Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34835Visninger
AA

30. ❀ Kapitel Niogtyve | Stigende Fare

Aldrig i mit 18-årige liv havde jeg oplevet at sidde i en bil, der kørte så stærkt som dette. Alt omkring os var utydeligt og mørkt. Ikke så meget som ét eneste snefnug kunne sætte sig på bilen ud at blive skilt fra hinanden af lufttrykket.

  Det susede rundt i min mave på en kildende måde. Men samtidig var jeg utrolig nervøs for Cece. Jeg kunne ikke gennemskue, om hun ville overleve dette. Hvis ikke, hvad skulle jeg så stille op. Jeg kendte hende ikke så godt overhovedet, men jeg følte, at hun var en del af mig. Hun var skyld i Darren nu var fri. Hun havde hjulpet mig på så kort tid, og jeg kunne i beskrive min taknemmelighed for det. Hvis hun døde, ville en del af mig gå tabt. Hun måtte ikke dø. Jeg kunne ikke holde til det. Ikke mere død, aldrig mere.

  Først Leo, så Richard, så Belle og nu måske Cece. Hvilken syg verden var dette ikke lige?

  Mit hjerte bankede for Cece, for Darren og det BID-citat jeg så kraftigt levede på: "Det er nu, vi står frem. Det er nu, vi kæmper imod."

  Hvis det var nu, jeg skulle stå frem, og det var nu, jeg skulle kæmpe imod, måtte jeg se det i øjnene, at verden ikke var til at stole på. Ingen var. Man kunne ikke gennemskue fremtiden, kun håbe på den. Mest af alt måtte man kende sin fjende, før man kunne kæmpe imod. Som i kende mente jeg ikke bare starte teorier. Man måtte virkelig vide, hvem man var oppe imod. Og jeg følte nu, at jeg så sandelig vidste, at Jorden ikke var til at spøge med. Jorden var den mest barske og rå fjende, som man kunne finde sig, men den var også den mest håbefulde sted, man kunne ønske sig.

  Så ja. Jeg kendte min fjende. Alene var der ingen chancer for overlevelse. Havde jeg alle med mig: Stadig ingen chancer. Spørgsmålet lød så hvordan, man kunne kæmpe imod.

  Det simple svar ville lyde: "Det kan man ikke."

  Enkelt nok var Jorden uovervindelig på nær, hvis man flygtede. Men det ville bringe én i fare i et kæmpe univers.

  Overalt var der fjender. Og man måtte acceptere, at ikke alle kunne man kæmpe imod - og ikke alle kunne man besejre - før man ville nå til det faktum, at nu kunne man gå til angreb på realitetens fjender. De fjender, som man realistisk set ville have en chance imod.

  "Hvor ligger Gerimident Hospitalet egentligt?" spurgte jeg tøvende.

  "Dér, hvor du ikke tør være," svarede han blidt og efterlod mig med flere spørgsmål, end jeg kunne stille. Så i stedet holdte jeg munden lukket.

  Hvor turde jeg ikke at være? I døden? Skoven? Der var mange steder, jeg ikke turde være.

  "Der er noget, som jeg har brug for at vide," fortalte Dylan.

  "Hvad?"

  "Har du vandskræk?" spurgte han.

  "Nej, ikke rigtigt," rystede jeg på hovedet.

  Han smilte. "Super godt. Men, øh. Det får du nok."

  Jeg nåede ikke at spørge hvorfor, før han styrede bilen direkte ud til siden, hvorefter bilen skøjtede rundt i cirkler i luften, da bilen ramte en bakke, og så fløj den henover isen.

  Forfærdet skreg jeg og klæbede mig til bildøren. Jeg lukkede øjnene, men tog mig selv i at åbne dem igen, da fordækkene ramte det frosne is på den ret så store sø.

  Overbevist om at jeg var død, så jeg mig omkring. Til min lettelse var jeg stadig i live. Og Dylan og Cece med. Jeg kunne bare ikke fatte hvordan Cec' kunne være bevidstløs gennem alt det her.

