Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34751Visninger
AA

46. ❀ Kapitel Femogfyrre | Afsløringen Af C.

Det var næste morgen, det skete, at Max kom gående forbi mig iført knælange basketball-shorts og en lang, sort top. Jeg studerede bolden, som hans kastede mellem sine hænder, og jeg konkluderede, at han havde planer om en ny sport. Men nu? Dagen før den 24.?

  "Basket, Max? Hvis ikke du har glemt det, er der minusgrader og tusind lag sne uden for huset. Mor skrev til mig, at hun havde skovlet sne for at komme på arbejde, så om ikke jeg ville vedligeholde det, til når hun kom hjem. Og du vil spille basket?" Jeg kunne ikke lade være med at studse over hvorfor, dette skete.

  Han stoppede sig selv i hoveddøren og vendte sig om mod mig. "På grund af manglende spillere søger de allerede nye til april. De lovede mig en plads, hvis de kunne se mig spille nu. Desuden er der alt for mange, der aflyser træningerne til rugby, når vi endelig er i gang. Så jeg vil sikre mig det her med det samme."

  "Hvem vil se dig spille nu? Det er den 23. december, Max. Du skulle da blive herhjemme hos mig og Cece." Jeg satte mig op på sofaen.

  "23. og hvad? Dig og Cece vil mig sgu da ik' noget. Mor er her ikke engang. Det er alligevel bare Ryan og et par andre, der kommer for at se. De venter udenfor. De kør'."

  Det gav et sæt i mig, idet han nævnte Ryan. Hvis det var ham, jeg tænkte på, var han og hans drenge et år ældre, meget større og ikke den kop te, der indeholdte sukker.

  "Ryan som i..? Lulas eks..?"

  Han stirrede irriteret på mig uden at svare.

  "Det er så forkert, Max! Har du fortalt det til hende?"

  Han rystede på hovedet, og jeg sukkede.

  "Hvorfor fuck skulle jeg fortælle hende det?"

  "Fordi du for fuck hænger ud med samme dreng, der har ødelagt hendes hjerte flere gange! Hun er din kæreste, Max, og min ven. Du kan da ikke bare gå med alle hendes ekskærester - jeg fatter ikke engang, hvorfor du vil det. Jeg ville spytte på Darrens ekser, ikke knuse dem efter hver sejret kamp."

  Et øjeblik så han ud til at lytte efter, men så gav han op. "Det vedkommer ikke dig, hvem jeg går med, om det så var den fyr, du datede for flere år siden."

  "Leo er død!" råbte jeg og mærkede aggressiviteten pumpe i mine årer. Hvor vovede han at bruge mine døde eks imod mig, når jeg forsøgte at hjælpe ham ud af en fremtidig krise med Lula. Jeg hjalp ham. Var det ikke, hvad søskende gjorde?

  "Sgu da ikke ham! Leo var rent faktisk den største idiot, jeg nogensinde har mødt. Han ændrede dig til den her tvivlende, egoistiske og overfladiske person."

  Jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet målløs over Max' opførsel. Leo var ligesom Darren - en giver af det bedste i mit liv. Der var grænser for en brors jalousi, og det her var langt over. Jeg kunne ikke forstå, at han kunne finde på at sige dette. Han var af samme blod som jeg.

  "Din.." Tårerne i mine øjenkrog forsøgte at løsrive sig, men jeg holdte det tilbage. Jeg måtte anstrenge mig for at få kontrol over mine stærke følelser. "Jeg har.. Aldrig.. datet andre end Leo og Darren. Jeg er ikke ændret, og Leo var den bedste tid i mit liv. Nogensinde. Han har ikke været en idiot for nogen."

  Max smilede stort. "Ha. Det synes jeg bare, du skal fortælle Darren. Din trofaste elsker skal nok være vild med at høre mere om din store, sande forelskelse. Du kom jo aldrig rigtigt videre. Og at du ved det, Birdy, vil Darren aldrig blive den opdigtede Leo, du forestiller dig. Se det i øjnene. Den fortid, du tænker tilbage på, er ikke engang virkelig. Du ville slå op med Leo, sikkert fordi du så ham fyren igen. Tænk, at du ikke engang kan huske det. Man skulle fandme tro, at du mistede din forstand, da I kørte galt i den ulykke."

