Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34814Visninger
AA

55. ❀ Kapitel Fireoghalvtreds | Fanget I Krydsild

Den 5. november 2013

“Birdy, tænder du op for bålet?” kaldte mor ude fra køkkenet, hvor hun tilberedte maden.

  Jeg tog koldt fat om Leos hånd og gik ud i haven, hvor brændet var samlet i en stak. Jeg strøg en tændstik op ad muren og satte ild til det lille bål.

  “Remember, remember the Fifth of November,” smilede Leo.

  “Den sang har jeg altid hadet.” Arrigt skubbede jeg hans arm væk, da han ville lægge den om mig.

  “Det er en digt, ikke en sang.” Han fnes. “Er du sur, fordi jeg bad dig om det?”

  “Hvorfor skal du altid bestemme over mit liv?” råbte jeg lavmælt, så mor ikke hørte det. “Mit liv er ikke dit!”

  “Du har ret. Det er dit liv, - og jeg bestemmer heller ikke over det. Men jeg bestemmer over meget. Også vores kærlighed, som jeg vil det bedste. Det her gør jeg kun for os begge. Når du bliver voksen, vil du forstå.”

  “Åh, klap i, du er ikke engang selv voksen!” Jeg snerrede efter ham. Det var første gang jeg nogensinde havde gjort det. Noget i mig havde bare ikke turdet.

  “Ret tonen,” beordrede han, og jeg sendte ham et lynende blik. “Ønsker du, at vi skal lave en scene nu?”

  “Nej.” Jeg holdte mig tilbage.

  “Hvad har du så gang i?” Han tog et hårdt greb om mit håndled. “Birdy? Forstår du ikke, at jeg gør mit bedste for vores forhold?”

  “Undskyld,” mumlede jeg sukkende, og hans blik dulmede.

  “Du må ikke se det sådan her,” hviskede han i mit øre. “Jeg elsker dig uendeligt meget, det ved du. Jeg vil dig bare godt.”

  “Men.. Leo, jeg har kontrol over mit liv. Jeg kan godt selv sørge for, hvad jeg skal spise og hvad jeg ikke skal. Jeg har altså kontrol.”

  Han rystede opgivende på hovedet og kørte sin tommelfinger hen over min pande. “Du vil takke mig, når du bliver voksen. Bare vent og se.”

 

Nu

Vinden slog koldt mod min ryg, da jeg gik ned til Ritchs’.

  Lula var allerede ankommet, da jeg gik ind. Hun havde bestilt kaffe til os begge, der stod klar på bordet. Jeg satte mig ned overfor hende.

  “Jeg aner ikke hvad, jeg skal gøre,” sukkede jeg og tog en tår af det brændvarme kaffe.

  Min tunge blev svitset, og jeg satte det fra mig igen.

  “Det forstår jeg,” nikkede hun og varmede sine hænder op ad plastikkruset. “Men hvad jeg ikke forstår er, hvorfor dette kommer så pludseligt.”

  “Jeg forstår det heller ikke.” Jeg kørte min tommelfinger hen over bordkanten. “Jeg er så træt af at have det dårligt. Jeg ville bare ønske, at et svar kom flyvende til mig, men der kommer intet. Kun mere og mere tomhed. Det har der gjort lige siden det blev efterår.”

  “Noget siger mig, at du er vinterdeprimeret,” sagde Lula. “Det er ikke fordi jeg er klog på sådan noget, men du har ikke just haft det nemt, vel? Vinterdepressioner kommer for mange, og dine tanker om Leo må komme, fordi du har holdt dem tilbage i så lang tid. Du må bare finde en måde at give afkald på. Vi kunne køre ud til et sted, som I ofte sås, og holde en form for begravelsesceremoni for ham, så du kan sige ordentligt farvel? Det er jo, hvad du har kæmpet med i så længe; Ikke at kunne tage afsked med ham?”

  Tøvende nikkede jeg. “Men hvordan holde en begravelsesceremoni, når han allerede er begravet?”

  “Bare rolig, vi graver ham ikke op og planter ham et nyt sted i verden.” Hun smilede. “Jeg tænkte mere noget i retningen af bare selv at tage afsted med en buket blomster, sige nogle ord for ham og så få det ud, som man ønsker at fortælle. Hvis der er noget, du har holdt tilbage med, vil du have mulighed for at sige det der.” Hun tog noget af sin kaffe. “Lyder det okay eller helt ned i graven? Ej, beklager, det var ikke ment sådan.”

