Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

106Likes
667Kommentarer
35984Visninger
AA

35. ❀ Kapitel Fireogtredive | Cirkler I Vandet

Mine hænder var forfrosne. Jeg havde sat ude i længe på gyngen i haven og bare vippet svagt, mens sneen langsomt svævede ned fra himlen, som var de små iskrystaller, der var bundet af usynlige tråde og blev hejst ned mod jordens allerede snebelagte landskaber.

  Verden så ikke lige frem så øde ud, som den føltes. Mit hoved var én stor følelseslokomotiv, vis skinner var under opløsning, og nu drønede jeg afsted i retning mod Lykken, mens jeg alligevel havde det som passerede jeg Usikkerheden.

  "Man kommer hjemmefra for at finde smukke Birdy Green sidde alene og gynge i kulden i december måned. Jeg troede, du ville være himmelhenrykt." Darren kom ind ad havelågen og passerede over græsset for at nå hen til mig.

  "Det troede jeg også. Men jeg er bare.. livstræt."

  Han tog mine hænder til sig, og jeg så et gys skyde gennem hans nerver, idet han mærkede, hvor kolde de var.

  "Okay, det var tidligt," jokede han. "Du burde måske komme mere ud. Ikke nødvendigvis sammen med tusinde andre mennesker, men til et roligt sted, der ikke er her. Jeg mener, hvad laver du, når du ikke bliver viklet ind i dramaer?"

  "Tænker."

  Der gled et smil over hans læber, mens jeg prøvede at gennemskue, om han forsøgte at lave sjov med mig eller hjælpe mig.

  Mit liv lød egentligt meget.. -

  "- Kedeligt," smilede han og rynkede sin næse i sit tiltrækkende smil. "Det må være virkeligt kedeligt; i længden."

  Jeg nikkede og beundrede følelsen af hans måde at afslutte min tanke på, da jeg ikke selv kunne finde det manglende ord.

  "Så.. du har ingen forslag til hvad jeg eventuelt kunne lave - hvor jeg kunne være, hvis ikke jeg skulle sidde her og fryse?"

  Der gik lidt tid, før han svarede: "Betragt det som en date eller en firma udflugt uden en firma.. og en udflugt. Vi tager ind til London, du kan vælge park. Trods alt skal du have fået talt ud om en del, vil jeg mene, og biografen er måske ikke det mest foretrukne sted at snakke."

  Jeg smilede og rejste mig fra gyngen stadig med mine hænder imod hans varme mave.

  "Skal jeg sige, hvad jeg betragter det som?" spurgte jeg fjaset.

  Han rystede på hovedet i grin. "Den behøver jeg ikke at vide. Med andre ord: Det har jeg slet ikke lyst til at vide, tror jeg."

  Mine hænder på hans lår føltes så rigtigt. Det samme angående det kys, vores læber formede. Men vi var ikke sammen. Vi var ikke andet end venner, og se dét føltes forkert, jeg troede bare ikke, at det kunne være anderledes.

  Han var den bedste ven, jeg havde lige nu; han var den eneste, jeg virkelig betroede og havde stærke følelser for. Af de grunde turde jeg ikke lade ham længere ind i mit hjerte mere. Jeg turde ikke forestille os som et par, for selvom jeg holdte af ham, var jeg stadig for forvirret til igen at kunne have en kæreste, og jeg havde brug for at vide mere end ham og gerimidenterne, før jeg kunne finde svar på om det her overhovedet var det rigtige. Nu var det bare for sent at træde tilbage. Det var for sent at blive menneske igen, for det ville jeg aldrig mere blive.

  "Okay, men.. så lad os tage på den date," fik jeg alligevel skubbet mit svar ind.

 

Darren kørte forsigtigt, bare ligesom Leo. Han kørte godt, hvilket jeg havde regnet ud i forvejen, da jeg husker, at han også kørte ræs, bare ligesom Leo. Det fik mig til at spekulere over noget.

  "Du ved, Richard? - var han også.. en tågevogter?"

