Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34637Visninger
AA

49. ❀ Kapitel Otteogfyrre | Alene I Mørket

Det lod til at mange fik vinterdepressioner og stadig ikke var sikre på hvorfor. Det havde det simpleste svar; mørke tider - mørke tanker. Hvis mørket var til for at tænke lyst, hvorfor var mørket så ikke bare lyst? Hvorfor eksisterede mørke så? Nogle gange måtte der balanceres mellem godt og ondt for at opnå et resultat, der var menneskeligt og ikke for underdanigt eller for overfladisk.

  Disse mørke tider fandtes sjældent for et barn, hvis lys endnu ikke var gået ud. Men det skete. Hvis man flygtede for noget eller nogen, hvis man lod flammen, hvor fra lyset kom, påvirkes af sine bevægelser i en søgen efter et sikkert sted at fæstne sig til, ville den gå hurtigere ud, end hvis man bare stod stille.

  På den anden side - hvis man bare stod stille, og det man behøvede at flygte fra bevægede sig omkring en og lod flammen påvirkes, kunne flammen også dø ud. Alt i alt ville livet være nemmere, hvis man undgik det fjendtlige til sin tid ville være ovre. Så ville mørket også fjernes og erstattes med lyset. Men det førte blot tilbage til, at godt og ondt blev sat sammen for at skabe menneskene og gerimidenterne. Der var ingen vegne uden om dårligdommen for en person i det normale liv - og for mig gjaldt det samme.

  Tusind gange bedre havde jeg det. Det var som havde Kaels heling dagene tilbage gjort mig til en kvindelig Ironman. Jeg var omgivet af lys, men alligevel var alt jeg så kun mørke. Det var ikke retfærdigt. Som om jeg ikke havde mistet nok af mit liv. Resten burde blot være regnbuer og solsikkedale, men sådan ville det aldrig blive. Måske i sidste ende kunne jeg få et bid af lyset, men det ville ikke blive, som jeg ønskede det. Efterhånden gik kun de ønsker i opfyldelse, som havde med kærligheden at gøre, og det var ikke fordi de ville gavne, hvis psykopatiske Loren kom på endnu et besøg, og selv her var jeg forvirret.

  Jeg lå på sengen i mit værelse, stirrede op på loftet og håbede, at det ville forvandle sig til nattehimlen og tage mig med til alle dens stjerner. Jeg ønskede, at hvis kærligheden var en person, ville den komme og vise mig hvor meget, den elskede mig. Hvis kærligheden var en person, ville det være Darren. Men Darren var her ikke - og han fortalte mig ikke, hvor meget han elskede mig lige nu. I dag var det den 28., og siden han tog afsted for fire dage siden, havde han ikke så meget som skrevet en sms. Jeg spekulerede på, om han havde fået mine beskeder. Det kunne være, at han bare havde brug for at være helt væk fra mig i noget tid. Hvis det var sådan, var det forståeligt. Jeg ønskede bare, at han så ville sige det, så jeg kunne støtte op omkring det i stedet for at vente rastløs, på at han skulle svare mig.

  På mit natbord fandt jeg min lysegrå laptop overdækket på bagsiden med klistermærker fra mine yndlings bands. Jeg startede den og fandt frem en hjemmeside over alle Londons adresser. Jeg søgte på navnene fra synet for et par dage siden. Som jeg havde regnet med, dukkede der langt over tusind op. Da jeg ikke engang havde efternavne, ville det blive komplet umuligt at finde dem. Så i stedet lavede jeg skitser af deres udseender, postede det på nettet og søgte efter lignende personer. Det bedste lignende resultat jeg fik var af hende, der skulle forestille sig at være Katherine, men det var en mexicansk kvinde i 30'erne, der dukkede op, og det passede slet ikke med den amerikanske accent de tre i synet havde haft, og hun var da nærmere på min alder end i 30'erne.

  Som jeg var løbet tør for idéer, trak jeg i mit overtøj og begyndte at gå. Jeg tog vejen mod London, gik over engen og travede igennem det høje sne for at blive mere frisk. Den klare luft sivede ned i mine lunger og rensede mit indre, erstattede det med kulde og kolde følelser. Jeg ville fjerne hver en dårlig tanke, der havde sat sig i mit net og gjort mig til denne sindsforvirrede person. Jeg måtte tænke sigtbart.

  Jeg fandt vejen til gå-stien og gik imellem de mange nøgne træer, der var beklædt med hvidt sne. Synet begyndte at kede mig. Hvilken nytår ville det ikke blive? Ville man overhovedet kunne affyre raketter? Jeg huskede et år, hvor de færreste raketter kunne ses på himlen, men dette var selvfølgelig også anderledes. Jeg håbede på det bedste.