  Det mest overraskende var så bare ikke vores overlevelse men dét, at vi ikke var under vand. Her var slet ingen vand, kun hvide, metalliske vægge til hver side. For enden af "lokalet" var der en sølvfarvet dør. Så var jeg måske alligevel i himlen?

  "DYLAN, for HELVEDE, du havde NÆR SLÅET OS IHJEL!" skreg jeg så min stemme gjorde ondt.

  "Hvis jeg ikke havde vidst, at det her var her, tror du så, jeg havde gjort det?" han så dybt ind i mine øjne.

  "Det ved jeg sgu da ik'."

  Fornærmet gik jeg ud af bilen og til min forskrækkelse gik den sølvfarvede dør op.

  Ud kom en yngre mand på nok omkring de 30 år. Han havde kastanjebrunt hår, lysegrønne øjne og var utrolig sexet. Hvis det var lægen; Åh, jeg får hjerteanfald, kom og red mig!

  "Dylan, skønt at se dig igen. Men hvorfor tog du ikke døren på den anden side?" Manden gik hen til ham.

  "Fordi vi har travlt," mumlede Dyller, "og så er iset jo bare en iscenesættelse."

  "Hm, okay, hvad er der galt?"

  "Cece Florence - overfaldet af to ymbesser og forfrossen. Hun er bevidstløs. Belle Crosby - død af de to ymbesser. Stadig i skoven."

  "Statussen derude?" spurgte Kael. Det der måtte være Kael.

  "Fredelig på nær stormen. Vi slog dem ihjel."

  Kael nikkede. "Er hun ny?" Han pegede på mig, jeg elskede det.

  "Nej, hun er slet ikke.. Hun er blevet informeret af Darren Sparks, vi regner med hende, men hun har ikke valgt endnu."

  "Hvor længe har hun været vidende?"

  "Altså, jeg kan godt selv svare," erindrede jeg og kiggede på Kael med store øjne. Han nikkede. "Siden min fødselsdag. Den 15. august."

  Straks kiggede han mistroisk på mig. "Lidt mindre end fire måneder, og du har ikke valgt endnu?"

  "Hey!" råbte jeg. "Jeg har været anholdt for mord og været i en kæmpe depression, det er da ikke så mærkeligt?"

  "Fint, fint, er Belle og Cece med?"

  "Cece. Belle ville være for tung at have med i dødevægt, og vi skulle skynde os herhen." Dylan tog over.

  "Okay, lad mig se, hvad jeg kan gøre. Så henter jeg Belle i morgen tidlig."

  Vi nikkede og fulgte med Kael. Inden da tog Dylan Cece ud af bilen og i sine arme for at bære hende.

  I det næste rum var der lige så vidt som i det andet. Men i stedet for at være helt tomt var der hvide læder beklædte sofaer, et sort stuebord overfor, et hvidt skrivebord og en sort kontorstol samt sort bærbar. Der var også en masse hvide skabe og en briks i hjørnet. Selve rummet var ret stort.

  "Læg hende bare op på briksen," sagde Kael, og Dylan gjorde det. "Lad det være simpelt: Der er tres procent chance for at dø, hvis man er ramt af frostskade og/eller ymbessskade, når man er gerimident. I skal ikke have de høje forventninger."

  - Og så fik vi besked på at vente i det andet rum, og trods ingen af os havde lyst, gjorde vi det.

  Hele min krop og mit sind var urolig, men jeg fik det bedre, da Dylan flettede sine fingre ind i mine. Jeg vidste, at der ikke var noget flirtende ved det, derimod venskabeligt for at lade mig vide, at jeg ikke var alene.

  Hans hånd var varm, og det fjernede kulden på en rar måde. Han så på rifterne ved min mave. Jeg begyndte at kunne mærke dem. De gjorde ikke ondt, men det sved utrolig meget. Som holdte man en varm plade imod ens hud. En ubehagelig fornemmelse, men det var til at leve med. Det kunne trods alt have gået meget mere galt. Jeg kunne have været død, hvis Dylan ikke havde fyret den økse igennem ymbessens hoved og den anden ikke havde fået den i hjertet.

