Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34754Visninger
AA

25. ❀ Kapitel Fireogtyve | Befri Darren!

Det var den 2. december. Omkring om jeg skulle være tågevogter eller ej, følte jeg mig som Bella Swan, der skulle vælge mellem Edward og Jacob. Der var ligeså mange grunde til at blive som til ikke at blive. Det nemmeste ville helt klart bare at takke nej og love, at jeg alligevel nok skulle holde det hemmeligt. Men jah, nej. Sådan ville jeg ikke have, at det skulle fungerer. Jeg ville tænke mere om det og forestille mig at være én.

  Problemet var bare, at jeg ikke vidste, hvordan tågevogterne var og hvad de helt præcist gjorde. Jeg kendte heller ikke til deres system. Af den grund kysse-snavede jeg Dylan. Jeg havde utrolig meget brug for ham i min plan. For jeg vidste, at Darren ville fortælle mig alt om tågevogterne uden at forlange noget. Eller det krævede den del, at han blev sat fri. Og hans kaution var meget høj. Først ville jeg hører Ross, hans far - til det. Så ville jeg hører min mor til det. Så ville jeg plage og tigge Max til det. Og virkede han heller ikke, så måtte jeg spørger Dylan, der efter det ulidelige, desværre hotte kys helt klart skyldte mig en tjeneste. Uden nogen rigtig grund havde jeg ikke haft ringet til Dylan endnu. Jeg skulle vel udtænke min plan færdig først. Eftersom Dylan havde heldigt nok ikke mit nummer, så han kunne ikke ringe til mig. Jeg nød at forestille mig hans lidt deprimerede fjæs over, at jeg kyssede ham og så bare forsvandt, men havde lagde sikkert allerede med en eller anden luder nu, kunne jeg tænke mig til. Han virkede som den type, men jeg var ikke sikker.

  "Mor!" råbte jeg og stod i gangen og var ved at tage mine sko på. "Jeg tager over til Darrens familie nu! Jeg låner din bil! Tak!"

  Inden hun nåede at sige noget inde fra stuen, var jeg ude af døren med bilnøglerne i hånden.

  Af en eller anden grund følte jeg mig modig med et mistet fodfæste. Jeg havde ingenting under mig, jeg kunne kun komme videre ved at klynge mig til det forskellige - de forskellige for at se, hvem eller hvad der ville hjælpe mig på banen igen. Så nu måtte jeg starte med Ross omend ikke Tess og Etienne. Det var længe siden, jeg sidst havde set dem. Og det sidste Tess så mig som var den forvirrede pige, der kyssede hendes lillebror. Mon hun nu hadede mig for at være skyld i, at han sad inde på grund af mig?

 

Jeg parkerede lige foran Dream Puppy's indgang. Den var som forventet lukket, og vinduet stod stadig smadret af mig. Jeg lød egentlig som en skændsel for denne familie. Jeg smadrede vinduer. Jeg afslørede hemmeligheder. Jeg brød ind hos dem uden nok grund til, at jeg måtte det. Og jah jeg fik buret Darren inde, og nu ville jeg have ham ud ved at plage hans familie om kaution. Slemme Birdy.

  Uden tøven sprang jeg ned gennem vinduet og endte i rummet, hvor Ross sidste gang overfaldt mig. Der var dog ingen Ross denne gang. Det holdte jeg skam øje med.

  I baren var der tomt. Darrens værelse stod som sig selv, men jeg kunne ikke lade være med fristelsen af at rode i hans ting. Der var jo alligevel ingen andre, så havde jeg hørt det. Det passede også fint. Jeg kunne være på Darrens værelse til én eller anden kom hjem.

  Forsigtigt listede jeg hen til hans seng og kiggede under. Der var et skateboard, et surfboard og en stak blade, jeg mistænkte for noget, jeg helst ikke ville kende svaret på, om det var. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at kigge.

  Med langsomme træk hev jeg stakken ud og kiggede på forsiden af den øverste.

  "Ew!" udbrød jeg og kiggede væk.

  En nøgen dame stod med spredte ben derpå. Jeg tog dog mig selv i at kigge på billedet igen og gennemgå de andre pornoblade, hvor i blandt jeg pludseligt fandt en modeblad for kvinder. Jeg rullede med øjnene og skulle til at lægge dem på plads under sengen igen, da jeg kunne mærke en varm ånde ramme min hud og hører en stemme hviske i mit højre øre, gav jeg sådan et sæt, at jeg kom til at skrige af chok.