  Forskrækket og mundlam stivnede jeg igennem hele kroppen. Helt af sig selv gled tårerne ned fra mine øjenkroge, og jeg bed mig selv i tungen fra ikke at bande Max ud over alle oceaner.

  "Ved du hvad, Max?" spurgte jeg med rystende stemme. "Måske skulle jeg bare have været død, da jeg sad i den bil. Så havde jeg ikke været her til at ødelægge alt og alle. Så skulle du nok få mor og Lula for dig selv."

  Han så mig direkte i øjnene, og så skred han ud af døren. Ikke et ord, før han gik. Bare smækkede døren i bag sig, satte sig ind i bilen med Ryan og de andre og kørte fra huset. Det eneste jeg tænkte på, var hvor ret han faktisk havde. Men han begik den største fejl lige nu. Jeg var ikke sikker på, hvorvidt han ville fortælle Lula det her, men én ting var sikkert, og det var, at jeg ikke også kunne miste hende. Hvad skulle jeg så gøre, hvis hun kom senere? Jeg kunne ikke bare ødelægge hendes og Max' forhold, hvilket jeg vidste, jeg ville gøre, for Ryan ødelagde alt for hende, men hvis Lula kom, så kunne jeg jo heller ikke bare spille uvidende, når jeg vidste det. Nej, urgh, jeg måtte bare glemme alt og så spørge Darren til råds, når han ville komme.

 

Ni kapitler inde i Gerimident kom Darren over. Han havde fået fri fra sit arbejde i filmshoppen på Crip Street, hvilket mindede mig om et af vores første møder. Jeg huskede, hvor flabet jeg havde været. Tænk, at han overhovedet gad tale til mig efter det. Havde jeg været ham, havde jeg flygtet.

  "Jeg behøver at spørge dig om noget," hviskede jeg i hans øre og undgik følelsen af Leo. Max' ord havde sat sig i mit hoved, og jeg blev ved og ved med at høre det for mig. Jeg huskede klart, hvordan jeg til start tænkte ham som en ny Leo, men kunne det virkeligt passe, at det også var sådan nu?

  "Hvis du vil spørge, så spørg," hviskede han igen og lod sin pegefinger glide hen ad min underarm, så det gav en kildende og varm fornemmelse under huden.

  Til start tøvede jeg lidt med at forklare ham, hvad Max havde gjort. Jeg undlod med vilje at fortælle ham, hvad jeg havde sagt til Max om Leo, og hvad Max så havde fortalt mig. Jeg vidste, at det ville gøre alt værre, og specielt her op til min yndlings højtid, ville jeg ikke ødelægge alt. Så meget var allerede sat i gang, og jeg kunne ikke overskue en diskussion, selvom det for alle nok var mest retfærdigt. Jeg fattede bare ikke, hvordan det kunne have røget ud af min mund, det med Leo. Jeg måtte virkelig, Virkelig have været følsom. Leo var ikke et relevant emne. Han var død. Han var fortid. Han bragte mig gode minder, om de var sande eller ej. Jeg vidste ikke, hvad Max mente med en tredje fyr, og jeg var komplet ligeglad. Jeg vidste bare, at jeg fortrød alt lige nu. Max var den eneste, der fra start bad mig blande mig uden om sit liv, og alligevel var han den eneste sit liv, jeg rent faktisk blandede mig i. Herre gud. Hvor var jeg dum.

  Forsigtigt strøg Darren mine brune lokker om bag skuldrene og så mig ind i øjnene. Jeg beundrede hans blik og kraftige øjenbryn. Han var ikke min Leo, det kunne have ikke være.