  “Jeg dømmer ikke,” smilede jeg. “Det lyder okay. Jeg kan bare ikke i dag. Jeg må få sovet lidt og så øve mig i skrivningen senere.”

  “Fint. Men er det så en aftale? I morgen?”

  “Det er en aftale,” lovede jeg og tog en dyb indånding.

 

Før

Da jeg var fire, kom min far stadig enkelte gange hos os. Han og Maddie. Maddie, min tvillingesøster.

  Mor havde siden Max’ fødsel sagt til folk, at han var bortrejst med hende. Jeg vidste ikke, om det overhovedet var lovligt - at tage afsted med det ene barn og aldrig vende tilbage. Men både mor og far fik mig til at love, at jeg aldrig ville fortælle sandheden til nogen. Ingen måtte vide, hvad jeg så den nat far skulle forsvinde.

  Jeg var blevet passet sammen med Maddie hos bedstemor og bedstefar i deres hus nær London, aftenen Max blev født. Far, der ikke havde dukket op under hele fødslen, havde efterladt en besked derhjemme.

  Som mor havde hentet os om natten, og vi kom hjem, læste mor beskeden for sig selv. Hendes udtryk skreg af sorg, og jeg vidste, at noget var alvorligt galt.

  Max skreg, og mor tog Maddie og jeg ovenpå til vores værelse.

  Først flere år senere, fortalte hun, hvad der stod i brevet. Der havde stået, at han måtte flygte. Han blev nødt til det for vores alles sikkerhed, og hans begrundelse var en mand: Loren Corpster.

  Det havde ikke før været en hemmelighed for Maddie og jeg, at far var en gerimident i Green-slægten, der helt tilbage i tiden bestod af legendariske helte, som var de første til at drikke af englen Haniahs blod, der gav spændkraft og skjulte evner. Vi havde styrken i os, og når vi blev ældre, skulle vi få vores tatovering, der ville gøre os til sande gerimidenter som far.

  Loren, der var udvalgt som verdenslederen over gerimidenterne, stammede fra pigen i legendens slægt. Den ondsindede pige, der skabte monsteret i englen Chloe, hvilket i sidste ende blev hendes død.

  Derfor ville det undre folk, hvorfor Loren af alle blev udvalgt. Men det skyldtes hans umenneskelige, psykiske styrke og hans evne til at skabe kontrol. Han var ment til at være lederen, havde gerimidenterne troet. Og han stod inde for alt det rigtige, hvilket kun kunne være et plus.

  Far blev som mand i Green-slægten udnævnt til at være lederen over vores by, Gritzbee. Det var en stor opgave, der var meget betydningsfuld, for Gritzbee var byen, hvor gerimidenterne stammede fra, og det var hvor flest gerimidenter levede nu.

  De to var tætte venner, og de arbejdede sammen og samme sted. Alt havde kørt godt for dem, indtil Lorens plan vendte sig fra at ville benytte tågevogternes egenskaber for at redde menneskene fra ymbesserne i det skjulte til at ville udnytte deres evner til sin egen magt. Han dræbte enhver, der var planen imod. Han var villig til at gøre hvad som helst for at gøre sin egen hær større og samle den stor nok til at kunne knuse hvilken som helst menneskelig styrke, - alt sammen for 1. han kunne få magten og 2. han kunne hævne sin slægt, der har været udstødt i evigheder, indtil hans evne blev opdaget.

  Loren var ikke blot et monster, han var en morder. En brutal morder. Og da far fandt ud af det og blev spurgt, om han ville deltage kampen og blive hans højre hånd, takkede han ja. Men ikke til det formål, som Loren regnede med.

  Ved siden af sit job i gerimidentsystemet, var far en amatør forfatter. Han havde ingen udgivne bøger, men han skrev for sin sjæl - og denne gang for sit folk.

  I sine mange bøger forklarede han situationen for gerimidenterne. Han skrev indirekte til menneskene, hvad der skete bag deres rygge. I den sidste bog han fik skrevet, fortalte han sandheden. Han turde ikke sige den gennem ord, så han skrev den gennem ord. Han skrev hver en lille detalje om Lorens plan og hvert et fremskridt, som han i hemmelighed uden at blive opdaget forsøgte at nedbryde.

  Hans historier blev udgivet i samarbejde med kvinden, Maria. Maria Sparks.

