Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34737Visninger
AA

41. ❀ Kapitel Fyrre | Maskerade Piger Part 1

Der var ikke noget specielt ved indbydelsen. Den kom bare. Lidt ligesom et jag i benet, bortset fra at det ikke gjorde ondt. Den kom uventet og pludseligt som den skiftende vind.

  Det var Dylan og Imogen, det drejede sig om. De havde helt officielt (åbenbart efter længe) besluttet sig for at blive et par - der i fremtiden ville blive til mere. Så oven i at det i morgen ville være Imogens fødselsdag, skulle der fejres på Willum Wilson; en eller anden kæmpe bygning i London.

  Gæt hvad: Temaet var Maskebal. Gæt igen: Sidste maskebal endte med at jeg blev arresteret. Det skulle ikke gentage sig. Men når det var sagt, så var der jo heller ikke nogen døde.. Endnu.

  Imogen, der havde haft ringet fra Dylans mobil, forklarede desuden, at det desværre kun var med én dags varsel. Én pokkers dag. Og til det behøvede jeg 'kun' en ny kjole, en ny maske, en ny alt muligt!

  Dog holdte Darren fast i, at vi skulle tage afsted sammen - og Cece med. Vi havde trods alt fireogtyve timer til at ordne det hele, og det ville være spild af tid at sidde herhjemme og glo på mine meget triste babyfotos. Triste fordi jeg lignede en abe, der seriøst kunne bruge en pincet til sine øjenbryn.

  "Tænk, hvis jeg mister min mødom til en eller anden vampyr," hviskede Cece i bilen på vej til kjoleforretningen. Jeg havde stadigt ikke helt fattet, hvad der skulle ske.

  "Jah, og tænk hvis du vågnede op og havde den igen."

  Ti minutter senere stod jeg for foden af en forretning med smukke kjoler i vintertema, og jeg anede ikke, om det var en dyr butik eller ej. Jeg sagde bare til mig selv, at i morgen aften måtte blive smuk, og den ville ikke blive smuk, hvis ikke jeg iførte mig noget pænt, som jeg selv var tilfreds med. Og det skulle ikke være en sort bedstemor hoody med strutnederdel, hvis sådan en fandtes.

  Da jeg lukkede døren til forretningen op, lød der en høj klang, der rungede gentagende gange i hele det mørke lokale, som kun var oplyst af få blåhvide elpærer ved vinduerne med vinterudstillingerne og ellers et svagt blinkende midt på loftet og gnistrende duftlys på borde rundt omkring i butikken. Der var hængt Buddhaplakater op på næsten hver eneste væg, der var fri, og så var der mindst en milliard Buddhafigurer på disken.

  Det overraskende var ikke at det var en ældre kvinde, der sad i gyngestolen bag disken og fandt sig selv i duften af den vellugtende røgelse. Det var mere hendes aldersudseende. Hun lignede en, der havde været død i tohundrede år og nu var tilbagevendt fra graven for at bringe Buddha til live i sin lille kjoleforretning, som udefra lignede lidt af en særklasses forretning. Det var dog tydeligt, at man ikke fandt en mere afslappet biks end dette.

  "Velkommen til min hule," lød det forbavsende hæst fra den gamle dame. Det ville ikke være en overraskelse, hvis hun også selv havde røget noget.

  "Skal vi smutte igen?" hviskede Cece til mig så lavt så damens hørelse ikke kunne fange ordene. Men jeg tog fat om Ceces håndled og smilede til den gyngende kone for enden af forretningen.

  "Hej, har du nogen festkjoler her til årstiden?" spurgte jeg konen, der smilede storartet nok til at hendes øjne blev klemt i af de hængende rynker. Hun så særdeles venlig ud.

  "Selvfølgelig har hun det, vi har lige -," Cece forsøgte bravt at bakke ud og hviske overtalende til mig, men jeg klemte hårdt til om hendes arm.

  "Ja, jeg har," smilede damen. "Kom her." Hun rejste sig op med kæmpende langsommelige muskler og gik hen over det knirkende trægulv og gjorde tegn til at vi skulle følge med.

  Cece hviskede noget med, hvad jeg havde fået hende til, men jeg ignorerede det pænt og fulgte med ud bag det farvede tæppe til et baglokale fyldt med stof og elegante kjoler til hver en anledning. Den mest imponerende, der faldt mig i øjesynet, var en jeg allerede havde udset mig til min balkjole. Den var lang, mørkeblå og med det smukkeste drys af noget, der lignede iskrystaller, rundt om hofter og på ved brysterne.

  "Hvor meget koster de her?"

