Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34395Visninger
AA

5. ❀ Kapitel Fire | Grunde Til At Elske

Lula kastede et kort blik på mig, men fortsatte straks med at skrive på mobilen. Jeg lagde mig over til hende, men hun skyndte sig ud fra beskeder og gik ind under Flappybird.

  "Skjuler du noget for mig?" spurgte jeg i sjov, men hun sendte et alvorligt blik, hvilket ikke lignede hende. Lula var typen, der var som en åben bog. Altid ven af morskaben og mig selvfølgelig. Hah, det lød som om, jeg ikke var morsom.

  "Jeg skulle til at spørge dig om det samme?" Hun slukkede mobilen og lagde den fra sig.

  "Øh, whut?" Jeg løftede det ene øjenbryn og satte mig til rette i min seng. Hun vendte bare øjne og sukkede, som vidste jeg hvad hun mente, men bare ikke gad fortælle.

  "Jeg så dig og ham fyren. Skal du ikke fortælle, eller hvad?" Langt om længe satte et lille smil sig på hendes læber, og jeg kunne ikke lade være med også at smile.

  "Åh, han hedder Darren og spurgte bare om mit navn og nummer. Ikke noget særligt." Jeg fnes og havde lyst til at bryde ud i grineflip. Jeg måtte da have to stalkers: Darren og Lula. Det var sjovt, men også en del uhyggeligt.

  "Ikke noget særligt?" gentog hun som et spørgsmål og grinte højt. "Han bad om dit nummer! Fik du hans? Han var sgu da lækker, han bliver sikkert din nye Leo!"

  Jeg så forskrækket på hende og fik tårer i øjnene.

  "Ej, undskyld Birdy! Det var ikke meningen, at bruge ham," undskyldte hun og tog min hånd. Jeg så ned på det lilla tæppe under os.

  "Det' okay. Men der bliver ikke noget mellem os. Og du har ret, der er faktisk noget, jeg har holdt skjult. Noget mere." Jeg tog en dyb indånding, og Lula kiggede på mig med øjne bedende om at fortælle mere. "Husker du, natten jeg vågnede i koma? Og du sad udenfor og ventede på, at vi fik svar om hvor godt, jeg ville klare mig?" Hun nikkede. "Da jeg fik at vide, at Leo.. Ikke længere var der.. Så.." Jeg stoppede og tårer gled ned ad min kind. Jeg skyndte mig at tørre dem væk med cashmere sweateren. "Jeg gav mig selv et løfte om, at jeg aldrig måtte elske igen."

  I lidt tid sad Lula bare og så uforstående på mig. Hun tænkte over, hvilken betydning det havde, og jeg kunne se på hende, at hun ikke helt var klar over, hvad hun skulle sige.

  "Hvorfor?" spurgte hun og så ind i mine mørkebrune øjne.

  "Jeg kan ikke klare det igen. Jeg kan ikke klare at se flere døde ansigter." Langsomt drak jeg en tår af det glas vand med citrus, som jeg havde stillet på mit natbord. Derefter stillede jeg den tilbage og ventede på, at Lula skulle sige noget.

  "Lad mig give dig ti ud af milliarder af grunde til at elske." Hun satte sig op og rettede ryggen, som skulle hun til at holde foredrag.

  "Nej, stop Lula. Jeg har bestemt." Hun rystede bare på hovedet og begyndte:

  "Grund 1: Kærlighed er fantastisk. Grund 2: Kærlighed er sjov. Grund 3: Jeg elsker kærlighed, og så skal du ikke være den nederen veninde, der ikke gør. Grund 4: Du kan lide ham Darren, I know it! Grund 5: Darren kan helt sikkert også lide dig. Grund 7: Det sker ikke igen, bare stol på det. Grund 8: Kærlighed er dejlig. Grund 9: Kærlighed er fantastisk. Grund 10: Jeg ser godt ud i shorts."

  "Okay.. Du sprang over grund seks, du brugte grund ét to gange og den sidste.. Havde ikke noget med det at gøre." Jeg smilte skæv, men følte mig opmuntret.

