Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34514Visninger
AA

51. ❀ Kapitel Halvtreds | Et Nyt År

Stuen var pyntet op med farverige serpentiner, guldfarvede balloner og bordbomber parat til i aften. Jeg tænkte hvornår sidst, mor havde været så frisk, men undlod at stille mig selv for mange spørgsmål. Mit hoved var ømt, mine tanker gjorde ondt og jeg måtte gå med en alt for lang langærmet for, at ingen skulle bemærke de blege ar på mine håndled. Jeg havde blusen trukket godt ned over hænderne og lod, som om jeg frøs, selvom jeg indenunder tøjet var ved at få hedeslag.

  Et par gange havde Darren forsøgt at ringe mig op, men jeg havde valgt ikke at tage den. Jeg ville ikke spille desperat, selvom jeg længdes efter ham. Det besvær jeg havde gjort for at få fat i ham burde ikke spildes, men han havde kun godt at selv at smage ensomheden. Alligevel følte jeg lidt jalousi. Sådan over hvordan Tess og Etienne formentlig var ved ham, og han havde det skønt uden mig. Uden mig.

  Det var eftermiddag, og himlen var hvid som sneen. Der havde ikke været flere storme,  - det ville formentlig bare blive et roligt nytår. Jeg troede, at det ville fungere bedre end de forrige år. Men mit humør var ikke i stemning til fest og fejring uanset, hvor glade alle andre var og uanset hvor flot, mor havde pyntet hele huset op. Egentligt ville jeg bare tage et varmt bad i jacuzzien, og det gjorde jeg, - begravede mit ansigt under vandet og åndede blidt ud; håbede på at det hele ville være ovre, når jeg kom op til overfladen igen.

  Folk sagde: "Det er om at bryde overfladen og se gennem vandet, og så vil du finde meningen." Jeg fandt den aldrig. Jeg ledte vel stadigt - bange for at synke ned og drukne.

  "Birdayy," sang Lula og kom ind ad døren til mit værelse. "Jeg ville bare komme forbi og sige godt nytår." Hun kastede sig på sengen og så op i loftet.

  "For at være ærlig troede jeg, at du bare ville sende en besked. Men jeg er glad for, at du kom." Jeg rullede stolen jeg sad på hen til spejlet og redte mit hår. "Har du set min besked?"

  "Hvilken besked?"

  "Den jeg sendte." Jeg smilte. "Ej, det var bare om du ikke kunne komme over i aften. Jeg forudser allerede en kedelig nat uden alkohol og usundt på grund af ensomhed, hvis ikke du kommer. Det ville være så ondt af dig at svigte mig."

  "Jeg er virkelig ond, helt vild ond," fnes hun smørret og pillede ved sit blonde hår. "Jeg kan ikke, desværre. Mrs. Parker her er inviteret ud."

  "Af hvem?" udbrød jeg.

  "Din bror."

  Jeg fnøs.

  "Argh, jeg forudser nu en endnu mere ensom aften," sukkede jeg. "Men hvad skal I så?"

  "Vi skal til Gritzbee Nytårsfest, så du og hende den anden kan jo komme med, hvis du vil?" Hun rejste sig op og hjalp mig med den fletning, jeg var i gang med at lave. "Du behøver ikke at i åbningen til det nye år. Jeg troede faktisk, at du og Darren allerede havde planlagt at tage afsted. Ham i sin flotteste, mørke smoking og dig i din skinnende, betagende kjole."

  "Nah, jeg har det lidt.. Som om han har ignoreret mig i de seneste par dage. Så jeg spiller kostbar. Vi tager ikke sammen derhen. Men ja, måske vil jeg afsted. Det er bare, at mor har pyntet så fint op herhjemme, og jeg vil nødigt efterlade hende alene på sådan en aften her. Hvad vil hun gøre, når vi flytter hjemmefra - Max og jeg?"

  "Dø?" Hun fniste. "Hm, det ved jeg ikke. Men før eller siden er I jo begge flyttet, og hun har sikkert fundet sig en at date til den tid. Det er ikke noget, du bør bekymre dig om. Bare tag med i aften, hvis du føler for det eller bliv her, hvis det er det, du ønsker."

  Jeg nikkede tøvende. "Så bliver jeg nok."

 

Radioværtens stemme lød i hele stuen, som det løb hen over aftenen. Vi fik vores klassiske aftensmad, og Max tog afsted med Lula til Gritzbee Nytårsfest. Noget i mig fortrød ikke at tage med, men jeg ville ikke lade mor blive alene hjemme i nat - specielt ikke efter alt hvad der var sket i løbet af den seneste stykke tid.

