Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34516Visninger
AA

6. ❀ Kapitel Fem | Nej, Han Er Død

Det var blevet morgen endnu engang. Fem dage til festen. Solen var stået op over de mange rækker af skyskrabere, der tårnede op i vejret.

  Jeg gik hen ad gågaden. Alles øjne forfulgte mig, og jeg vidste, at det ikke ville holde op før om flere måneder, og folk fik nyt at tale om. Jeg havde ikke lyst til at være den døde drengs kæreste, jeg ville bare være mig, og det var svært nok i forvejen.

  Da jeg nåede til Crip Street, gik jeg ind i filmshoppen. Jeg stoppede foran udvalget af kærligheds, og fandt så frem til: Beautiful In Darkness.

  Fem andre gange havde jeg set den, og jeg var stadig ligeså fortryllet og forelsket i den. Det var én af de film, man kunne se i evigheder, uden at blive trætte af dem. Så mange gode scener, så mange gode citater.

  Stadig i gang med endnu at læse på bagsiden af den og kigge på billederne, gik jeg op til kassen. Jeg lagde den på disken uden rigtig at kigge og fandt i stedet min pung frem. Jeg ledte efter de halvtreds kroner og lagde dem på filmen, da jeg havde fundet dem.

  "Beautiful In Darkness. Jeg elsker den, jeg har set den fem gange." Forskrækket kiggede jeg op. Det var Darren der stod med sin hvide, røde og blå cap, hvis farver matchede hans røde T-shirt. Ordene var, som var de mine, men Darren sagde det for mig.

  "Hva' fanden?" mumlede jeg og skyndte mig at tage dvd'en, efter at han havde taget pengene. "Du har altså job her? Du har sgu noget meget, på den tid du har været her. Selv arbejder jeg kun om torsdagene på min onkels café. Jeg får mange penge for det, den er meget kendt i Gritzbee. Du har måske også været der, nu du allerede er så kendt her i byen? Den hedder Ritchs'."

  "Nej, der har jeg ikke været." Han smilte og rettede sin cap. "Og hvad skal jeg sige? Man skal vel tjene penge på én eller anden måde, når man har sådan en dyr interesse."

  "Ja, helt sikkert. Ræs. Min kæreste var ret vild med det." Jeg sendte et dæmpet smil tilbage. Det føltes forkert at tale med Darren om Leo.

  "Åh, I har slået op." Straks tog han armene over kors og lavede et trist ansigtsudtryk.

  "Nej, han er død." Jeg syntes, det var ret kort sagt, men det dækkede for alle mine ord. Jeg behøvede jo heller ikke at skrive en lang roman til ham om, hvordan Leo døde.

  "Argh, beklager. Jeg er så typisk dårlig i de her situationer." Jeg stod og tænkte, at jeg ikke selv var bedre. Men det kunne han vel se på mig?

  "Det er okay." Jeg smilte, sagde farvel og gik ud af butikken med dvd'en under armen.

 

Klokken gjorde tiden langsom. Jeg følte mig træt, men spændt: Noget jeg sjældent oplevede. Det var som om, at jeg ikke kunne vente til Darren skulle komme over, som vi arrangerede over mobil, kort efter jeg kom hjem fra filmshoppen. Jeg længdes efter at tale med én, der ikke var af mit eget køn. Én der ikke kendte mig ud og ind. Og nu havde jeg chancen for at tale med en, der var sådan.

  Vi havde aftalt at se Beautiful In Darkness, så jeg var ekstra spændt. Kun få minutter, og vi ville sidde alene nede i stuen. Mor var stadig på arbejde som retsmediciner, og Max var til rugby. De begge ville først komme sent hjem, så Darren og jeg havde masser af tid til at se den 2 og en halv timers lange, perfekte film.

  Jeg gik ned i køkkenet for at lave nogle snacks til os: Chips med sour cream dip. Egentligt spiste jeg sjældent chips og dip, men som til denne anledning kunne jeg godt. Chips smagte jo så guddommelige, trods de fedede en hel del.

  Da jeg havde gjort klar inde i stuen med det hele, ventede jeg bare på, at Darren skulle komme. Jeg mindede hele tiden mig selv om mit løfte. Der ville nok heller ikke blive nogen problemer. Han virkede sød, men noget sagde mig, at han var en player. Han kunne godt ligne én og virke som én.

  Klokken blev halv syv. Klokken blev et kvarter i syv. Klokken blev halv otte. Han skulle komme klokken syv. Han kom ikke, jeg vidste det. Hvor var det også dumt at tro. Jeg kendte ham knap nok. Jeg gik for hårdt på, og han blev skræmt væk.

  Stilheden drog mig ind i mine tanker. Jeg burde bare starte for Beatiful In Darkness. Nej, jeg burde skynde mig hen og afleverer den, mens Darren ikke havde vagt. Så ville jeg slippe for nogensinde at se ham igen. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Som Lula sagde, ville jeg nok bare have ham som min nye Leo. En erstatning fordi jeg ikke ville miste Leo. I stedet må jeg se i øjnene, at jeg aldrig mere vil have Leo hos mig, komme videre og virke mindre desperat.

  Klokken et kvarter i otte tog jeg min bil ud til filmshoppen. Jeg vidste det var spild af penge at have lånt den, når jeg ikke engang fik den set, men det var vidst det bedste. Og så var det jo kun en halvtredser, og jeg havde da en del penge.

  Jeg afleverede filmen til manden, der stod bag disken. Han kiggede mærkeligt på mig, og jeg vidste godt hvorfor. Den sædvanelige grund: Leos død. Pigen med den døde kæreste. Ulykken i bilræset. Bare endnu et offer for ulykken.

  "Næste gang så sig noget. Du ligner en zombie med dét udtryk." Manden rystede på hovedet for at friske sig op i forstanden, men han nåede ikke sige noget, før jeg gik ud af butikken.

  Der var ingen tøven med at komme hjem igen. Jeg var ikke længere spændt, kun træt. Træt, skuffet og med en følelse af sorg. Det var der måske heller ikke noget at sige til. Der er ingen jeg længere har hos mig. Ingen jeg virkelig stoler på, og ingen jeg har at fortælle ud ved.

  Aftenhimlen var stadig farvet lyserød. Jeg kiggede op på skyerne, og jeg så Leos øjne fra tidspunktet på engen i dem. De var smukkere end alt andet: Varme, mørkebrune øjne. Jeg savnede ham. Jeg savnede en at elske.

  Døsig gik jeg hen til døren til vores hus. Jeg opdagede en kurv nede foran døren og standsede op for at kiggede nærmere.

  I kurven lagde der en smuk blodrød rose, en æske Anthon Berg og et kort. I kortet stod der:

 

Kære Birdy.

 

En af dækkene på min bil sprang, og der var ikke mere strøm på min mobil. Så jeg ville lige købe dette, som undskyldning for ikke at komme. Det er jeg virkelig ked af det, jeg havde set frem til at se dig igen.

Du er så ikke hjemme, så det kan være lige meget. Jeg håber, at vi alligevel kan mødes snart og se Beautiful In Darkness. Næste gang skal jeg nok sørge for at dækkene er i orden og at min mobil er opladet.

'Håber du får en skøn aften,

 

Darren Sparks.

 

  Jeg smilte og mærkede mit hjerte blidne. Jeg glemte alt om, hvor dumt det var at aflevere filmen. Jeg havde fået min nye Leo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...