Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34501Visninger
AA

40. ❀ Kapitel Niogtredive | Hvordan Ord Kan Påvirke

"Jeg.. Jeg ved ikke, måske skulle jeg bare opgive at skovle sne resten af dagen og så skrive til Dylan, at vi er sneet inde og ikke kan være der til træningen?"

  "Klart," smilede Darren, og jeg nød hvordan hans stærke arme holdte mig tæt ind til sig på sofaen.

  Den 16. december lod sneen sig falde ned over London som åbnede himlen sig op. Det var både fascinerende og skræmmende koldt at se på. Sneen havde altid sagt mig meget, specielt på grund af sin neutrale farve, der ikke var noget specielt, men samtidig også noget virkelig specielt, dog have jeg aldrig set den komme i så store mængder på så kort tid. Det var en vaskeægte snestorm i mildere grad end den aftenen, hvor hende pigen Belle døde.

  Beskeden til Dyller tekstede næsten sig selv, som havde jeg øvet de seneste fireogtyvetimer på at skrive den. Da jeg var færdig, trykkede jeg send, og mere end et par sekunder gik der ikke, før Dyller skrev, at det var han også. En tydelig undskyldning for at blive med Imogen, men okay, lå jeg ikke selv så trygt i Darrens arme?

  Det gav et sæt i mig, da Cece kom styrtende hen imod mig. Jeg troede, at hun ville forsøge at kvæle mig eller noget. Men i stedet undskyldte hun forvirret, at hun havde glemt alt om stalkearbejdet hos Loren, men hun skulle nok tage hen til ham nu for at se, om der lagde mere i det end den seddel, som jeg sidst fik. Det gjorde der jo sikkert, for noget nåede min far jo aldrig at stoppe. Spørgsmålet var bare hvad, og af den grund var jeg taknemmelig over at have snusehunden Cece.

  "Um," lød det fra Lula, der kom med Max ned af trapperne. "Hvad med et spil? Dig, mig, Birdy og.. D-fyren? I er jo søskende, og søskende er forbundet til hinanden. I er alt for adskilte, ik?" Hun smilede til ham uden at være for meget, og så kastede hun et blik over på mig. Jeg var glad, for at hun ikke udelukkede mig, og at hun prøvede på at vende Max fra ikke at kunne lide mig. Det ville bare ikke lykkes, troede jeg.

  "Bir.. Birdy?" Max så næsten bebrejdende på Lula, men hun gengældte med et irriteret blik. "Fint, søde, hvis dramadronningen derinde ønsker. " Jeg sukkede og mærkede Darrens hjerte banke hårdere imod min ryg, og jeg satte mig op. Jeg gad virkelig ikke et søskendeskænderi nu. Specielt ikke nu hvor Maddie også var kommet ind i billedet. Hvordan skulle jeg kunne klare tanken om nogensinde at fortælle ham det, når han allerede havde givet mig et øgenavn som dramadronning? Det ville vel bare gøre mig til.. Dramahertuginde eller noget i den stil?

  Lula gik med Max bag sig i hånden hen til Darren og mig, der så forventningsfuld på nok det mest bizarre par, som jeg i længe havde set. Siden vi var små, havde vi været sammen konstant. Lula var med hver vinter, når vi var ude at skøjte, og Max var med, hver gang Lula og jeg gik til stranden eller tivoli. Max og jeg var næsten venner, men så blev jeg i seksten, og Leos og mit forhold blev et skridt mere seriøst, og flere gange kom jeg til at aflyse aftalerne med Lula og Max, og nu forestillede jeg bare, hvordan de selv havde klaret det sammen, og pludselig virkede de som de rette for hinanden. De virkede.. Autentiske. Som hver et støttehjul for kærligheden.

  "Hej kønne, hej D-fyr!" smilede Lula med de sædvanlige lyserøde kinder.

  "Hey," hilste Darren og jeg på samme tid, og Darren satte sig op ved min side, og han virkede så høj i forhold til mig. Jeg gik kun til hans brystkasse.

  "Birdy, jeg tænkte.. Jeg kom i tanke om det der spil, som vi lavede, da vi var fjorten. Altså har I det stadig, og kunne I to ikke have lyst til at joine Max og jeg, så det ikke bliver for ensomt? Det kunne virkelig være.. En slags sjov." Hendes kinder blussede op.