  Darren skævede over til mig. "Det ved jeg faktisk ikke. Det ville undre mig, hvis han var, for jeg kender de fleste af os her i områderne. Du ved, vi har flyttet lidt rundt, og jeg har en gang imellem trænet og oplært de nye gerimidenter."

  Jeg nikkede. "Så du kendte Cece, Imogen og Dylan i forvejen?"

  "Ja," svarede han. "Dylan og jeg er begge trænere. Imogen blev trænet af ham, og vi taler da okay sammen. Cece har endnu ikke været til sit program på grund af Lorens specialopgave for hende, sikkert. I to kunne gøre det sammen, hvis Dylan og jeg trænede jer."

  Det lød overraskende godt. Måske ville det betyde, at vi alle kunne blive sådan.. venner. Jeg havde jo aldrig rigtig haft andre end Lula.. Åh gud, Lula!

  "Lyder godt, men må jeg spørger, hvordan I kan være så unge og samtidig trænere for de nye gerimidenter, der endda kan være ældre end jer?" Mine tanker var helt væk fra mit spørgsmål. Jeg tænkte på Lula, og jeg fik en dårlig skyldfølelse og dårlig smag i munden.

  Vi havde jo nærmest været fjender på det sidste, og det havde slet ikke fattet mig ind, og Lula opførte sig som hun gjorde, fordi hun var bange for at jeg ville afsløre, hvad der skete min fødselsdags aften. Og det havde slet ikke strejfet mig, at hun måske havde brug for mig noget mere. Intet af det havde overhovedet strejfet mine tanker! En gang måtte jeg tage mig sammen og tale med hende. Hun havde måske opført sig som en led sæk og været sammen med min bror, men havde jeg måske aldrig selv dummet mig? Som de gange efter Leos død, hvor jeg havde opført mig ond over for hende, og tiden med Leo, hvor jeg næsten havde holdt hende udenfor, mens hun fortsatte med at holde af mig lige så højt.

  Tro pokker, at hun så fandt trøst hos Max, der boede i samme hus som mig. Tro pokker, at hun nu var sur på mig.

  "Vi er trænere, fordi vores gamle anbefalede os til Loren og fik angivet af ham, at det de gamle skulle erstattes til fordel for os - uanset hvad. Sådan foregår det, men det er ikke lige frem en straf at lære fra sig." Han smilte.

  "Okay, det giver mening."

 

Der var en del i parken i forhold til, at der var så koldt, som der nu var. Kulden gik igennem selv min buttede vinterjakke, min hat og mine handsker. Jeg følte mig som en oppustet julemand, der trods beklædningen stod nøgen på Nordpolens allerkoldeste sted.

  Hånd i hånd, som et rent faktisk kærestepar, gik vi tæt op ad hinanden hen mod en ubetydelig lille sø i St. James's Park. Det var Darren, der styrede retningen, jeg vidste ikke helt hvorfor han ville der hen, så jeg spurgte.

  Svaret lød, at der kom færre forbi dér end i resten af parken, sådan noget vidste han bare. Og selv havde han opdaget to flade sten, man kunne sidde på, hvilket gjorde stedet perfekt til at sidde og snakke.

  "Så hvad fylder mest i dit hoved lige nu?" spurgte Darren, da vi havde sat os bag rækken af træer, der adskilte os fra stien.

  Jeg så ned på den lille, frosne sø, som havde den svaret.

  "Dig," hviskede jeg uden at flytte blikket.

  I et par sekunder overvejede han, hvad han skulle sige. Det var, som havde han vidst det i forvejen, men chokerede det ham alligevel at høre.

  "Tanker om mig om hvad?" han lød forvirret og hans ansigts udtryk så lige sådan ud på en helt nuttet måde.

  "Jeg er ikke helt sikker," mumlede jeg. "Jeg.. Jeg kan bare  virkelig godt lide dig, men jeg føler, at jeg ikke kender dig. Jeg vil vide alt om dig, og du skal vide alt om mig. Og det kan vi ikke rigtig arrangere på en date.. vel?"