 

Hjemme ventede Darren på mit værelse. Mor sagde, at han havde opført sig ubeskriveligt meget ude af sig selv, hvilket ikke lignede ham - for Darren var ikke typen, der ikke var sig selv. Men jeg stolede på Darren og gik tøvende ind med min udvalgte kjole i hånden. Han sad med hænderne foldet ud over hele hovedet, og han bemærkede ikke det mindste, da jeg tog kjolen på en bøjle og satte den ind i skabet. Han måtte virkelig, Virkelig ikke være sig selv.

  "Hvorfor så trist?" spurgte jeg ham blidt og satte mig ved siden af ham på sengen efter at have lukket døren bag mig, så stilheden og Ceces rumsteren med sin kjole nedenunder i gæsteværelset var det eneste, der fulgte huset med lyd.

  "Jeg vidste første gang jeg så dig, at du var noget, som jeg manglede dybt i mig selv. En umådelig effekt, der kunne lyse mit mørke indre op. Jeg vidste, du var min mangel på kærlighed, men det var du ikke det mindste. Du var et smukt rod af følelser, jeg ikke i mit indre var i stand til at føle. Du var noget, og jeg erstattede dit 'dig' med 'mig'. Følelser, som alle er i stand til at føle, men som ikke alle kan håndtere. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg er så deprimeret over det, når jeg hele tiden har vidst at jeg ændrede dig."

  Jeg så ind i hans stålgrå øjne. De havde ændret sig, og jeg kunne lide måden de havde gjort det på. Simpelt og gennem disse mørke tider. "Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker at være under kontrol. Din kontrol."

  Han fnes med et udtryk, der tydeligt viste usikkerhed. "Nej, det vil jeg gætte at du ikke har."

  "Hvad hvis jeg så gør? Elsker hver en detalje af dig. Selv den bestemmende."

  "Så vil jeg gætte, at du er mere hardcore end jeg er."

  "Er jeg?" hviskede jeg i et smil, forførende og selvsikker. Jeg lagde mit hoved på skrå hen mod Darrens vovede blik.

  "Helt bestemt."

  Jeg lod hans tunge ind i min mund, som vores ansigter og læber stødte imod hinanden. Tre gange klemte jeg om hans lår for at aflede den enorme forføreriske kilden under huden, og han lænede sig ind over mig, så hans varme mødte min. Mellem os brændte den opviglende krydsild og slog sengen under os i flammer.

  Forsigtigt tog han sin hånd til min kind, bevægede sin mund til min hals og lod den anden hånd glide ind under min bluse og op langs min ryg for at frigøre bh'en, og jeg lod ham gøre det.

  Ligeså da hans bløde, kildende læber slap min hud trak jeg blusen af ham og lagde ham ned med mig udenom sine ben. Det var ikke perfekt planlagt at få min egen stramme trøje af, men det var perfekt uperfekt med et fnis, da et par løse tråde filtrede sig ind i mit hår og jeg med et ment av kom fri med Darrens hjælp. Han smilede bare og viste at den tændte gnist ikke var slukket endnu, så jeg smed hele beklædningen på gulvet sammen med hans og lænede mig i fulde længde over hans krop, trods mine ben ikke strakte lige så langt ud som hans.

  "Hvordan har du det så nu? Stadig deprimeret?" Min hånd gled over hans faste og bølgede mave.

  "Nej. Ukontrolleret, eller kontrolleret af dig." Han så dybt ind i mine brune øjne og fortsatte så. "Du gør det her med vilje, ik?" Jeg nikkede. "Og hvad så, hvis jeg ikke kan kontrolleres?"

  "Så lad være."

  Fejende, men forsigtigt, vendte han mig om, så jeg lå med maven op på den lune seng med hans trænede krop over mig, som to følsomme dele fandt sammen til hinandens fryd. Jeg kyssede ham med et kort strejf og fik det gengældt, hvorefter alt bare blev til usete drømme i min pokkers, fantastiske verden.

 

Darren så med bankende hjerte på mig ved min side, da klokken slog fire. Min ene lår lå ind over hans, og jeg hvilede hovedet på hans mave, mens jeg så ham ind i øjnene.

  "Birdy Green, du gør mig fejlfrit forelsket, farligt forført og fuldstændig helt vanvittig blændet af dig. Hvis nogen nogensinde gør dig ondt, vil jeg sørge for at give dem halvtreds gange igen, selvom jeg ved, at jeg ikke engang behøver at røre en finger, før du får skovlen under dem. Du er en levende betegnelse for spændkraft, og jeg elsker dig. Ikke bare som i ordene. Jeg elsker dig, virkelig." Hans ru, dog alligevel bløde stemme gik direkte igennem mine ører, og jeg følte den gennem hans brystkasse.