  "Slap af, dude," fnes Tess lige bag mig. "Det er mine. Jeg opbevarer mine ting herinde, nu Darren ikke er her."

  Jeg vendte mig om for at se hende igen. Jeg smilte, men det var virkelig akavet og pinligt. "Jeg tænkte.. at du måske gemte dig under sengen.. hvad ved jeg.."

  Tess begyndte at grine og satte sig i sengen og gjorde tegn til, at jeg også skulle. Så det gjorde jeg. "Er det godt i London? Vi boede der, før vi flyttede hertil, men det var kun i et par måneder. Mabel blev nødt til at flytte her til byen, da hun arbejder herovre som.. et eller andet. Og vi havde jo ikke ret mange andre muligheder end at flytte med."

  "Ja, øh, men det er lidt udenfor London. Hvem er Mabel?"

  "Mabel er Etiennes mor og Darrens og min papmor. Vores døde." Tess tog en af bladene frem og studerede billederne, mens hun fortalte. "Vores hedder.. - hed Maria."

  Jeg tænkte lidt over, hvad jeg kunne sige for ikke at gøre stemningen endnu mere akavet, end den i forvejen var. "Ting kan forsvinde. Minder kan forsvinde. Men et navn vil for evigt være der." Jeg citerede mor.

  "Medmindre du skifter det."

  "Ja - men kun medmindre."

  Der var en lang tavshed. Ingen sagde noget. Jeg havde intet at sige, og det havde Tess heller ikke. Hun bladrede ikke engang videre i bladet.

  "Hvad laver du egentlig her, Birdy? Og hvorfor gennemroder du Darrens ting?" Hun lød ikke vred. Bare nysgerrig.

  "Jeg skulle have fat i én af jer. Og det lod ikke til at her var nogen - jeg ville ikke gå ind på de andre værelser. Så jeg ville vente her, til der kom nogle. Du skulle ikke have set det, jeg var bare interesseret i hans ting."

  "Det er okay," smilte hun. "Jeg elsker at kigge hans ting igennem. Mest fordi han hader, når jeg gør det. Jeg tror bare, at han vil føle det pornografisk, når du gør. Hvad vil du os så?"

  Hah, åh Gud, mig undersøge hans ting = pornografisk!?

  "Kan I betale Darren fri? Kaution?" Jeg tøvede ikke. "Jeg ved ikke hvorfor lige ham af alle tågevogtere, men jeg har brug for ham, så jeg kan beslutte mig, om jeg vil blive én eller ej."

  Tess så chokeret på mig og smed bladet på gulvet. "Jeg troede, at du var blevet én. Men okay - siden du vælger at kalde os 'tågevogtere,' kan jeg godt se, at du vist ikke ved alt omkring os."

  "Hvad skulle jeg ellers kalde jer?"

  "Glem det, det må du finde ud af senere. Hvad du behøver at vide er, at Darren ikke skal fri. Han har trodset reglerne som dem, vi er, og selv hvis vi ville betale kaution, kunne vi ik'. Havde vi penge, havde vi ikke boet her."

  Jeg nikkede tøvende. "Jeg forstår, at I ikke har råd, men der er en god chance for, at Camille er morderen og ikke Darren."

  "Hvem er Camille?" spurgte hun nysgerrigt.

  "Glem det, det må du selv finde ud af senere," gengældte jeg, og Tess' ansigt lyste op i en grimasse, og hun grinte.

  Med pegefingeren for læberne i et "schh," listede hun af sengen og gik hen til Darrens skab. Hun åbnede for den og hev mig hen til sig. "Go ahead," smilte hun.

  "Hvad?" spurgte jeg og så skiftevist fra skabet og til hende. "Kigge i hans skab?"

  "Tys!" advarede Tess med truende hånd. "Etienne er ved siden af! Men jah, du vil, og jeg vil." Det sidste hviskede hun.

  "Det er -" begyndte jeg, men nåede ikke at slutte sætningen, da Tess afbrød mig.

  "Rigtigt." Hun tog en bog ud til mig, der ikke havde nogen forside. Jeg bladrede hurtigt igennem, men der stod ingenting i den. Den var kridhvid og rent ud sagt "kedelig."