  Det blev hans tur til at se ned på søen. Han var tavs, og jeg forstod hvorfor. Han ønskede os jo bare sammen, og han vidste, at der ville blive problemer, hvis vi blev et par, men han havde ikke håbet, at jeg nærmest ville opgive os.

  "Jeg forstår," hviskede han svagt. "Du har jo helt ret. Vi kender ikke hinanden, som har vi kendt hinanden i flere år, men det har vi jo heller ikke. Vi har ikke kendt hinanden i flere år. Og alt det her haster ikke, mine følelser for dig forsvinder ikke fra dag til dag; fra uge til uge. Jeg elsker dig så ubeskriveligt meget, og derfor behøver jeg ikke, at det er et hurtigt valg, du tager, for det vil være forkert på så mange måder. Jeg vil give dig alt, hvad jeg kan give dig, hvis det hjælper dig med at få alt på rette. Men.. Alt hvad jeg kan give lige nu vil forvolde dig flere problemer, så måske får du det bedre, hvis du tager den med ro, og vi er venner eller hvad du ønsker, til du kan overskue igen."

  Det var som blev noget tungt lettet fra mit hjerte. Som var det lige, hvad jeg behøvede at vide for at kunne ånde frit igen. Jeg havde plads, og jeg havde tid, hvis det var, hvad jeg ønskede. Men samtidigt gjorde det også, at en dårlig følelse spredte sig i min mave. En dårlig følelse af at jeg så afviste en fyr, som jeg elskede, og som ville vente på mig, hvis det var dét. Det gjorde, at jeg elskede ham endnu mere, og det gjorde, at det blev sværere at tilstå, at jeg var usikker på alt.

  "Du gør det så svært," sagde jeg med rystende stemme. "Jeg kan jo ikke se på dig uden at få den nærmest direkte ejerfølelse, men det her.. Du får mig bare til at elske dig mere, og måske er det så bare forkert at give slip på min kærlighed til dig for nu, men jeg behøver det, og jeg er glad for at respektere det. Bare lov mig at vente uden at fortælle mig, hvor højt du elsker mig, for det tror jeg ikke, jeg kan klare."

  "Jeg lover det," skyndte han, "jeg lover at vente."

  Der blev stille. Ikke den typisk pinlige tavshed over dates, men en stille ro, der gav mig en følelse af at det her var forkert, mens det på samme måde var rigtigt.

  Så helt uventet rejste Darren sig op og pegede på en lille flænge i søen med en kæp, som han havde knækket af en træ.

  Uden at gøre det specielt hårdt, slog han kæppen ned i isen, så den blev brudt, og flyttede så iset fra vandet, så vandet lagde klart, roligt og uberørt tilbage.

  "Hvad laver du?" spurgte jeg ham.

  "Cirkler symboliserer håb. De er tæt på at vare evigt, hvis ikke de var så skrøbelige. For hvis man bryder cirklen, begynder håbet at sive ud. Læg nu mærke til at for at genopbygge cirklens runde facon, skal der en bue til. En bue er en ulighed. Altså kan man sammenligne os sådan her: Vi er skrøbelige cirkler, der brydes, for at blive helet med en ulighed." Han lod kæppen røre vandoverfladen, og små cirkler blev synlige på vandet. "Det handler om at bryde overfladen og se gennem vandet, så vil du finde betydningen."

  Darrens digteriske side: Jeg kunne lide den. Det gav mening på en besynderlig måde.

  Han hentydede vel til, at vi først kunne blive et par - en cirkel, hvis vi kom igennem en ulighed - som ville svare til en tænkepause. Og for at jeg skulle finde den betydning, skulle jeg bryde den overflade, som Darren brød for mig. Den overflade, der viste, hvad han fortalte mig, og som ville have mig til at forstå som noget af det første, at det var normalt med uligheder. Det var noget, som de skrøbelige cirkler kaldet 'livet', måtte affinde sig med.

  "Du er den dejligste," hviskede jeg smilende til ham, da han havde sat sig ned igen og så på mig.

  "Du er definitionen af 'dejligste'," hviskede han og efterlod mig med et kram og kys på kinden, som vores sidste kærlighedsgerning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...