Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34817Visninger
AA

36. ❀ Kapitel Femogtredive | Elskere?

Min morgenmad den 12. december bestod af én ting: Intetheden. Jeg var hverken sulten eller frisk nok til at lave noget selv. Mor vidste jeg ikke hvor var. Sikkert på arbejde så jeg ikke kunne spørge hende angående det tredje barn, Cece sov stadig og Max, Lula og Darren var i skole, mens jeg ikke havde en freaking eneste idé om hvad Imogen og Dylan lavede, og det ragede mig cirka lige så meget, som hvad de lavede i går.

  "Såeh, Darren, jeg undskylder for at afbryde dig midt i en lektion og være skyld i.. hvad der nu skete. Men jeg kom til at tænke over det trænings noget. Det virker måske som langt ude at afbryde dig for, men det betyder meget for mig, hvis du kan få angivet en dato. Yeah, jeg har ikke sovet i nat over det. Du ved: Alle de spørgsmål, der plager mig. 'Håber at du vil støtte mig. Og forresten! Nu jeg er jo en gerimident.. Kan jeg så noget specielt? Altså ikke at jeg forventer noget, fuck nu lyder jeg desperat.." Sukkende fjernede jeg blikket fra mit spejlbillede. Måske ville det være lettere bare rent faktisk at ringe Darren op i stedet for at forestille mig situationen og øve mig i, hvad der kunne lyde godt.

  Okay, det bedste ville nok være slet ikke at ringe til ham. Jeg kunne vente til han kom hjem fra High School, og hvis jeg havde det fysisk bedre der, kunne jeg måske spørge ham, om han ville med ud og skøjte på Somerset House inde i London ved Thames. Det havde jeg en gang været med Max, da jeg var 11 og han var 10. Personligt elskede jeg at skøjte, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde gjort det siden. Vi kunne måske oven i købet spise på Tom's Kitchen bagefter.

  Af manglende tidsfordriv tekstede jeg kort Darren over sms.

 

:Birdy_That's_Me   

Interesseret i at vide hvilken dato træningen vil finde  sted. Noget du kan finde ud af?   

 

  Jeg besluttede mig for at rydde sneen af vejen og kører ud til det lille bibliotek, hvor Imogen sikkert befandt sig. Jeg ville afleverer Beautiful In Darkness-bøgerne. Jeg havde vist for travlt til at kunne afslutte serien, så hellere bare få det overstået og give dem tilbage, inden jeg ville få en bøde. Jeg skulle også respekterer de penge mor havde betalt for at vi kunne benytte biblioteket, selvom jeg ikke rigtig brød mig om perfekte Imogen.

  Idet jeg gik ud af hoveddøren iført mit varmeste overtrækstøj, vibrerede min mobil i lommen, og jeg måtte tage den ene handske af for at lukke op for teksten.

 

  Darren's_Parks:

  No problem, BIRD. Den 14. december, hvis du kan der? Forresten så fik jeg en besked fra IGF, at du er blevet kodet ind i systemet. De, der henvender sig til Hannah omkring de nye gerimidenter, har nu registreret dig i Ordenen. Tillykke.

 

  Crap, var jeg nu også bundet til et system?

  Hurtigt googlede jeg IGF.

 

:Birdy_That's_Me  

Independent Games Festival?  

- Og tak, datoen passer perfekt.  

 

  Googleshit, det gav jo slet ikke mening. Hvis Independent Games Festival skulle kontakte Darren, burde det være om The 17th Annual Independent Festival og ikke om noget inden for gerimidenter, Hannah og mit register i deres system.

 

  Darren's_Parks:

  International Gerimident Forbund ;-) Men det er også lidt à la det samme.

 

  Mit hjerte føltes som kildende silke, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Han gjorde min dag til det rette element, og jeg elskede ham for det. Hvis nu bare han var her, hvor jeg kunne se ham, i stedet for at jeg måtte forestille mig ham. Det kunne også være uden betydning. Jeg ville hverken kysse eller kramme ham igen, det ville føles bizart, efter jeg nærmest afviste ham i går. Disse dage blev da også mere og mere vildledende. Jeg elskede ham jo. Hvorfor skulle alt også bare være så uoverskueligt.

 

 

  :Birdy_That's_Me  

Det fornemmer jeg.  

 

  Irriteret over al den manipulation med mine følelser, lagde jeg mobilen tilbage i min bukselomme og gik ud for at på gammeldags manér rydde vejen for sne, så jeg kunne få min bil ud.

  Efter en halv times tid var der ryddet. Jeg skulle lige ud af døren, da jeg hørte noget komme løbende ned af trapperne. Til start var jeg urolig for om jeg skulle løbe, hvis det var en af Lorens folk, der kom for at slå mig ihjel, men så dukkede Lulas ansigt frem, og hun kom løbende hen i mine arme med tårer ned fra kinderne.