  Hm. Hvor ville hun hen med det? Hvis hun nu ville have mig til at læse op fra den, måtte hun være komplet idiot. Eller en illusionist. De fandtes jo.

  "Øh, der står jo ikke noget i den.." Jeg kiggede på hende.

  "Den er magisk," smilte Tess, "Darren har fortryllende ting." Hun fniste. "Man kan kun læse bogen, hvis ens elskede giver lov. Meget ondt for de ensomme som mig, men sådan er livet jo bare."

  Jeg tænkte på Leo. Jeg tænkte, om han som død kunne sende bud til de levende om, at jeg måtte læse den. Det kunne være fedt.

  Langsomt lod jeg mine fingre glide henover en side. Jeg forestillede mig ord blive tryllet frem af magi. Det måtte fungerer sådan. Det var overnaturligt, men det var sandt.

  "Jeg kommer i tanke om, at jeg egentlig skulle være barnepige for en time siden," sagde Tess pludseligt. "Jeg må smutte! Du kan bare blive så længe, du nu har lyst."

  Jeg nåede ikke at sige farvel, før hun var styrtet ud af døren, og jeg stod alene tilbage.

  Smilende lukkede jeg døren herind og gik hen til skabet. Jeg lagde bogen på gulvet og åbnede for den nederste skuffe i skabet og en masse tøj kom til syne. Sjovt nok følte jeg mig tiltrukket af det. Jeg havde lyst til lægge mig ned til det og sove, hvilket nær skræmte mig af livet.

  Så forsigtigt fjernede jeg lidt tøj, og som jeg fornemmede, kom hans sokker og undertøj til syne. Jeg smilede smørret og tænkte, hvordan jeg skulle drille ham, når jeg fik ham fri.

  "Jeg har set dit undertøj."

  "Nåh, så du har rigtigt nok de hvide på i dag?"

  "Du ved, det handler om at overvinde sin frygt, ik'? Det gjorde jeg, da jeg så dit undertøj." Og jeg ville lyve, for jeg fik sommerfugle i maven af det, og der var absolut ingen frygt overhovedet.

  Så kom det til mig, at jeg kunne fornemme, at det var forkert og klamt af mig, men Tess kendte Darren godt, og Tess sagde, at Darren ville føle det pornografisk, så fortalte jeg det til ham, var jeg overbevist om, at han ville få ligeså meget ud af det som mig.

 

Måske var det ondt af mig at stjæle bogen med hjem, men det gjorde jeg altså. Dagen, jeg ville møde min sande kærlighed, skulle ordene oplyses. Fandme ja om jeg ville læse en magisk bog!

  Mor og Max ville bestemt ikke betale kaution, trods jeg fortalte det med Camille. Max var ligeglad, og mor ville ikke have, at jeg skulle blive såret igen. Så efter at have lagt den magiske bog op på mit værelse, ringede jeg til Dylan, der lød meget glad for min opringning - og fortalte at vi skulle mødes på ved Gritzbee stadion.

  Således huggede jeg mors bil igen, da min egen var derhjemme, og jeg kørte derud.

  Dylan var allerede ankommet, da jeg nåede frem. Han havde jo også kort, for han var jo i forvejen i Gritzbee.

  Som det første gik jeg lige til den og beordrede koldt: "Betal Darrens kaution."

  Han så forvirret på mig, og jeg gik nærmere, så jeg kunne se direkte ind i hans varme øjne.

  "Birdy.. jeg.."

  Jeg afbrød ham. "Jeg vil gøre alt for at få ham fri, jeg har brug for ham."

  "Du har brug for Darren?" spurgte han. "Glem det."

  Mine øjne rasede, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var så dårlig til at true på min egen kommando, det ville være et dumt forsøg.

  Som det eneste jeg kunne nå frem til, gik jeg hen til Dylan, tog fat om hans hofter og lænede min hoved ind imod hans. Det var dog ikke for at kysse ham eller noget som helst lignende, for jeg pandede ham én, så han havde væltet, hvis ikke jeg havde haft fat i ham.

  Med det samme fortrød jeg og fik ham til at sidde ned på en af tilskuerbænkende. Det blødte fra hans næse, han ømmede sig men skældte mig ikke ud.

