Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34502Visninger
AA

45. ❀ Kapitel Fireogfyrre | Og Så Elskede Jeg Ham

Han stod over min seng. Hans øjne lyste op i mørket af de koldblodige, stålgrå nuancer. Jeg så ham; manden; det var C. Og i det samme øjeblik som hans bredde, blege hånd greb fat om min hals og klemte til, så jeg ikke kunne få vejret, vidste jeg, at han ville blive min død - min morder.

  Mine øjne flakkede forskrækket rundt i rummet, da jeg med et sæt og en kraftig, hæs indånding vågnede op fra mit mareridt. Jeg kunne ikke få øje på nogen. Selv ikke Darren, der kort inden jeg faldt i søvn, havde været her. Nu var jeg alene, skræmt og forvirret. Hvor var Darren?

  Ufokuseret og omtåget satte jeg mig op med det varme og fugtige sengetøj klæbende til min ryg og min krop fra fødder til talje viklet ind i det. Jeg rev dynen af mig og løb nedenunder i et beruset tempo for at tage et glas vand og tøvende i den svimle tilstand, søgte jeg efter en af køkkenstolene at sidde på.

  Med glasset i hånden tørrede jeg panden og overlæben med håndfladen for sved og forsøgte at få vejret imellem de hurtige gisp.

  Omgivelserne var pludseligt ikke længere sig selv, men så fjerne og surrealistiske. Jeg følte, at jeg befandt mig i en helt anden, sjælelig, dimension, hvor jeg kunne bevæge mig frit og uset, men med bekostningen af at jeg ikke kunne blive bemærket af nogen. Det føltes som at være en sjæl hevet ud af sin krop eller i hvert fald på vej til det.

  Efter adskillige minutters forsøg på at vende tilbage ind i min krop, gled alt på sin plads og min puls fald ned som hoveddøren blev åbnet. I øjeblikket gled kulden ind og satte sig isnende på min hud, der straks i en bølgende fornemmelse blev dækket af tydelige gåsehud, som min muskel blev aktiveret og hårsækkene rejste sig. Med det samme blev alle andre muskler låst, min ånde gled ud, og jeg var som lænket til den kølige stol.

  En mørk skikkelse travede ind ad døren under månens hvide lys, og den mandlige skikkelse havde endnu ikke bemærket mig i køkkenet et rum længere væk. Hvis ikke det var på grund af min pludseligt knuste stemmebånd, ville jeg have kaldt efter Darren, men til hvilken hjælp havde det også været.

  Døren blev lukket i, som vidste manden, at han ville blive for noget tid. Han virkede ikke bekymret. Han virkede anstrengt over noget, der ikke kunne tyde sig for mig. Igen ville jeg gøre noget, men det helte gemte sig langt inde i mit sind.

  Under hans bestøvlede fødder knirkede gulvet svagt, men gennemtrængende. Mørket havde lukket sig omkring ham, ligesom jeg selv var omgivet af det. Ikke længere kunne jeg se hans skikkelse, men jeg fornemmede, hvor han befandt sig. Han var på vej mod trapperne op til mit og Max' værelse.

  Idet en skinnende, flad og reflekterende genstand i hans hånd på det tredje trin op ad trappen blev ramt af måneskæret fra køkkenvinduet, kunne jeg mærke en overvældende følelse af panik og angst blande sig inden i mig med en koldblodighed så stor som lysten til at handle.

  Forvildet sprang jeg op ad stolen, kastede mig efter den nærmeste store kniv i skuffen og løb mod åbningen. Jeg hev efter vejret og kæmpede skrækslagen en kamp for at gøre noget, men jeg tog mig selv i at stivne, som manden vendte sig om.

  Nu vidste jeg, at jeg var at se i månelyset, og jeg vidste, at der ingen vegne var tilbage. Men endnu en gang vendte luften tilbage til mine lunger, da ansigtet kom til syne.

  "Birdy, hva' pokker," hviskede Darren forfærdet og med et helt forkert udtryk. "Hvad laver du oppe?"

  Min hals var isnet, og ordene havde svært ved at bryde igennem. "Mareridt. Jeg troede, du.. Du var." Jeg standsede mig selv og sank kniven, da han kom og tog den forsigtigt ud af min hånd.