  Jeg kørte med tommelfingeren over hans dunede kind og følte klart min rødmen, og hvordan de kildende og varme følelser fortsatte pumpende rundt i hele min krop som en karrusel. Det var ubeskriveligt, hvordan godt jeg følte mig tilpas efter al den tid i forvirring i mit hoved.

  "Du vil formentlig aldrig finde en, der er dårligere til kærlighed og ord end mig. Jeg har ingen idéer, hvad jeg skal sige. Jeg er bare ubeskrivelig glad. For dig. Os." Hvis ikke det var fordi min hænder varmede sig på Darrens lune krop, havde jeg slået mig selv i hovedet ti-tyve gange.

  "Fugl, se på dig selv. Lyt til dig selv, du er en granat af ord og kærlighed. Du er allerede eksploderet, og ja, du gik tabt, men se hvor smuk og yndig du er nu som altid. Du fortæller med dine øjne, og de taler for dig som det mest fantastiske jeg nogensinde har set." Han så helt alvorligt på mig, og det begyndte at bekymre mig om han også var i stand til at læse mine tanker. Nej, i så fald havde jeg ikke lagt her med ham nu.

  "Jeg.. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige."

  Han greb fat om min ene hånd i en glidende og rolig bevægelse. "Hvis du skulle tale for dine øjne, hvad ville du så sige?"

  Det begyndte at blive tydeligere, hvordan mit hjerte slog hårdere og i takt med hans. Det føltes beroligende, men samtidig også som det værste pres at få.

  "At jeg ser på det smukkeste skabte, der bringer mig glæde og tvivl. Og jeg vil gøre alt hvad end i verden står for at vide alt om ham, så min tvivl ikke længere er en udfordring." Jeg satte mig op ved siden af ham og lagde dynen tættere omkring os.

  "Du vil vide alt om mig?" hviskede han usikkert. "Så spørg."

  Jeg indåndede hans friske og mandlige duft og gjorde mig sikker på mit svar. "Hvor.." Alligevel gjorde det typiske kærestespørgsmål mig lam fra top til tå. "Hvor mange har du været sammen med? Som i forhold?"

  Darren smilede, som var det ham til lettelse. "Én."

  "Virkelig?" udbrød jeg mere overrasket, end det skulle. "Hvem? Camille?"

  "Dig." Han fnes og tog fat i begge mine hænder og vendte sig om på siden mod mig. "Jeg har kun været sammen med dig."

  Det var virkelig den underligste løgn, som jeg nogensinde havde hørt. Hot dreng tiltrækker piger - sød dreng tiltrækker piger. Hvordan kunne Darren så med alvor mene, at han kun havde været sammen med mig? Han ville bare ødelægge alt, hvis han løj om sådan noget.

  "Hvordan?" spurgte jeg mistroisk.

  "Tro det eller lad være, så har jeg siden min fødsel været den mest indelukkede og deprimerede dreng nogensinde. Selv hvis en pige kom til mig, forsvandt hun lige så snart hun fandt ud af min personlighed: Mørk og uforskammet. Du var den ene, der ændrede mig. Selvom jeg ikke kendte dig, vidste jeg, at jeg havde brug for dig. Så lykkelig havde jeg aldrig bare været tæt på at blive." Han smilede med et udtryk, der ikke passede til smilet. Som var han dybt skuffet over sig selv.

  Det var svært at tro at Darren nogensinde havde været indelukket og uforskammet, men han var heller ikke typen til at lyve, og jeg ville nødig være fordomsfuld. Trods alt kendte jeg til de typer, der svævede rundt om de lækre fyre og forsvandt væk med det samme, så snart de opdagede en lille ubehag for dem selv. Jeg forstod bare virkelig ikke, hvorfor ingen gjorde noget ved det. Ved Darren. Måske var der også nogen der forsøgte, som Tess, Etienne og hans far Ross og formentlig også hende Mabel.

  "Darren, jeg er bare glad for at du er dig nu. Og at du ikke har haft andre, for jeg hader at skulle udse fjender." Så tænkte jeg over et andet spørgsmål, der brændte indeni. Men trods hans fnis over min kommentar, ville det måske være bedre at vente til senere. Nej, hvad pokker. "Men.. Jeg har gået meget af tiden og tænkt på os, og jeg er lykkelig for at være sammen med dig. Du skal bare vide, at jeg i mine dårligere perioder glemmer alt om andres konkrete følelser og tanker, og hvis du nogensinde får brug for at bakke ud, som jeg gjorde, så har du min støtte uanset hvad. Ligesom du ikke vil binde mig til noget, vil jeg heller ikke binde dig til noget. Så bare lov mig at uanset hvad, så vil du fortælle mig dine tanker om alt. Os, dig, mig, Loren. Jeg vil vide alt. Vil du love mig, at du vil fortælle mig det?"

  Han ikke engang tøvede. "Jeg vil love dig det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...