Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34737Visninger
AA

15. ❀ Kapitel Fjorten | Undskyld, Jeg Dræbte Den Forkerte Person

Fantastisk hvordan politiet nåede frem til, at jeg var en morder. Ikke hvilken som helst morder. Næh, morderen til den stakkels attenårige dreng "Richard Boneton". Og hvor var jeg ond, og hvor var jeg led, og fuck hvor måtte klamme Camille og hendes sladrende, populære slæng nyde at se mig blive kørt væk i politibilen med håndjern på for noget, som jeg ikke havde gjort.

  Men politiet måtte da godt fuldstændig ødelægge den lille bitte glæde, der endelig var i mit liv. Selvfølgelig. De var jo politiet, og de måtte gøre, hvad der passede dem. For den sags skyld binde flere løgne på mig og hvorfor så ikke bare finde den elektriske stol frem eller brænd heksen!

  Der var ingen grund til at sige noget. Alt hvad jeg havde at sige, ville bare få mig til at virke som en kliché morder eller forbryder: "Det var ikke mig! Lad mig gå! Jeg har ikke gjort noget forkert!"

  Jeg sværgede, når jeg sagde at så mange andre til den fest, havde større grunde til at tage med politiet og blive anholdt. YAAARGH. Send mig hellere på galeanstalten og slut mit liv med resten af omverdenen. Der var efterhånden så lidt, som jeg havde tilbage. Blev jeg frifundet, ville folk alligevel aldrig glemme dette. De ville stadig se mig som morder. Det var for sent at ændre på noget.

  "Må jeg låne din pistol?" spurgte jeg betjenten, der kørte bilen. Vi kørte over nogle humper og straks rystede det hele. Han svarede mig ikke. "Det vil være en meget hurtigere måde på at afslutte livet."

  "Ja," mumlede han.

  "Dit liv." Han klappede i. "Ved du hvad?" spurgte jeg efter lidt tid. Ingen svar igen - hverken fra ham eller den unge faktisk pæne fyr, der sad ved siden af ham. Han lignede én, der var ny. "Vi kunne alle sammen lave en aftale." Jeg lod dem tænke lidt. "Vi kunne stoppe bilen og åbne døren for den søde, unge og uskyldige pige, der sidder med håndjern bagi."

  "Det her oplever vi meget sjældent," fortalte manden, der kørte bilen. Jeg ville tænke mig til at han hed Bob. Han lignede en Bob.

  "Gate, hvorfor tror vi, at hun er morderen?" spurgte den unge fyr og konstaterede, at manden ved hans side altså hed det der mærkelige navn Gate og ikke Bob. Jeg valgte alligevel at navngive ham Bob. Han lignede mere en Bob end en GATE.

  "Ja, det tænker jeg også," forsikrede jeg dem om.

  Bob sukkede og drejede skarpt til venstre, så jeg fløj over til siden og slog hovedet i vinduet. Fuck ham. Han gjorde det helt sikkert medvilje den ondsindede dæmon!

  "Dylan," brokkede djævle-Bob sig, "ikke tvivl på dit eget team. Hende Birdy Green sit DNA blev fundet på liget. Vi har ikke tid til vores eget lille forhør."

  What.. the.. fuck.. Som om jeg nogensinde i det hele taget havde rørt ved Richard. Hvordan kunne han have mit DNA på sig? Det måtte være en fejl eller en opdigtelse.

  "Okay," starter jeg, "jeg er ked af at sige det, boys. Men.. Undskyld, jeg dræbte den forkerte person."

  Dylan vendte sig om imod mig med sit unge, markerede ansigt og sit sorte, vindblæste hår glinsende i lygtepælenes skær udenfor.

  "Hvad?" udbrød han forvirret.

  "Ja.." tøvede jeg og spillede skuespil. "Jeg skulle have dræbt.. din mor."

