Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34417Visninger
AA

2. ❀ Kapitel Et | Et Sidste Kys?

Aftenhimlen var stadigt farvet lyserød.

  Jeg så ind i Leos øjne, der spottede mig i et kort øjeblik. De var smukkere end alt andet; Varme, mørkebrune øjne, der kunne tryllebinde enhver. Jeg så dem ofte og tænkte, hvor heldig jeg var. Jeg kunne ikke engang fortælle ham, hvor heldig jeg følte mig. Kærlighed var svært for mig.

  I en dragende bevægelse tog han sin hånd til min kind, og mine tanker faldt dvælende til ro under den lune aftensol - og med varmen fra Leos krop til at omfavne mig. Det fik blodet til at pumpe rundt og stille bruse i mine årer, og jeg følte det række op til mine kinder.

  ”Stjernerne er kommet på himlen,” hviskede han blidt i mit øre og satte sin gyldenfarvede øl til sin mundvig.

  Med blikket rettet mod det svævende dis for enden af den forårsgrønne eng satte jeg mig længere op på græsset for at få bedre perspektiv over det smukke landskab, der omringede os.

  Engen gled langt, Langt ned; Så langt at de krogede træer beklædt med fugtige, lysegrønne blade lignede små menneskeskygger, der strakte deres arme op mod universets uendeligheder i håb om at nå og finde en ny form for frihed.

  Dette, synet - var slet ikke som de mange marker, der ellers fandtes udenfor dystre Gritzbees store skovarealer. Så snart man passerede byskiltet og forsvandt væk ud i det maskerade fri - nåede væk fra storbyen og gårdene omkring og fandt frem til dette sted vidste man, at Jorden ikke blot bestod af håbløshed; Det bestod af gaver, hvor flere var blevet brugt til de forkerte formål på de helt forkerte tidspunkter. Hvis man fra start havde kendt til rigtigt og forkert, havde vi ikke stået samme sted i dag. Eller måske havde vi.

  ”De er smukke. Fascinerende.” Jeg så op på dem. "Man siger, at vi er skabt af samme materiale. Men hvorfor står vi så her og er lænket til én planet, når de kan være hvor som helst på himlen? Det er ikke fair."

  Måske var vi heller ikke lænket til Jorden. Måske var det bare os, der gjorde det til et problem at leve her. Tiden ville vise det.

  "Jeg synes, det er fair. Nogle gange får jeg følelsen af mirakler; Som at vi var heldige at ende her. Se alt hvad vi har fået givet. Selvom verden ikke er tam, har den skaffet mig dig. Jeg er taknemmelig for at have dig."

  Jeg rødmede og lagde mig tættere ind til hans brystkasse. Jeg kunne høre, hvordan hans hjerte bankede i takt med mit, og det beroligede mig stille.

  ”Nurh, jeg er også taknemmelig for at have dig,” smilede jeg beskedent, men hengivent. ”Du har virkelig de smukkeste tænder jeg nogensinde har set.”

  Han så mistroisk på mig med et usikkert smil.

  ”Eh tak,” fnes han og drak det sidste af sin øl. ”Jeg børster dem også kun for din skyld."

  Hans næse rynkede, som smilet på hans bløde læber brød igennem grinet. Jeg kunne ikke lade være med at betragte og beundre ham, som han sad der, som var der intet, der kunne gå ham imod. For ham var livet simpelt magi, så længe han havde kontrollen.

  Selv tog jeg min somersby og drak en mundfuld. Normalt var det ikke sådan noget jeg gjorde. Jeg foretrak intet specielt - ingen fancy latte gud-ved-hvad, men engang i mellem var det okay med lidt af de unges ”saftevand.”

  ”Det var selvfølgelig ironisk ment. Jeg har pænere tænder.” Tøvende satte jeg dåsen fra mig og kyssede hans varme, dunede kind.

  ”Helt bestemt ikke,” hviskede han drilsk i mit øre og lagde mig med et glimt i øjet ned på det kølige græs.

  Med sine læber presset mod mine strakte han sin arm ud for at tage fat om min hånd. Jeg flettede min fingre ind i hans og vendte ham om, så han lå nederst. Forsigtigt strøg han sin hånd over min kind og trak mig nærmere ind til sig, men jeg tog fat i hans skjorte og begyndte at knappe den op, så hans mave var blottet for mig. Han fnes i et smørret smil, skubbede mig bagover og skiftede igen stilling, så han lagde imellem mine ben.