  "Jeg tager mig af det, Birdy. Af ham. Du skal aldrig bekymre dig om ham igen. Det er slut." Han tog mig til kinden og aede den blidt med sin tommelfinger, men jeg trak mig tilbage. Jeg så på den stålgrå mobil, han bar i hånden. Det var den, jeg havde set.

  "Rør mig ikke igen, før du fortæller, hvor du har været." Jeg så alvorligt på ham.

  Darrens blik gled væk. Hans mund var lukket i, som var en lås uden tilhørende nøgle lukket fast om den. Han ville ikke fortælle mig det. Der var noget, han skjulte for mig. Mig. Hans egen. Kunne det overhovedet passe?

  "Hvad skjuler du for mig?" spurgte jeg bekymret og så igen ned på den slukkede mobil. Gad jeg kunne spole tiden tilbage og afsløre ham i tide.

  "Intet. Det lover jeg. Jeg ville have gået op og set til dig, lagt en besked og så smutte for et øjeblik. Det var bare Dylan, der ringede."

  Om natten? Nu?

  "Hvad helvede er det for et tidspunkt at ringe en op på? Og havde du seriøst tænkt dig at efterlade mig syg og alene, mens en galning render rundt om hvert et hjørne af huset for at slå mig, min familie og dig ihjel? Og du er min kæreste?" Dele af mig kunne ikke forstå dette. Nej faktisk ikke. Intet af mig kunne forstå dette.

  "Det er virkelig ikke sådan der, Birdy!" hviskede han, og jeg kom i tanke om de andre i huset. "Dylan sendte en sms, og han skrev, at det drejede sig om dig. Din sikkerhed, og han havde ikke tålmodighed til at vente til i morgen. Så jeg gik ud for at snakke med ham. Han sagde, at han ikke kunne fortælle alt over mobil, men Cece havde til træning i går bedt ham om at finde ledige stillinger hos Loren. Hun vil søge et nyt job hos Loren - denne gang på kontor for at sikre sig information i smug. Det vil give os mulighed for at være et skridt foran ham og C., og det vil betyde, at vi kan sikre os din sikkerhed frem for alt. Men der er mere bag. Derfor behøver jeg at mødes med Dylan hurtigt. Han har allerede aftalt det med Cece."

  Jeg tog en dyb indånding for at forstå det hele. Okay. Så var sådan, at Cece ville få job igen hos Loren. Denne gang tættere på, så hun lettere kunne få information om hans planer. Sådan ville vi være et skridt foran. Sådan kunne vi sikre os min sikkerhed - og forhåbentlig også deres. Hvis alt gik efter planen, kunne vi vel slippe af med Loren helt? Det var måske det, som Dylan ville snakke med Darren om.

  "Der er bare noget, jeg ikke forstår. Hvorfor har Cece ikke fortalt noget her og til mig? Hvorfor vil Dylan ikke komme her udenfor, så du ikke behøvede at forlade mig helt? Og hvorfor ringede Dylan overhovedet til dig og ikke mig, når det involverer mig? Det hænger da overhovedet ikke sammen."

  "Jeg vil gætte, at det er fordi huset her bliver overvåget nærmere end resten af Gritzbee. Sikkerheden er større et hemmeligt mødested, selv hvis de følger efter os. Desuden vil hverken C. eller Loren gribe til her, så længe Veronica og Max er her. Det kan du være sikker på. De risikerer ikke, at de opdager noget, da det vil afsløre alt. Husk på at Max ikke ved noget om alt det her. Og Dylan ringede vel til mig, fordi han ved besked om din tilstand. Du skulle slet ikke have fået det her at vide."

  Et suk brød gennem mine læber.

  "Okay. Okay. Men hvis du siger, at huset her bliver overvåget nærmere, hvorfor har du så fortalt mig hele planen midt på gangen i al offentlighed?"

  Darren stivnede."Fuck!"

  Jeg begyndte at grine og lænede mig frem for at kysse ham.

  "Hah, skat, så lavt og hurtigt som du hviskede, kunne jeg knap nok høre det." Jeg smilede, og det gengav sig på hans læber. "Bare lov mig, at du vil passe på, hvad end du gør, og hvor end du tager hen. Ellers kan jeg ikke lade dig gå nu."

  Det var smilet, der sikrede mig hans løfte, og ikke de efterfølgende ord, der kom ud af hans mund. Han ville vende tilbage, og jeg ville vente på det. Hvert et levende sekund.

