Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34493Visninger
AA

16. ❀ Kapitel Femten | Vælg Klogt

Crying is not a sin. By contrast, Beth, it is a human need that we all need and all have the power to use instead of anger.

  Det var mit yndlings citat. Det var fra min yndlings bog af min yndlings engelske forfatter; Risk of Heart Crushing, der kun kunne beskrives bedst ud fra resuméet:

 While the fine, flawless snow begins to lie down on the icy lands of the village Creethan,  the young Beth Vadensey find her first love - and possibly her last.

  Den var så genial og rørende, at tårerne havde løbet ned ad mine kinder hver evig eneste gang, jeg havde læst den.

  Beth Vadensey - hovedpersonen var ramt af en uforklarlig sygdom, der aldrig før var blevet set. Uden videre begyndte hendes sanser at smuldre, og til sidst ville hun ikke længere være i stand til noget og dø på den mest grusomme måde.

  (Spoiler, spoiler) Hun når at fortælle sin mor, at hun ønsker, at de vil give hende den sprøjte, der kan afslutte hendes liv smertefrit. Hun ønsker ikke at dø som dét, der er blevet spået til hende. Hendes mor og hendes kærlighed kæmper på trods af meget sorg for at få lov til denne "aflivning", hvilket der bliver stor krig om i medierne og så videre.

  (Spoiler slut) Og filmen ville så komme om en måneds tid. Gæt hvad! Den kunne jeg ikke se, for jeg skulle jo i fængsel!

  Pessimisme. Urgh. Jeg måtte prøve at vende det til positivt. Se nu, jeg fik en god advokat, Richard opstod fra de døde sammen med Leo, Darren ville blive min bedste ven og Leo min kæreste og alt ville blive en fucking alt for perfekt afslutning på mit liv. Pessimisme: ON.

  Efter at have siddet med den franske hotdog i hænderne i lidt tid for at varme mine hænder, der var blevet ret så kolde, kunne jeg ikke længere holde sulten ud. Jeg åd det hele på ingen tid og maste papiret igennem tremmerne, så Dylan kunne tage det. Ikke at jeg specielt blev mæt af den, men du havde jeg ikke længere kvalme.

  "Tak for pølse," fnes jeg og afskyede min dårlige humor. Dylan kunne dog heller ikke lade være med at fnise, hvor imod Bob brummede noget utydeligt.

  Der kunne ikke længere være så langt til dér, hvor jeg nu skulle hen. Jeg forventede ikke, at de måtte gøre yderligere, før jeg havde en advokat. Men altså nu længtes jeg sådan set bare efter at slippe væk herfra. Det var, som var jeg et dyr.

  "Skal jeg egentlig være bange for alt det her?" spurgte jeg nysgerrigt. "Hvad kommer der til at ske?"

  "Nej, det skal du ikke," sagde Dylan. "Du skal i varetægtsfængsel, indtil du bliver sat for en dommer, der kan afgøre den endelige straf. Højest sandsynlig vil det blive om et par dage."

  "I har bare at finde den rigtige morder snart," snerrede jeg og kiggede ud af vinduet.

  Der var tusmørke, selvom det kun var lidt tid efter midsommer. Jeg kunne ikke se så meget. Kun få arealer af tørt græs indenfor lygtepæle lysenes placeringer. Trættende, så jeg vendte blikket mod Dylans fascinerende smukke hår. Det var vildt, men lagde rodet ned. Nuancen var så sort, at jeg tænkte, at der umuligt kunne eksisterer noget mere sort end hans hår. Det lignede det pureste blæk, og det var en pæn farve.

  Jeg var dog ikke et øjeblik i tvivl om, at han var en player. Det udseende kunne en så lækker dreng ikke bærer - kun Darren, og han var ellers lækrere.

  Bare for tids fordrivelsens skyld, lod jeg mig sammenligne de to hotte drenge.

  Darren var lækker. Dylan var lækker. De havde begge D, A og N i deres navn. Begge havde et markeret tiltrækkende ansigt. Begges hår var lidt rodet på en flot måde. De havde begge pænt hår. De var begge muskuløse og havde markerede overarme og krop - jeg kunne i hvert fald godt forestille mig en six pack under Dylans politi uniform. Begge havde magiske øjne. De var gode til at snakke - og flirte. Sikkert flere ting at sammenligne, men jeg kunne ikke vente med modsætningerne. Det blev lidt uhyggeligt, hvor meget de egentlig havde tilfælles.

  Dylan havde mørkebrune øjne - snarligt sorte ligesom mine. Darrens var oceanblå. Dylan havde mørkt hår, Darren havde blond, sandfarvet hår. Dylan virkede som en dirty player, det var Darren ikke. Og så var jeg helt sikker på, at Dylan ikke var tågevogter ligesom Darren. Så var der selvfølgelig også dét, at jeg havde kysset med Darren og ikke Dylan.

  Endnu en skarp drejning, men jeg holdte mig fast, der hvor jeg sad. Denne gang stoppede Bob ved en politistation. Jeg tænkte, at det var nu, der skulle ske noget. Min muligheder for at flygte var ikke store. Jeg kunne prøve at løbe med det samme bildøren blev åbnet. Jeg kunne sparkede personen, der ville åbne døren, og så løbe. Nej, der var helt sikkert ikke de store chancer, der ville få mig til at se mindre skyldig ud.