  Der lød et brag inde fra Kael, og det gav et så stort sæt i mig, at jeg var ved at springe op fra stolen. Dylans greb og blik holdte mig dog fast, da jeg fik lyst til at gå ind og tjekke, hvad der var sket. Jeg kunne også se der, at det ville være dumt at forstyrre.

  "Nervøs?" spurgte han.

  "Nej, angst."

  En velkendt summen oprejste sig for mine øre. Den samme som jeg fik, da jeg var inde i depressionen. Den kimede højt og skarpt næsten som ville mine trommehinder springe til millionvis.

  Som fem minutter blev til fem minutter til og endnu fem minutter kunne jeg ikke skjule, at jeg min energi var gået død. Mine øjenlåg faldt snart i, mit åndedrag var tungere og jeg måtte kvæle et gab.

  Nær sekundet jeg ville forsvinde væk til mine indre tanker i mine drømme, kaldte Kael os ind.

  Jeg måtte styrke mig, før jeg kunne rejse mig og gå derind. Kaels udtryk var ikke til at gennemskue. Var hun død? Var hun i live? Var hun i farezone, eller var hun til at redde? - For mange muligheder.

  Dylan kom først ind, men jeg nåede ikke at aflæse ham, før jeg så Cece bleg som de klareste snefnug ligge der på briksen. Man skulle tro, at hun var død, men så bemærkede jeg de lette vejrtrækninger, og mit hjerte begyndte at banke almindeligt igen.

  Mine bekymrede ansigtsanstrengelsesrynker faldt på plads, og jeg åndede lettet og roligt ud. Hun var i live, og det skulle hun forblive.

  Jeg var lige ved at kaste mig over hende, som havde jeg ikke set hende i månedsvis, men Kael gjorde håndmarkering til at jeg skulle flytte mig og lade hende komme til sig selv.

  "Hun klare den, men hun skal hjem og hvile nu. Jeg henter Belles lig i morgen tidlig og ser, hvad jeg kan gøre. Men jeg kan ikke love noget, desværre."

  Både Dylan og mig nikkede, og Kael hjalp Dylan med at få Cece ned fra briksen og ind i bilen.

  "Nu ta'r I altså den anden vej," mumlede Kael lige inden vi kørte væk ud af en stor, skjult port, der førte op til landoverfladen.

 

Jeg var ikke til meget selskab i bilen, da jeg hurtigt faldt i søvn med hovedet hængende ned som et tæppe.

  Mine drømme var forfærdelige. Som tusind mareridt skiftende konstant - og det hele blev bare værre og værre for hvert minut.

  Løb, Birdy! Løb! skreg jeg til mig selv og kom styrtende ud af den dystre skov med tre ulve styrtende efter mig.

  Deres ansigter var ikke normale, de var genkendelige, og jeg kunne tyde, at den ene var Darren, men kun fordi månens lys spejdede henover hans pels og hoved.

  Argh, ikke så langsom, Fugl! Tag dig sammen, eller du bliver ædt levende!

  En af ulvene angreb mit venstre ben, og for en stund sank min fart sig, men øjeblikkeligt sparkede jeg den væk og fortsatte så pulsen dunkede i mine håndled, hals og pande.

  Besværet med at trække vejret blev anstrengende, og det hele endte op med, at jeg måtte overgive mig og vælte omkuld.

  Nej! hylede jeg, da ulvene stod i månens skær over mig.

  Darren, Leo og Dylan. Og jeg nåede knap nok at skrige, før min krop brændte op i en smerte i deres munde fyldt til rette med sylespidse tænder.

 

Lyden af smækkene bildøre vågnede mig, og kulden kriblede op ad mine arme og ben som små insekter.

  For at tænde varme i min krop gned jeg mine hænder hen ad min hud. Det hjalp for en stund, men der gik ikke længe, før varmen var gledet væk igen.

  Tøvende åbnede jeg bildøren og gik ud. Jeg smækkede den i igen og hjalp Dylan med Cece.

  Vi fik hende ind på gæsteværelset, hvor jeg sad ved hende i noget tid efter at Dylan var kørt hjem til sig selv. Nu kunne jeg rent faktisk ikke sove mere.