  Jeg bevægede mine læber hen over hans hals og kyssede ham optændt. Da han ville presse sin krop imod min, kom jeg ved et uheld til at skubbe til noget, der mærkede som min somersby. Jeg så i retningen af uheldet, men nåede ikke at flytte mig før alkoholen havde nået mit hår og gjort det vådt og fedtet.

  "Fuck!" beklagede jeg, og Leo skyndte sig af mig, som jeg ville skubbe ham væk.

  Han begyndte at smågrine igen, men skyndte sig op til bilen for at hente vådservietter. Da han kom tilbage, hjalp han mig med at fjerne det igen, trods lugten af sprit stadig hang i mit hår.

  Efterfølgende viste han mig, hvordan man kunne få underholdning ud af det forskellige slags affald: Ved at lave en kaste-konkurrence; Den der kunne kaste længst måtte beholde et stykke af sit tøj på midlertidigt, og taberen skulle smide et stykke af tøjet af. Det ville fortsætte sådan, til den ene ikke havde noget på. Noget lignende havde jeg prøvet før i et drukspil, og jeg fandt det afsindigt pinligt, - men nu var her heller ikke andre end os to.

  Modvilligt måtte jeg indrømme, at jeg opgav, før vi nåede specielt langt. Jeg stod tilbage i bh og jeans, mens Leo kun havde sine mørkeblå boxer-shorts på samt mørke sportsstrømper. Men jeg kunne ikke klare mere af den kølige vind, der havde taget over aftenen, så jeg tabte med vilje (selvfølgelig). Hele min krop var også dækket af gåsehud, og det gøs inden i mig, så hårene rejste sig op.

  ”Det gør mig skam ikke noget at tabe, men det gør mig noget at stå herude et øjeblik til.” Jeg hev min sorte og hvide varsity tee ned over hovedet, trak i mine mørkeblå jeans og så på ham med et smilende blik. "Lås. Op. For. Bilen. Jeg fryser som en isbjørn."

  Med Leo på førersædet var der ingen farer for bøder. Han arbejdede i racercenteret og kørte tit på banen efter lukketid. Imod mange andre teenagedrenge kørte han rent faktisk "okay." Jeg værdsatte det meget, da jeg siden altid havde været angst for at køre galt. Gritzbee var ikke en ufarlig by, selvom den var bosat af mange overhysteriske galninge, der hadede uro i gaderne. Så bilulykker skete ofte, og det var tæt på mit værste mareridt, at det måtte ske.

  ”Måske låser jeg op, hvis du tager din jakke på.” Han fnes og knappede sin skjorte. "Jeg kan ikke lide, når din mave er blottet for alle. Alt for mange skidte fyre."

  Usikkert åbnede jeg munden for at sige noget, men lukkede den igen, smilte og tog min cowboyjakke op fra græsset.

  "Ved du i øvrigt godt, at isbjørne ikke fryser?" spurgte han uden at møde mit blik, og jeg rystede på hovedet. "Vel, det gør de ikke, smukke."

  Da jeg havde rettet mine mørkebrune lokker til ved at se i sidespejlet og kritiseret mine kraftige, mørke øjenbryn, satte jeg mig ind i bilen ved siden af Leo. Han startede den og så på mig med sine smukke, mørkebrune øjne.

  ”Et sidste kys?” spurgte han og sendte mig et af sine dybe, forførende blikke, der gav ham de mest charmerende rynker i panden.

  ”Hvad?” Jeg smilede undrende og trak selen på plads.

  ”Ja, for i aften.” Han tog lystigt fat om min kolde hånd og varmede den. Jeg nød at mærke hans brede hænder røre ved mig på den samme genkendelige måde, der hver gang spredte tusind følelser i mig. Det spredte både en tryghed og en behagelig, varmende kilderen under huden.

  ”Hvis det er absolut sidste.” Jeg lænede mig ind over ham, og hans hånd gled hen over min lår.