  "Ønsker du, at Max tager valg for vores forhold?" spurgte Darren, og jeg rystede tøvende på hovedet som svar. "Hvorfor ønsker du så at tage valg for Max og Lulas? Lula er allerede voksen og ansvarlig. Hun ved, at du ikke har med deres forhold at gøre. Max er ung og forelsket. Han træffer stadig valg, om det er vennerne eller forholdet. De kan finde ud af det sammen. Så hvis Lula kommer, fortæller du hende det hele, men uden at gøre det til et større problem eller ej. Hvis hun ikke kommer, så gør du intet. Livet er ikke andet end valg. Du kan vælge at være nervøs. Du kan vælge at tage det med ro. Det er alt op til dig."

  "Tak," sagde jeg sænket stemme, "for svaret. Så ved jeg, hvad jeg vil gøre."

  Han nikkede og rejste sig op fra sofaen. "Kan jeg tage et glas vand?"

  Jeg rynkede brynet og så op på ham, sparkede forsigtigt til hans strakte ben. "Ja. Selvfølgelig. Men jeg kunne da hente til dig, hvis det var."

  "Nej tak, det er okay. Jeg er alligevel for uroligt til at kunne sidde stille. Dylan tekstede mig om, at Cece var taget til Lorens sted for at ansøge. Altså hun kommer ikke til at snakke med Loren ham selv, men jeg er stadig nervøs." Han gnubbede sine fingre op ad hinanden og så alvorligt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var lidt sødt, at en fyr på hans størrelse og med hans styrke, kunne være nervøs. Men selvfølgelig. Nervøsitet var en menneskelig styrke, ligesådan var det en gerimidentlig.

  "Hvad? Jeg troede, at hun var hjemme." Jeg sukkede. "Urgh. Jeg ved virkelig intet. Kan du ikke bare gøre det af med mig nu, Gud?"

  "- Haniah."

  "Haniah." gentog jeg. "Himlens hersker. Kan man egentlig bede til hende?"

  "Ja," nikkede Darren. "Vil du lære det?" Han gik ud i køkkenet efter vandet.

  Jeg mumlede et ja, og et øjeblik senere var han tilbage. Jeg tog en slurk af vandet efter ham. Min mund var tør.

  "Altså, jeg er ikke komplet inde i troen. Jeg ved bare meget om den. Du kan altid bakke ud, hvis det bliver for meget. Det kender jeg godt."

  "Klart. Fortæl så."

  Det så ikke ud til, at Darren til start ville bede. Som om han var bange, for hvad der ville ske. På en måde kunne jeg følge ham. Tænk, hvis en engel pludselig stod i min stue.

  "Himlens hersker, i Himlens rige. Red livet for de skyldige, og red den sagesløse. Spred håb, vis nåde, giv retfærdighed for vores talte dage. Lad os tro på dine frelsende vinger og lad os sove under dem, som vi opstod under dem. Vig bort den mørke treenighed, men skab frelseren fra dem. Hold på dine hjælpere - og led andre til din styrke. For stærk til de sidste dage vil spændkraften være. Min spændkraft. Din spændkraft. Vores spændkraft. For evigt spændkraft." Han rundede den fint, og jeg tog hans hånd.

  "Så.. Det er der, du har det fra - ordet. Jeg syntes nok, det var underligt, at du kendte et ord så.. Specielt." Jeg smilede. "Men du bad overbevisende. Det var flot. Nu håber jeg ikke, at hun lytter, men hvis hun dukker op om lidt, så skriger jeg altså."

  Darren grinte. "Bare rolig, Birdy. Det gør hun ikke. Ingen kan forlade døden. Men du ved, hele konceptet er ikke, at hun lytter, eller at hun kommer for at vise os hendes eksistens. Konceptet er troen. At styrke vores tro til os selv og vores spændkraft, ja spændkraft, ha."

