Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34388Visninger
AA

9. ❀ Kapitel Otte | Dræb Ikke En SangFugl Part 1

Der var dage, hvor jeg følte mig forvirret. Der var dage, hvor jeg følte, at alt var forkert. Og så var der de dage, hvor jeg følte mig som et træ: Måtte stå og vente på at vide, hvad pokker jeg var til for, uden rigtig at vide det, bare blive brugt til det ubevidst. Alle de dage var dage i mit liv siden Leos død. Nu var alt bare samlet på én gang.

  Jeg vågnede øm op i min seng. Solen skinnede ind ad vinduet; Der var ikke rullet for. Det første, som jeg bemærkede, var den enorme smerte i min venstre arm, som var den, jeg lagde på. 

  Der gik ikke to sekunder, før jeg havde sat mig op. Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved. Jeg følte mig sløj og syg. Det eneste jeg kunne tænke klart på, var natten før. Hvis jeg var død, og jeg var i himlen nu, måtte himlen således være mit værelse, og resten af befolkningen måtte så være i mit klædeskab.

  Som det første kiggede jeg på gulvet, om der mon var skyer dernede: Men nej, det var det samme lilla gulvtæppe på det mørke trægulv. Jeg satte min fødder på det og gik forsigtigt hen til mit gulvspejl for at se, hvor stor skaden mon var.

  Fra min skulder til min albue var der helt mørkeblåt. Man kunne se de små prikker på huden blive tydeligere, der hvor jeg havde fået slaget for faldet.

  Hvad der undrede mig var, hvordan pokker jeg kunne overleve faldet og nu ligge her. Og ville hele min krop så ikke være brækket? - Det burde den i hvert fald.

  "Hallo?" kaldte jeg af nysgerrighed hen mod døren. Da der ikke yderligere skete noget, kaldte jeg igen lidt højere: "Hallo?!"

  Der lød trin op ad trapperne til mit værelse. Lidt nervøst gnubbede jeg mine fingre op af hinanden som en beskæftigelse.

  Døren gik op, og jeg vendte blikket fra mine fingre til mor, der stod i døråbningen og kiggede ventende på en forklaring, hvorfor jeg stod og råbte.

  "Er der noget i vejen, skat?" spurgte hun og gik et skridt ind på mit værelse. "Åh Gud! Hvad er der dog sket med din arm?!" Hun skævede over til det mørkeblå kraftige mærke - Det så voldsomt ud.

  "Jeg faldt bare ud af sengen," brugte jeg som undskyldningen. Selv var jeg klar over, at natten 'i går' havde forgået , da jeg uden videre bar samme tøj, som jeg tog på, da Darren hentede mig. Men alligevel. Jeg burde jo være død.

  "Der er jo et tæppe ved siden af sengen?" anklagede mor, men lød tvivlende.

  "Du behøver ikke påpege, at jeg er så tung!" snerrede jeg og blev imponeret over mit gode skuespil. "Men mor, kan jeg spørger dig om noget?"

  "Ja?" Hun var tydeligvis forvirret over min mærkelige opførsel, hvilket hun ellers sjældent var.

  "Jeg er ikke død, er jeg? Aich, glem det! Skal jeg i skole? Det er mandag, ikke? Eller hvad?"

  "Du er ikke død? Du skal i skole, jah. Og ja, det er mandag. Flere spørgsmål?" Faktisk havde jeg ikke forventet mor ville svarer, mere selv stille spørgsmålet om, hvorfor jeg spurgte om alt dette.

  "Nej, jeg smutter nu," svarede jeg og skyndte mig ud. Jeg var desperat efter at få svar. Og hvem kunne svarer bedre på spørgsmålene end ham, som jeg var sammen med i går? Ingen andre end ham, selvfølgelig! Jeg måtte have fat i Darren, og det ville jeg jo kun kunne i skolen lige nu.

  Da jeg stod i køkkenet sprang jeg over morgenmaden. Jeg skyndte mig ud til min bil og kørte af sted mod Gritzbee High.

  Der var ikke vildt meget kø for at komme videre, som der ellers plejede efter sommerferien. Den havde så derimod kun varet 2 uger på grund af, at vinterferien blev forlænget. 14 dage havde så også været skønt at holde fri i, da jeg slap for folks øjne, der forfulgte mig på skolen.

  Nu var det så tilbage til øjnene, medmindre de havde fået nyt at gå op i. Man havde lov til at håbe, men sommetider var realismen større end håb.

  Der gik ikke længe, før jeg parkerede bilen foran den 2 etageres høje bygning. Folk strømmede ind ad døren, og jeg fandt naturligt ind i mængden.

  Først troede jeg, at folk havde glemt det hele, men da jeg nærmede mig gangen til mit skab, begyndte folk at stirre på mig. Jeg sukkede og gik hurtigt hen til mit skab og klikkede den op.

