg lod en enkel glide ned fra min øjenkrog, som jeg så væk fra reporteren og hen på mor, der stod med blanke øjne på trinnet op til indgangen ved kirken. Hendes kæber var spændte. Jeg kunne tyde, at hun inderst inde havde lyst til at græde ved tanken om tabet af den unge, glade pige, der havde været hos os så uendeligt mange gange.

  Hun havde altid været der som en søster for mig. En ekstra søster, der ikke var en hemmelighed som Maddie. Nu var hun borte. Men hun var stadig min søster, min familie, mit blod - uden at vi delte samme blod, hun pumpede bare rundt om mit hjerte, og jeg ville aldrig lade hende forlade mig. Ikke helt.

  Mor tog tøvende fat om min hånd og aede den blidt. Vi gik sammen ind i våbenhuset til Mrs. Parker, der i sin kørestol så op på mig med et knust smil, som hendes øjne ikke kunne bære. Hun begyndte at græde kort, men pressede øjnene i for en stund og så tøvende på mig. Mest af alt havde jeg lyst til at gå ubemærket og græde ud derhjemme med Max, men det var håbløst. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg blev hjemme ligesom ham.

  ”Birdy, jeg ved, at han var din kæreste,” sagde Mirah med rystende stemme. ”Det må have været forfærdeligt at se. Jeg kan slet ikke forestille mig det.”

  Hvor var hendes pointe? At få mig til at hulke i al offentlighed som hævn, fordi jeg lod det ske?

  ”Men jeg vil ikke have, at du skal føle, at det er på grund af dig. Ganske simpelt fordi det ikke var.” Hun så dybt ind i mine øjne. ”Det var heller ikke din kæreste, og jeg ved ikke hvad der gjorde det, men det var et monster. Et sandt monster.” Hun græd igen. ”Hvis det er sandt, at der intet var at gøre for at kontakte nogen, så var det sådan. Drengen gjorde, hvad der måtte gøres, og jeg tror, at jeg kan tilgive ham for det, hvor end det knuser mit hjerte at tænke på, hvad han gjorde den aften. Jeg kan ikke bestemme over dig, og det ønsker jeg heller ikke, men kan jeg tilgive ham for det, håber jeg også, at du ikke ser ham som det sande monster på det tidspunkt.”

  ”Han havde ingen ret til at gøre, hvad der blev gjort, Mrs. Parker, og jeg burde have gjort alverden for at forhindre, hvad der skete.” Flere tårer gled ned fra mine øjenkrog. ”Du har min fulde forståelse for at bebrejde både ham og jeg, og hvis du har tilgivet, vil jeg selvfølgelig være taknemmelig.”

  ”Mrs. Parker,” indskød mor hurtigt, og Mirah så over på hende. ”Jeg vil bare sige, at Max virkelig ønskede at komme i dag, men det var.. En grad for hårdt for ham at være her. Han vil gerne, hvis han kan komme i næste uge for at snakke med Dem sammen med Birdy. Vi accepterer, hvis det er for meget for Dem.”

  ”Selvfølgelig,” hviskede Mirah og nikkede. ”Det vil glæde mig at se dem begge.” Hun løftede sin arm og kørte sin hånd over min jakke. ”Dit hjerte er dit blod, Birdy. Pas på hvad du udsætter dig selv for.”

  Jeg nikkede svagt, og mor og jeg gik ind i kirken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...