Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34420Visninger
AA

60. ❀ Kapitel Nioghalvtreds | Spil Slut - Jeg Vandt

Syv måneder senere

November morgenerne havde været de hårdeste for mig; Hver dag at stå op til en trist grå himmel, hvorfra regn styrtede ned på alle slidte veje, når der ikke var tusmørke og tungsindige, deprimerende nætter. Men før november fungerede det okay.

  Det var bare, at det var i denne måned, at Lula havde fødselsdag. Det var faktisk i dag, at hun havde fødselsdag. Jeg havde allerede bestemt, da jeg var stået op, at jeg ville tage på kirkegården med en buket blomster og en rose. Jeg ville ære hende denne dag og mindes vores gode øjeblikke, som der var endeløse tal på. Hun ville have fyldt nitten nu.

  Efter et halvt år var en masse sket, ikke? Lad mig starte fra en begyndelse.

  I de første to måneder efter Lulas død havde alt kørt på forfærdelige, bevægende hverdage. Jeg tvang mig selv i skole for at følge med flokken og slippe væk fra de dårlige minder, men indså at det var for tidligt, så jeg var blevet hjemme og med stor afstand fra Darren. Jeg så ham ikke før efter de to måneder, hvor jeg begyndte at svare på hans beskeder om, hvorfor han gjorde det, hvor forfærdeligt han havde det med det og, at han ville gøre alt for at snakke med mig ansigt til ansigt.

  Der havde været en periode, hvor han havde opgivet at skrive til mig, fordi han vel inderst inde ikke ønskede at genere mig, men jeg valgte så at kontakte ham, fordi parter af min forstand kunne forstå ham langt om længe. Han gjorde det for Lula hende selv. Han gjorde det for os. Os alle. Han vidste, at vi ville blive slået ihjel, hvis han tilkaldte hjælp, og han vidste, at Lula led, og han satte en stopper for det.

  Det mest forfærdelige var dog, at vi fandt ud af, at Dylan og Darren ikke var de eneste, der var sendt på mission i skoven; Mange var, og begrundelsen stod på, at der blev transporteret flere og flere ymbesser den aften. Det vil sige, at vi kunne have forladt stedet og selv kørt Lula til hospitalet, for nogen var der allerede til at afløse, selvom vi ikke havde kunnet kontakte en ambulance.

  Efter et svingende forhold med Darren besluttede vi om sommeren at blive sammen. Alt gik som planlagt, og Darren fik sit job – og jeg fik mit. Mor lod os midlertidigt flytte ind i bedstemors og bedstefars hus, hvor vi endnu boede. Det var dels for at komme tættere på hinanden, dels for at få mere privatliv, specielt for at fortrænge hændelserne med Lula, som jeg stadig havde mareridt om. Der gik ikke et øjeblik, hvor jeg ikke tænkte på hende – hendes skrig. Men jeg lod det ligge i baghovedet. Jeg lod fortid være fortid, trods jeg ofte tog mig selv i at bryde sammen i tårer, omringet af mørke, mens jeg skælvende så scenen spille sig for mine øjne gentagende gange.

  Når folk sagde ”vi lever godt”, ”vi har det perfekt” eller ”vi er glade for, hvad vi har” så talte man om korte øjeblikke. Man talte ikke for, hvor elendigt man havde det for få sekunder siden, man talte ikke for fremtiden. Man talte for momentet, der inden længe ville være svunden tid, og så kunne man bade rundt i tårer af bekymring og angst. – Og sådan her havde jeg haft det konstant siden ’den tid, som jeg helst vil glemme’. Jeg var lykkelig det ene øjeblik med Darren, med mor, med Max, med livet foran mig. Det næste væltede hver en bygning i mit areal, og det skete så snart jeg skuede Lula en tanke.

  Bare jeg så en blomst, som jeg vidste, at hun kunne lide, begyndte alt at mørkne. Så jeg tog mig nu tid, hver gang tårerne pressede på. Jeg tog mig tid til at tænke og tænke og tænke på Lula, og jeg valgte de øjeblikke ud, der var vores gode.

  Uendelige sommerdage, sommernætter, vinterdage, vinternætter, uendelige alt var hvad, der gled forbi mit syn. Der var så mange ting, som Lula og jeg havde oplevet sammen. Der var så mange områder, der blev udforsket og beundret fra vores begges sider, at jeg virkelig indså, at den pige havde gjort livet til en lykkelig uendelighed for mig.

  Måske brugte hun så meget energi på mig, at der i sidste ende ikke var nok til hende selv. Universet træf beslutningen, som hun selv stod bag. Hun ofrede sig for sin ven, og jeg ville ikke ødelægge resten af mit liv ved at gå og tænke over dét, over hendes triste død, når hun gav sit liv og sin energi for, at jeg skulle leve godt. Hun fortjente mere, end hvad jeg kunne give hende, men nu var der endeligt noget, der kunne gøre godt.