  Jeg fandt mine dansk-bøger frem og på vejen hen til klasselokalet, kiggede jeg efter Darren. Men han var som sunket i jorden. Måske lagde han stadig derude i skoven. Måske død.

  Det første jeg kom til at tænke på, da jeg stod i døren til lokalet var, at vi skulle have ny lærer. Keith var blevet for gammel, så han valgte at gå på pension.

  Hvem vi skal have i stedet for ham, var der ingen, der rigtig vidste. Det var i hvert fald også en forholdsvis gammel mand, nok omkring midt i 50'erne, men han lovede rektor at blive til han ikke kunne mere, hvilket ville være om mange år. Så man har selvfølgelig forhåbninger om, at det er en god lærer. Ellers bliver denne og sidste år på Gritzbee High ulidelig. 1. g. var i forvejen et hårdt år, så nu 2. g. og derefter 3. g.

  Klasseværelset var tomt, men vinduerne stod åbne. Her var også varmt, så det var dejligt med lidt kulde.

  Da jeg satte mig ned på min stol bagerst i lokalet, følte jeg mig endnu engang skidt tilpas, som da jeg vågnede. Mit hoved var som en tung klodse af bly.

  "Åh," hørte jeg nogen udbryde. Jeg genkendte stemmen, men nåede ikke at se, hvem det var, før personen styrtede væk.

  Jeg skyndte mig at smide min taske ved siden af stolen og løb efter. Hvis det var ham, jeg troede, det var, måtte jeg snakke med ham uanset hvad.

  Det jeg kunne se og forfulgte, var en sort og mørkeblå taske flot designet til en dreng. Den nærmest fløj igennem luften og endte ved drengenes toilet. Jeg lænede mig op af døren og pustede ud. Han var allerede løbet ind. Ville jeg have fat i ham, må jeg bryde en af Gritzbee High's vigtigste regler. Jeg måtte gå derind.

  Lidt tøvende satte jeg min hånd på dørhåndtaget. Jeg sørgede for ingen opdagede det og skyndte mig så ind.

  Der var ingen derinde. Helt tomt. Det eneste vinduet der var, var lukket i. Han kunne ikke være kommet ud. Altså måtte han gemme sig på en af toilet båsene.

  Lydløst gik jeg hen til den første og kiggede under åbningen ved gulvet, om jeg kunne se sko - Men der var ingen.

  Ved den næste var der heller ikke. Sådan fortsatte jeg, til jeg havde været alle igennem. Og der var stadig ingen. Så jeg besluttede mig at mærke efter låsen, trods det ville være pinligt, hvis jeg åbnede til en anden dreng, end ham jeg troede det var. Eller hvis der var én, der lavede hvad ved jeg.

  Første bås var åben, men nummer 2 var låst. Jeg tænkte over, hvordan pokker jeg kunne få ham ud. Og så kom jeg i tanke om noget:

  "Første dag på GH, og du gemmer dig allerede derinde. Hvis ikke du kommer ud, kender jeg et par stykker, der vil få meget sjov ud af at høre om det."

  I lidt tid var der stille. Så stille at jeg kun kunne hører mit eget åndedrag. Så brød hans stemme tavsheden:

  "Døren er ikke låst, du kan bare komme.."

  Jeg mærkede efter, men døren var hundrede procent låst. Hvorfor løj han dog om noget så dumt? Han ville virkelig ikke snakke med mig. Det var også lidt min egen skyld, efter hvad jeg sagde i nat, men nu har jeg brug for ham.

  "Jo, den er låst!" vrissede jeg irriteret og hev i håndtaget for at få ham til at fatte det.

  "Eh?" Jeg hørte lyden af dør 4 gå op lidt længere væk. Ud kom Darren så og kiggede undrende på mig. "Den der låser vidst af sig selv.."

  Som svar trak jeg på skuldrende og ventede på at han kom nærmere, men det gjorde han ikke.

  "Kan vi ikke gå ind i en af båsene, hvis nu der kommer andre? Du ved.. Det her er drengetoilettet." Han skævede og slæbte sig selv ind i en af dem.

  Jeg gik selvfølgelig efter, selvom det føltes alt for forkert. Bare stemningen bragte dårlig fornemmelser i min mave.

  "Hvorfor er jeg ikke død, da jeg faldt?" spurgte jeg som det første. Jeg havde en liste i mit hoved over ting, som jeg skulle huske at sige.

  "Du mener, da du faldt din egen højde? Du besvimede, hvad regnede du med? Man dør altså ikke af at falde så kort en vej ned." Hans tone lød forbløffende. Det virkede ikke som løj han, men jeg kan da huske det hele, som så jeg det på film.

  "Jeg faldt da ned fra træet, og det gjorde du også!" råbte jeg med irritation i stemmen.