  Han rullede med øjnene, og jeg kunne se at han grinte indvendigt, mens Bob lavede sin vrede grimmasse. Han havde da heller ingen humor.

  At joke var det eneste, jeg havde lige nu. Darrens ansigt var så ugennemskuelig, da jeg blev hevet væk fra ham. Han så skræmt ud, men så også langt mere end bare dét.

  "Jeg er sulten," brummede jeg. Det var sjovt nok sandt. Min mave var som et tomt hul. Jeg havde ikke fået noget i flere timer. "Er det ikke ulovligt at pine mindreårige?"

  "På dit kort står der, at du er atten år nu," smilede Bob for første gang. Han nød det - at tvære mig ud.

  OOORGH! Nu havde jeg heller ikke dét mere. Havde min mobil ikke lagt derhjemme, havde jeg skrevet det til Lula og lavet den der pil-til-den-ene-side-punktum-pil-til-den-anden-side-smiley. Den sådan frustrerede smiley.

  "Så nyfødte voksne," mumlede jeg og rullede øjne, "eller hvad man kan kalde mig. Desuden svarede du ikke på mit spørgsmål! Jeg vil ikke sættes for løverne, før jeg har spist!"

  Bob vrissede og drejede endnu engang skarpt til den ene side, så jeg fløj ind i vinduet. Denne gang holdte han, og det var ved en tankstation. Gudskelov, han reddede mit liv. Sådan cirka.

  "Årh, tak Bob!" råbte jeg og glemte et øjeblik, at han ikke hed Bob. "Øh, Gate," skyndte jeg mig at rette.

  Han brummede et "det var så meget" og skred ind på døgnkiosken.

  Igennem glasdøren kunne man se Bob bestille en 'fransk hotdog', og ekspedienten tog sig goood tid med det hele.

  "Du har ikke gjort noget, har du?" spurgte Dylan nysgerrigt og vendte sig endnu engang helt om til mig.

  "Næh," stønnede jeg, som havde jeg løbet maraton. Det var egentlig bare kvalmen, der gjorde mig tung i hovedet og forpustet.

  "Det gør mig ondt," hviskede han igennem tremmerne imellem os.

  Jeg fik lyst til at hviske igen med en hæs stemme; "vel gør det ej."

  "Hvad ved du om det?" spurgte jeg.

  "Du tror mig ikke?"

  "Egentlig ikke."

  Jeg sukkede og håbede, at han bare ville holde sin mund lukket. Jeg gad ikke hører mere. Under ingen omstændigheder havde jeg fortjent det her.

  "Heller ikke hvis jeg fortæller dig noget, som jeg ikke burde?" spurgte han og lagde sine fingre på tremmerne, så fingerspidsende stak frem. Jeg havde lyst til at bide dem af, som var jeg en forbistret rottweiler. Og jeg havde gjort det, hvis resten af min værdighed ikke havde eksisteret.

  "Måske. Fortæl."

  "Okay," begyndte han langsomt og kiggede ind i døgnkiosken efter hvor længe, der mon gik, før Bob ville komme tilbage. Bob havde fået store øjne over så langsom tempo, det gik i. "Det gør mig ondt, fordi jeg ved, at du allerede er dømt. Når folk først har kastet et blik over nogen, vil det blik altid være der inderst inde. Det er både godt og ondt. Selv hvis det er et godt blik, kan det let ruineres."

  Sukkende lænede jeg mig tilbage. Det var jeg godt klar over. Jeg skulle være morderen. Selvfølgelig indtil de fandt den rigtige - hvilket sikkert ikke skete. Men.. der var da håb. Jeg måtte bare få mig en go' advokat.

  "Den havde jeg lidt regnet ud," påpegede jeg trættende. "I er heldige. I ser meget mere uskyldige ud i uniform."

  Dylan grinte.

  "Jeg har aldrig været den uskyldige type," lo han, "tro mig."

  Jeg nikkede smilende. "Den havde jeg også lidt regnet ud."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...