  Maria sørgede for printningen af bøgerne og sørgede for det ulovlige salg. Eksemplarerne blev både solgt til mennesker og gerimidenter, som alle så sandheden i øjnene.

  Dog aftenen Max’ fødsel skulle foregå, fandt Loren ud af sandheden. Han sendte sine soldater ud og dræbte hver et menneske og en gerimident, der havde eksemplarerne og, eller havde læst dem, og han fik hver en død til at se naturlig ud. Han sørgede for at alt blev brændt, og han sendte sine soldater efter far, der flygtede og skjulte sig hos Sparks-familien.

  Men der gik ikke mere end et par timer, før døren blev sparket op, og Maria endte i samme skæbne som de andre, der havde hjulpet. Loren sørgede for at dokumentere hende ind på adskillelige sygehuse uden nogen vidste af det, og han gav hende et helt nyt liv. Sandheden var, at hun blev skudt. Men af Loren fik hun kræft og havde været på kemo i en længere periode. Hun havde allerede været så godt som død.

  Far var nu flygtet igen. Han vidste, at der intet var at gøre. Så han tog hjem, skrev brevet, der forklarede, hvad der var sket, og hvad han bad familien gøre i fremtiden. Han skrev, at han ville vende tilbage, men det ville ikke ske forberedt.

  Jeg tror, at jeg var omkring otte, da mor første gang forklarede mig det.

  Sådan sluttede det dog ikke. For Loren ville fange far. Han måtte få ham ‘skaffet af vejen.’

  En måned efter Max’ fødsel begyndte mor at tage over til Sparks-familien. Hun snakkede med Marias mand, Ross, for at hjælpe ham ud af den krise, som han stod fanget i med sine to små børn, Tess og Darren. Det skete, at Maddie og jeg også tog med derhen.

  Maddie og Tess kommunikerede mest sammen, mens Darren og jeg sad tilbage og stirrede på hinanden. Sådan var det ofte, til vi ordentligt lærte at tale, og tiden gik.

  Far kom få gange hjem for at se til os, inden han måtte flygte.

  Mor og Ross hjalp midlertidigt hinanden med at få hverdagen til at fungere, nu de begge var enlige.

  Vi startede i de små klasser. Darren og jeg talte sammen. Maddie og Tess talte sammen. Alt kørte godt, til Ross endte i en kæmpe depression, hvor han ikke længere kunne holde tabet af Maria ud, og han besluttede at hele familien skulle flytte til Frankrig, og det skete sådan.

  På det tidspunkt var ingen af os spor gamle. Jeg kendte ikke til sorg over at miste nogen. Da Darren og Tess flyttede, bemærkede jeg det knap nok. De fleste ville have følt noget - bare en lille følelse. Men for mig havde ingen forladt stedet.

  Kort efter vendte far tilbage for at se til os. Han sagde, at han opholdte sig hos Jane Stark, der var leder for oprørerne i Oxford. Han sagde også, at det måtte blive den sidste gang han kunne komme. Legemorderne var for tæt på ham. Han var bange for, hvad de var i stand til at gøre, hvis ikke han blev fanget. Men han sværgede, at han ville gøre alt for vores familie. Han ville komme for at redde os, hvis det var det mindste nødvendigt.

  Samme eftermiddag lød skriget fra mit og Maddies værelse.

  Mor havde reageret hurtigt og jeg, der gyngede ude i haven, var både bange og nysgerrig. Jeg var tøvende løbet indenfor, og langsomt gik det op for mig, at det var Maddie, der var væk. Alt hvad der var tilbage af hende, var lokker af hendes lysebrune hår, der uforsigtigt var blevet skåret af, og som aldrig ville nå at vokse ud og få samme mørkebrune farve, som mit var nu.

  Maddie var kidnappet.

  I dyngen af hendes hår lå en seddel. Den var fra Loren, og den bad mor møde op alene i London præcis tretten minutter over midnat. Han forlangte at tale med hende under fire øjne, og benægtede hun, ville Maddie blive dræbt.

  Hele aftenen var mor tavs. Hun stirrede tomt ud i luften med et forpint blik, til det blev sent.

  Jeg var bange, for mor havde ikke ringet til politiet eller snakket med nogen. Jeg vidste, at hun ville gøre noget, så jeg sneg mig ud i bilen, gemte mig på bagsædet og ventede, til hun senere kom ud og satte sig.

  På det tidspunkt var der iskoldt - og tåget. Især, da vi kom ind til London, havde tågen gjort vejen sløret.

