Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34836Visninger
AA

50. ❀ Kapitel Niogfyrre | Goddag Fremtid

Hvad skete der? Hvor er jeg?

  "Birdy?" lød Darrens stemme. Han tog sine hænder ind under mit liv og løftede mig op fra den kolde jord, så jeg sad op. "Er du okay?"

  Hvorfor er her så koldt?

  "D.. Darren.." gispede jeg og åbnede langsomt mine øjne.

  Omkring mig var alt hvidt. Kulden rev i min krop og krøb ind under huden, forvandlede mig til et bevidstløst mareridt. Ude af kontrol rystede hver en knogle, hver en ben; hver en levende organ i mig var isnet og tiggede om nåde for ikke at dø. Jeg kunne lugte jord, jeg kunne føle frost og is, og jeg kunne uden tvivl høre lyden af biler i det fjerne. Deres summen var ikke til at tage fejl af. Men hvordan havnede jeg her?

  "Hvad fuck er her sket?" Jeg forsøgte at rejse mig op for at komme væk fra den bidende kulde, men jeg opdagede til min skræk, at min krop var urokkelig. Mine ben sov, og det prikkede i dem - føltes som blev de angrebet af tusind stikkende nåle, og ligeså føltes det sådan på resten af min krop.

  Forhastet løftede Darren mig op i sine arme og mærkede efter min puls for at se, hvor slemt det stod til, og i samme øjeblik hans varme fingre mødte min hud, forstod jeg, hvor forfrossen jeg egentligt var. Darrens varme føltes som en brændende bid af solen mod min krop, og jeg skreg efter mere - skreg efter varmen. Men alligevel tog den kolde vind fat om min krop, og løbende bar Darren mig væk fra den sneklædte mark, som jeg var vågnet på. Jeg kunne pludseligt få øje på vores hus, og jeg så Darrens Ford Kuga var parkeret udenfor. Jeg spekulerede på så meget, og jeg kunne ikke vente et øjeblik til med at kaste kulden af min krop og møde varmen indenfor.

  Klamret til Darrens krop forsøgte jeg febrilsk at bevæge mine arme og ben. Jeg ville skrige, men min stemmebånd var knækket og føltes kold og tør. Gåsehuden klædte min krop til, rejste sig og vred små millimeters areal hver. Errector pili - musklen, der skyldtes disse små cirkellignende celler, - havde kæmpet til den endte bevidstløs og stivnet, og den var bare én af delene på min krop, der havde gjort sin part for ikke at overgive sig til magtesløsheden nu i sidste ende. Jeg frygtede, om jeg nogensinde ville komme til at bevæge min krop igen. Hvad der reddede den tanke var, at hvad jeg følte i min krop nu, det var en følelse. Hvor der var tegn på følelser, var der tegn på liv. Så længe der var liv, var der en chance for alting. At jeg kunne bevæge min krop igen var inkluderet.

  Da Darren nåede ind i huset, var det til min overraskelse, at ingen andre var hjemme. Darren fangede hurtigt et tæppe, lagde det omkring mig, tændte op for varmen i huset og lagde sig tæt ind til mig på sofaen.

  "Det er for varmen," mumlede han.

  "Klart," hviskede jeg hæst, og det forskrækkede mig, hvor ødelagt min stemme var.

  Forsigtigt lagde Darren sin hånd om min hals. Jeg kunne føle, hvordan det mærkede som blev hele min krop sat i gang igen, og grebet om min hals føltes som en optøning, samtidigt med at han også rykkede sine hænder op for at varme mine hænder og ører skiftevis.

  Efter få minutter fandt han sin mobil frem og ringede et nummer op.

  "Det er bare til din mor," forsikrede han mig, og opkaldet blev godkendt. "Hun er sikkert hjemme, Mrs. Green. Vil De ikke sige det til Cece også?"

  Jeg kunne ikke høre svaret, men jeg fornemmede et desperat 'jo,' og der blev lagt på. Jeg så op på Darren, bad ham ligge sig ind til mig igen uden at sige et ord, og han lagde sig ned og omfavnede mig i et kys, der varmede mere end noget andet han havde gjort.