  Tænker du altid så uddybende? hviskede mit indre. Åh gud. Tegn på ensomhed.

  "Jep," mumlede jeg. "Du sku' bare vide."

 

Gritzbee var nu savnet. Jeg længdes efter folk; at se folk, bevægelser i menneskemyldre. Min verden med afstand fra så meget aktivitet var håbløs fortabt. Jeg var usocial, følte mig dødsens og alene i mørket. Jeg kunne virkelig godt lide stedet her, og en tid ville jeg også gerne flytte herop alene eller med Darren, men jeg ønskede at komme hjem nu. Bare lige nu for en stund og føle mig som en del af hændelserne i Gritzbee i stedet for at vende tilbage senere som en brik, der aldrig var ment til at blive en del af puslespillet.

  Endnu engang tekstede jeg Darren, bad ham ringe. Han tog den ikke, så jeg ledte mine gamle kontakter igennem for at finde Lula. Måske kunne vi tage ud og snakke for lidt tid, men det ville ikke undre mig, hvis hun var optaget. Jeg forstod hende helt ærligt også, hvis hun ikke ville snakke med mig.

  "Hej Birdy," lød Lulas stemme. Enten var hun synsk, ellers havde hun tjekket, hvem der ringede, inden hun tog den.

  "Hej," sagde jeg lavmælt. "Har du tid til at snakke?"

  Hun mumlede et "mm."

  "Eller.." Jeg stoppede mig selv. "Ved du hvad? Beklager. Der er egentlig noget jeg skal." Jeg rejste mig fra sengen og fandt frem til døren. "Øh, kan vi ikke tage i biograf i aften? Bare se en eller anden film?"

  "Hm, okay." Jeg fornemmede, at hun smilte.

  "Jeg tager over til dig senere, ik?"

  "Klart."

  Jeg lagde på og skyndte med nedenunder, løb ud af døren og tog bilen til Gritzbee, hurtigere end jeg nåede at få alt overtøjet på.

  Darren havde ikke kontaktet mig, og nu havde jeg en god begrundelse for at tage hjem til Sparks-familien. Hvis han ikke var hjemme, ville jeg finde ud af, hvor han var, for jeg behøvede at se til ham og vide, at han var okay. Jeg tænkte, at hele synet var en advarsel. Jeg mente; hvor dum kunne jeg være ikke at have fattet det med det samme? "Hvis dette er stilheden, er stormen ved at komme." Stilhed før stormen; Fred før krig. Loren lovede mig fred. Jeg lovede ham stilhed. Stilheden før stormen, - og hvis dette var stilheden, var stormen ved at komme.

  Panisk kastede jeg mig ud af bildøren og spurtede for fulde fart ind i gyden til Dream Puppy. Jeg så mig ikke tilbage et øjeblik. Hele mit syn var målrettet mod den falmede bygning, hvor Darren boede. Jeg tiggede og bad til, at han var derinde, - at han ikke havde forladt mig, eller at Loren ikke havde taget ham fra mig. Mit syn måtte betyde noget.. Og hvis det ikke betød dette, kunne jeg så godt som acceptere en fremtid på Gritzbee Mentalhospital.

  Forvildet rev jeg den mørkebrune trædør op og mit blik stormede ind og søgte hele indholdet for at finde drengen med det sandfarvede hår. Alt jeg mødte var forskrækkede drankere på barstolene og Ross' udtryk af forvirring.

  "Birdy?" kaldte han og trådte frem fra bardisken.

  "Kan du please sige, hvor Darren er?" Jeg hev efter vejret og lænede mig op ad døren for ikke at vælte, som omgivelserne rystede i mine øjne.

  "Med Tess og Etienne i Gritzbee Parken." Han gik nysgerrigt hen til mig, og jeg kunne se hans mindre fulde tilstand.

  "Jeg vidste ikke, at du drak."

  "Kun få gange." Han så tilbage på de andre mænd, der langsomt vendte tilbage til deres pladser. "Hør, har han gjort dig noget?"

  "Hvad? Nej." Jeg tog mig til halsen, forsøgte at få vejret igen. "Men det er okay.. Hvis han er sammen med de andre."

  "Fortæl," bad han mig.

  Jeg bed min underlæbe og rystede på hovedet. "Det er ikke noget.. Jeg er nok bare ved at blive sindssyg." Jeg lo.

  "Velkommen til galehuset!" smilede han og fremviste pubben med sin strakte arm. "Helt seriøst, fuglepige." Han sendte mig et seriøst blik. "Fortæl mig, hvad der foregår. Nok er jeg for dig bare Darrens far, men jeg er også din svigerfar. Hvis noget er så galt, at det gør dine øjne blodsprængte, bør du tale."

  "Mine øjne er ikke blodsprængte."

  "For at være ærlig.. Det er de faktisk."

