Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34809Visninger
AA

20. ❀ Kapitel Nitten | Spillet Er Ovre

Max, mor og jeg flyttede til London for omkring fire måneder, faktisk resten af året med det samme, at jeg blev frigjort fra sagen, og Darren tilstod. Jeg følte smerte over, hvad jeg havde gjort, men alt jeg havde sagt den dag var sandt.

  Darren fandt ud af, at Richard var hemmelig forelsket i mig. Richard fortalte ham, at han ville gå efter mig, selvom han åbenbart var hemmelig kærester med Camille. Derfor blev han så sur, at han spillede skuespil for at komme tæt ind på mig. Så stjal han deodoranten fra mig, så det skulle se ud til, at det var mig.

  Efter at have myrdet ham, stødte han ind i Camille og truede med at hun ikke måtte afslører noget, eller ville han også slå hende ihjel.

  Han kiggede så bedende på mig, da han blev kørt væk i politibilen. Dét blik, ville jeg aldrig glemme. Specielt fordi jeg siden ikke havde set eller hørt fra ham.

  Alt havde selvfølgelig været en facade. Jeg kunne bare alligevel ikke klarer, at han var den person, som myrdede Richard, truede Camille og forførte mig, kun så han kunne dræbe et andet menneske.

  Det alt sammen lød langt ude, men det var sandheden. Den forskruede, onde sandhed. Og jeg hadede den. Der var ingen "happy ending" ved at flytte til London for en stund. Jeg kendte ingen, fordi mine bedsteforældre var begge døde. Det var deres hus, vi boede i.

  Lula havde jeg kun sms'et med og snakket med over mobil få gange. Men intet var det samme, og jeg tvivlede på, om jeg nogensinde ville blive glad igen. Nu var Lula jo ikke længere bare min bedste veninde. Kæresten kom jo først.

  Mor skulle dog have dét, at hun gjorde alt for mig. Hun ønskede virkelig, at jeg fik det godt igen. Hun tog mig med i biograf, hun tog mig med ud at spise hele tiden, hun tog mig med i tivoli og så meget andet. Det var sjovt for den stund, men jeg kunne ikke få ud af mit hoved, at jeg havde tabt alt.

  "Birdy?" kaldte mor nedenunder. Jeg havde fået lov til at få værelset ovenpå, hvilket var skønt.

  "Ja, mor?"

  "Jeg har talt med Richards forældre."

  Tavshed.

  "De sagde, at de gerne ville mødes med dig engang. De har faktisk inviteret dig i parken og få middagsmad her i dag. Jeg accepterede invitationen, er det okay med dig?"

  "Ja ja.." Typisk. Jeg kunne jo ligesom ikke fortryde det nu, vel? "Hvad vil de mig?"

  Mor kom op af trapperne og gik hen til mig og satte sig på sengen ved siden af mig.

  Værelset her var kridhvid og gulvet lyst trægulv. Her var et vindue og en vinduesbænk. Det havde jeg også på mit værelse derhjemme, men det her føltes alligevel mere som mit. Her var flot, stort og rart at være. Alle de mange rumme var malet hvide, hvilket fik dem til at se større ud endnu.

  Møblerne var nydesignede, i sorte og grå nuancer og for at få lidt andre farver med, var der forskelligfarvede kunstige grene, malerier og så var udsigten til byen jo utrolig flot.

  Huset lagde i udkanten af London på en høj bakke, så man kunne se ind over det hele. Det var så smukt, at designeren, der havde designet huset havde valgt, at der skulle være mange vinduer. Og selvom der kun var ét på mit værelse, var der masser i resten af huset. Aldrig havde jeg set et så smukt hus før, og jeg ønskede, at vi kunne blive boende. Stedet var lige mig, og så var jeg i fred for alle andre.

  Det eneste irriterende her, det var Max. Eller tjah, han var venlig imod mig og alle andre - mere end normalt, men han havde taget min veninde fra mig på den ondeste måde. Jeg fik kvalme ved tanken om de to sammen.

  "De har vist nogle spørgsmål til dig," sagde mor smilende. "Ikke noget specielt, så vidt jeg forstår. Og så vil de vel bare gerne se dig, eftersom du er på Richards alder og.. det med anklagen."

  Jeg nikkede. Det var på en måde forståeligt, og på en anden måde fuldstændig uforståelig. Ville de mon angribe mig eller noget, fordi de stadig troede, at det var mig?

  "Kommer de så her til London, eller hvad?"