  Jeg så på Darren. Var det det spil, som jeg tænkte på, så var det et kærlighedsspil, og det ville næsten være ydmygende at have Darren med, men klart. Det ville nok styrke vores forhold at være sammen med andre i stedet for bare at ligge her på sofaen, selvom det var fristende bare at blive siddende.

  "En slags dobbeltdate? Vi har stadig spillet, og det lyder godt, men hvad siger du, Darren?" Jeg lod bare det hele lægges over på Darren, mest fordi jeg også ville give ham lidt taletid. Jeg kendte (selvfølgelig) de to bedre end ham, så derfor ville det være akavet, hvis jeg førte alle samtaler uden at lade ham deltage.

  "Et spil af Fugl og L-tøsen," gav Darren, Lula igen. "Det kan kun være katastrofalt. Jeg er med." Jeg nikkede overbevisende og turde næsten ikke se over på Max. Jeg havde ikke lyst til at spille med ham, for så blev jeg nødt til også at tale med ham, og jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige. Tænk, hvis han bare kom til at hade mig endnu mere. Argh, jeg hadede, når nogen hadede mig! Måske var jeg en dramadronning, nu når jeg tænkte over det..

  "Jeg henter det," smilede jeg og skyndte mig at rejse mig op. Alt for at forlade det her.

  "Jeg går med," skyndte Lula, hvilket forbavsede mig. Desuden, skulle Darren så være tilbage med Max? Hvor akavet ville det ikke bare blive? Hvorfor ville Lula overhovedet med mig op og hente et gammelt spil, når hun kunne være med sin kæreste, og når hun alligevel havde glemt mig i så lang tid.

  Jeg blinkede og gik op ovenpå med Lula til rummet med de uåbnede flyttekasser. Spillet lå i et af de første, og jeg åbnede for at tjekke.

  "Jeg ved, hvad du tænker," sagde Lula stille.

  "At det er akavet med Darren og Max alene?"

  "Nej, ikke det."

  "Hvad så?"

  Hun tøvede.

  "Max, han hader dig ikke. Han holder lige så meget af dig som før, og han synes ikke, at du overdramatisere. Hvis nogen gør, så er det mig. Det ved du jo. Desuden tilbringer han det meste af tiden med at stalke dine twitter billeder, som du ikke har rørt siden i forårs. Hvis han ikke kunne lide dig, hvorfor så gøre det?"

  Jeg gik i forsvarsposition. "Har du aldrig set Pretty Little Liars? 'Hold dine venner tætte og dine fjender tættere'. Ærligtalt forstår jeg ham godt."

  "Hey, han føler sig svigtet, okay?" afbrød Lula min selvhadstale. "Han føler, at du tager jeres mors opmærksomhed fra ham, men det er jo ikke sandt. Jeres mor elsker jer begge, og det har jeg også fortalt ham. Og han er ikke vred på dig over det, eller på Veronica. Han er ked af det. Den bedste måde at få det til at forsvinde på er da at bevise, at det ikke er sandt? At I er hos ham, som jeg er?"

  "Men hvorfor så opfører sig, som om han hader mig?"

  "Han er en dreng, ik?"

  Jeg bed mig selv i underlæben. "Okay, lad os bare finde det spil og gå ned igen. Det er den der med spørgsmålene, ikke?"

  Hun nikkede, og jeg fandt den i anden kasse, hvorefter vi gik ned til drengene igen, der snakkede om et eller andet byemne.

  Mens vinden hobede sig op uden for, satte vi os til rette rundt om stuebordet med det firkantede bræt, som vi havde lavet i sløjd den tid. Spillet gik simpelt ud på at kaste med den tilhørende terning, trække et kort alt efter hvor man landede, og så svarer om man tror på kortet eller ej. Gør man, må man blive, og gør man ikke, må man rykke et felt tilbage. Total nederen, men de fleste af spørgsmålene er så pinlige eller ondskabsfulde, at man ikke tør andet end at sige nej, til at man tror på det. Det var underholdende at have Lulas overtroiske mor med til det.

  Det blev Lula til at starte, da det passede os alle bedst, og hun trak et kort fra bunken, og jeg kunne se, at det var mig, der havde skrevet det. Snirklerne var ikke til at tage fejl af.