  Klokken et kvarter i to opgav jeg at få min søvn og satte mig ind i køkkenet, hvor jeg fandt tre franskbrød frem, som jeg tilsmurte med jordbærsyltetøj.

  Efter at have spist en halv indså jeg, at også dét måtte jeg opgive. Så jeg åbnede for skraldespanden og lod dem dumpe ned, hvorefter jeg trak i mit tøj, gik udenfor og begyndte at løbe uden kurs.

  Der var stadig kulsort, og jeg havde ingen mobil med. Det ville blive besværligt at finde tilbage igen, men jeg var ligeglad. Én ting af gangen - før kunne man ikke sætte fokus.

  Snestormen var aftappet for kræfter, og den var langsomt begyndt at sænke sig omkring mig. Mit hår hvirvlede rundt om siderne og slog imod mine lyserøde kinder. Kulden var som tung luft med et greb om alt og alle, og den gav ikke slip, før man i noget tid havde sat foran, ved eller i en varme.

  Jeg løb, og jeg løb, så mine fødder knap nok turde røre jorden af angst for at brænde sig i farten. Alt omkring mig var spundet - snurret, fordrejet til uigenkendelighed. Intet kunne ses eller høres, som var det igennem hvilken som helst anden krop, og jeg kunne lide følelsen af at have fortid bag mig og nutid hægtet til mig.

  Klik-klik, klik-klik. Lyden af hove, der i en rytmisk takt slog mod vejen, som jeg nu befandt mig på.

  "Hvad?" kaldte jeg uforståelig, overfor hvordan heste kunne bære sig afsted med i det hele taget at være ude i disse tider.

  Klik-klik, klik-klip. Det var som befandt de sig inde i mit hoved og ude af mit syn, men det hele lød så realistisk, at det måtte finde sted.

  Noget susede forbi mig i en så vældig fart, at jeg var ved at vælte. Det var lige på den anden side af vejen, og jeg spekulerede på, hvorfor jeg dog i det hele taget rendte herude.

  Da det gik op for mig, at det var hesteklovene, som jeg søgte efter, og at i min bevidsthed gik jeg bare ud på vejen for at nå den. Men hvad skulle jeg med en hestevogn? Hvorfor var jeg ude at løbe om natten i dette vejr? - Det kunne også være lige meget,  for uanset hvad måtte jeg herfra. Det var for farligt at stå her.

  Til min store skræk gad mine fødder ikke arbejde sammen med mig. Jeg kunne ikke bevæge dem ud af stedet, de var som frosset fast til den kolde jord.

  Idet jeg panikslagen slog ud til alle sider for at kæmpe mig vej væk, så jeg to skinnende lys kommer styrende imod mig med en høj hastighed. De kom nærmere og nærmere og tiden var holdt op. Intet var synligt, alt var farveløst og koldt.

  Jeg udbrød mit højeste og mest skingreste, hjerterivende skrig, som jeg kunne skrige, da en enorm og kantet varevogn kom kørende i fuld fart ind i mig.

  Lammet og hjælpeløs fløj jeg over dens tag og mærkede dens tunge vægt smadre mig samt dens kant bore sig ind i mine ribben.

  En kvalt stønnelyd gled ud af min mund, da jeg ramte det hårde asfalt, og mit hoved i smerte blev banket ned i det.

  Jeg var ude af stand til noget. Kun ligge der, døende, og med piner så fysisk gigantiske. Hver en knogle i min krop føltes brækket. Knækket. Som man knækkede nødder i en nøddeknækker. Så simpelt og dog alligevel skete der så meget, at det var kompliceret. Mine tanker var det eneste,  jeg kunne stole på. Men nu var det eneste - absolut eneste - som jeg kunne høre gentagende gange i mit hoved:

  Klik-klik, klik-klik.

  Lyden før katastrofen. En advarsel om, at nu var der ingen vej tilbage. Kun det at vente på at noget slemt måtte ske, noget slemt, der ville føre store og måske livsvigtige konsekvenser med sig. Som mit liv; der nu var forladt alene til at dø. Præcis ligesom Leo, Richard, Mormor, Morfar og Belle. Den evige kilde til livet er ikke den hellige gral, men døden den selv.