  "Sikker? Gjorde jeg? Anyways! Kan du ikke se det?" Hun klemte min hånd og lænede sig ind over mig med et uhyggeligt ansigt med store øjne.

  "Jo, men jeg gør det ikke. Og hvis jeg gør, bliver det ikke nu. Og jeg gør det ikke." Jeg hoppede af sengen og stillede mig foran mit spejl. Uden at tænke over det, tog jeg læbestiften fra aftenen Leo døde, gik hen til vinduet, åbnede det og kastede så den så ud.

  Lula skyndte sig op fra sengen og var lige ved at springe med ud af vinduet.

  "Den kunne jeg have fået!" Hun lavede en trist-sur grimasse, men jeg ignorerede det. Jeg havde det godt over, at den ikke længere var på mit værelse. Og dér vidste jeg, hvad jeg måtte gøre, for at glemme Leos død. Jeg måtte skille mig af med alle de ting, vi havde sammen.

  

Efter Lula var taget hjem den aften, opgav jeg alligevel kassere tingene. Det ville jo blive hele mit værelse, så jeg måtte lærer at leve med det.

  Da jeg kiggede i min kalender, opdagede jeg, at der kun var seks dage til min fødselsdag. Altså seks dage til min fest. Og Darren havde endnu ikke ringet eller skrevet, så jeg kunne ikke invitere ham. Jeg fik det dårligt i min mave. Det var også dumt, i det hele taget at tro, at vi nogensinde ville få noget sammen. Det havde jeg ikke engang troet, det var Lula! 

  Mine tanker var tunge og føltes grå. Jeg led vidst af humørsvingninger, eller noget. Hvad vidste jeg også om dét? Var humørsvingninger ikke kun noget gravide kvinder fik? Whatever. Jeg var hverken gravid eller helt kvinde - og det lød på en måde forkert, men jeg var pige ikke kvinde. Kvinde var først om seks dage.

  Den velkendte lyd af min ringetone fyldte pludseligt rummet. Det gav et sæt i mig, og jeg løb hen greb fat om den.

  "Det' FlappyBirdy," sagde jeg så hurtigt, at jeg kom til at sige fejl. Efter sidste spil, havde jeg haft Flappybird i tankerne, og nu kombinerede jeg så åbenbart mit navn med dén. Eller rettere sagt: Dén med mit navn.

  "Øh, hvad?" Darrens stemme rungede i mobilen. Jeg var lige ved at hyperventilere, men holdte det inde.

  "Birdy, jeg mente Birdy!" skyndte jeg mig at sige. Jeg vidste ikke hvorfor, men af en mærkelig grund, var jeg bange for, at han ville lægge på.

  "Ha ha!" Han lo. "Du har en go' humor." Jeg undgik pænt at fortælle ham, at det ikke var en joke og i stedet grinte med.

  "Jeg ville egentligt hører dig om noget," sagde jeg, da der blev stille.

  "Jah?"

  "Jeg holder fest på fredag, vil du med? Det er hos mig, jeg har fødselsdag." Jeg fornemmede, at han smilte.

  "Jo, meget gerne. Men, øh, jeg er ret ny her. Jeg boede førhen i Gritzbee Nord, nu er det så.. Syd. Så jeg kender ikke rigtig andre end de fra racerholdet." Racerholdet? Oh my god, sexet.

  "Helt i orden, min veninde og jeg kan sagtens hænge ud med dig, og jeg kender én, jeg tror, du vil syntes om, nu du er så vild med alt det racer-halløj." Jeg løj selvfølgelig om at kende én, men helt ærligt, hvordan skulle jeg ellers få ham med?

  "Super, nice. Så kommer jeg. Hvor tid?" Han rømmede sig, og jeg tog mig selv i endnu engang at kigge på min kalender, for at se hvor tid, det egentligt var.

  "Det' klokken syv, men kom klokken halv seks. Så kan du spise sammen med os." Han sagde "okay" og lagde på. Jeg havde en god følelse i maven. Det var virkelig sandt med de humørsvingninger. Og hvad så?: For jeg var ikke gravid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...