Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34425Visninger
AA

26. ❀ Kapitel Femogtyve | Cece Florence

Bilen parkerede jeg i en skovåbning, hvor der ikke var andre til stede. Man kunne ikke engang hører bilerne fra vejen, der lagde lidt væk.

  Pigen var ikke vågnet, trods bilen humpede i sneen. Hun var kommet i en dyb bevidstløshed efter mit slag, det kunne jeg regne ud. Og hvis pigen nu var hjemløs eller noget som det, fortrød jeg virkelig, hvad jeg havde gjort.

  Men spørgsmålet om det da ikke var nødvendigt, spekulerede rundt i mit hoved. For pigen flygtede. Og hun angreb mig og svarede mig ikke, da jeg løb efter hende. Så noget måtte der da være.

  Egentlig ville jeg have kørt længere ind i skoven, så pigen ikke kunne nå at flygte ud til vejen, hvis det nu var, men jeg kunne se, at der var tåge derinde, og dermed gad jeg ikke rigtigt.

  Uden at være sikker lignede pigen én på min egen alder. Hun var bare total modsætning af mig ligesom hende den pæne bibliotekar. Hende her var også pæn. I beskrivelsen lød de ens, men det var de ikke. Hende pigen var lavere - faktisk ret lav. Hun havde blå øjne, som jeg nå ikke kunne se, fordi øjnene var lukket i. Hendes hud var ganske bleg, men ikke bleg på en grim måde. Derimod lagde det godt til hendes blonde, tynde hår. Hendes øjenbryn var tegnet op på en passende måde, så helt fattig kunne hun ikke være.

  Den blodrøde kjole hun bar, lignede mere en kjole passende til sommertid. Den gik til knæene og havde ingen ærmer, hvilket fik mig til at tage sko på, gå ud, åbne døren til bagsædet og foldede tæppet, jeg havde med - omkring hendes slanke kropsfigur.

  Efter at have gået tilbage og frosset på forsædet i lidt tid, vågnede pigen med et sæt, så jeg fløj op, fra hvor jeg sad.

  "Jeg lader dig være, hvis du fortæller, hvem du er, og hvad du lavede hos mig," forklarede jeg og så på hende i bakspejlet. Jeg låste dørene, så hun ikke kunne komme ud, medmindre hun smadrede et vindue.

  Pigen stirrede på mig. "Jeg kan ikke fortælle dig noget, det er min pligt at tie hvis afsløring."

  Jeg åndede tungt ud vendte mig om imod hende. Jeg kiggede hende direkte i øjnene, og de kiggede undskyldende på mig.

  "Forklar. Ellers kommer du ikke herfra."

  "Du vil simpelthen slå mig ihjel, hvis jeg ikke fortæller? For gør du det, har du ingen til at fortælle dig noget."

  "Du truer mig? Glem det. Og jeg myrder dig ikke, men det kan blive lange nætter herude, at du ved det."

  Hun kommenterede ikke. I stedet sukkede hun opgivende hev tæppet tættere omkring sig, så hun fik mere varme. "Hvis det bliver opdaget, at jeg har fortalt dette til dig, bliver jeg dræbt." Jeg nikkede tøvende og med en underlig følelse af ubehag i maven. "Mit navn er Cece. Florence, Cece Florence. Og jeg beklager, men jeg er spion for Loren Corpster - tågevogternes leder. Han sendte mig til at informere ham om dig, og hvad du lavede. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har ikke så meget at sige. Må jeg gå nu inden nogen vækker mistanke?"

  Følelsen blev større. Jeg har været blevet spioneret. Nogen har holdt øje med mig. Åh Gud, lad det være en syg løgn eller joke for den sags skyld. Hvad har hun set af mig?

  "Laver du fucking sjov med mig? Hvad har du set?!"

  "Undskyld! Det var dét eller sult! Loren gav mig muligheden for at blive tågevogter og spionere dig, han gav mig penge! Og jeg har kun set dig som nu, bare rolig! Jeg tager.. et sted hen. Og så siger jeg fremover nej til ham." Hun havde tårer i øjnene.

  "Nej.." rystede jeg på hovedet. "Nu kører jeg dig hjem, og så har du bare at finde ud af, hvad han vil mig, og så informerer du mig. Og du får ingen penge for det, så du er forberedt."

  Cece rystede og så på mig. Hun var blevet blegere og lænede sig frem imod mig. "Jeg vil prøve. Men jeg har ingen hjem. Mine forældre døde, jeg bor på gaden."