  Øjeblikket vores læber mødtes pumpede blodet lunt rundt i min krop. Han løsnede min sele og trak mig over på sit skød. Vores læber slap hinanden kort, og jeg smilte i et pust for at give afkald på den behagelige, summende følelse, der overvældende gled ind over min krop. Så kyssede han min hals, og jeg kunne mærke helt ud til fingerspidserne, hvordan jeg langsomt blev hevet væk og ind i mine drømme.

  En svag lyd af luskende fodtrin kunne jeg høre ud af det åbne vindue i hans side, og det fik mig til at rive mig væk fra Leos krop i et sæt. Jeg skyndte mig over på mit eget sæde igen, men Leo mumlede, at det bare var en ræv, der passerede forbi bilen. Jeg sukkede af lettelse og ærgrelse. Jeg kunne stadig føle, hvordan mine fingre dirrede efter den brusende varme, der havde fyldt min krop, men chokket havde givet mig et koldt slag i ryggen. Det var virkelig ikke vores aften.

  Leo kørte som altid til grænsen af det man måtte. Han elskede fart og biler, men overholdt altid loven. Han var en god fyr. Nogle gange. Det var derfor, jeg kunne holde så meget af ham.

  Da vi nåede hen til den gamle motorvej, var der næsten ingen andre biler. Klokken var ved at være mange, og lygternes hvidgule lys var ikke nok til at gennemtrænge tusmørket, der havde sænket sig over landet.

  Jeg gabte og tjekkede mine sms’er ud. Der var to nye fra Lula. Nysgerrigt klikkede jeg ind på dem og forventede endnu to ”Hej søde”-beskeder.

 

  Lula Skaath:

  Birdy... Jeg har slået op med Ryan. Jeg ved ikke, om jeg skal være glad eller deprimeret.

  Men vær glad med mig! <3

 

  Jeg kunne ikke lade være med at fnise.

  Ryan og Lula fungerede bare ikke. Ryan var et utro svin, som jeg hadede, og Lula var min lille dejling af en blondine.

 

:Birdy_That’s_Me  

”Å, søde, er helt bestemt glad med dig! <3 Han fortjente dig heller ikke!

 

  ”Skat, læg mobilen fra dig,” sagde Leo bestemt.

  Jeg lagde den tøvende i min bukselomme og så undrende på ham. ”Hvorfor?”

  Han så ud til at anstrenge sig meget omkring noget.

  ”Der er nogle, der kører ræs lidt længere bagved, - og lyset fra din skærm generede mit syn.”

  Jeg kiggede bagud for at se. Det eneste jeg kunne se var fire lys, der nærmede sig meget hurtigt.

  ”God, hvad har de gang i? De kører på begge vejbaner!” Jeg så nervøst over på Leo, som nikkede koncentreret og så skiftevis på vejen foran os og i bakspejlet.

  Bilerne forsøgte konstant at overhale hinanden, mens de slingrende kørte i topfart. Det var ikke til at se bilerne ordentligt, men jo tættere på de kom, jo lettere var synet at spotte. De bag rettet havde sat sig et mål allerede, og målet måtte være ræs til det sidste. Hvilke syge stoddere de var. Det kunne være livsfarligt.

  ”Leo..”

  ”Stop. Jeg forsøger at holde fokus,” afbrød han.

  Jeg bed mig selv i læben, som bilerne kom nærmere og nærmere og var stadigt vildt kørende og med fuld drøn. Man kunne høre dem fra lang afstand, og det kunne ikke være almindelige biler. Motorerne lød bragende, og deres fart var højere end hvad, en gennemsnitlig familiebil kunne klare.

  ”Leo, de..” Jeg så anspændt på ham.

  Det lod ikke umiddelbart til, at bilerne havde bemærket os. Ellers undlod de at gøre noget ved det. De fortsatte som før, trods de nu var færre end tredive meter bag os. De kørte på hver sin vejbane - slingrende uprofessionelt for nogle i så hurtige biler.

  ”Stop, Birdy!” råbte han, og bilen girede til siden.

  Det gav et sæt i mig helt ind til benene. Jeg kunne fornemme hvordan mine vejrtrækninger blev taget for få sekunder, hvorefter mit hjerte galoperede så hurtigt afsted, at jeg igen var ved at få besvær med at få nok luft.