  "De kommer og henter dig om en time. Du bør måske gøre dig klar nu, de skulle nødig have et forkert førstehåndsindtryk af min smukke, dejlige datter." Mor kyssede mig på kinden og gik.

 

De hentede mig smilende lige på slaget 12.00. Jeg forsøgte også at smile, men det lignede mere et sarkastisk smil.

  Melinda lod mig sidde på forsædet ved siden af Christian. Det var jeg meget taknemmelig over, efter at jeg siden politiepisoden havde haft det dårligt med at sidde bagi.

  Der virkede ikke noget skummelt ved det overhovedet. De virkede glade - lidt for glade, og de snakkede helt normalt til mig. Sådan som; "Hvordan har du det?", "Hvordan er det at være voksen nu?" eller; "Er det ikke skønt at bo her i London?"

  Jeg svarede pænt på deres spørgsmål, selvom jeg inderst inde var dødelig nervøs for det hele.

  Da vi efter lang tid nåede frem og steg ud af bilen, var det ved Hyde Park. Jeg vidste ikke, hvor meget klokken var, men der måtte være gået en del tid.

  Vi gik ind i den store park og stoppede ved et vandløb, hvor man kunne sidde ned på de brede, glatte sten, der holdte vandet fanget imellem dem. Melinda havde en flettet kurv med og delte sandwich ud til os.

  Jeg tøvede lidt med at spise den, da stemningen føltes akavet, men da jeg første smagte et bid af den, kunne jeg ikke stoppe, før der ikke var mere tilbage. Den smagte guddommelig af bacon og karrydressing og alt muligt andet lækkert fyld.

  "Såh," sagde jeg efter lidt tid i tavshed. "Er der en helt speciel grund til at I invitere pigen ud, der har været anklaget for at have slået jeres søn ihjel?"

  "Jeg nåede aldrig at svare dig i telefonen," svarede Melinda. "Og det har jeg haft det skidt med lige siden. Så.. Du skal vide, at vi ikke et øjeblik var i tvivl om, at de havde fat i den forkerte morder."

  Jeg smilede inderligt og nikkede.

  "Det er sådan," begyndte Christian, "at vi fandt nogle ting på Richards værelse. Og vi tror, at de tilhører dig."

  Endnu engang nikkede jeg. Creepy. Richard havde altså stjålet fra mig. "Hvad for nogle ting?"

  Melinda rakte mig kurven, og jeg kiggede ned i den. Der lå en gammel T-shirt, som jeg kun havde brugt én gang sidste år, fordi jeg ikke kunne finde den. Det samme en  bh, en armbånd, en hårspænde og en deodorant.

  "Åh Gud," mumlede jeg og så op på Melinda. "Det her må politiet hellere få."

  Melinda trak kurven tilbage til sig arrigt. "Hvad? Politiet? Hvorfor skulle politiet have de her ting?"

  "Øh, fordi Richard havde stjålet det fra mig," begyndte jeg, "og selvom han er død, betyder det, at Darren måske ikke stjal deodoranten - det kan tage stor del i sagen!"

  "Birdy, jeg forstår det," tøvede Christian, "men det her drejer sig om vores søn."

  "Jeres søn er død, okay? Og se dog lige realiteterne i øjnene, det her handler ikke om hans ry, men Darrens dom! Han har allerede siddet inde i en måned nu, det er efterår, han skal sidde inde i 7 år! Hvis vi afleverer det, kan der bliver en hel anden historie. Dommen kan måske halveres."

  "Han dræbte vores søn!" råbte Melinda.

  Jeg snerrede af dem. Fjolser, idioter, hvad regnede de med? De var jo ligeglad med deres dødes søns ry, det her drejede jo kun om deres!

  "Jeg vil gerne hjem nu, og jeg tager mine ting med mig," hvæsede jeg og tog mine ting op fra kurven.

 

Vrede havde de kørt mig hjem, og det var sent på eftermiddagen snart aften, da jeg gik ind af hoveddøren.

  Det overraskede mig, at de ikke flippede vildt meget ud og stjal mine ting, men de var nok voksne nok til at indse, at det ville fører til mere ballade og drama.

  Jeg var træt og udmattet, da jeg var løbet op af trapperne og havde smidt mig udmattet på min seng sammen med tingene.

  De lugtede af sved og drengeparfume. Ikke at det undrede mig. Og så snart politiet ville færdig med det, ville jeg brænde det på bål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...