  "Hvad er der sket?" spurgte jeg med knækkende, rystende stemme og lukkede øjnene i. Selv de frøs.

  "Din mor ringede, - sagde at hun ikke kunne finde dig. Jeg vil også gerne have svar på, hvad der har forgået."

  Tøvende begyndte jeg at røre på min hånd igen. Darren tog fat om den, lod den glide ind under hans bluse og varme mod hans mave, trods det gib det gav i ham, da han mærkede, hvor kold den var. Det undrede mig, at jeg intet huskede. Jeg burde huske, hvis jeg var endt op på marken, men det sidste min hukommelse gad fortælle mig, var at jeg faldt i søvn på min seng og længdes efter Darren.

  Som jeg skulle til at spørge, hvorvidt han havde set mine beskeder eller ej, og hvorfor han ikke havde svaret eller givet mig tegn på liv, vågnede jeg op i et forfærdet skrig, hvor ikke en lyd forlod mine sprukne læber. Mine hænder var krøbet sammen om det fugtige lagen, og min kæbe var på vej til at springe itu. Jeg kunne ikke få vejret ned i mine lunger, og forskrækket gav jeg slip på mine muskler, hvorefter min krop med det samme blev slap og faldt sammen på sengens våde overflade. Målløs over min livagtige drøm stirrede jeg fladt ind i murens tomhed. Det hvide tapet syntes at være mørkt, og jeg følte mig syg af feber.

  "Jeg får fandme aldrig søvn," hvæste jeg og mærkede efter på min hals, der før havde føltes så kold. Nu var den nærmere lun.

  Med slæbende skridt trak jeg i mit tøj. Jeg kunne se på mit ur, at det var tidlig morgen. Jeg gad vide, om mor var oppe. Formentlig sov hun og nød, at det ikke var en af hendes lange arbejdsdage. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor hun valgte sit job, - hvorfor hun foretrak at arbejde omkring døde kroppe. Nu gav det rent faktisk mening; Døde kroppe var uden sjæle, og alt uden sjæl kunne ikke bringe fare. Det var et fredeligt job på de tanker.

  Cece sad i stuen, da jeg gik nedenunder. Hun hvilede sig træt op af sin hånd og stirrede tomt ud af vinduet, men hendes ansigt gav tegn på liv, da hun opdagede mig. Jeg ville gerne vide, hvad der foregik i hendes hoved. Jeg ønskede at kende til hendes tanker - hver og en. Jeg ville sikre mig, at jeg på alle betingelser kunne stole på hende.

  "Jeg er bange, Birdy," hviskede hun. "Hvad har de gjort ved dig?"

  "Hvem?" spurgte jeg og satte mig tilrette i lænestolen. "Hvad mener du?" Jeg kom til at tænke på, om hun havde bemærket, hvordan jeg havde vågnet op den seneste tid. Men hvordan skulle hun også have bemærket det? Hun sov jo nedenunder.

  "Før hørte jeg dem bare. Skridtene." Hun så nervøs ud. "Jeg troede, at du var oppe for at tage et glas vand. En natterutine. Jeg vågnede hver gang." Hun fik tårer i øjnene. "Jeg tror, der sker noget i dit hoved. Det er skræmmende." Hun slap masken og forsøgte at se mindre forskrækket ud. "Du ved.. Der er søvngængere, ik'?"

  Jeg nikkede, men jeg forstod ikke, hvad hun mente - overhovedet.

  "Det er slet ikke sådan," forklarede hun. "Kan du ikke selv se det? Jeg så det. Jeg så det i nat. Men man må ikke vække søvngængere, og jeg ved godt, at du ikke gik i søvne, men det.."

  "Ej, seriøst, stop. Helt ærligt, bare stop. Jeg vil ikke vide mere. Bare lad det hele, fucking være." Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet, ville tage et tår vand, men det fik mig bare til at tænke på, hvad Cece sagde, og så ville jeg ikke. Så jeg satte mig ned på en af køkkenstolene og begravede mit hoved i mine hænder. Fuck mit liv, mand. Fuck det her - og det hele.