  Det mest spændende var at se, hvor vi ville ende, havde jeg dengang tænkt. London var stor. Jeg vidste ikke, hvor mor og Loren skulle mødes. Jeg vidste bare, at det skulle ske, og at det ikke var meningen, at jeg skulle være en del af festen. Men der var jeg - skjult, hvis Loren snød min mor og gjorde hende noget. Nu var det ham, der var bagud.

  Men nej.

  Som vi nærmede os en af parkerne, kørte en robust lastbil fra en anden vej ind i siden på os, og jeg havde været så skrækslagen, at jeg begyndte at skrige, og mor opdagede mig.

  Bilen var blevet skubbet ind i et hegn, og mor havde været ude af fokus. Hun kunne ikke skælde mig ud.

 Loren var kommet ud af lastbilen og hjalp mor ud, mens jeg endnu gemte mig bagi. Jeg gad vide, hvad hun tænkte. Hun bad formentlig til, at jeg ikke blev opdaget, ligesom jeg selv gjorde. Det var der jeg begyndte at forstå alvoren i det hele.

  “Giv mig min pige!” havde mor skreget med tårer i øjnene, og hendes stemme havde været knust.

  “Jeg kom netop for at sige, at min stunt fik din mand frem,” havde Loren ondskabsfuldt smilet. “Nu vi har både din ene datter og din oprørske mand, vil vi beholde dem.”

  Mor havde skreget og håbløst slået ud efter ham.

  “Vi vil tage dem til vores base, hvor deres skæbne vil blive afgjort. Men De vil aldrig komme til at se dem igen. Og hvis De på nogen måder gør modstand eller afslører bare en lille del, - hvis De åbner munden for at fortælle andre noget om dette, hvis De prøver at flygte fra landet, eller hvis de lader folk mistænke, hvad der er sket, så vil vi tage resten af dine elskede unger, vi vil henrette dem og vi vil sørge for, at De selv vil være tilskuer til det hele. Det samme vil gælde, hvis dit barn, Birdy, sladrer om hvad hun har set i løbet af årene. Jeg vil have, at hun bliver afholdt fra alle former for kendskaber til gerimidenterne og deres gerninger, og Max, han må i den grad heller ikke vide noget.”

  Mit hjerte havde sprunget et slag over.

  “Kan.. Kan De ikke blot give Birdy en glemselspille, så hun ikke vil kunne huske noget?” Mor havde hulket så meget, at man knap nok havde kunnet høre hendes talte ord.

  Loren havde leet. “Et barn i den alder vil dø af pillens stærke indhold. Man kan først tåle at tage en i alderen atten.”

  Mor havde således lovet, at hun ville få mig til at glemme det hele og lukke munden om det. Men det behøvede hun ikke. Oplevelsen havde skræmt livet af mig. Jeg ville aldrig fortælle nogen om det. Det ville blive over min sjæl.

  Som årene videre gik og rygterne i blandt folk faldt på plads og blev glemt, livet fortsatte og jeg stødte på Darren over nettet, begyndte at skrive med ham igen - mødte jeg Lula, der hurtigt blev min bedste veninde.

  Fortiden havde mange åbne pladser, som kunne blive revet op, og jeg ville blive knust, men nu vi ikke længere så til Loren efter al den tid, have jeg det så godt, som jeg kunne. Der var en masse smerte i mit liv, som bare ikke ville forsvinde. Jeg følte, at smerten forsvandt, når jeg var sammen med andre, normale, mennesker. Sådan kørte forløbet i længe.

  Der var tidspunkter imellem alderen 11-14, hvor jeg havde været alt for nysgerrig omkring det hele, og jeg havde forsøgt at finde ud af mere om gerimidenterne og de grimme ymbesser, og specielt meget min far og Loren. Men alt havde blinde spor, og jeg endte med at huske, hvorfor jeg egentligt skulle glemme det hele til start. Og havde min krop kunne klare glemselspillen den gang, havde jeg fået den, og jeg havde alligevel ikke været vidende til noget af det hele, så jeg skulle bare lade det ligge.

  Også i alderen fjorten skete det, at Darren ikke længere svarede på mine mails og beskeder. Jeg var knust. Vi havde ‘datet’ i snart et år, og vi havde været venner siden for evigt. Jeg var så ødelagt og hjerteknust, at jeg kom ind i min korte emo periode, hvor jeg gik klædt i tøj, der var så stramt, at det kunne gøre mine ben moste, og jeg brugte så meget makeup, at jeg burde have fået hudkræft.