  "Du besvimede ved kanten af åbningen, og du nåede ikke falde helt ned før jeg greb dig! Og jeg faldt ingen steder, jeg kørte dig hjem!" Det var som besvarede han alle de spørgsmål jeg havde, uden jeg rigtig havde nået at stille dem.

  "Jeg så det selv! Jeg kan huske det!" skreg jeg og knyttede mine næver. Han direkte provokerede min hukommelse.

  "Hvad vil du så mig, når du ved det hele?! Medmindre du selv mener, at du er et spøgelse, så drop det der!"

  Min mund var lukket i. Han havde ret. Jeg var jo ikke faldet så langt, så havde jeg været død. Jeg måtte have set det hele fortsætte, da jeg besvimede. Og ja hvorfor spørger Darren, når jeg efter egen forklaring, jo allerede vidste det hele.

  "Undskyld," mumlede jeg og så på mine nu foldede hænder. "Men hvorfor løb du så?"

  "Du ville jo ikke være min ven mere.. Eller noget. Og jeg troede du ville flippe ud.. Eller noget." Han kløede sig i håret. Det klædte ham både med eller uden cap på. Jeg elskede hans stil, men hans hår var så charmerende.

  "Jeg var vidst ret dum i går," tøvede jeg. Det var sjældent man opdagede en Green kalde sig selv 'ret dum'. "Hvis det ikke er for sent, kan vi så stadig være venner? Altså og lægge alt det der kaos bag os? Jeg holder jo stadig fest på fredag. Temaet er forresten maskebal, hvis jeg glemte at fortælle det. Det tror jeg, at jeg gjorde."

  "Det vil jeg meget gerne. Og ja, det gjorde du." Han fnes, og det var som om, at vi midt i skænderiet, havde befundet os i en usynlig kuppel, og nu kom vi til virkeligheden, og befandt os i en toilet bås på drengetoilettet.

  "Så må vi vidst hellere komme til time. Der er ny lærer." Jeg gjorde tegn til, at vi hellere måtte gå ud. Jeg havde på fornemmelsen, at klokken havde ringet.

 

Klokken havde ringet, da vi gik ind i klassen. Alle sad på deres pladser og kiggede fornærmet på os, fordi vi ikke kom til tiden.

  Der var noget over indbyggerne i Gritzbee. Det var de færreste, der ikke holdt reglerne. Og regler dem var der mange af.

  Hvem den nye lærer var, kunne jeg ikke se, da han stod med ryggen til. Han var i gang med at skrive noget på tavlen.

  Darren satte sig ikke ved bordet foran mig nok kun fordi, der ikke var andre ledige. Han sad ved siden af én, som han lod til at kende. Det var Richard Boneton, og de snakkede sammen om biler, så jeg kunne regne ud, at Richard åbenbart også gik til det racer-halløj.

  Lula sad ved siden af mig og halvsov. Hun havde sikkert skrevet med en fyr hele natten, som hun ofte gjorde. Hun havde fortalt mig, at hun glemte tiden, indtil hun opdagede, at det var morgen.

  Læren vendte sig om og smilte til os alle sammen. Mit ansigt var lammet, og jeg følte mig bevidstløs. Deroppe stod den mand Lula og jeg havde generet i årevis, da han var en af de skrappeste regelholdere i hele Gritzbee, og vi var ligesom nogle af de største regelbrydere.

  "Godmorgen, kære unger," sagde han blidt men med ironi, da hans blik faldt på mig og Lula. "Jeg er Eric Counter: Jeres nuværende og fremtidige lærer. Jeg tænkte, at vi skulle starte op med lidt sjovt, som folk på jeres aldre sjældent gør: Skattejagt! Rundt omkring i Gritzbee-skoven her bag skolen, har jeg placeret kort, hvorpå der står hvilket emne og hvilken stilart, I skal arbejde med den næste stykke tid indenfor bogen To Kill A Mockingbird! Jeg vil nu dele jer op i hold!"

  Vi alle smilte til hinanden på nær mig og Lula. Jeg opfangede, at hun var stivnet lige så meget som jeg, men så heller ikke mere.

  På tavlen stod der skrevet: To Kill A Mockingbird. En bog jeg absolut intet vidste om.

  Eric gik rundt og fortalte hvem, der skulle være sammen med hvem. Darren, Richard, Lula og jeg skulle arbejde sammen. Det var et godt hold, syntes jeg. Og det lod til, at han vidste, at det ville fungerer godt.

  Et øjeblik troede jeg ligefrem, at Eric ville lægge det hele bag os og glemme alt det, som Lula og jeg havde gjort.

  I hvert fald lige indtil de andre var gået, og kun vi sad tilbage og var ved at finde vores ting frem til skattejagten, og Eric kom og hviskede:

  "Den sløve kniv skære dybest. Og den nærmer sig, piger."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...