  "Undskyld, øh, jeg flippede vist.."

  Han nikkede.  "Goddamn, Birdy, jeg kan ikke betale kaution i min stilling! Ikke sådan her!"

  Endnu engang undskyldte jeg og fulgte ham ud til sin bil. Jeg skyndte mig at køre hjem med sved på panden og dårlig samvittighed.

 

Mens jeg læste BID 3 afslutningen, så mor Liv & Maddie. Max var ovenpå på sit værelse og oversnavede sikkert med Lula, der også var der. Jeg kunne brække mig ved tanken.

  (Spoiler, spoiler) Beautiful In Darkness havde taget en drastisk drejning, da man nu fandt ud af at forræderen, der havde afsløret hemmeligheden om Beas evner og var skyld i, at hun således måtte flygte fra militæret, i virkeligheden var Kristen! Hendes bedste veninde! Der kunne man bare se, det var ikke kun min veninde (tidligere veninde), der var forræderisk. Næh nej, Bea og mig havde måske i virkeligheden en del tilfælles nu. Vi var begge forvirrede og arrige.

  Jeg havde lidt givet op på alt. Jeg kunne ikke få Darren fri, og han var min chance. Selv havde jeg ikke nok til at få ham fri, så der var ingen muligheder.

  (Spoiler, spoiler - igen) Efter at have læst afslutningen på BID 3, hvor Beas søster blev skudt af soldaterne, Bea fanget af soldaterne og Kristen ondskabsfuldt så på, gik jeg op på mit værelse. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var til at være der på grund af stønnelydende fra ved siden af - Max' værelse.

  Da jeg havde taget mine headset på og sad og hørte musik på min vinduesbænk, så jeg deprimeret ud på de snefnug, der susede ned fra den mørke, nu stormfulde himmel og til jorden på denne elendige dag. Jeg sukkede og lukkede mine øjne i for at leve mig væk.

  Idet jeg langt om længe var ved at finde ro, trods jeg følte mig overvåget af nok Gud og samtidig skidt tilpas, buldrede en torden så højt, at jeg af chok var lige ved at vælte ned på gulvet. Lige derefter flakkede flere lyn ned lige foran vores hus, og det gav endnu et sæt i mig. Jeg kunne se dem klarere end nogensinde før, og de var utrolig smukke. Det lignede oplyste grene uden et træ, de var hægtet fast til. De dansede vildt og forsvandt ud i intetheden, før man ordentligt nåede at opfatte, at de overhovedet havde været der.

  Men som i det sidste sekund inden de forsvandt, synes jeg at se et illumineret ansigt af en pige på min egen alder. Lige som lynene så forsvandt, forsvandt pigen væk i mørket.

  Jeg hev forskrækket efter vejret og tænkte, om hun var kommet noget til af lynene. Hurtigt sprang jeg af vinduesbænken og løb i fulde fart nedenunder, så jeg var ved at støde ind i møblerne og kanterne af væggene flere gange. Jeg nåede blot hurtigt at få jakke på og smide min headset i gangen og løb så barfodet ud i sneen.

  Angst for om pigen var kommet noget til, kiggede jeg mig omkring og søgte efter hende, men uanset hvor jeg kiggede, var hun ikke til at få øje på.

  Konklusionen at på den korte tid kunne pigen ikke have nået at flygte, måtte jeg søge i området efter hende. Skadet eller ej ville jeg vide, hvorfor hun var ved huset.

  "Hey!" skreg jeg, "jeg vil tale med dig!"

  Ingen kom til syne, så jeg styrtede ud på engen ved siden af huset, hvor jeg svagt kunne få øje på pigen, der løb væk som båret af den kraftige vind og var kun sneen, der gik til lidt over anklerne og skærmede for synet - modstand.

  "Kom her! Stop med flygte!"

  I mit hoved sagde jeg til mig selv, at jeg skræmte hende væk. Men jeg var ligeglad, jeg skulle have fat i hende, og jeg ville få fat i hende.

  Med høj fart blev pigen tydeligere og tydeligere at se, men samtidig blev kulden, vinden og snefaldet kraftigere og kraftigere for hvert et sekund, og jeg kunne ikke gøre nogen modstand.