  I det samme kom de to bilerne susende om bag os. Nu kun få meter var mellem os og dem, og deres tempo var i lige så stor hastighed som før. Ingen havde sænket farten, og det var for sent for Leo at gøre det. Hvis han sank den, ville han køre ind i dem. Han kunne heller ikke dreje til siden endnu for autoværnet, der skærmede til begge sider. Der var kun en lige strækning fremad, og alt han kunne gøre var at holde på farten eller sætte den op, hvis ikke han ville støde ind i de andre, der kom drønende.

  De to andre biler syntes at være i en blank, sort farve og havde tonede ruder. De var slanke i formen og ikke specielt høje. De lignede nogle af de, der stod i specialafdelingen af køretøjer på racercenteret i Gritzbee, men hvem kunne have adgang til dem og ville køre så ulovligt og farligt på denne tid? Hvad havde de overhovedet gang i?

  Den forreste, der var på den anden vejbane, øgede farten og skubbede bilen ind i vores ene baklys, så vores bil blev stødt længere ud mod autoværnet.

  Leo blev lige så angst og chokeret som jeg, og det gav et ryk i min krop. Jeg tog bange fat om Leos overarm, men han satte op for farten, skubbede min hånd væk og fik bilen til at slingre ved et uheld.

  Hvad end de andres formål var, måtte vi ikke blive en del af det. Jeg tænkte, om de to talte i mobil sammen. Det ville forklare, hvorfor de kørte så galt; Et sygt løb mellem to unge teenagedrenge. Vi var ikke en del af dette, men en udfordring på banen. Om lidt ville de formentligt overhale os og køre væk, som var intet hændt.

  "Gør noget!" bad jeg alligevel Leo, da jeg kunne se, hvordan situationen kun udviklede sig til værre.

  Jeg var ved at få tårer i øjnene ved tanken, om dette ville blive de sidste minutter af mit liv; Hvis nu noget gik galt. Der skulle ikke meget til - slet ikke i denne fart.

  Mit indre kørte rundt og vendte på hovedet på den mest ubehagelige måde, og jeg fik det dårligt over Leos hurtige kørsel. Jeg havde før sat i bilen, mens han kørte ræs på en af banerne på racercentret, men dette var absolut anderledes og langt mere skræmmende.

  "Hvad helvede tror du jeg prøver på?!" råbte han aggressivt og dyttede vildt efter bilerne og blinkede med lyset.

  Den bagerste på vores side af vejen kørte op i os bagfra og fik os til at gynge fra side til side, som Leo prøvede at holde bilen under kontrol. Han satte farten endnu højere op, og det gav et hurtigt sus i maven. Jeg kunne mærke frygten krybe under huden og isne den langsomt.

  Bilerne var igen en meter bagud, men det så ikke ud til at være et problem for dem igen at nå op på vores fart.

  "Hvad er du oppe på?" spurgte jeg og tog mig til panden.

  "Sømmet i bund," forsikrede han mig. "Vi kan ikke køre stærkere. Men jeg kan ikke se.. Hvilken form ræs er det her?"

  Rystende fandt jeg et kort i siden på bilen og lyste det op med min mobil. Jeg fandt frem til motorvejen vi befandt os på og forsøgte at aflæse den næste sidevej.

  "Hvad laver du?" mumlede Leo frustreret og holdt øje med bilerne bagved, der nærmede sig igen. Det var ikke til at fatte, hvad de havde gang i.

  Jeg undlod at svare Leo og koncentrerede mig så meget som muligt om at aflæse kortet, der var koordineret meget småt og utydeligt.

  "Hvem fanden laver sådan noget her?" mumlede jeg, og sveden plantede sig på panden og under armhulerne. "Der! Der er et sving ikke særlig langt herfra!"

  Jeg strakte armen op mod ruden og lyste på kortet, så Leo kunne se der, hvor jeg holdte min finger mod. Der kunne ikke være mange kilometer til. Hvis vi nåede svinget, kunne vi slippe af med de idioter og komme hjemad. Så skulle jeg aldrig mere køre på gamle, halvforladte motorveje, hvor der ikke var ti andre til, at man kunne sikre sig, at noget lignende dette ikke ville ske.

  "Birdy! Du skærmer for vejen!"

