Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34416Visninger
AA

56. ❀ Kapitel Femoghalvtreds | Dette Må Få En Ende

Formiddagshimlen strakte sig fra den ene ende af engen og til den anden. Farvet blåt som det klareste, lyse vand stod den skyfri over kloden, hvor temperaturen var steget til plusgrader, og tingene så småt var begyndt at tø.

  Kort efter min og Lulas ankomst til engen, startede min mave med at vride sig i knuder. Jeg så over på Lula, der stod med de blodrøde roser i hænderne og vågede over den lange engstrækning, der var tavs som døden den selv.

  Med dybe vejrtrækninger tog jeg roserne forsigtigt ud af hendes hænder og holdte dem med afstand fra min krop. Jeg rystede spraydåsen i min hånd og satte mig på knæ på det våde, tøende sne. Omhyggeligt og fuld af ubeslutsomme, sørgende og vrede følelser sprayede jeg rosenbladene i en kulsort farve og lagde dem så ned på sneen.

  “Det føles dumt,” mumlede jeg og knugede sprayflasken ind mod min mave for at stoppe de bevægelser, der skete derinde.

  “Det ér dumt,” bekræftede Lula. “Men hvis dumt kan hjælpe, ville jeg give det en chance. Chancer er altid noget værd.”

  Sukkende nikkede jeg og så ned mod de skyggede, kringlede træer for enden af engen. De lignede endnu mennesker - gerimidenter. En lang række af dem, der stod, skrækslagne, og ventede på at få et skud i panden. Men skuddene kom aldrig. Det blev aldrig affyret mod dem.

  “Skal jeg gå hen i bilen, så du kan tale imens?” spurgte Lula og så over på mig med kulde bidende i øjnene, så hun måtte krybe dem sammen for at se.

  Jeg nikkede, lod hende gå og først noget tid efter, at bildøren havde lukket i, begyndte jeg tøvende at frembringe ord.

  “Du fortjener ikke det her,” hviskede jeg lavmælt. “- Mig, mener jeg. Mig, der taler for dig. Det skulle ikke ende op på den her måde.” Jeg så ned på de sorte roser, vis farve langsomt gled ned i sneen i cirklede retninger. “Jeg hader dig, Leo. Jeg savner dig ikke mere, og derfor hjemsøger du mig. Er det ikke sandt?” Jeg hævede min stemme, så det gav klang over engen uden, at der lød svar - kun kravers vrængen. “Men jeg mærker også en tomhed. Det ved du. Det er en tomhed, som du før fyldte.” Mine øjne så koldt ned på roserne, og jeg forestillede mig, at han lå under den isnede overflade. Så ville jeg stå på sneen over ham. “Din idiot, du betyder jo noget for mig.” Tårerne samlede sig i mine øjenkrog. “Du er mit had. Du er mit mørke. Og jeg bliver bare nødt til at stoppe det nu og bede dig om at forlade mit liv. Det er det eneste jeg virkeligt ønsker.”

  Tøvende trådte jeg et skridt tilbage og så op på himlen.

  “Lad ham gå, Haniah.” En dråbe af salt gled ensomt ned ad min kind. “Giv ham et plads i dit rige. Vis nåde og giv retfærdighed, ik’? Så lover jeg at tjene dig på Jorden.”

  Langsomt sank jeg blikket og løftede sprayflasken. Jeg rystede den en gang, før jeg over roserne skrev:

FARVEL, LEO

MÅ DU TØ MED SNEEN

 

Verden var uretfærdig, og denne gang sagde jeg det ikke på vegne af mig selv. Jeg sagde det for Lula. Hvorfor? Det kommer nu..

  Vi var taget hjem til Lula i Gritzbee, hvor to politibiler og en ambulance holdt udenfor med blink og sirene på. De velkendte ansigter af Blade og Bennett stod foran huset og skrev noter ned på en blok, og da Lula og jeg steg ud af bilen med hjertet helt oppe i halsen, gik de traskende hen til os.

  “Er De datter af Mirah og Hattan Parker?” spurgte Bennett og så over på Lula, der forvirret nikkede.

  “J-ja,” stammede hun og så over hans skulder og hen på den åbne dør. “Hvad er der sket? Er nogen kommet til skade?”

  “Deres mor har stjålet igen, Mrs. Parker. Og denne gang betalte hun for det.” Blade så væk fra hende.