  Jeg så mig selv i spejlet på væggen. Jeg så værre ud end alle de herinde tilsammen.

  "Jeg behøver at gå. Men ved du hvor i Gritzbee Parken, de er? Eller hvad de skal der?"

  "De skal mødes med en eller anden.." Han standsede for at tænke. "B?"

  Det gav et jag i mine ben, og Ross bemærkede hvordan mine muskler spændte i min krop og luften gled tungt ud af min mund.

  "C?" spurgte jeg nervøst. "Please sig, at du laver sjov. Du laver sjov, ik'?"

  "Jo." Han grinte, og jeg snerrede vredt i et spark. "Jeg ved godt, hvad Loren har gjort, og du skal ikke være bange for det svin mere."

  Jeg sukkede fortvivlet. "Jeg skulle have dræbt ham."

  "Og lade mig og alle andre dø også? Nej tak." Han kluklo. "I øvrigt er Darren og de andre i parken for at få lidt søskendehygge. Darren vil elske at se dig, men noget i mig siger, at du får mest ud af at blive hjemme. Jeg har hørt, at der sker mange overfald i parken, når det gælder unge, pæne piger, der går alene."

  "Hah. Hvis nogen prøver at overfalde mig, får de med peberspray."

  "Har du sådan noget?"

  "Jeg burde have." Jeg så på ham. "Men jeg bliver nok hjemme. Tak for din ærlighed, gamle nar."

  Han smilte.

  "Kan du fortælle Darren, at jeg var her, og at han meget gerne må svare på mine beskeder?"

  "Klart." Han blinkede med det ene øje, og jeg forlod pubben.

 

Biografen var kun halvt fyldt, da Lula og jeg satte os på pladserne på sjette række. Der duftede kraftigt af popkorn i hele salen, og jeg kunne nærmest allerede smage dem på tungen. Lærredet var sort, og reklamerne var endnu ikke begyndt, så jeg satte mig til rette i stolen og fandt min mobil frem ligesom Lula. Det var ingen overraskelse, at Darren ikke havde svaret mig. Hvad havde jeg også forventet? Der var tydeligvis et eller andet galt, og jeg kunne ikke sige hvad. I det mindste kunne denne film forhåbentligt få mine tanker på afveje, selvom det skulle være en uhyggelig drama.

  Af ren tidsfordriv så jeg igennem mine billeder. Der var mange fra først i år. Billeder af mig, lykkelig. Lula, lykkelig. Leo, lykkelig. Jeg burde slette de med Leo, men det ville ikke hjælpe. De alle var allerede delt på mine sociale medier, og det ville tage lang tid at fjerne dem alle, og stadigt ville der være de 'digitale fodspor.'

  "Alle disse minder jeg behøvede at dele for at være sikker på, at hvis jeg glemte dem, ville nogen stadigt huske dem." Jeg smilte. "De er glemte nu. De fleste af dem."

  Lula så over på min skærm. "Fuck, jeg lignede jo en luder."

  "Ahaha!" Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Kan du ikke fortælle mig om Leo? Du så vel også til ham?"

  Hun nikkede. "Det er altså en tidlig alder at glemme ting i, hvis du altså har glemt ham helt. Men, øh.. Han var rar for det meste. Du var meget glad for ham. Han.. Kunne godt lide at bestemme ting. Såsom at du ikke måtte ryge, drikke.. Han sagde, at det var for din egen skyld, men.. Han bad dig om at.."

  "Hvad?" spurgte jeg nysgerrigt.

  "At spise mindre, så du kunne blive slank. Hvis du husker det."

  Jeg nikkede tøvende.

  "Ja.." løj jeg. "Men.. Men, øh.. Jeg kan ikke huske, om jeg gjorde det?"

  "Åh, det gjorde du da!" Hun så mistænkeligt på mig. "Hvorfor kan du ikke huske det?"

  "Formentlig hjernerystelsens skyld."

  "Årh.." Hun så væk fra mig. "Havde jeg været dig, havde jeg brudt sammen for længst. Jeg havde været trist hele tiden."

  Jeg smilte. "Åh, hvis du bare vidste. Mig ligesom: Jeg hader livet! Jeg elsker livet! Jeg græder på grund af livet! Hvad pokker er livet?"

  "Hah, det lyder forvirrende."

  "Det er det."

  Der gik en lille pause.

  "Så.. Hvad handler filmen egentlig om?"

  "En pige med mentale problemer, der kæmper med sit indre."

  "Wow. Hvor.. Spændende."

  Jeg nikkede.

  Lyset i salen dæmpede sig, og jeg lagde mobilen fra mig, som reklamerne begyndte. Jeg ville ikke gå glip af det mindste. Nu skulle alt bare være normalt som en aften i mit tidligere liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...