 

Darren ville ikke komme hjem den nat. Dylan ville ikke kunne forklare, hvor han var blevet af, da han sikkert havde gået fra mødestedet. En uge senere ville liget blive fundet i kanten af noget vand. Hans krop ville se forfærdelig ud - som var den blevet knust af tusind hamre. Formentlig ville jeg aldrig komme videre, men ende som en enegænger - alene og omgivet af mindst hundrede katte. Jeg ville dø lige så stille.

  Det var, hvad jeg tænkte, til hans levende krop igen lå trygt ved siden af min. Jeg omfavnede ham natten over og vågnede først sent om morgenen. Da var mor allerede taget afsted for at købe det sidste ind til jul - deriblandt juletræet. Det var heller ikke, fordi jeg havde været i humør til at lave noget som helst julerelateret. Egentligt ville jeg bare overstå det sidste af hjernerystelsen, som var blevet blidere efter nattens søvn, så jeg kunne få overstået hver en forbindelse til Loren og modbydelige C. Før kunne jeg ikke slappe af og nyde detaljerne i livet og i julen. Dagen alt dette ville være på plads, ville være en befrielse, der gjorde en forskel.

  Så jeg læste så småt videre i Gerimident. Darren fortalte mig derefter det nødvendigste om planen. Sådan set bare, at det var sat for, at vi ville forsøge at komme så tæt på Loren som overhovedet muligt, så vi kunne få en ende på det her. Mere specielt var der ikke.

  Dog havde Darren noget med til mig. En forgave før jul, kaldte han det. Det var en ring - en fortryllet ring. Den var smedet af ægte sølv, men der var tilføjet magnetisk støv, der ville skygge mig fra gerimidenternes system, så længe jeg bar den. Endnu en måde for mere sikkerhed, og så var den elegant med stort stil. Den var smal, skinnende, lun i hånden og så havde den disse tre små diamanter i en blodrød farve i nogenlunde samme nuance som fjertatoveringen på gerimidenters håndled. Jeg så over på Darrens. Jeg følte lyst til at røre den, men gjorde det ikke.

  "Tak," hviskede jeg i et dæmpet smil, optaget af at få ringen på.

  Han nikkede, "så lidt," og kyssede mig så på panden.

  Om aftenen var Lula kommet for at høre til mig. Hun var bekymret for min tilstand, men jeg forsikrede hende flere gange om, at jeg altså var helt okay. Det sidste af feberen ville snart være ovre, og så kunne vi tage ud en aften efter jul og spise sammen. Alt skulle nok vende tilbage til det samme, selvom jeg inderst inde vidste, at det var en løgn.

  Med sig havde hun en sæk tøj, som hun sagde, hun ikke kunne bruge mere. Hun ville høre, om det var noget for mig - ellers kunne jeg bare smide det væk. Jeg sagde tak for det og lovede at se det igennem senere, derefter forlod hun huset med et usikkert, skælvende smil. Jeg tænkte, om hun havde set til Max de sidste par dage, men det vedkom ikke mig. Jeg burde bare være taknemmelig over stadig at se hende, selvom hun ikke føltes som den samme person. Hun føltes mere.. Som sig selv. Som var hun ikke længere ven af mig, men ven med mig.

  Darren havde undervejs sat på mit værelse og fumlet med Gerimident for selv at læse den. Det lod til, at han allerede var længere end jeg.

  Da jeg kom op for at hvile mig, sov han allerede. Jeg nænnede ikke at vække ham, så jeg tog dynen om ham og satte mig ved skrivebordet med et brev. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville skrive, før kuglepennen i min hånd allerede var godt i gang med at forme bogstaverne i fine kurver.

  Først forstod jeg ikke meningen, af hvad jeg selv skrev. Men så begyndte det at bryde frem.

  Det startede på en eng, hvor himlen var farvet i de smukkeste lyserøde nuancer, og det sluttede på et værelse med væggene farvet hvide som den fineste sne i parken. Således fuldendte jeg den: På svingende veje skred det frem mod paradiset, mod haven, mod havet og træerne med kronbladene i det fjerne. Måden han beskyttede mig på, gav mig styrke og spændkraft til at passe på ham, og jeg bevidnede, og så elskede jeg ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...