  Mine fødder var for længst gået i en ulidelig krampe, der fik mig til at bide tænderne så hårdt sammen, at de kunne løsne sig fra mine gummer, men nu var mine fødder næsten helt følelsesløse med enkle, skarpe stik i dem. På trods af det kæmpede jeg alligevel igennem vejret og løb i efter den hurtige, lyshårede pige. Hendes hår blafrede af vinden ligesom mit.

  "Stop!"

  Jeg kunne snart indhente hende. Der var ikke længere langt imellem os. Omkring 3 meter, og ville jeg have fat i hende. Men hendes fart forøgede sig konstant og mine kræfter var ved at blive aftappet.

  Mit åndedræt eksisterede ikke længere. Jeg trak kun små bider af vejret, og jeg kunne mærke luftmanglen i mine lunger. De bogstaveligtalt krympede sig sammen, så jeg ikke engang kunne få så meget som ét ord fremført.

  Som mine fødder blev mere og mere følelsesløse, og jeg næsten ikke kunne bevæge dem mere, mine pulsårer dunkede for fulde drøn og jeg kæmpede for ikke at bryde sammen og i stedet holde farten, holde øjnene åbne og ikke få sne ind i dem, begyndte pigens fart også at sænke sig.

  I mine tanker forsøgte jeg at lægge en fungerende plan. Skulle jeg gå til den nu, eller skulle jeg vente længere? Det kunne jeg ikke fremudse, så jeg tænkte mig til, at jeg måtte lægge alle kortene på bordet og angribe nu.

  På ét, tænkte jeg. Tre.. hendes fart øgede sig en smule, to.. hendes fart sank sig lidt endnu, ét.. jeg som det sidste gav efter i et højt spring og kastede mig imod hende og greb ud efter hendes blodrøde kjole. Mine fingre fik fat i den, og jeg borede mine negle i det bløde stof, så hun væltede omkuld.

  Angribende tog jeg fat i hendes ben, hvor hun så sparkede mig med det andet lige i mine, så luften forsvandt helt væk fra mig.

  I et forsøg på at slippe væk fra mig, rejste hun sig for langsomt, og jeg fik et bedre tag om benet. Jeg skyndte mig at sætte mig ovenpå hende og pressede hendes hænderne imod sneet.

  Hun skreg og fik sne i hovedet, hvorefter hun hysterisk væltede mig af. Jeg kunne fornemme, at det her ikke var hendes plan, og at hun ikke have lyst til det. Men hun knytte sin venstre kno og blev ved med at slå mig hårdt i maven og ved lungerne, til jeg i sidste ende ikke længere kunne føle den grusomme smerte, og luften i en kæmpemæssig fart væltede ud af mig.

  Som mit blik begyndte at mørkne, løftede jeg langsomt min lange pegefingernegl op til min mund. Jeg bed et stykke af, spyttede det ud og så kort på den spidse kant.

  Mens hun havde travlt med at tæske løs på mig, og jeg blev ført længere og længere ud i en mørke, hvor jeg ikke kunne bunde, satte jeg rystende min negl på hendes hals og lave en lang snit, så hun tog sig dertil.

  Øjeblikket benyttede jeg til at samle kræfter og tyrede min knytnæve hårdere end nogensinde før lige midt på hendes næse, så blodet ikke tøvede med at sive ud, og straks besvimede hun og væltede om i sneen.

  Det stod klart for hende, at tog jeg hende ikke med, ville hun dø herude af kulde. Og tog jeg hende med ind, ville mor opdagede det - og alt ville forløbe endnu mere kaos end i forvejen.

  Så hvad jeg gjorde var at slæbe hende ind på bagsædet af mors bil, fortalte mor, at jeg kørte en tur - selvfølgelig uden hun så, hvor forfærdelig jeg så ud. Jeg tog en jakke med til pigen, sko til os begge og tæppe, fordi jeg tænkte, at jeg ville få mest ud af hende, hvis jeg behandlede hende godt. Fortsatte hun som en kæmper, måtte jeg selvfølgelig finde en anden løsning. Men jah. Nu måtte jeg bare kører et sted hen med hende og finde ud af, hvorfor hun stod og holdte øje med mig. For én ting var sikker. Hun ville ikke fotograferer de lyn, og hun blev heller ikke ramt af dem. Så noget måtte jo være skyld i, at hun stod der og så op på mig med sine blå, uskyldige øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...