  Cece, mor og jeg gav os til at spille kort. Jeg tænkte, hvad mon Darren lavede. Hvem var han sammen med. Hvorfor kom han ikke bare herhen, - og burde jeg være bekymret? Måske var der sket ham noget, men hvad skulle der også kunne være sket.

  Klokken ti i tolv gik vi alle ud for at se fyrværkeriet fra både Gritzbee og London. Allerede meget havde malet den mørke, skyfri himmel farverig. Jeg fulgte imponeret de stigende raketter, der sprang løs i aftenen, og vi tog champagne ved midnat, da der blev skiftet til det nye år - et nyt år; hvordan mon det hele ville gå? Ville det blive bedre? Værre? Ville Loren nogensinde vende tilbage igen?

  Mit held var, at mor havde købt flere genstande ind. Der gik ikke længe, før jeg havde drukket syv af dem på få mundfulde og brækket mig ude på badeværelset. Jeg kunne ikke holde alle de tunge tanker ud, og jeg lod mig påvirke af alkoholen i håb om, at det hele så ville forsvinde.

  Slingrende skruede jeg op for det høje musik i radioen og lukkede min frygt ude. Jeg lod de rungende, bragende bastoner fylde mit hoved til min bevidsthed gled væk. Med hånden på væggens overflade trådte jeg usikkert og smilende over gulvet mod trapperne til mit værelse. Mor og Cece var i køkkenet og snakkede, og jeg ville ovenpå for at.. For at..

  Mit syn begyndte at visne og gynge fra side til side på samme tid. Jeg støttede nu begge hænder op ad væggen for ikke at vælte omkuld i forvirringen, men hurtigt begyndte også mine ben at flytte sig i alle mulige retninger i en anden virkelighed, og jeg kunne se det alt sammen, vidende at jeg stod stille her og nu.

  Pulsene i mine håndled begyndte at banke hårdt, min pande dunkede foruroligende og jeg kunne høre hvert et hjerteslag af mine, som de galopperede hurtigere og hurtigere i takt med de dystre, høje bastoner. Jeg hev efter vejret og så mig febrilsk omkring efter hjælp, men der var ingen at hente. Jeg frygtede, hvad der måtte ske. Hvis mørket overtog hele mit syn, ville jeg så komme til at se igen?

  Cece og mor ville intet kunne gøre, - selv ikke hvis jeg kaldte. Løbet var jo allerede kørt, og jeg var allerede kørt af sporet.

  Tonerne blev højere, mere skrigende - mere smertefulde, og slagene flåede mig itu. Jeg opgav at støtte mig op ad væggen og i et sidste forsøg, løb jeg mod den rungende musikafspiller og kastede mig over gulvet, som en følelse af klæbrig, våd blod gled ned af mine ører. Jeg nåede aldrig frem før mine ben forsvandt væk under mig - jeg mistede fodfæstet og stødte hårdt imod gulvet. Endnu mere flyttede scenerne sig foran mig og rokkede fra højre til venstre i en dyb uendelighed. Bassen fik mine trommehinder til at hænge på den tyndeste streng, og jeg var ved at eksplodere i smerte.

  "Jeg ser dig," sagde den metalliske kvindestemme ud af musikafspilleren imellem de høje stød fra bassen. "Jeg ser, hvem du er. Jeg ved, hvad du frygter."

  Stakåndet borede jeg mine negle ned i gulvet, til kødet løsrev sig. Jeg vred mig i den flintrende smerte, der jog igennem mine knogler.

  "Jeg finder dig," fortsatte stemmen sjæleløst. "Jeg vil straffe dig. Jeg ved, hvad du har gjort. Jeg ser, hvem du er. Jeg ved, hvad du frygter. Dit mareridt er ikke forbi."

  Skrigende gylpede jeg tykt og mørkerødt blod ud af munden og mærkede det sive ud af næsen. Jeg kunne lugte den metalliske, kvalmende stank af det og væmmedes, men lugten svandt væk i bølgerne af chok og rædsel.

  "Mor!" skreg jeg og så ud i køkkenet. "Cece!" Ingen af dem var til at se, og mere blod kom i et opstød. Det drev ned ad mine kinder og dryppede på gulvet, som jeg uroligt i krampe vred mig på gulvet og tiggede om nåde.

  Højere og højere spillede bassen, til musikken til sidst nåede sit højeste punkt, og med ét blev hver en lille lyd revet ud af mine ører, og kun den velkendte, skingre sirene spillede for mig. Der var så meget tavshed, at jeg i et øjeblik troede, at jeg var død.