  Sig mig, havde hende og Max slået op?

  "Lula, hvad er der galt?" spurgte jeg med mest bekymrende stemme, jeg kunne få. Det slog, at jeg havde noget at forklare hende.

  "Jeg er galt, jeg har ødelagt alt," græd hun, og jeg aede hende på ryggen.

  "Du har da ikke ødelagt noget," jeg trak mig tilbage for at se hende ind i øjnene. Jeg kunne se hvor klare og knuste de var.

  "Jo, os!" Hun snøftede. "Jeg kan ikke beskrive, hvor ked af det jeg har været over, at vi ikke har snakket sammen som venner i al for lang tid. Jeg er så uendelig forpint over hvordan jeg har opført, og jeg er en kæmpe nar - jeg forstår, at du er vred over det med Max, men jeg.. -"

  "- Lula," afbrød jeg, "jeg er ikke sur mere. Faktisk ville jeg undskylde for min opførsel." Hun stivnede. "Men vil du ikke nok forklare mig det hele. Jeg har fået nok af hemmeligheder."

  "Selvfølgelig, selvfølgelig!" snøftede hun og skubbede et par tårer til side. "Leo var også min ven, som du ved, og ligesom du blev ødelagt, gjorde jeg også. Men for din skyld ville jeg gerne holde mig stærk. Det kunne jeg bare ikke mere, da din opførsel ændrede sig, og Max.. Han var som en støtte for mig, der udviklede sig til en ven, som udviklede sig til dét mere. I perioden inden ham, havde jeg.. Havde jeg.. Jeg.." Hun gik i stå, som ville det efterfølgende være for slemt.

  "Hvad?"

  "Jeg havde taget stoffer. Meget. Og jeg havde ingen fortalt det, og jeg havde ikke råd til det, så pludseligt kom ham manden og truede mig, men det skal du ikke tænke på, det er ordnet nu, mine forældre afbetalte gælden, da de fandt ud af det, og de er vrede på mig, derfor er jeg her med Max." Jo mere hun talte, jo mere begav hun sig ud i ustyrlig tårer, og hendes underlæbe begyndte at dirre, så hendes ord næsten var utydelige. "Jeg kunne være død nu," hulkede hun, "død, Birdy, og jeg var ligeglad med det. Kan du ikke nok tilgive mig?"

  Nu var det min tur til at stivne. Mine ører havde endnu ikke opfattet, hvad hun lige havde indrømmet. Alligevel tog jeg om hende i et kram, og jeg kunne mærke hendes våde kinder imod min iskolde hals. Ikke et ord kunne klemme sig ud af min hals.

  "Sig noget, Birdy.." hviskede hun i mit øre. "Jeg har brug for den Birdy, som jeg altid har kendt."

  Mine vejrtrækninger var ustabile som gyngens stolper, der blev rusket i af den isnede vind. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste heller ikke, hvad der chokerede mig mest: At hun havde brug for mig, at hun var blevet smidt ud hjemmefra midlertidigt eller at hun havde taget stoffer. Jeg kunne slet ikke forestille mig det. Det var ikke Lula det der.

  "Please." Hun trak sig tilbage og så med klare øjne på mig.

  "Jeg er ikke den samme 'mig', som du altid har kendt. Jeg har ikke lyst til at se gennem fingre med det her, men jeg savner dig. Meget. Og jeg har brug for dig." Ordene væltede pludseligt ud af min mund og fik mine tørre blå læber til at revne.

  Et lille smil blev synligt på Lulas læber, og hun lovede, at hun aldrig mere ville holde noget hemmeligt og aldrig mere gøre noget uden at fortælle mig det først, hvis det kunne skaffe konsekvenser. Jeg sagde, at hun altså ikke behøvede at fortælle mig alt, men jeg satte pris på hendes ærlighed. Der var dog bare én ting i verden, som jeg ikke kunne fortælle hende, og det var ikke, fordi jeg ikke gad, for det ville jeg gerne, men det var en tand større end pigesnak, og hvad der var mellem Darren, gerimidenterne og mig, måtte forblive en hemmelighed. Det accepterede hun.

 

Hold da op en fornemmelse at køre på glatis. Det var decideret ubehageligt at køre i dette vejr, men jeg måtte jo hen til Imogen på biblioteket. Det var som at være inde i Disney Bambis hoved, og man skulle sørge for, at han ikke faldt.

  Der var ikke mange på vejen her til dag, men det var der heller ikke noget at sige til. Ellers spillede musikken højt i radioen og drev angsten for at køre gal væk. Det var Gomez' nye hit, der blev spillet, og jeg hadede ironien.

  'Hjertet ønsker, hvad det vil.' Ja gu' gjorde det så.