 

Ikke et ord til var der blevet sagt mellem mig og Cece. Dog til formiddag spurgte jeg hende koldt, om hvad jeg kunne gøre for at få Darrens kontakt uden at stalke ham og invadere hans hjem. Hun nævnte, at jeg kunne spørge en af hans bekendte om hjælp. Hun kendte ham ikke godt. Så jeg kom til at tænke på Dylan, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Så var der ikke andre end Richard og Hannah, som jeg kunne komme i tanke om, og da Richard var død, var der kun Hannah tilbage. Jeg vidste, hvor jeg kunne finde hende, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle spørge hende om. Jeg brød mig ikke engang om hende. Hun mindede mig om en luder.

  Alligevel tog jeg bilen ud til hendes tatovørshop i den aflange gyde. Denne gang behøvede jeg ikke Darren til at se virkeligheden. Butikkerne og de menneskelignende var lige så klare som sidst (men der lugtede endnu værre af skidt og regnvand), og jeg genkendte med det samme butikken med den blanke dør, der ville føre ind til gangen til Hannah og hendes apparater.

  Jeg gik ubemærket hen til døren, åbnede den op og svandt hen til den næste dør, hvor der blev åbnet, inden jeg overhovedet nåede frem.

  "Goddag, Brunøje," hviskede hun nervøst. "Jeg vidste, at du ville komme. Ellers har jeg normalt fri til den her tid, men kom bare ind. Du kan tage plads i stolen."

  "Jeg skal ikke tatoveres igen," mumlede jeg. "Jeg ved knap nok, hvorfor jeg er her."

  "Det gør jeg."

  Jeg studsede. "Undskyld, hvad?" Mit blik flakkede rundt i det svage lys, og jeg satte mig alligevel på plads i stolen. Jeg huskede angsten sidste gang, da jeg fik lavet fjerene. De var pæne, som jeg så på dem nu. "Er du synsk?"

  "Nej," smilte hun og rullede klippestolen hen til mig, satte sig på den og lænede sig op ad redskabsbordet. "Men hende, jeg har snakket med, er. Hun hedder Jane, Jane Stark."

  "Hvad vil jeg her så?" spurgte jeg nysgerrigt.

  "Jane ved det kun, fordi hun hørte dig selv fortælle det her. Det er ikke mening, at jeg skal fortælle dig det. Jeg er her, fordi hun ikke kan vise sig i denne farlige tid. Jeg er her for at bringe hendes ord, men du må først fortælle mig din begrundelse for at sidde her nu."

  Jeg tøvede. "Det er nok.. På grund af Darren. Men hvorfor jeg er her, det er jeg ikke helt sikker på. Jeg forventer hjælp. Jeg forventer, at du fortæller mig noget."

  Hun fnes. "Lille, lille Brunøje. Du har mere kontakt med ham, end jeg har. Det eneste jeg kan gøre er at fortælle dig, hvordan han har været, og hvor han har været. Han var min træner - ikke min ven."

  "Det ved jeg," mumlede jeg. "Undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom her." Jeg ville rejse mig og gå, men hun holdte mig fast.

  "Er du sikker? Er der intet, jeg kan gøre for dig?" Hun så på mig.

  "Fortæl mig. Om Darren. Om mit liv. Det er formålet, ikke?"

  Hun nikkede.

  "Der er mere liv i dig, end du tør åbne dine øjne for."

  "Jeg forstår ikke, hvad du mener."

  Efter lidt tid rullede Hannah tilbage og lænede sig sukkende tilbage - tænkte formentligt på, hvad hende Jane havde fortalt hende. "Du bliver nødt til selv at finde ud af det med tiden. Det siges at have en vigtig betydning. Jeg ved ikke hvorfor, og mere fik jeg ikke forklaret, men du skærmer for noget indeni dig, og du må hellere passe på ikke at ende op som en gigantisk eksplosion, der knuser alle enhver omkring sig i sidste ende."

  Tøvende rejste jeg mig op, hviskede et farvel og skred ud af døren. Jeg tog direkte hjem, rodede i skuffen efter en kniv og løb hulkende ind på badeværelset. Inde i mit hoved begyndte den skrattende sirende at lyde igen. Højere og højere for hvert et sekund lod jeg den drive mig til sindssyge, før jeg låste badeværelsesdøren og pustede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...