Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34503Visninger
AA

22. ❀ Kapitel Enogtyve | Sandheden Vil Forblive Maskeret?

Folk gik sammen i flokke som ulve. Hyggede sig, snakkede om diverse ting, gik på bar, diskotek, var aktive og sociale. Efterårsblade blev blæst væk af den kolde vind, mens man skiftede til vinterjakker og samtidig sad indenfor med venner og familie og så film og spillede spil. Det var ikke jul, men julen var nær. Derfor begyndte folk sammen at tage ned til byen og ud i skovene for at gøre sig klar, til det vi alle sammen ventede på. Det vi næsten alle sammen ventede på.

  For mens alle familie og omkredse havde det hyggeligt, sad jeg alene på mit værelse med depression. Mor sagde, at det var en idé enten at tage til læge eller begynde at gå hen, hvor andre mennesker var. Jeg nægtede. Jeg nægtede at acceptere, hvordan mit liv så ud. Det var ganske vist ikke et liv sådan her. Jeg kunne intet, jeg ville intet, jeg havde ingen. Og jeg ville heller ikke have nogen, jeg ville væk herfra.

  Hver gang jeg så mig selv i spejlet, tænkte jeg, hvem er hun? Jeg forventede for første gang svar, men jeg fik ingen. Kun stilhed fyldte mine ører. Den stilhed, der skar sig ind i hjertet. Den stilhed, der tog sig tid til at gennemgå alle værste minder og den stilhed, der ville ødelægge den, man var. Det var dén stilhed, der larmede for mine ører hvert et sekund og hvert et splitsekund, jeg levede.

  Hvad kunne man gøre imod den stilhed? Man kunne intet gøre. Blot lade den pine én, og langsomt myrde én indefra, til man ikke længere befandt sig i den tilstand, man ville kalde menneskelig.

  Mit hjerte var ikke det eneste ødelagte. Min sjæl var den, der var mest uhjælpelig. Der fandtes ingen kurering, det vidste jeg. Også selvom mor påstod, at der fandtes metoder, der kunne hjælpe.

  Der var tidspunkter, hvor jeg forsøgte at gå ud. Der var tidspunkter, hvor jeg gik helt ud. Men med det samme jeg så meget som mærkede kulden omfavne mig, brød en høj og skinger sirene ud i mit hoved. Det føltes, som ville mine ører begynde at bløde. Det føltes, som skreg min brændende sjæl. Jeg kunne ikke stride imod, og selv når jeg gik ind, var den der stadig i lidt tid bagefter. Jeg var fortabt, og der var absolut ingen mening med mit liv. Hvis ikke det var fordi, at mor stadig var her, havde jeg ikke været i live længere.

  Konstant har jeg tænkt, om jeg snart ville få svar fra politiet, og om de overhovedet ville give svar fra de ting, jeg gav dem. Kunne Dylan måske være så ond, at han ikke ville afleverer dem, fordi han ikke kunne lide Darren? Jeg håbede bare på, at de snart ville ringe eller bare kontakte mig på en måde. Jeg ville gerne tale med Darren også. Han skulle vide, at han havde ødelagt mit liv. Han skulle vide, at han fortjente at være derinde, og at jeg håbede, at han ville dø der. Men der var ikke de store muligheder, nu jeg ikke kunne gå ud.

  Jeg sad bare inde på mit værelse og langsomt blev opslugt af mørke og sindssyge til et sted, jeg ikke kunne slippe fra.

  "Mor?" kaldte jeg oppe fra mit værelse. Der gik lidt tid, før hun kom.

  "Ja?" smilte hun og stod så fin i døråbningen.

  "Vil du kører mig til Gritzbee Politistation?" Jeg smilte sagte og satte mig op på vinduesbænken.

  "Birdy, men.." Hun tøvede.

  "Jeg ved godt det med sirenen. Bare kør mig, vil du?"

  Hun nikkede langsomt, og hendes smil på hendes røde læber var forsvundet.

  Bevidst om hvad, der måtte ske, tog jeg min mørkeblå vinterjakke og sorte støvler på. Jeg satte mit mørkebrune hår op i en hestehale og sagde til mor, at hun bare kunne gå ud.

  Lige efter døren var lukket bag hende, gik jeg ind i køkkenet, rodede i skuffe 3 og fandt lommekniven frem. Jeg knugede den i min højre hånd og hviskede til mig selv, at det skulle være min sidste virkelige handling, før jeg forsvandt helt væk. Så fandt jeg en tom svovlstikkepakke frem og lagde lommekniven i den. Jeg skjulte den i jakkens inderlomme, sukkede og gik hen til døråbningen.

  Langsomt og forsigtigt tog jeg fat i dørhåndtaget. Jeg hev fat, og jeg rev den op. Med det samme udløste sirenen, og jeg var lige ved at skrige. Jeg bed mine tænder sammen så hårdt, at jeg troede, at de ville blive knust. Mine nedbidte og ellers kantede negle borede sig ind i mine håndflader, men jeg fortsatte.

  Jeg lukkede døren i og gik ud til mor i bilen. Hun så på mig, men startede bilen efter lidt tid.

  Under hele vejen blev der ikke sagt et ord. Mor vidste, at det ville gøre det hele værre, og jeg havde intet at sige. Skulle jeg noget, var det at skrige. Jeg ville skrige, så verden vidste mine smerter. Jeg ville græde, så folk følte mine lidelser. Men aldrig, aldrig ville nogen forstå, hvordan det ville være at være personen i den betændte situation.

  Da nåede frem, var mit hoved så godt som eksploderet. Jeg havde en overvældende hovedpine, og det var virkelig slemt.