  Denne samtale blev vildere og vildere. Gad den bare forholde sig nogenlunde normal, tak. Det var da til at besvime over.

  "Du kan låne et gæsteværelse hos mig," mumlede jeg. "Men du har bare at opføre dig ordentligt. Ellers bliver du sendt ud igen. Forstået?"

  "Forstået."

 

Cece var okay, og mor troede på forklaringen om, at det var en hjemløs veninde. Hun bogstaveligtalt vartede mig op uden at være for meget. Til sidst måtte jeg sende hende ind på gæsteværelset, hvor jeg så, at hun sad og læste i en bog.

  Efter at have været i bruser og få blodet af mig - dog stadig øm, gik jeg ovenpå og startede op på Beautiful In Darkness 4. Min mave gjorde ondt, og jeg kunne ikke finde ro til at læse. Så det endte op med at jeg gik i seng og følte mig enormt smadret - hvilket jeg jo også var.

  Jeg havde fortalt Cece, at hun bare kunne tage brusebad, når hun havde lysten. Jeg fornemmede dog, at det ikke ville blive lige med det samme.

  Udenfor var der tusmørke og sneet piskede imod huset, som straffede det mit vindue for at bese dets skønhed. Jeg fik kuldegysninger af det. Her var så koldt.

  Som natten fløj ind og månen og få matte stjerner, der var ved at dø ud, var det eneste der oplyste i mørket, begyndte jeg at nå frem til konklusionen, at jeg ikke kunne sove. Jeg følte mig træt, mit hoved var bombarderet og mine øjne tunge, men kunne jeg sove? Næh nej. Jeg følte mig som en død controller, der havde steget begrænsningen og nu var ved at ætse det hele op.

  Traskende slæbte jeg mig selv nedenunder til køkkenet, hvor jeg besluttede mig for at lave varmt kakao. Således fandt jeg og skumfiduser frem fra et af skabene, og da det var lavet, satte jeg mig ind i stuen på sofaen.

  Til at starte med benyttede jeg kruset til at opvarme mine hænder, men jeg blev for alvor tørstig af duften af det varme chokolade, så jeg drak lidt af den og kunne ikke undgå at spise en skumfidus - eller to.

  Intet ved huset var endnu pyntet op med juleting. Det måtte jeg få gjort i morgen. Cece skulle jo undersøge det med ham Loren, og jeg havde ikke selv noget at lave. Mor ville også helt sikkert være med, det kunne jeg sige mig selv. Og det ville være perfekt, for hvor besværligt ville det ikke lige blive at skulle oppynte sådan et stort hus.

  I mit hoved tænkte jeg mig til placeringerne af det hele. Jeg kiggede rundt i stuen for at opsummere alle pladser, så lukkede jeg øjnene og kunne fantasere mig til udseendet. Desværre så snart jeg åbnede mine øjne igen forsvandt alt væk og blev erstattet af samme triste modestue.

  "Birdy?" hørte jeg Cece kalde i døråbningen til gæsteværelset. Hun havde grædt, kunne jeg se, for der var mascara tværet ud omkring hendes øjne.

  Jeg satte kakaoen fra mig på stuebordet og gjorde tegn til, at hun bare kunne komme. "Jah?"

  Med forsigtige skridt listede hun over til mig og satte sig tøvende ved siden af mig på sofaen. "Jeg har fået samlet penge af Loren. Og det er ingen undskyldning, men du kan få dem til kaution af Darren."

  Mit hjerte stoppede, og jeg måtte ryste hovedet for at tænke klart. Hvad sagde hun? Kunne Darren så komme fri?

  "Det vil være.." begyndte jeg med et smil i øjet, men nåede så frem til, at de penge var alt hun ejede. "Ondt af mig. Det er dine penge, og du lever af dem. Selvfølgelig skal du selv beholde dem."

  Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke diskuterer det. Jeg finder en anden måde at skaffe penge på. Desuden har du brug for dem, du har brug for Darren. Mere end du aner."

  "Jeg vil bare have ham, jeg vil hører alt fra hans mund, hvordan kan det være mere, end jeg aner?"

  Cece svarede ikke og gik i stedet ovenpå. Jeg skyndte mig efter hende af nysgerrighed og opdagede så, at hun hev den magiske bog frem i blandt mine andre bøger på mit værelse. "Den her fortæller alt om os. Du ved, hvordan den fungerer. Og derfor.." hun gav den til mig, "betaler jeg Darrens kaution."

  Jeg nåede ikke engang at protestere, før hun gik nedenunder på gæsteværelset igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...