  I denne tid, der varede i omkring ni-ti måneder, havde jeg heller ikke lavet andet end at spise. Spise, æde, spise. Jeg var gået fra at være skolens optimistiske solstråle, til skolens overvægtige emopige, der var fucked up overfor alle.

  Sådan var det, indtil jeg mødte Leo. Han var ikke ny på skolen, men jeg havde aldrig bemærket ham før, - formentlig fordi han 1. gik i de lukkede kredse og 2. havde været i lange perioder i USA, hvor hans far lå som en af de øverstkommanderende i militæret.

  Leo var sød, venlig, - en sand gentleman. Han virkede til at være ligeglad til mit fedmeproblem, og han var ligeglad med, om jeg spiste for meget. Han ignorerede andres kommentarer om, at de ikke forstod, at han ville være sammen med mig, fordi han vidste, at det ville såre mig. Også betød det intet for ham, at jeg gik klædt i, hvad jeg nu gjorde, og hvor meget makeup jeg havde på. Eller sådan troede jeg i det første hele år, vi var sammen som et par.

  Tænk, at jeg havde været så blind. Femten år og pludselig havde jeg tabt mig flere kilo, og min tøjstil og styr på mode samt forbrug af makeup var rent faktisk i orden. Men hvordan? Fordi det var, hvad Leo havde gjort mig til.

  Siden starten af vores forhold havde han stille fået mig til at smide makeuppen og iføre mig en stil, han følte sig tiltrukket af. Han havde taget mig med ud at løbe og med hen til fitnesscentret, og han havde ikke gjort det på den søde måde. Han havde hvisket i mit øre, at jeg ikke var god nok. Han havde sagt, hvad jeg skulle gøre for at blive hans og kun hans. Og jeg havde intet hørt, kun adlyddet.

  Som jeg indså, hvad han gjorde mig til - en pige med begyndende bulimi, blev jeg mere og mere nervøs. Jeg havde ikke turdet sige ham imod, når han beordrede mig til at gøre, som han ønskede. Selvom jeg havde tabt mig, så hele mit klædeskab måtte skiftes, var perfektionen aldrig nok.

  Det ene øjeblik betød han verden for mig; Jeg elskede ham, og hans øjne bandt mig i en forbandet, forførende trance, der gjorde mig lykkelig.

  I det næste øjeblik hadede jeg ham, ønskede at slå op med ham, men jeg kunne aldrig få mig selv til at sige et ord, når vi stod ansigt til ansigt, og hans øjne stirrede tryllebindende ind i mine Den eneste, jeg havde fortalt dette til, var Lula. Men alle kunne se det. Næsten alle. Der i blandt Max, der afskyede ham. For hver dag blev han mere og mere vred på mig, fordi jeg ikke gjorde noget. Jeg lod ham nedbryde mit skjold og min selvtillid, til jeg ikke var andet end knogler.

  Folk var begyndt at kalde mig Nerdy i stedet for Birdy. De lo af mig, når jeg gik forbi. Ikke på den samme hemmelighedsfulde måde som før. Det var hvad jeg takkede Leo for. Han havde hjulpet mig ud af min krise og ført mig ind i en anden, der ikke var ligesom slem, men stadig påvirkende.

  Leo vidste godt selv, hvad han gjorde. Jeg undrede mig tit over, om han nogensinde skammede sig. Der var tider, hvor jeg græd, og jeg tænkte, at han også gjorde. Jeg havde medlidenhed med ham, selvom jeg var usikker på, om han overhovedet også følte det.

  Månederne op til hans død var jeg mere i tro på mig selv. Jeg var ikke stærk nok til at fuldføre en diskussion med Leo, men hver gang han kommanderede med mig og uden tak og uden et spørgsmål bad mig blive til en anden person, havde jeg svaret igen. Højest to vrede og sårede sætninger, før han ændrede min holdning, - mindede mig om hvad han havde gjort af gode ting for mig, og hvor højt han elskede mig uanset, hvem jeg var.

  April var den bedste måned i vores forhold. Men også den sidste.

  Det sværeste ved hans død var nok at trods hans kommanderende side, vidste jeg, at han var et godt menneske, der virkelig, sindssygt holdte af mig. Når han sagde, at han elskede mig, og når han strøg mig over kinden, kyssede min mund, skrev sine breve og digte og fortalte mig, hvor meget han syntes, at jeg var pæn, løj han ikke. Det vidste jeg bare.