  Jeg skyndte mig at fjerne kortet, lagde mobilen tilbage i min lomme og forsikrede Leo om, at vi nok skulle nå det, selvom min stigende puls var ved at tage livet af mig med den kraftige dunken. Jeg kunne ikke se, hvad de andre ville. Jeg kunne kun se, at dette var et farligt spil, som jeg ikke ville deltage i længere.

  "Hold øje med svinget," beordrede Leo og så i bakspejlet.

  Bilerne var tilbage til, hvor der kun var få centimeter imellem os. Leo måtte ikke sænke farten det mindste. I denne fart ville det resulterer i, at vi alle ville komme til skade.

  Bilen på den anden vejbane begyndte at køre stærkere endnu. Den kørte op på siden af os og holdt farten, mens den bagerste holdte sig bagud.

  De dannede et bur om os.

  "Fuck!" råbte Leo og dyttede gentagende gange ved at slå på rattet. "Jeg skulle have sænket farten fra starten af!"

  "Det havde alligevel endt sådan her, Leo. De vil os noget," hviskede jeg utydeligt.

  "Argh, fjern jer!" Han bed sig selv i læben. "Jeg kan ikke gøre noget, så længe du er med."

  "Jo, gør noget!" tiggede jeg og gemte mit ansigt i mine hænder og pressede mine albuer imod min mave, der var fyldt med fægtende nerver. "Please!"

  Leo vendte hurtigt og nervøst sit blik imod mig og lod det så glide tilbage på vejbanen. Han begyndte langsomt at sætte kurs mod siden og ville skubbe bilen på den anden vejbane ind i autoværnet.

  Med det samme mærkede vi et skub bagfra, som den bagerste bil stødte op i vores. Jeg så kort bagud og derefter til siden, hvor Leo havde stødt mod den anden bil, men opdaget hvilken slingrende effekt det gav for vores egen.

  Pludseligt kom jeg til at se svinget, der ikke var mere en halvtreds meter fra os og havde en åbning til en øde landevej med et stort, tomt markareal omkring. Det var til min side. Jeg skyndte mig at råbe det til Leo, og idet han så i retningen, gav bilen på den anden vejbane os et hårdt skub.

  Hverken Leo eller jeg havde været forberedt på det, og inden nogen af os vidste af det, kom det næste stød, og vi blev skubbet ind i kanten på autoværnet, der med et skarpt ryk sendte os mod skiltet ved svinget, som blev flået af vejen og fløj om bag os og ind i den bagerste bil, der fik smadret sin frontrude, hvilket stoppede passageren, mens den anden kørte videre.

  Jeg skreg og greb ud efter noget at holde fast i, men der var intet andet end luft.

  Vores bil styrtede ukontrolleret videre ind ad svinget og om på siden, idet strækningen gik ned af en skråning, hvorefter det gav et hårdt bump, som den bragende landede på hovedet og kørte en kort vej videre ned, og jeg hørte et smertefuldt skrig fra Leos mund blandet med lyden af glas, der blev knust. Det gik skærende ned i mit hjerte som et hårdt slag fra en mavepuster, og jeg kunne ikke bevæge en millimeter af min krop af ren og skær rædsel.

  Airbagsene havde slået hårdt ud og holdt mig tilbage, men ikke hårdt nok, - og da bilen vendte på hovedet, fik jeg besvær med at trække vejret ordentligt igen.

  Samtidigt spredte en smag af tykt og metallisk væske sig i min mund, og jeg følte smerter forskellige steder på min krop. Men værst af alt havde Leos skrig påvirket mig. Braget lød endnu i mit hoved blandet med lyden af glas, der blev knust.

  Langsomt vendte jeg ansigtet mod Leo og ignorerede smerten fra min nakke og venstre skulder. Jeg så direkte ind i hans opspærrede øjne, der før havde været de smukkeste.

  Iskolde tårer forlod mine øjenkrog. Mit blik var lammet af chok og angst. Jeg begyndte at hulke febrilsk, så det kunne mærkes helt ned i maven, og min underlæbe dirrede ukontrolleret.

  Min pande dunkede kraftigt og mit syn gjorde ondt, som blodet steg mig til hoveds. Mine ben frøs til is, og min overkrop var kogende varm.