  I samme øjeblik jeg åbnede min mund, hørte jeg en øredøvende lyd, da hoveddøren blev sparket og smadrede imod væggen. En skikkelse med høj hætte kom gående roligt ind, som intet var hændt. Hans stok og hans øjne var ikke til at tage fejl af, og jeg fornemmede de hurtigrejsende hår i nakken og gåsehud på armene, der gled henover i en kold og prikkende fornemmelse. Hver en millimeter af min krop frøs til is, og bølger af chok skød ind over mig i en væltende fart.

  Køligt sved dannede sig på panden og under armen, og jeg søgte at styre min krop, der hvileløst vuggede frem og tilbage imod min kommando.

  Min mund blev fra et til to knastør, som havde en ørken bosat sig, og mine øjne en blanding af frøs og løb i vand. Intet, der tilhørte mig, var under kontrol. Jeg kunne kun vente og vente på hvad, der ville ske.

  Frygten i mig sitrede og brændte som ildsøjlerne i en pejs, samtidig med at Darren forskrækket og beskyttende havde rejst sig og stod som et skjold foran den velkendte mand i døråbningen.

  Hans beklædning var ikke helt som sidst, men det overraskede mig ikke, at jeg genkendte ham med det samme. Han bar en sort, høj hætte, sorte og finpudsede sko, en lang, mørk jakke og havde ladet være med at barbere sig, så hans skæg var begyndt at gro frem. Han så mindst ti år ældre ud, og jeg kunne lugte hans stank af betændte sår og hospital helt fra sofaen, der var blevet min redning fra ikke at styrte på gulvet.

  "Jeg hørte dine bønner, Darren Sparks," smilede C. hengivent. "Nu er jeg her i egen fulde person. Himlens hersker. Det er mig." Han lo og begyndte at træde hen mod Darren og jeg.

  "Skrid ned til dit Helvede, C.!" skreg jeg og rystede over hele kroppen af pureste rædsel og had, der fik mig til at gispe efter vejret.

  Darren kastede et hurtigt blik over på mig. "Birdy, hvis han er C., er C. Loren." Hans øjne flakkede rundt, og jeg kunne tyde svedpletter på hans lysegrå trøje og se perlerne på hans overlæbe.

  "Årh se. Det havde I ikke engang gættet." Han grinte højt ad os. "Doktor C. Doktor Corpster. Men du må da indrømme, Birdy.. Jeg er en meget dygtig skuespiller. Helt ligesom dig. Spiller ikke-eksisterende følelser for en uskyldig dreng. Det er meget beskidt. Som en rotte."

  "I det mindste stænker jeg ikke som en, ligesom du gør," snerrede jeg ad ham med frygten lagt i munden. "Og mine følelser er sande. Dine ord kan ikke dræbe det ægte i en sandhed."

  Det så ud til at forvirre Darren, og han mistede de kræfter, der holdte hans position.

  "Kære Mrs. Green. Ord kan dræbe. Det dræbte såvel din far og din smukke, yndige søster. Alt sammen skete på min kommando." Hans koldblodige øjne frydede sig over min angst, had og tvivl. Han nød synet af mig, svag. "Vil du vide, om du lignede din far? Om din søster mindede om dig? Hvad de skreg og bønfaldt, inden jeg slog dem ihjel? Hvordan de tiggede om nåde, da deres kroppes liv forsvandt i huggene?"

  "Stop!" råbte Darren og slog ud efter Loren, men han tog et hurtigt greb om Darrens hånd og væltede ham om på gulvet med hovedet i sofabordets kant, inden han nåede at gøre yderligere.

  Jeg skyndte mig ned ad sofaen og ned til Darren for at hjælpe ham op at sidde, men mine ben og hænder var skælvende, og jeg rystede over hele kroppen.

  "Du slog dem ikke ihjel, dit svin," hviskede jeg med tårer i øjnene og omfavnede Darrens arm. Han blødte svagt fra panden, men der var ikke noget at gøre.

  "Hvad kaldte du mig?" smilte han.

  "Svin," hviskede jeg lidt højere.