  “Hvad mener du med det?” spurgte jeg ham aggressivt. “Gider du godt bare fortælle hvad, der er sket?!”

  Lula tog forsigtigt min kolde hånd og så nervøst på døren, hvor en båre blev båret ud af to ambulancefolk. Det var ikke til at få øje på kroppen, der lå på båren, eller se hvor skadet den var. Alt man kunne nu var at vente med at høre, hvad de to betjente havde at sig.

  “Hændelserne er ikke helt klare,” bekræftede Bennett. “Men som vi ved, har Mr. Parker i beruset tilstand stukket Mrs. Parker ned af vrede over hendes handling. Hendes tilstand er kritisk, men hun er i gode hænder.”

  Jeg mærkede med det samme, hvordan mit hjerte faldt til jords, og jeg kunne fornemme Lulas liv styrte sammen ved min side. Hun faldt ned på knæ med hænderne dækket for munden og stirrede tomt med tårer i øjnene på båren, der langsomt blev sat ind i ambulancen, og så blev dørene smækket i.

  Hulkende blev Lula samlet op af betjentene, og hun blev bedt om at gå med indenfor. Hun svarede ikke på det. Hun gjorde intet for at gå med eller kæmpe imod, da hun blev ført ind. Det eneste jeg tænkte på var, hvad der nu skulle blive af hende.

 

Darren stod foran min dør, da jeg ude af den kom hjem. Jeg stirrede tomt på ham, og han gik hen til min krop, skubbede en brun lok om bag mit øre og så mig dybt ind i øjnene, som forsøgte han at hypnotisere mig eller noget i den stil.

  Jeg brød mig ikke om det, men jeg var ikke i stand til at flytte mig. Indeni følte jeg mig tom og forladt. Tænk, alle de gange jeg havde været over hos Lula. Alle ansigter af hendes forældre jeg havde set. Ingen af dem havde vist mig, hvordan dette ville ende op. Men nu forstod, at jeg Lula ikke havde haft det nemt. Hun havde vel inderst inde hele tiden vidst, at det måtte ende op sådan her.

  “Elleve gange har jeg forsøgt at ringe dig op,” hviskede Darren til mig. “Jeg var så angst for, at der var sket dig noget.”

  “Lulas far har stukket hendes mor ned.” Jeg fortsatte med at se tomt på ham, men hans ansigt blev straks mere alvorlig.

  “Så var det derfor jeg hørte sirenen.” Han aede min kind med sin lune tommelfinger. “Hvordan har Lula det?”

  “Ingen idéer.” Jeg trak hans hånd væk fra min kind. “Hun var væk, da jeg gik. Jeg ville have blevet eller bare gjort noget, men jeg.. Jeg vil ikke blandes ind i mere. Er det egoistisk?”

  “Ja,” nikkede han. “Men jeg forstår dig godt.”

  Jeg passerede forbi ham og åbnede døren.

  “Hvor har du været i dag?” spurgte han, og jeg smed mig ned på sofaen, følte mig allerede træt.

  “Ude med Lula. Det var ikke noget specielt.” Jeg tændte for TV’et, og der dukkede et billede op fra Japan af vulkanen Mount Fuji.

  Kvinden i udsendelsen fortalte, at der for mindre end fireogtyve timer siden var blevet opdaget, at den aktive vulkan kunne nærme sig et udbrud, der ville koste Tokyo land.

  Utroligt.

  “Mha.” Han satte sig ned ved siden af mig, og jeg lagde mit hoved op ad hans arm. “Skal jeg se til Lula for dig?”

  Jeg rystede svagt på hovedet. “Nej.”

  “Er der noget galt?”

  “Nej.” Jeg sendte ham et vredt blik, og han fnes.

  “Hvorfor er du sur?” spurgte han og så ned på mig.

  “Kan vi ikke sidde sammen i to minutter uden, at du stiller spørgsmål om alting?!” Jeg spændte kæben.

  “Jo, rolig nu.” Han tav, og der hang en akavet stilhed i luften.

  I flere minutter sad jeg lænet op ad ham uden at sige et ord. Jeg stirrede tomt på væggen ved siden af fjersynet og håbede på bare at falde i søvn og få resten af dagen overstået. Men så var det, at braget lød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...