  Rystende gik jeg ud af bilen og var flere gange ved at vælte. Selv da jeg kom ind på stationen, var 'anfaldet' stadig i gang. Den ville fortsætte, til jeg var tilbage i huset. Men jeg havde min pligt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

  Jeg gik hen til en dame, der sad ved en enorm computer.

  "Kan jeg se Darren Sparks?" spurgte jeg.

  Hun kiggede på mig og gjorde tegn til, at jeg skulle vente lidt. Hun indtastede et par ord på computeren, gik fra sin kontorstol og hen til ind mand, der stod inde på et kontor.

  Efter noget tid kom hun tilbage med en papir, som jeg skulle skrive under på. Uden at læse den, gjorde jeg. Min skrift blev rystet, men det var der intet at sige til. På trods af at smerterne havde sænket sig lidt, gjorde det stadigvæk ondt i mit hoved.

  Efter dét blev jeg kropsvisiteret og vist til et rum, hvor jeg kunne se, at Darren sad inde.

  Rummet lignede den rum, hvor jeg blev afhørt i. Ingen vinduer, næsten kulsort, kun et bord, en stol på hver side af bordet, et svagt, gult lys og en vagt ved døråbningen. Jeg satte mig stolen overfor Darren og bad vagten om at gå.

  Darren sad med et nervøst blik. Han studerede mig grundigt, og han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han burde heller ikke sige noget. Jeg ville bare hører ham skrige til sin død. Han skulle mærke den smerte, som han fortjente.

  Han havde brugt mig. Han havde ødelagt mig. Og han havde truet og myrdet. Et bæst af den pureste ondskab, og han fortjente den død, som jeg havde planlagt ham.

  Oppe i hvert hjørne af rummet var der en kamera, der holdte øje med os. De ville se mig slå ham ihjel, og jeg var ligeglad med det. Om jeg så selv måtte dø eller sidde i fængsel resten af mit liv.

  "Du har ødelagt mit liv," sagde jeg med et tomt blik stirrende på hans ansigt, der snart ville blive oplyst af hans blod.

  "Alt hvad jeg har gjort har været for dig." Han satte sig ret op på stolen og kiggede mig direkte  øjnene.

  "Så du narrede mig og dræbte Richard for min skyld? Du er SYG I HOVEDET!" Jeg skreg arrigt og tårer begyndte langsomt at trille ned af min kind, og det samme gjaldt ham. Han græd svagt, man kunne næsten ikke se det på ham. Men jeg så det skjulte udtryk, og jeg så de to tvillingetårer glide ned fra hans hage.

  Jeg ville ikke se mere. Det skulle slutte nu. Det hele.

  Vred fandt jeg svovlstikkepakken frem og knugede den i min hånd. Jeg skulle lige til at skubbe lommekniven frem, da Darren stoppede mig med sådan et bedende blik og tårer i øjnene.

  "Birdy, jeg ved, hvad du vil gøre. Men tro mig, det er ikke det værd. Du tror, at dit liv er ødelagt. Men det er det ikke. Kun hvis du gør det. Du er kun atten år, dit liv er først lige begyndt. Jeg siger ikke det her for min skyld, jeg siger det for din. Jeg er her for dig. Og var jeg ikke det, var jeg ikke her, havde jeg ikke sagt til politiet, at det var mig, så havde du sat her! Så havde det været dig, uanset hvor meget fejl, alle sammen tog."

  Mine hænder skælvede, og jeg var begyndt at græde endnu mere. Jeg tabte pakken ud af min hånd, og jeg kunne ikke få et ord frem.

  Hvis det var sandt, og Darren ikke var morderen, og jeg ikke var morderen, hvem var det så?

  "Fortæl mig sandheden, fortæl mig det hele," hulkede jeg og tørrede mine øjne, kun for at de blev erstattet med nye.

  Sirenen i mit hoved var ikke så skarpt som alt andet. Det var nu bare en svag lyd bagerst i mit hoved. En ubetydelig lyd, jeg knap nok kunne hører.

  "Sandheden? At jeg slog Richard ihjel?"

  "Nej. Den rigtige sandhed."

  Han nikkede og talte imellem tårerne. "Richard var hemmelig forelsket i dig og hemmelig kærester med Camille. Jeg vidste det, men jeg ville ikke dræbe ham for det. Han bar altid noget af dit på sig, og dén dag han døde, havde han deodoranten med, og han ville vise den til mig. Det så Camille, og hun blev rasende. Hun var ude af den, hun tog den og kylede den ind i hans baghoved. Men meningen var ikke, at han skulle dø. Så bange og forvirret sagde hun, at jeg skulle hjælpe med at få ham af vejen. Jeg nægtede. Jeg kunne ikke. Men jeg så hende gøre det hele lige for øjnene af mig. Hun myrdede ham, hun slæbte ham i søen, hun antændte ilden. Og efter at du blev grebet, sagde jeg, at hun skulle melde sig. Eftersom hun ikke ville, og jeg ikke kunne holde ud at se dig herinde så meget som tiden nu skulle være, valgte jeg at tilstå. Og jeg fortryder det ikke. Kun hvis du nu ødelægger dit liv."

  Jeg rystede og hev efter vejret. Jeg kunne ikke tro det, det kunne ikke være sandt. Han måtte lyve, han var morderen. Han spillede skuespil, og sådan noget kunne Camille da ikke finde på.. Kunne hun?

  "Du lyver!" skreg jeg. "Din idiotiske løgner, fjern dig fra mig, forsvind ud af mit liv for evigt!"

  Med det samme kom vagten tilbage. Han sagde, at besøget var forbi og slæbte mig så ud. Jeg græd og kunne ikke holde op igen.

  "Hvordan kunne jeg tage så fejl?!" hulkede jeg og hamrede mine næver ned i gulvet. "Gud, lad mig dø nu, lad mig dø!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...