  På et splitsekund ændrede hele hans udtryk sig fra overfladisk glad til ondsindet gal. Han øjne skreg for liv og sjæl af vrede og hans muskler og kæbe var spændt, som en åre i panden blev tydeligere. Hele synet af hans transformation skræmte mig endnu mere, end da jeg havde set Darren forvandle sig fra menneske til puma.

  "HVAD KALDTE DU MIG?!" skreg han så pludseligt og brølende højt, at det gav et sæt i både Darren og mig.

  Forsigtigt forsøgte jeg at krybe tilbage og væk fra ham på gulvet, men det lykkedes ikke uden Darren.

  "Hvad helvede vil du med os?" hulkede jeg og lod tårerne strømme ned ad mine kinder. Darrens udtryk var skræmt fra vid og sans, og han var i sin tilstand ikke klar til at beskytte nogen af os. Selv ikke hvis han forvandlede sig. Hvis Loren ville dræbe os, havde han sin bedste mulighed nu.

  "Hvad jeg vil, er død, Birdy," hvæsede han med antændte, rasende øjne og tydelig lyst til at se blod. Mit blod. Hele hans person var besat af mørket og djævlen den selv, og intet kunne befri ham fra hans dystre lyst - at dræbe.

  'Tro på dig, Birdy, tro på dig, Birdy. Du er ikke længere den svage. Darren kan ikke beskytte. Du kan. Du må. Du handle. Vis din mod og dit spændkraft. Ikke lad djævlen tage, lad djævlen miste. Tag hans styrke og opbyg din. Du kan godt, Birdy. Gør en ende på det. Nu, og for altid.'

  "Må Haniah sende dig til de mest pinefulde flammer, og må du dø i skammen over dig selv, dit morderiske bæst," hvæsede jeg ham igen og samlede min sidste styrke i raseriet.

  Endnu engang skiftede hele hans person, og nu tilbage til det overfladiske grin, det smilende, onde ansigt og nydelsesfulde øjne. Han så afslappet ud, men parat til hvilken som helst handling af min.

  "Nu skal du høre, Mrs. Green," hvislede han. "Det var, hvad din far sagde til mig, lige før hans død. Du skulle have set det med dine egne øjne. Det var det smukkeste, jeg nogensinde har set. Al den styrke, al den tro, alt det håb - alt samlet i én person. Alligevel forsvinder det hele væk igen, som en løgn. Hans ord mente intet, da den første kniv stak sig gennem hans hud og ind til hans knogler. I længden sivede styrken, troen og håbet ud sammen med hans blod, der malede gulvet blandet med din tvilling, Maddies blod. Hun skreg som et svin, der fik hevet skindet af. Tænk, Birdy. Jeg dræbte dem. Jeg nød det. Jeg nød at se din familie dø. Og jeg vil også nyde at se det samme ske med dig."

  Jeg kunne ikke længere holde mig tilbage. Mine følelser blev alle blandet til én gigantisk bombe af den bitreste had, den mest gennemborende frygt og den mest efterladende sorg. Jeg skreg for liv og sjæl, for far og Maddie. Jeg skreg for hver en levende følelse af håb indeni, og jeg bekendte min sande spændkraft, viljen til at overleve og dræbe.

  Stormende spurtede jeg op fra gulvet, samlede min energi i hele kroppen, lod det flyde med blodet i mine årer og skære hver en tvivl væk. Jeg kastede mig over Lorens knoglede, blege krop, der viste sig at være stærkere og tungere, end den så ud. Jeg væltede ham omkuld med al min kraft, ignorerede hans smilende ansigt og frygtløsheden i hans sind.

  Darren kom styrtende og holdte ham til jords, og jeg løftede min knytnæve for at plante mit første slag. Jeg ville have en ende, og han skulle lide den som far og Maddie. Han skulle dø med hans forpurrede planer, og han skulle brænde til aske.

  Idet jeg skulle til at slå ham, begyndte han at grine højt, overfladisk og gennembrydende til mit sind. Hans latter forvirrede mig et øjeblik nok, til at han kunne fremsige en sætning.

  "De har Cece," lo han med frydende øjne. "Dylan også."

