Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34361Visninger
AA

10. ❀ Kapitel Ni | Dræb Ikke En SangFugl Part 2

Uretfærdigheder: Vi levede af dem. Vi levede med dem.

  Den største uretfærdighed lige nu var, at Eric skulle være min lærer. Hvorfor?: Fordi han simpelt havde planer om at tage livet af mig og Lula.

  Med tasken om skulderen gik vi ud af skolen og til skovåbningen, hvor Darren og Richard ventede på os.

  Gritzbee-skoven havde jeg altid været bange for. Den var stor, der var mørkt, og jeg havde min egen teori om, at en ond ånd hjemsøgte den.

  "Jeg tænker, at vi skal opdele os," forslog Richard meget leder-agtig. "Så finder vi nok frem til 'skatten' hurtigst muligt. Vi kan bare ringes ved, når vi har fundet noget."

  Vi nikkede alle til hinanden. Lula havde hverken Richards eller Darrens mobilnummer. Men hun havde mit, og jeg havde Darrens, og Darren havde Richards. Så det gik vel på en måde op.

  "Mig og Lula, dig og Darren?" spurgte jeg, og Richard svarede ja.

  Hver i sin del af skoven, gik vi ind. Der var en uhyggelig stemning, der fik mig til at tænke på, om det var meningen, at Eric havde valgt det sådan.

  Frygten for at blive narret, og en dreng iført kostume snart ville springe frem fra et træ, plagede mig en hel del.

  Her var meget stille. Ingen af os gad sige noget, og jeg vidste, at vi tænkte på det samme.

  Hvorfor ville Eric sender 2. g'er. på skattejagt, i byens mest uhyggelige skov? Ville han virkelig bare skabe god stemning, eller ville han skræmme livet af os?

  For tiden var der flere spørgsmål end svar. Jeg var ved at rode mig ud i noget, jeg ikke kendte til. Jeg kendte hverken til goderne eller konsekvenserne. Alligevel følte jeg det, som var det dét rigtige.

  Jeg kunne dog sagtens tage fejl. Det var sket før. Aftenen Leo døde. En del af mig skreg at jeg var skyldig, en anden at jeg ikke var.

  Måske det i virkeligheden var begge. Jeg stoppede ikke Leo i at drikke, trods jeg vidste, hvad der kunne ske.

  Leo var ikke professionel kører. Men han kørte baner, som Darren åbenbart også gjorde. Og Leo kunne sagtens have undveget bilen. Men det gjorde han ikke.

  Det kunne være påvirkningen af alkoholen, der satte ham ud af fokus. Men det var ikke kun dét! Jeg distraherede ham! Jeg fik ham til at gøre, så bilen slingrede! Og så kom den anden bil!

  Når jeg tænkte det sådan, var jeg mere skyldig end uskyldig. Sådan lød min forklaring ikke, da politiet skulle snakke med mig efter komaen. Det eneste jeg fik ud, var at nogen kørte ræs bagved os, og efterfølgende fløj bilen igennem luften.

  Lula tog min hånd, da vi pludselig kunne hører lyden af grene knække i nærheden. Jeg gøs. Vi var ikke alene.

  Hele tiden sagde jeg til mig selv, at det enten bare var nogen af de andre elever eller teorien om den syge joke. Det føltes bare ikke, som var det nogen af delene.

  "Jeg er bange, Birdy," peb Lula. Hun fik tårer i øjnene men tørrede dem væk med håndfladen.

  "Det er nok bare et dyr," forsøgte jeg at berolige os begge med.

  Et øjeblik var der helt stille. Så hørte jeg hurtige fodtrin. Hurtige åndedrag. Jeg så omkring mig for at møde de løbendes blik. Selv Lula så sig omkring. Og så kom de styrtende.

  "Løb!" skreg Darren og tog fat i mig. Jeg skyndte mig efter ham med Lula lige i hælene.

  Ved siden af Darren var Camille - skolens mest populæreste pige. Hvad lavede hun dog med Darren, når han var sammen med en anden? Mon de også havde noget sammen.

  Nær skovåbningen gav det et jag i min venstre hofte. Jeg væltede over en gren og blev kastet forover af tyngdekraften.

  Camille løb videre, men Lula og Darren stoppede op og hev mig henover skovbunden. Jeg var alt for rystet til at kunne bevæge mig. Det derude måtte virkelig være slemt.

  Lige idet jeg blev hevet ud, udgød kæmpe flammer sig fra hver en krog af Gritzbee-skoven.

  "Åh min Gud!" råbte jeg og forsøgte at finde mine vejrtrækninger tilbage. "Hvor er Richard?"

  "Richard.." tøvede Darren med rystende stemme. "Er stadig derinde.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...