 

"Sovet godt?" fnes mor, der vågnede mig med et chok, da hun pludselig stod foran mig med en pose med brød i den ene hånd og en brødkniv i den anden. "Marmeladen har helt sikkert."

  Jeg kiggede på mig selv. Fuck. Det havde bare ikke været en drøm? Nej vel! Bare ingen havde set mig iført dette kiksede nattøjs outfit.. For det ville jo være mere end nødvendigt, ik'? Tjoh, hvis man var hvem som helst anden end Darren. Som Cece, Max, Lula, Dylan eller mor. Hvorfor kunne jeg ikke også bare have sovet med en nutella? Eller en dreng? Eller bare iført noget LIDT mindre pinligt tøj?

  Realistiske drømme var noget af det værste. Tænkt, at jeg var så dum at tro, at det var virkeligt. Yeah, men gad vide om man virkelig hørte klik-klik inden døden? På en måde kunne det være awesome, men hvor freaked out ville man så ikke blive, hver gang man hørte det? "Oh, bullshit, det bli'r min død!"

  "Pis," og jeg fortsatte med bandeord inde i mit hoved. "Hvad er klokken?"

  "Halv ni - Max og Lula er taget til skole, og Cece hun er stadig på sit værelse."

  Jeg nikkede, gav slip på marmeladen og løb ovenpå for at skifte. Mine trin var dog langsomme af så mange grunde: Jeg var dødtræt, følte mig småbuttet og min krop var endnu ikke vågnet helt op.

  Da jeg havde skiftet til en tynd, sort langærmet samt et par lysegrå jeans, tog jeg deo på og redte mit hår glat, trods der stadig var enkelte slangekrøller nederst ved mit hår, som der egentlig altid havde været uden yderligere forklaringer på det. Nogle ville misunde det, andre ville tænke, at det måtte være træls aldrig at kunne glatte håret helt ud. Jeg var ligeglad. Bare jeg ikke havde kikset, filtret hår.

  "Mit liv vil tage positive drejninger fra nu af," mumlede jeg mig selv og skruede op for min mini radio og lyttede til den nu ellers flere måneder gamle hit "All About That Bass".

  Mens jeg croonede med på sangen, satte jeg mig ned foran spejlet ved siden af mit skab og kiggede på mig selv. Jeg skulle lige til at finde min makeuptaske, da min mobil ringede.

  "Dylan ringer.." viste skærmen.

  Sukkende afviste jeg opkaldte og gik i stå med hvad jeg skulle stille op. Så jeg slukkede for musikken og kiggede endnu engang på mig selv.

  Samme mørkebrune øjne i samme nuance som mit hår. Samme irriterende øjenbryn siddende lidt tættere ved øjnene end normalt. Samme runde, lyserøde læber og samme solbrune hud. Med tiden var jeg vokset meget, utroligt nok bemærkede jeg det først nu. Højden ville nok være omkring de 1,70 - 1,75 meter. Ikke sindssyg meget, men det var nok for mig.

  Endnu engang ringede min mobil. Det var stadig Dylan. Jeg blev nødt til at tage den. Tænk nu, hvis det var noget vigtigt. Hvorfor skulle han ellers ringe til mig? Det var også dumt af mig ikke at tage den før.

  "Det' Birdy," smilede jeg falskt, som kunne han se mig, og jeg ville bevise over for ham, at jeg var tilfreds.

  "Kael har ringet, og han fortalte, at der er en chance for at genoplive Belle," forklarede Dylan, men han lød slet ikke begejstret.

  "Hvorfor lyder du så, så nederen?" mumlede jeg og rejste mig fra stolen ved spejlet og kastede mig ned i min seng.

  "Det kommer nu: Kael mangler cannabis for at kunne prøve genoplivningen."

  "Hash? Betyder det, at hun alligevel skal dø så?"

  "Ikke helt. Han bad os om at hente det. Eller rettere sagt; han bad os om at stjæle det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...