  Pludselig kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvordan Richard mon blev slået ihjel? Jeg havde slet ikke tænkt på ham, ikke før nu. Jeg så hans ansigt for mig. Mørkebrunt hår, grønne øjne, fregner, ret lav, smilende men med et seriøst blik. Var han død? Hvad skulle min grund være til at slå ham ihjel? Jeg havde kun talt med ham, da Darren, Lula, ham og mig blev sat på hold sammen. Og vi opdelte os desuden, jeg var ikke engang sammen med ham.

  Jeg forsøgte at forestille mig ham ligge død inde i skoven, hvis det da var dér, han blev myrdet. Hvornår havde jeg mon rørt ved ham? Altså det havde jeg jo ikke gjort, det ville jeg kunne huske.

  Heldigvis blev det Dylan, der åbnede op for mig. Havde det været Bob, havde jeg nok sparket ham - uden at flygte. Noget ved ham gjorde bare, at jeg hadede ham. Dylan var mere ung og var tydeligvis forstående for min situation.

  "Følg med," beordrede han og tog om min venstre arm.

  Jeg blev ledt indenfor, hvor jeg bare skulle stå og kedelig nok vente til Bob havde snakket med en anden betjent om mig. Jeg hørte ikke, hvad de talte om, men jeg kunne forestille mig at ham, han talte med, måske var chef for ham og skulle have noget fortalt, før han bare måtte sætte mig bag tremmer.

  "Du har ét opkald," nærmest hvæsede Bob til mig og viste mig hen til en fastnettelefon. Derefter gik han, og kun Dylan stod ved mig.

  "Du må nok hellere vælge klogt," smilede han, selvom der ikke var meget at smile over. "Og forresten, så er din mor på vej. Så du bør nok ikke ringe til hende."

  Jeg nikkede, og han gik. Damn. Nu skulle min mor blandes ind i det. Det eneste spørgsmål jeg havde at stille hende var: "Tror du, at jeg er skyldig?"

  Med telefonen hvilende på bryst, tænkte jeg, hvem jeg skulle ringe til. Udelukkende ikke Max. Så stod valget imellem Darren eller Lula.

  "Ey!" råbte jeg til Dylan. Han kom straks.

  "Hvad er der?" spurgte han med neutrale øjne.

  "Kan du gøre mig en tjeneste?" bad jeg, "bare en lille én." Han nikkede. "Kan du skaffe mig nummeret på Melinda og Christian Boneton?" Han nikkede mistroisk igen og gik hen til et kontor, der muligvis tilhørte ham.

  Han tastede noget ind på laptoppen på skrivebordet og efter lidt tid, kom han tilbage til mig med en seddel hvorpå nummeret stod.

  Jeg tastede numrene ind og håbede virkelig, at én af dem ville tage den. Nærmest tiggede jeg.

  "Melinda Boneton, kan jeg hjælpe Dem?"

  JA! Tak Gud, tak Melinda.

  "Det er Birdy Green," sagde jeg og kunne mærke lettelsen forsvinde, "please, ikke læg på."

  Tavshed. Ingen ord. Ingen udtalen. Kun en ond stilhed, der lagde tvivl på så mange ting. Burde jeg fortryde, at jeg ringede op? Nej, det var det rette at gøre.

  "Melinda.." tøvede jeg. "Det gør mig meget ondt. Og selvom det lyder som en typisk replik, der ikke menes, så var det ikke mig! Jeg gjorde ham ikke ondt, jeg kendte ham ikke engang!"

  En mand i uniform kom hurtigt hen til mig og rev telefonen ud af mine hænder. Han lagde på og førte mig væk fra den. De havde selvfølgelig aflyttet samtalen. Men jeg var nogenlunde tilfreds. Jeg havde fået sagt dét, som jeg ville sige. Jeg manglede bare svar.

  Jeg kunne hører samme mand, som Bob talte med, råbe af Dylan. Noget med; hvad tænkte du på?! At give morderen nummeret til offerets familie?!

  Smilende knugede jeg papiret i min håndflade. Dén skulle de ikke tage fra mig. Uanset hvad ville jeg forlange svar - alt andet ville jeg ikke kunne leve med. Ingen ville kunne lide følelsen af skyldfølelsen af noget man ikke havde gjort, og familien skulle vide, at det ikke var mig. Og ja, jeg ville have svar. For uden svar, ville jeg ikke kunne vide, om de stadig troede, at jeg var morderen. Og så ville jeg ikke vide, om jeg skulle blive ved med at forsøge at overbevise dem.

  Tiden hvor alt det her ville være forbi, glædede jeg mig til. Jo hurtigere - jo bedre.

  Stakkels mig blev anbragt i en celle, der tilhørte stationen. Jeg rullede med øjnene, da de låste for den. Problemet var den, at selvom jeg uden videre følte mig træt, og der var en hård bænk herinde, kunne jeg ikke sove. Nej, alle kunne kigge direkte ind til mig. Og det gjorde de - med iskolde og mistroiske øjne. Spassere hele bundtet.

  Til mit held gik der ikke længe, før mor kom grædende ind til mig. En betjent lukkede endnu engang cellen og stillede sig alarmerende med ryggen til os på den anden side af tremmerne.

  "Tror du, at jeg er skyldig?" spurgte jeg.

  Mor rystede på hovedet. "Havde du da nogen grund til at dræbe ham, min skat?"

  Det blev min tur til at ryste på hovedet. Ikke at jeg havde den store grund til det, men jeg begyndte at græde ligesom hende.

  "Bare rolig," hviskede hun i mit øre. "Det er snart ovre. De har ingen gode beviser, der kan pege på, at det er dig. Du skal til forhør i morgen, før du bliver sendt i retten. Klarer du det godt til forhøret.. Så er du fri."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...