  Min mund stod på vid gab, og jeg skreg. Jeg vidste, at jeg skreg. Jeg kunne mærke mine muskler spænde. Jeg kunne føle smerten, der fik mine lunger til at klemme sig mere og mere sammen, men samtidig kunne jeg fornemme den energi jeg brugte for at klemme mere luft ud til skriget. Mine nerver var presset til det yderste, og jeg gjorde det udtryk, når man skreg for alt i verden; Troen, håbet, livet, ens familie. Men ikke så meget som en lille klang kunne høres.

  Med det samme blev jeg hevet ud af virkeligheden og sad nu forpustet lænet op ad væggen ved trappen med kæmpe svedpletter under armene og sveddråber på panden. Mit tøj var klæbrigt, og min krop var øm efter at have brugt så mange kræfter. Jeg gad vide, hvor længe jeg havde været væk. Men kunne jeg overhovedet stole på, at noget af dette var sandt?

  "Årh, så er du vågen igen, skat," hviskede mor, der sad på trappen ved siden af mig, og kyssede mig på min våde kind.

  Jeg bemærkede, at mine negle var lige så fine som før - ingen hud revet til blods. Ligeså havde jeg heller ikke følelsen af blod i ansigtet, og da jeg mærkede efter, blev jeg skræmt. Ikke en dråbe af det havde klemt sig ud. Det jeg havde følt, havde følt så sandt - så rigtigt. Det kunne ikke have været en drøm. Jeg sov jo slet ikke på det tidspunkt. Jeg var vågen under hele forløbet, - hvordan kunne alt lige pludseligt vende sig om til at blive andet end sandheden?

  "Birdy!" råbte Cece og kom løbende ude fra køkkenet. Hun havde et glas vand med, som jeg tog en slurk af.

  En hæs hvisken kom ud af min mund, og jeg så skræmt op ad trapperne, tænkte hvordan det kunne være endt, hvis jeg havde været et par skridt oppe, da synerne kom. "Jeg tror.. Jeg tror, jeg.. Jeg behøver at kontakte en psykiater."

 

Med de bragende nytårsskyts stadigt i gang udenfor blev jeg hjulpet op på mit værelse. Jeg ville sove, men jeg var lysvågen og rædselsslagen. Jeg ringede hurtigt Darren op, trods mor var imod og mente, at jeg desperat manglede søvn. Det kunne være nødvendigt efter at være "besvimet." Men jeg ville ikke glide væk igen, bange for hvad der måtte ske i mine drømme.

  "Du tog ikke mine opringninger," var det første Darren sagde.

  "I lige måde! Jeg har forsøgt at kontakte dig hele julen! Har din far ikke sagt, at jeg har været forbi for at snakke med dig?" Jeg klemte så hårdt om mobilen, at jeg følte, at den var på vej til at blive knust.

  "Øhm, angående det.." Han tøvede.

  "Fuck dig, fuck det. Der var en grund til, at jeg ringede, - og det er.. Har du hørt om.. Er det muligt, at man kan få hallucinationer og mareridt af blodstoffet fra tatoveringen eller fra den test jeg og Cece skulle op til?"

  Der lød ikke et svar i noget tid.

  "Det tror jeg ikke. Men der er noget, der hedder skizofreni, hvis det er dét du tænker på." Han talte lavmælt.

  "Er der noget i vejen, Darren?" spurgte jeg.

  "Egentlig ja. Jeg vil gerne forklare dig noget."

  "Så gør det."

  Jeg vendte mig om på sengen og tog et tår af det vand, som jeg havde stående på natbordet. Helt ærligt orkede jeg ikke at høre mere. Jeg havde en enorm hovedpine, og jeg følte mig sløj og tanken om, at vi skulle flytte ud i morgen, gjorde alt værre.

  "Det er sådan, at jeg ikke tog dine opkald, fordi jeg ikke ville lyve for dig, hvilket jeg ville blive nødt til indtil cirka.. Nu."

  "Hvorfor skulle du lyve for mig?" spurgte jeg undrende.

  "Fordi der er noget i gang, som nogen ønsker, at du skal være en del af. Faktisk ret stor del." Han sukkede. "Jeg blev inviteret til Oxford med Tess og Etienne i et par dage for at høre mere om det af lederens egne ord. Du har formentlig allerede hørt hendes navn af Hannah. Det sagde Jane i hvert fald."

  Det var hende den synske!

  "Ja, jeg har hørt hendes navn. Det er ikke noget gerimidentrelateret, vel? Du ved, hvad Loren sagde."