  Som det begyndte at sne mere og mere, og alt til alle sider forsvandt væk i hvide fnug, svandt luften ned i mine lunger i et hjerteflående chok. Det var så gibbede det i mig helt ud til mine fingerspidser, idet en bredskuldret skikkelse bevægede sig ud foran bilen, og jeg i et døvt skrig fik bremset hårdt i bund af ren fejltagelse, og bilen blev slynget rundt og ud til siden på en åben mark. Jeg fik følelsen igen. Følelsen. Nu huskede jeg den. Følelsen af at vide, at man ville dø. Sidst jeg havde følt den, det var med Leo. Det var nøjagtigt på samme måde, som da vi kørte gal og fløj igennem luften, men denne gang, denne gang ramte jeg ikke jorden med det samme. Noget kom under bilen, løftede det og bar det langsomt ned i en hurtig løbende fart. Det var ikke menneskeligt.

  Det gav et bump, da bilen landede det sidste stykke, og jeg skyndte mig at flå selen af og springe ud, og det første jeg så, var Darrens smukke ansigt.

  I første få sekunder var jeg lamslået, men jeg kom hurtigt fra det og blev sat ind i en rasende vrede og gik imod ham.

  "Er du fuldstændig psykopat?! Du kunne have slået mig ihjel, din idiot, var du ude på at skubbe mig til Brentwood?!" Jeg skreg og ville slå løs på ham, men i stedet greb han mine hænder og trykkede sine læber imod mine på en måde, der spredte både en fatal kilden og glødende arrigskab i min krop. "Jeg hader dig!" råbte jeg og afslørede mig selv i at tøve med at trække mig tilbage.

  "Jeg havde ikke gjort det, hvis ikke jeg vidste, at jeg havde kontrol over det," lovede han og sendte et af sine alvorlige blikke. "Desuden er du en gerimident nu, husker du? Du ville aldrig rigtig komme til skade over det."

  Jeg surmulede. "Hvad mener du?"

  "Ligesom ved alle andre tågevogtere er din styrke forøget både fysisk og mentalt. Der skal mere til at slå dig ud, du ville bare få skrammer, hvis jeg nu rent faktisk ikke kunne styre situationen, hvilket jeg kunne."

  "Og det syntes du ikke var vigtigt, at jeg på forhånd vidste?!"

  "Din træning er ikke kommet endnu. Men undskyld, at jeg ikke fortalte det." Han tog mine hænder til sig for at varme dem, og jeg så ned på dem, usikker på hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lyst til at smække ham en lussing, men samtidig ønskede jeg bare, at han ville kysse mig igen.

  "Hvorfor ville du overhovedet have fat i mig?" Jeg forsøgte at sende ham mit dræberblik, dog følte jeg, at de smeltede ved synet af hans smukke blå øjne, der i belysningen var en blanding af kraftig cementgrå og svagt lyseblå. De var så klare, at jeg kunne tro, at han var ved at græde, hvilket han ikke var.

  "I går lød pausen som en god idé, for du har muligvis brug for den, men nu brænder den allerede min sjæl op, jeg kan ikke tænke på dig som ven, det er som at sammensætte en sulten kat med en fedladen mus, og jeg mangler dig, som har det varet i æoner. Jeg vil bare gerne se dig; på den rigtige måde, og dig og ikke dine afslag."

  Jeg henåndede et 'Stop' og mærkede flere følelser udspille sig. Stop, bare stop.

  Denne gang var jeg overbevist, om at det rent faktisk var tårer, jeg så skjule sig i øjenkrogene på ham. Hans mund åbnede sig for at sige noget, men i stedet greb jeg hårdt fat i ham og hev ham tæt ind til mig, så mine lår stødte imod hans.

  "Hvis du på nogen måder tror, at jeg gør det her for at pine dig, så tager du fejl. Bare indse med det samme at jeg savner dig mere, end du kan forestille dig, og at jeg egentlig hele tiden har haft det sådan. Hvis du er ligeså opsat efter mig, som jeg er efter dig, så gør det igen. Kys mig." Inden jeg nåede at tilføje så meget som ét ord til, greb han fat om mit liv, hev mig ind til sig  og jeg mærkede hans mund imod min og vores tunger glide sammen, som kulden slog om os som en hvirvelvind af sne. Jeg kunne ikke stå stille, sådan spændingerne spredtes fra mit hjerte og ud til alle andre steder i kroppen med en følelse, ligesom da blomster i langsom fart åbnede sig op til skønheder, og blodrøde rosenblade svævede omkring og forplantede en kildende varm fornemmelse, til det suste.

  Sådan her skulle det være. Nu var der intet længere, der skulle eller kunne skille os ad. Jeg var hans, og han var min, og til evig tid måtte det forblive sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...