  Min knytnæve sank sig, og jeg følte, at jeg fik den lige i maven, som alt luft i mine lunger svandt ud, og jeg så mistroisk og forvirret på Darren, ligesom han så på mig.

  "Hvis I tror, at det er forbi, fordi I slår mig ihjel, tager I fejl." Han smilte og vendte hovedet om mod mig. "Men vi kan lave en aftale. Er I med?"

  Jeg sagde ikke et ord. Jeg stirrede kun på Darren, forventede at han svarede. Men det kunne han jo ikke. Selvom Loren betegnede det  "I," mente han mig.

  "Ja," svarede jeg tøvende og usikkert.

  "Godt." Smilet gled væk på få sekunder og blev erstattet med et bestemt og selvsikkert udtryk. "I får mig hen til døren, og jeg vil bede vagterne i bilen udenfor om at få Cece og Dylan herind. Når de er inde, har vi indgået en fredspagt, og I vil slippe mig fri. Der vil ikke ske mere mellem os. Det betyder også, at du, Birdy, aldrig mere må få kontakt med gerimidenter. Ikke Cece, ikke Dylan - selv ikke dig, Darren. Du holder dig fra alt, der har med os at gøre, og så undlader jeg at dræbe dem derude. Husk altid, at mine soldater vil kæmpe for mig. De vil slå jer alle ihjel, én for én. Ikke engang spare Lula, Max eller din mor, Birdy. Så tag det kloge valg. Stop det nu."

  Som jeg troede, at alt luften var forsvundet i mine lunger, forsvandt mere ud. Mine øjne flakkede rundt, svedet rendte ned ad mig og jeg var mere usikker end nogensinde før. Kunne jeg sige farvel til Darren, Cece og Dylan og hele mit egentlige liv, hvis jeg også skulle skåne enhver, jeg nogensinde havde mødt, for at dø?

  "Har du så tænkt dig at fortsætte din spionage?" spurgte jeg så modigt, som jeg kunne.

  "Jeg ser ikke andre muligheder for at se, om du snyder."

  "Men hvordan kan vi så ikke vide, at du vil snyde?" spurgte Darren hurtigt og pressede stadigt Loren imod gulvet for ikke at lade ham slippe.

  "Jeg er kold, ikke dum. Jeg havde sat halvtreds procent chance for at dette ville ske, og derfor lavede jeg backup med Dylan og Cece. Hvis jeg er smart nok til dét, hvad for dig så til at tro, at jeg er dum nok til at skyde jer alle bagefter, for chancerne for at det ville blive opdaget af menneskene, vil være store. Det risikerer jeg ikke."

  Han lød overbevisende, men jeg søgte stadigt svar i Darrens øjne. Bare et tegn for om det skulle blive et nej eller ja. Men han var på lige så bar bund som jeg.

  "Okay," mumlede jeg. "Aftalen kommer til at lyde sådan: Du kan kalde på dine vagter og få Dylan og Cece herhen, så vi ved, at du ikke bluffer. Du tager hjem, og vi ser dig aldrig igen. Du holder din spionage fra os alle, og du har intet med os at gøre fremover. Jeg vil have kontakt med Darren, Cece, Dylan og alle andre gerimidenter, men jeg vil ikke fortsætte og tage på missioner. Min træning vil ikke gå længere. Altså har jeg med gerimidenterne at gøre, men ikke som en der selv er. Du må ikke skade eller fange nogen af os. Darren, min mor, Max, Lula, Cece, Dylan. Ingen af os - og så holder vi aftalen. Er du med, Loren, eller er du ikke?"

  Han smilede. "Jeg ved, hvad du tænker om mig, kælling. Men jeg er ikke den eneste, der kan lide at spille Gud."

  "Gud eksisterer ikke," snerrede jeg.

  "I min verden gør han."

  "Og du kalder dig selv for gerimident? Din kujon. Du er bare bange, for hvad Haniah vil gøre ved dig - og med god grund. Tag valget nu, Loren. Ellers bliver der ikke nogen valg."