  Jeg kunne ikke stoppe min hulken eller rive mig fri fra sædet og hjælpe Leo ud, men det var også allerede for sent. Jeg så hans ansigt. Så skræmt, alvorsfuld og.. næsten dødt.

  "Leo!" hulkede jeg igennem de kolde tårer. "Vågn op! Vågn op, Leo! Kan du høre mig?! Dø ikke!" Jeg rakte ud efter selen og forsøgte at rive den løs. "Leo! Du må ikke dø!" Trangbrystet fik jeg selen revet fri, og jeg faldt ned på det knuste glas fra forruden på den kolde jord.

  Henåndende fik jeg vridende vendt mig om med glassplinter rivende i huden.

  Igennem mørket, der tøvende spredte sig for mit syn, så jeg på Leo, der få centimeter fra mig hang foroverbøjet med selen holdende ham fast til sædet. Hans hoved hang slapt ned mod mig, og blod dryppede ned fra den knuste side af hans hoved og landede på jorden ved siden af min krop.

  Forfærdet og med hamrende hjerteslag og dunkende pande fandt jeg min mobil frem fra min lomme, ringede rystende alarmcentralen op og tiggede dem hektisk om at komme.

  "Hvor befinder du dig henne?" spurgte damen i røret.

  "Det ved jeg ikke!" skreg jeg. "Kom for helvede bare og hjælp! Min kæreste er ved at dø!" Jeg så på hans ansigt, og min krop begyndte at ryste endnu mere.

  "Rolig, rolig," sagde kvinden blødt. "Det eneste vi behøver at vide er hvor du er, og hvad der sker."

  "Det.. Det må være.." Jeg tænkte hvor på kortet, jeg havde set svinget var. "Den gamle motorvej til Gritzbee Nord. Der var et sving til.. Til byen. En omvej. Det kan ikke være langt fra byen! Hjælp nu for helvede!"

  "Edwards Road?" spurgte damen.

  "Ja!"

  "Jeg sender nogle ud nu, men det er vigtigt, at du bliver hængende på røret, okay?"

  Jeg nikkede grædende vidende, at hun ikke kunne se det.

  "Er der andre hos dig? Din kæreste, sagde du?"

  "Ja.. Han er.. Han er slemt til skade. Jeg er bange for, at han dør!"

  "Vi vil gøre vores bedste. Var det en bilulykke, I havnede i?"

  "Der var to andre biler.. Kom nu bare! Jeg vil ikke miste ham! Du må ikke lade ham dø nu! Hvad skal jeg gøre?!"

  "Træk vejret stille og roligt. Hvordan er din tilstand?"

  "Fin! Jeg er i bilen med ham! Hvad skal jeg gøre?!"

  "Er I spændt fast?"

  "Jeg.. Jeg kom fri. Jeg er på jorden nu. Han.. Han vender med hovedet ned af. Svar mig nu!"

  "Ambulancerne er på vej. Kan du prøve at spænde ham fri også? Få ham ned på jorden?"

  "J.. Ja."

  Jeg rykkede mig ind under ham for at komme til. Glasskårene krøb ind i min rygsøjle, men jeg bed tænderne sammen - undgik at se ham i ansigtet og søgte i mørket efter hans sele.

  "Jeg kan ikke finde den," hulkede jeg. "Jeg kan mærke hans hud. Den er iskold."

  "Bliv ved med at søge. Kan du pege lyset fra din mobil i en retning, den kunne sidde i?"

  Jeg tog et fast greb om mobilen, så væk fra det ligblege hud og lyste selen op.

  "Der. Jeg kan se den." Jeg tog min hånd om den og rev den fri i et hårdt trak.

  Med det samme faldt Leos krop ned fra sæden og ned over mig. Hans tunge vægt fik luften hevet ud af mine lunger, og jeg kunne ikke få vejret igen. Febrilsk skreg jeg og forsøgte at skubbe ham af mig. Hans kolde hud og blodige ansigt lå klæbet imod min. Min smukke kæreste. Hans lune blod dryppede ned på min kind, og jeg begyndte at hulke endnu mere. Han var.. Han var..

  "Hvad sker der?" spurgte damen i røret.

  "Han er død!" skreg jeg hylende, og langsomt begyndte mit syn at mørkne, som jeg gled ud af min forstand.

  Jeg vidste, at han var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...