  Udenfor huset nær London piskede regnen ned mod vejen, torden sønderslog luften i kolossale, mægtige brag og lyn skød hastigt ned i flettede knuder, som endte med at splintre fra hinanden og til atomer i skarpe lysglimt. Det fik mig til at tænke på det stadig uopklarede ’Lyn-Mysterium’ fra ’den nat’.

  Gemt under et lunt, uldet tæppe sad jeg på sofaen i min stue. Min stue. Darrens og min. Jeg lyttede til uvejret og varmede hænderne på et varmt krus te, mens jeg svagt kunne høre biler køre forbi på vejen et stykke udenfor forhaven.

  Darren var ovenpå på det, som vi havde lavet til hans arbejdskontor. Han brugte meget tid derinde; Skrev artikler, hvorimod jeg foretrak at sidde i stuen og arbejde. Der var mere ro til det uden, at der var for meget ro. Jeg kunne lide, når det regnede, for trods det kunne fremkalde deprivation, beroligede det nerverne og satte mig i sindstilstand, der gjorde det nemmere at arbejde. Men i dag.. I dag var bare en fridag, hvor jeg sad alene og tænkte over tingene.

  Jeg overvejede at række ud efter fjernbetjeningen og tænde for tv’et, måske se en spændende serie, men jeg var for hvileløs til at kunne sidde og bare glo på en oplyst skærm. Jeg kunne ikke beslutte mig for, om jeg havde lyst til at løbe ti mil eller synke ned i sofaen og aldrig komme op igen. Det var ulempen ved for meget tid i en halv depressiv fase.

  ”Darren?” kaldte jeg højt og så hen mod trapperne.

  Der lød et hjulspind fra vejen med et efterfølgende råb, som jeg på en eller anden måde fandt skræmmende bekendt, men alligevel så langt fra klar nok til at kunne være en bekræftelse.

  Tøvende så jeg ud af vinduet og over hækken, men der var intet at se. Så var det nok bare nogen, der havde været ved at køre gal eller noget i den stil; Ting, der ofte kunne ske.

  ”Darren, jeg tager hen på kirkegården!” råbte jeg for at sikre mig, at han hørte det. ”Jeg vil besøge Lulas mor derefter! Tager du med?” Jeg forventede et ’nej’, men man vidste aldrig.

  Traskende gik jeg op til ham, da han ikke svarede. Jeg fandt ham med øretelefoner i, fokuseret på sin artikel.

  Pokkers, han havde slet ikke hørt mig. Tænk, at jeg kunne have været blevet dræbt på den tid, og så sad han bare der!

  Sukkende gik jeg hen bag ham og tog øretelefonerne ud, hvorefter jeg kunne høre lyden af en optagelse af en eller anden mand, der var interviewet. Med det samme vendte Darren sig mod mig med et klart blik og et smil over læberne. Jeg lod mine fingre glide gennem hans bølgede, sandfarvede hår og kyssede ham smilende på munden.

  ”Det er Lulas fødselsdag, så jeg har tænkt mig at tage hen med en buket blomster og sådan på hendes gravsted og så besøge hendes mor, hvis det er i orden med dig.” Jeg satte mig på hans skød på kontorstolen med min mave ind mod hans. ”Jeg tænkte, om du ville med. Før eller siden kan du blive nødt til at møde hende. Hun hader dig altså ikke.”

  ”Min skat, du ved, hvad jeg gjorde.” Hans blik faldt. ”- Og jeg vil gerne blive hjemme, jeg skal desuden blive færdigt med det her til i morgen, og jeg har travlt. Men.. Du må gerne hilse hende fra mig og sige, at jeg desværre havde for meget at se til. Sådan er det jo nogle gange.”

  ”Din asociale klovn,” fniste jeg og bøjede mig ind over ham. ”Min asociale klovn. Så ta’r jeg afsted nu.. Hvis du virkeligt.. Inderligt.. Ikke ønsker.. At tage med mig.”

  Han kyssede mig på næsen og lagde sine hænder om mig.

  ”Undskyld. Det er bare..” Han stoppede med at tale.

  ”Det ved jeg,” mumlede jeg og skubbede mig tøvende fri. ”Det er okay. Jeg ved godt, at det også var hårdt for dig.”

  Jeg gik hen mod døren og ud på gangen. Med det samme tog en ubehagelig følelse over mig, men jeg genkendte den ikke som noget bestemt. Nærmest bare som et tomt plads, der blev fyldt med glød og brændende varme. Det gav et jag ind i benene, og jeg måtte læne mig op ad væggen for ikke at vælte.

  Hvad var der dog galt med mig?

  På vej ned af trapperne klemte jeg min hånd godt mod gelænderet, og da jeg trådte ned på trægulvet og gik ind i stuen for at rydde op efter mig, havde jeg den her ubehagelige fornemmelse af at blive betragtet. Så jeg vendte mig om mod vinduerne for at se, men der var ingen at få øje på.