  "Jeg går med til det. Men jeg kræver, at I slipper mig nu og lader mig gå hen selv. Gud har en værdighed at tænke på."

  Mine øjne fyldtes med had, og jeg spyttede ham i ansigtet.

  "Du, Satan, har ingen værdighed. Du kan gå derhen med os ved din side, men hvis du prøver på det mindste, vil vi dræbe dig."

  Han nikkede smilende, og Darren løftede ham op med et hårdt greb, der efterlod røde mærker om Lorens arme.

  Vi fulgte ham hen til døren, der stod på vid gab, og ganske vist stod der to biler derude. Jeg spekulerede på, hvilken Cece og Dylan var fanget i, hvis ikke det var et trick. Jeg ønskede ikke, at det bare var fup det hele, men jeg havde det på fornemmelsen.

  "Vagter!" brølede Loren højt, og jeg mærkede, hvordan det gibbede i mig. "Bring fange 407 og 408 ud og hen til Green-husets dør!"

  Efter få sekunder kom to store og muskuløse mænd i sorte uniformer ud. Én fra hver bil. Fra bagsædet af hver bil blev Dylan og Cece bragt ud. Begge så forslåede og svage ud, men deres håb lyste op i deres ansigter, da de så Darren og jeg. I min dybeste sind var jeg nysgerrig efter at vide, hvad der havde været sket med dem, men på den anden side var jeg også hamrendes ræd for at vide, hvorvidt jeg kunne tåle at høre det.

  Jeg flyttede mig som de andre fra døråbningen, og Cece og Dylan blev skubbet ind, så de væltede omkuld på gulvet i gangen. Jeg hvæsede af de to vagter.

  Loren så smilende på mig, og et øjeblik var jeg bange for, om han ville gøre noget. Så tog han sin hånd til min kind, og jeg var chokeret til at gøre andet end forsøge at skubbe ham væk. Darren, der stadig var svimmel efter at have været skubbet ind i bordkanten, var ved at koge over af raseri, men han turde heller ikke at gøre noget, der kunne resultere i at få os alle skudt.

  Inden jeg vidste af det, havde Loren bevæget ansigt imod mit og hans kolde, bidte læber var presset imod mine. Sekunderne det varede for mig at fatte, hvad der skete, og Darren at opfange, hvad Loren havde gang i, varede uendelige sekunder i et hjertestop.

  Det føltes, som sugede han hele min sjæl ud af mig og startede en kvalmende fornemmelse i min mave. Jeg tænkte, Tænkte hvorfor han gjorde dette. Et Judaskys? Næppe. Et kys af Satan ham selv, men for at vise mig hans magt, eller for at ydmyge mig i mit eget hjem? Vise mig, at jeg aldrig ville kunne mig sikker mere? Dette viste kun en lille del af hans store, psykopatiske personlighed.

  Darren kom bragende og skubbede ham væk med alle sine kræfter, så de to vagter måtte gribe Loren, for at han ikke faldt. Jeg brugte min sidste styrke på at give ham en lussing og vendte så ryggen til, idet jeg med det samme begyndte at hulke, så det kunne mærkes som et stort, tomt hul i min mave. Jeg kunne mærke, hvor ondt det gjorde. Hvor svag og invaderet jeg følte mig. Jeg var ligeglad med at Dylan og Cece, der stod overfor, kunne se hvor ødelagt jeg var. Jeg behøvede at græde, og jeg kunne ikke holde det tilbage mere.

  Da Loren igen var kørt, havde jeg skyndt mig op på badeværelset. Jeg havde brækket mig ud over hele brættet og var efterfølgende hele dagen og aftenen i bruser for at fjerne følelsen af hans hænder på min krop og min kind, og hans mund på min. Jeg skrubbede til, selv med sæbe - men det hjalp ikke. Når jeg endelig kom ud hver gang, gik der få minutter, før jeg følte hans koldhed over mig. Mit liv var for evigt destrueret. Om han nogensinde ville vende tilbage eller ej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...