  På dagen han blev dræbt, og på dagen jeg mistede store dele af min hukommelse, gik alt ned af bakke.

  Det var som om, at al den anger og al den angst jeg havde i mig brød ud, da jeg indså, at der blot var måneder til min atten års fødselsdag. Det betød, at jeg måtte leve op til alt det, som Leo havde lagt pres på ville ske, når jeg blev voksen. Det betød, at jeg snart måtte stå på egne fødder og ikke længere få hjælp af mor. Det betød, at jeg måtte få glemselspillen, og at jeg intet længere ville kunne huske. Jeg ville ikke længere huske, hvem jeg var. Jeg ville ikke huske mit navn, min person. Jeg ville ikke engang kunne huske min egen far og søster, og hvordan Leo havde været imod mig. Jeg ville blive destrueret, men jeg ville på samme tid aldrig kunne holde på alle de hemmeligheder mere, hvis jeg ikke fik den, og så ville Loren slå os alle ihjel.

  Kort inden Leo havde samlet mig op til vores date på engen, som var vores mest typiske mødested, havde jeg lovet mig selv, at vores forhold måtte afslutte, og det måtte ske i aften. Det ville gøre det nemmere for mig at tage glemselspillen til sin tid, for så ville jeg være sikker på, at han ikke ville snyde mig igen.

  Men aftenen tog over, - det gjorde Leo også.

  I de første par minutter ventede jeg bare på det rette øjeblik til at fortælle ham min beslutning med vores forhold. Men han gjorde noget. Et eller andet, som jeg blev fanget i. Jeg faldt under hans trance, og jeg blev fanget i en krydsild uden spørgsmål, men med rammende ord.

  Jeg sagde gentagende gange til mig selv, dybt inde i mit sind, at jeg måtte gøre det over, når han havde kørt mig hjem. Men så kom det hele med bilerne, der kørte om kap. Bilerne, der fik os kørt af sporet og direkte ind i døden og ind i sorgen.

  Så var der pludseligt intet tilbage.

 

Efter koma, efter begravelse, efter det hele forsøgte jeg at slippe væk fra hændelserne, som jeg havde oplevet. Men kun de parter, som jeg huskede.

  Jeg fik det bedre på nær de enkelte gange, hvor jeg græd. Men jeg havde Lula.

  I tiden med Leo havde jeg ikke taget mig af hende og hendes problemer - kun fyldt hende med mine egne. Og nu kom jeg igen for at gøre det samme, blot af en værre grad.

  Jeg blev mere bestemt, mere kommanderende som Leo. Jeg dyrkede motion med Lula og sagde, at det var for at komme over sorgen, men sandheden var, at det var for at opfylde Leos krav, selvom han var død. Hans stemme og hans ansigt havde afmærket min sjæl. Han boede bagerst i mit hoved, og jeg tænkte på ham hver dag, selvom jeg lod som om, at jeg ikke gjorde.

  Det gik bedre for mig, og det dalende for Lula. Hun brugte al sin styrke og energi for at gøre mit liv bedre og for at hjælpe mig videre. Hun tog med mig over alt, hjalp mig i hvilken som helst situation og smilede altid, når jeg ønskede at se hende smilende. Nogle gange tænkte jeg, om Leo og jeg havde byttet roller, eller om jeg i virkeligheden ikke var så slem, som jeg kunne se ud til fra Lulas synsvinkel.

  Fra at gå fra at have været den optimistiske, den overvægtige og den svage og nørdede var jeg så blevet til den kælling, der styrede alt og alle. Ikke som Leo - ikke bare én person. Det gjaldt alle, og alle kendte mit navn.

  Fyrene elskede det, pigerne hadede det. Jeg opførte mig bare lige så rebelsk, som jeg havde lyst, og Lula var min hjælper, der var spændt fast til vognen uanset, hvor jeg tog hen.

  Men skæbnen ville mig ikke, at jeg skulle ende så langt ude; Fortiden tog tilbage til mig i Gritzbee.

  Inden jeg vidste af det stod Darren foran en Birdy, der ikke anede, hvem han var, og hvad hendes fortid havde stået på, og der var ikke længere nogen veje at tage. Han vidste alt om mig, - alt hvad der var sket, alt hvad jeg kunne blive skyld i, men han flygtede ikke. For han var sygeligt, kaotisk forelsket i mig. Og det ville blive min død. Og det ville blive hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...