  Dette kunne ikke være..? – Nej, nej, det var absolut ikke sådan. Det var det bare ikke.

  Da jeg var gået ind i køkkenet med mit krus og skyllet det, gik jeg usikker ud for at hente min regnjakke. Der var trods alt stadig elendigt vejr udenfor. Trist på Lulas fødselsdag. Hvis hun havde været her, havde hun helt bestemt ikke fundet sig i det. Jeg kendte min veninde, og jeg vidste, at hun ville tage på ferie i lyset og først komme tilbage hertil, når mørket var ovre.

  Iklædt mine marineblå støvler matchende min regnjakke af samme nuance stoppede jeg mobilen ned i lommen på jeansene og åbnede tøvende døren op. Jeg trådte ud på første trin foran døren og vendte mig om mod den for at tjekke efter om min nøgle passede i, hvis det nu var den forkerte, der lå i jakkelommen.

  Men den passede, og jeg stoppede den tilbage igen på sin plads, hvorefter jeg vendte mig om mod havelågen.

  Hvad? tænkte jeg og så igennem regnen på den åbne, hvide låge ved hækken, hvorfra en stribe af blod var malet over murstenene og hen over det våde græs. Blodet var tyndt og endnu tyndere blandet med regnen, der skyllede ned. Det cirklede i krogede mønstre den hele vej, men hvor fra kom det?

  Tøvende og forsigtigt trådte jeg ned på murstene og så i den retning, som blodet strakte. Det førte om bag huset og.. Måske var der nogen, der havde holdt øje med mig? Men.. Nej, glem det. Det måtte være et dyr, der var skadet.

  Alligevel tog jeg mig selv i at snige mig hen ad husmuren og ud på det fugtige græs, som foldede sig om mine støvler i en levende bevægelse. Der var ikke lyde fra andet end vinden, der stormede og så regnen, der piskede mod husets vinduer. Det var bare den kriblende fornemmelse under huden, som fik mig til at fortsætte med dunkende puls og kastende blikke.

  ”Hallo?” kaldte jeg og gik hen mod husmurens kant, hvor blodet næsten utydeligt var mærket. ”Kom.. Kom frem.”

  Det var dumt det her. Jeg måtte gå ind efter Darren, og så kunne han gå ud og tjekke efter. Han ville ikke have noget imod det. Det var formentlig alligevel bare en hare, som havde slået sig, da bilen på vejen havde lavet hjulspindet. Hvilket fjols gjorde også sådan noget? Det kunne være livsfarligt!

  Langsomt vendte jeg mig om for at gå ind. Jeg tog tre skidt, og i det næste sekund fik jeg et tungt slag i baghovedet. Jeg nåede ikke at skrige, før jeg faldt omtåget ned på det våde græs med ansigtet først, og hele min krop lå fladt med et begyndende, blodigt sår hvor slaget havde ramt.

  Jeg hev desperat efter vejret og forsøgte at vende mit hoved om for at se, hvem der overfaldt mig, men det var umuligt, for min nakke havde givet sådan efter for faldet, at det sved og føltes som var den knækket.

  En bred hånd greb om min skulder og vendte mig med ansigtet op. Jeg forsøgte at få øje på personen, men jeg kunne ikke se ham eller hende, for noget blev holdt op for øjnene af mig. Det var en seddel – en besked. Der stod noget på det, som var halvt tværet ud af regnen, men det var endnu læseligt.

  ”Læs op!” råbte en dyb mandestemme, og det gav et sæt i mig.

  Jeg fandt stemmen genkendeligt på en bizar måde. Hvem var det? Loren? Men hvorfor vende tilbage helt alene nu?

  ”DARREN!” skreg jeg i et forsøg på at få ham herud, men manden sparkede mig skarpt ind i siden.

  ”Læs det!” råbte han højere og holdt sedlen strakt ud.

  Det var svært at fokusere på bogstaverne, som stod skrevet. Mit blik røg ind og ud af fokus, og smerten fra mit baghoved og svimmelheden gjorde det nærmest umuligt at læse.

  ”Der.. Der står.” Men mit blik stivnede, da det fangede indholdet. ”Du troede, at du vandt spillet, Birdy? Tænk om igen. Jeg er her stadig, og Loren er her stadig. Sådan går det, når man bryder reglerne. Troede du virkelig, at du kunne slippe afsted med at blande dig i gerimidenternes missioner to gange i streg? Slemme piger vil blive straffet. Det burde du have lært. Nyd vores forsinkede gave, til vi ses igen. Hvis du da har tænkt dig at bemærke mig næste gang.

–      Riddle.”

  Manden tog tøvende beskeden til sig selv, og langsomt blev hans ansigt tydeligere og lettere genkendelig.

  Mit hjerte holdt op med at banke, og luften forlod mit bryst.

  ”Er du Birdy?” spurgte han med en toneleje, som jeg huskede den præcis fra sidst.

  ”Ja.. Leo?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...