  "Loren er ikke til at stole på alligevel," forsikrede han. "Jane Stark er en stærksindet gerimident, der kæmper for vores alles retfærdighed imod Loren. Der er ikke mange, der kender til hende ud over de på hendes team og så lige Lorens styrke. Hun kender den mørke treenighed,"

  "- som jeg ikke har noget med at gøre," indskød jeg.

  "Som du har en del med at gøre. Den stammer fra din slægt, og selvom du ikke besidder den, har du stadig noget af det stærkeste blod. Specielt nu du er gerimident."

  "Og hvad så?!" råbte jeg lavmælt, for at mor og Cece nedenunder ikke kunne høre det. "Der er ikke noget at gøre, vel? Jeg har lovet Loren at holde mig fra alt gerimident relateret, og hvis det er, hvad der skal til for vores alles sikkerhed, vil jeg ikke bryde løftet."

  Darren tav for nogle sekunder. "Hør, det er ikke min idé. Jeg er skide bange for at der sker dig noget. Dig. Ingen andre. Jeg ved ikke om planen er gennemtænkt eller ej, men jeg synes, at du skal give det en chance."

  "Hvad? Nej!" Min pande begyndte at dunke kraftigt. "Det kan du ikke mene seriøst?"

  "Nej, men det kan Jane. Jeg havde bedt nogle af hendes folk om at komme og forklare dig det på en passende måde, fordi jeg ikke troede, at jeg selv kunne gøre det godt nok. De vil komme, Birdy. Please giv dem en chance. For vores alles skyld."

  Jeg skyndte mig hen til vinduet.

  Himlen var endnu oplyst af bragende raketter. Fuck. Det betød.. Mit syn havde talt sandt. De havde måske allerede haft samtalen og forsøgte at ringe Darren op uden at kunne! Hvad ville de så gøre? Gå igen? Komme ind? Aldrig! Det ville aldrig gå! Mor vidste ikke engang, at jeg var blevet en gerimident! Hun vidste ikke, at Cece og Darren var! Hvad ville hun ikke gøre, hvis hun fandt ud af det?

  "Er du syg?!" råbte jeg. "Har du overhovedet tænkt dig om?! Alt kan gå galt her. Jeg kan ikke deltage i Jane hvad-ved-jeg's lille oprør, - jeg kan ikke vide mere om gerimidenterne eller hjælpe jer på nogen måder. Jeg er et menneske. Jeg er ikke nogen gerimident. Jeg er et håbløs, egoistisk menneske uden superhelte kræfter og uden spændkraft. Jeg er komplet mistroisk for alt jeg ikke kender, jeg er ond, bange og forvirret ukontrolleret, jeg kan bære masker, fordi jeg ikke tør vise mig selv, og jeg er ikke en gerimident, og jeg vil intet have med jeres oprør at gøre."

  Darren tav, og det gjorde jeg også. Jeg lagde på, løb forpustet ned ad trapperne og ignorerede mor, da hun spurgte, om jeg pludseligt havde fået det bedre. Jeg nåede ikke mere end at komme til stuen, før det bankede på døren. Ikke et sekund til gad jeg vente, og jeg skyndte mig ud og åbnede op.

  "Jeg vil ikke have noget at gøre med.." Jeg kom chokeret til at se ind i det velkendte ansigt. "- Jer.. Hvad laver du her? Lula?"

  Hun så undrende på mig. "Max gav sig til at snakke med Ryan og de andre (jeg dømmer ikke), og der var ikke rigtigt nogen at tale med, så jeg sagde til ham, at jeg tog her hen, hvis ikke I var gået i seng. Jeg kunne lige se, at der stadig var lys i huset, så.." Hun tøvede. "Var det de, som kørte væk nu, som du troede det var?"

  "Ja," sagde jeg. "Det var det sikkert. Men altså nu er ikke et særligt godt tidspunkt. Jeg føler mig ret syg. Virkelig beklager."

  "Årh," mumlede hun. "Klart, okay. Jeg.. Tager bare hjem så. Hej."

  Jeg nikkede, sendte hende hjem og lukkede langsomt døren i, før hun rigtigt kom videre. Jeg mente det, når jeg sagde, at jeg følte mig syg. Lula måtte alligevel gå. Mor ville nok ikke lade flere end Cece ind, - og Max til den tid, som det havde gået i aften.

  Men måske var det heldigt, at Lula havde kommet forbi. Hvem sagde, at det ikke var hende, der havde skræmt Janes tre amerikanske musketerer hjem igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...