  "Birdy, dit sjofle kvindemenneske!" lo Lula og så grinagtigt på kortet, som jeg havde skrevet. Jeg skulle til at protestere, da hun smilede djævelsk og vente kortet. Urgh, jeg troede lige, at jeg skulle til at gå i forsvarsposition, og så stod der ikke en gang noget specielt. "I din fremtid vil du se din kærligheds bedste sider," læste hun op. "Hvilke bedste sider?" Hun skulede til Max med et skummelt grin, og han rullede med øjnene. "Nåh, men det tror jeg da på. Din tur, D-fyr."

  Darren tog terningen på brættet og slog seks. Hvilken lettelse. Så behøvede han ikke tage et kort.

  Det fortsatte over til mig, og jeg slog tre, hvilket betød, at der ikke var nogen undtagelse. "Um," mumlede jeg, da jeg tog et kort op med Lulas pæne skrift. Mit blik stivnede, da jeg læste det for mig selv.

  På det grå kort stod der: Døden vil ramme enhver, der forelsker sig i dig.

  Det var som om, at det rent faktisk gav mening. Først Leo, så Richard, og nu Loren også var efter Darren.. Kunne det passe? Ej, det var for usandsynligt, og desuden var det bare et langt ude kort, som Lula og jeg havde digtet, da vi var mindre. Det er bare.. Så uhyggeligt.

  "Hvad står der, kønne?" spurgte Lula blidt.

  Jeg var ikke sikker, på at jeg skulle sige det. Eller jo, det kunne jeg blive nødt til, men bemærkede Max min angst, ville alt blive ødelagt endnu mere. Så ville det først være, at han kaldte mig dramadronning.

  "Døden vil ramme enhver, der forelsker sig i dig," hviskede jeg og så kun over på Max. Mit blik satte ham i fokus. "Øh, det tror jeg ikke på. Håber ikke på." Jeg rykkede et felt tilbage og kunne klart fornemme, hvordan hans ansigt lyste op af tvivl; ville hun lave en scene nu? Samtidig flyttede mit syn sig fra Max og over til Lula, der sad på pladsen over for mig. Hendes glade udtryk forsvandt væk i bekymring, så jeg skyndte mig at smile så godt jeg kunne. Det her skulle ikke ødelægges på grund af et dumt, dumt tilfælde. "Dig, Max."

  Max kastede med terningen og tog et kort. "Kærligheden vil ikke varer evigt." Han kiggede smilende på Lula. "Jo, den vil." Han rykkede også et felt tilbage.

  Sådan fortsatte spillet. Lula havde ingen problemer med at svare ja hele tiden for at vinde og undertrykte det, ved konstant at minde Max om hvor meget, hun elskede ham, og Max, Darren og jeg var mere forsigtige. Af den grund vandt Lula, og da spillet var sluttet og flyttet tilbage i kassen, gik jeg med Darren op på mit værelse. Jeg kastede mig på sengen, og jeg vidste godt, at jeg havde virket fraværende under hele aktiviteten på grund af den tåbelige forudsigelse. Darren havde også klart set det, Det havde de alle sikkert. Men det var, som om Darren led med mig. Som om han følte præcis samme smerte ved tankerne om fortiden, og om fremtiden.

  "Syg form for joke vi havde den gang, ik?" spurgte jeg Darren og gned mig selv i hovedet for at vække mig op.

  "Det var en tungnem tilfældighed. Jeg ved godt, at det påvirker dig, men du må ikke se dig så meget frem eller tilbage, som du gør. Livet foregår i nuet, og ikke i hvad der har sket og vil ske."Darren greb fat om mig og aede min arm langsomt og forsigtigt.

  "Jeg ved det. Men tale er altid lettere end handling."

  "Tale er en handling. Det egentlige er, at man gør alting sværere på forhånd, fordi man frygter, at det er mere end man kan magte - og er der noget, som man ikke kan magte, så er det nederlag." Darren så blødt på mig. Jeg blev aldrig træt af hans blik. Det varmede som en flamme, men uden at være skadende nok til at slå en ud.

  Ikke et ord mere blev nævnt højt mellem Darren og jeg den dag. Det var ikke nødvendigt. Vi var hinandens svar for det sagte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...